24 januar 2016

Et Par Ord til Tambour-Majorens Misundere.

I Politivennen nr. 455 for dette år læses under titlen "Femten Trommers Larm kan endnu finde Pøbelens Behag" et udbrud af harme (eller ondskab) mod tambourmajor J. H. Kock hvori der i pøbeludtryk søges at nedsætte den kunstfærdighed hvormed Kock til en ikke ublu prise har moret mange, og at han uden at holde folk for nar efter kalveskindet har moret, må man antage efter det tilløb han altid havde. Forunderligt er det at se at forfatteren af dette stykke opkaster sig til smagsdommer over et helt publikum, ja endog indlader sig på at moralisere ved at bemærke på hvad måde man bør more sig. Hvad der behager en, behager ike altid en anden, skønt jeg tør tro at pøbelsproget i nævnte stykke uden undtagelse er alle modbydeligt. Indsenderen af disse linjer kender ikke Kock, har aldrig talt med ham, og står i intet personligt forhold til ham, kan altså ikke tale  af partiskhed. Men han har hørt af mange at Kock skal have gjort mange ædle anvendelser af sit erhvervede og foruden forestillingerne til bedste for stadens fattige og Gentofte Hospital, ses af Adresseavisen nr. 219 anvendelsen af indtægten af hans sidste forestilling her. Meningerne er ellers meget delte om Kock vel skulle medtage noget betydeligt at sit fortjente, eller lade det meste deraf blive her, og så man hans kasse ved afrejsen, var det vel muligt at den så lige så defekt ud som mange andre kasser til sin tid - dog dette bliver jo alene hans sag. At forfatteren af det omhandlede stykke befatter sig med sprogforandringer (for sprogforbedringer kan det vel næppe kadles) klæder ham ikke. Hans publikum hører han med selv dertil, får han næppe til at blive smukt dansk. Skønt jeg ikke venter mig at kunne gå fri for at få en skarnbøtte efter mig, som er farfatterens vane, må jeg til slut erklære at samme af mig ikke ænses, og at intet bogstav i så henseende vil blive spildt.

(Politivennen nr. 456. Løverdagen den 25de September 1824, s. 9166-9168)

Redacteurens Anmærkning.

Debatten fortsætter i en artikel i Politivennen nr. 458.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar