Er det tilladt en Kroholder at bortleie stadigen alle sine Værelser?

Indsenderen ønsker dette besvaret da han sidste sommer meget ofte kom til Bagsværd og aldrig kunne få natteleje der på kroen, da alle værelser var bortlejede til bestemte personer eller også kromanden havde fremmede, så at flere der besøgte dette sted, var nødsaget til at ty til Lyngby eller andre steder. Uagtet logi som oftest blev bestilt forud flere dage i forvejen, var der aldrig noget at få til lørdag eller søndag af ovennævnte årsager. 

Da sommeren nu nærmer sig hvor flere vel ønsker at besøge disse behagelige egne, og man efter længere fodrejse vel ofte kunne trænge til at vide sig sikker på at få natteleje når man kommer til privilegerede kroer, ønsker man meget at få rigtig kundskab om det ikke er enhver kromands pligt at modtage og huse gæster der forlanger en eller flere nætters logi og følgelig ligeledes kromandens skyldighed når sådant ønskes i Bagsværd.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9703-9704)

"Sommeren nærmer sig og flere ønsker vel at besøge disse behagelige egne". (Dette syn var formentlig hvad man ønskede at se. Trælandskab nær Bagsværd Sø. Johan Ludwig Lund, 1840-1842. Statens Museum for Kunst).

Vejen til Vesterfælled.

I vore tider hvor et årvågent politi lader det sig være magtpåliggende at forebygge eller hæmme hver uorden mens den høje magistrat anvender alt for at residentens indbyggere bekvemmeligheder og uskyldige fornøjelser ved snart at sætte ufarbare veje i stand, snart at anlægge nye spadsereveje og plante træer mod solheden, eller sætte bænke på offentlige lystgange til hvile for den trætte, gamle eller syge vandrer, vil vist nok et beskedent ønske til begge disse høje autoriteter ikke forfejle sit mål.

Det er vejen til Vester fælled indsenderen der ikke elsker stimmel eller vrimmel og derfor undertiden vælger den til sin lystvandring, herved vil meddele et par bemærkninger om.

Så snar man er kommet gennem porten hvorpå der står: "Indkørsel til Vester Fælled" træffer man til venstre hånd på et næsten mageløst plankeværk. På dette forrådnede plankeværk hviler en betydelig stabel mursten fra gården af som truer med hvert øjeblik at styrte ud på vejen. Dagligt passerer både gående og kørende her forbi og er udsat for de uberegneligt onde følger et sådant fald ville føre med sig.

Uden tvivl er kun den afsondrede beliggenhed årsag til at politiet ikke har budt en mand der så længe har sat sine medborgeres liv i fare, at rydde faren af vejen, især da både hans plankeværk og hans pøl har gjort voldsomme indgreb i det offentliges rettigheder.

Så overbevist man derfor er at denne uorden snarest vil blive afhjulpen, så stort hån nærer man tillige til at se et andet onde standset, som er forbundet, om ikke med stor fare, så dog med stor ulempe.

Vejen til fælleden og videre til Kongens Enghave har nemlig i mange år, især i de fugtige årstider, næsten være ufremkommelig. Så længe den høje magistrat på kommunes vegne lejede disse tørre jorder bort til græsning, fik kæmnerkassen vel intet til overs til at forbedre vejen for. Men da jorderne nu er bortforpagtede til agerdyrkning og forpagtninger efter sigende skal være indbringende, så tør man såvel på forpagternes som på kommunekassens vegne håbe at den sidste vil gribe de første under armene og lette dem deres arbejde ved at anlægge en forsvarlig markvej. Rigtig nok vil kassen i de første år være nødt til at undvære den nyligt opnåede fordel. Men den kaster ved at anvende sine midler til vejforbedring dog kun en pølse efter skinken. Jo mageligere, jo bekvemmere nemlig forpagteren når sine agre med harve, plov og især møgvognen, jo lettere han kan få sin høst hjem desto mere umage og flid vil han gøre sig for at bringe sine temporære ejendomme til den mulig højeste grad af frugtbarhed, det er til den højeste fordel for sig selv. Men ligger der ham eller bliver der lagt ham, hindringer i vejen, så vil han blot sørge for at dække sine udgifter uden at tænke på forbedringer, og efter at forpagtningsårene er omme, vil jorden bære tidsler som før, ifald den ikke er så udmarvet at den næppe kan bære dem mere.

Det kan vel næppe være nogen tvivl underkastet at de mænd som nu har en del af jorderne i forpagtning på de tider de ikke nødvendigvis selv bruger deres heste og vogne, med fornøjelse ville gøre kørsler til dette tilsigtede mål, da det jo var til deres egen fordel. På denne måde kunne hovedstadens indbyggere håbe inden få år at se den nøgne Vester Fælled forvandlet til en frugtbar kornmark hvorved kommunekassen nok ikke ville tabe.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9699-9703)

Et Par Ord angaaende Slagterboderne paa St. Nicolai-Torv.

Da de høje ansvarlige med så megen omhu søger at opfylde ethvert ønske der ytres med hensyn til en eller anden forbedring eller forskønnelse i eller udenfor hovedstaden som kan være sammes indbyggere til nytte eller fornøjelse, tror indsenderen på grund af dette at det ikke er upassende at henvende de ansvarliges opmærksomhed på Nikolaj Torv og slagterboderne på samme.

"Hvilket ubehageligt syn, hvor væmmeligt er det ikke at se disse pjaltede slagterboder med deres smudsige huggeblokke og borde?" (Nikolaj Plads 1835 før støbejernsboderne blev opført. H. G. F. Holm. Slagterboderne ses på arealet omkring hvor kirkeskibet er opført i dag. Spiret kom først til i 1910).  

Hvilket ubehageligt syn som minder de omkringboende og de mange som dagligt passerer dette strøg, om den ulykkelige begivenhed, byens store ildebrand. Den uopryddede plads er omhegnet med nogle gamle brædder selv om den dog engang var hvilestedet for mange brave og ædle danske mænd. Og hvor væmmeligt er det ikke at se disse pjaltede slagterboder med deres smudsige huggeblokke og borde? Ikke så få udlændinge går denne vej og hvilket ufordelagtigt indtryk må de ikke få om de danskes renlighed i spise, når han ser dem med så lidt delikatesse behandle den første, almindeligste og mest næringsfulde af alle spiser, kødet. For mere urent end det behandles her, kan man vist nok ikke tænke sig, og indsenderen tror ikke at det i den grad er tilfældet i nogen anden stad i Europa. 

Dog må indsenderen heraf delvis undskylde slagterne. For uagtet mange af dem sikkert ville forandre, forbedre eller udsmykke deres boder, anser de det dog for unyttigt, da de ikke ved hvornår myndighederne vil befale dem at flytte eller ganske nedrive dem. De fleste steder er der murede slagterboder, og disse kunne vist nok også anbringes her. Vil man indvende at der fattes de nødvendige penge til det, så mener jeg at vi besidder så mange indsigtsfuldte mænd der vist nok ville vide at gøre forslag hvorved denne mangel kan afhjælpes, således som det skete ved Nicolai Tårns reparation og forandring, hvis bekostning blev tilvejebragt på en lempelig og for de ansvarlige næppe mærkbar måde. Og ønskeligt var det vist nok at nogen ville interesse sig for torvets omdannelse og forbedring, da det i sin nærværende tilstand er en alt for stor kontrast til det nu særdeles skønne og smagfulde. tårn.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9697-9699)

Redacteurens Anmærkning

Slagterboderne flyttede fra Højbro Plads til området omkring den gamle kirkegård ved den brændte Nikolaj Kirke omkring 1810. Skribenten måtte vente et par årtier endnu før der i 1845-46 blev opført de støbejernsboder kaldet "Maven" som først blev nedrevet i 1917 i forbindelse med opførelsen af en ny kirke. Som dog aldrig har fungeret som kirke.

Brandfarligheden ved disse træskure beskrives i Politivennen nr. 708, lørdag den 25. juli 1829, s. 485-488: "Kjøbenhavns fjerde Ildebrand." I artiklen "Bøn om Vand" i Politivennen nr. 866, lørdag den 11. august 1832, s. 526-528 klager en skribent over at slagterne, grønthandlerne og andre butiksejere henter vand i de omkringliggende gårde

Simpel Begravelse.

I en landsby på vestkysten af Sjælland døde for kort tid siden en aldrende jomfru, datter af en for længst afdød provst og sognepræst her på stedet. Da ingen af den afdødes arvinger var til stede, påtog en agtværdig bonde sig efter præstens anmodning at melde dødsfaldet for skifteretten, og besørge liget anstændigt begravet. Han begav sig derfor først til skifteforvalteren, den pågældende herredsfoged. Men da han fandt kontoret lukket, og nogen tid forgæves havde ventet, tog han til den nærliggende købstad og bestilte der en for den afdødes stand passende ligkiste til 12 rigsbankdaler. På hjemvejen fik han lejlighed til at tale med amtsprovsten der tilkendegav ham sit bifald med hvad han havde gjort. Dagen efter tog bonden atter tl skifteforvalteren, meldte ham dødsfaldet og tillige at han efter provstens anmodning havde påtaget sig at besørge liget begravet og til den ende havde bestilt en kiste til 12 rigsbankdaler. Men straks ytrede skifteforvalteren sin misfornøjelse med den bestilte ligkiste. Han sagde at den afdøde skulle begraves som fattig, og han han derfor selv ville bestille en anden til langt ringere pris. Da nu såvel stedets præst som bonden fandt det upassende at lade en person af anset familie der altid havde været elsket og agtet af alle i menigheden, på så simpel en måde begrave, blev de enige om at bruge den først bestilte kiste, så meget mere som snedkeren alligevel påstod sig betalt for hvad han af den havde færdig. Skifteforvalteren som formodentlig havde fået underretning herom, gav ufortøvet sognefogden ordre til at påse "at den afdøde virkelig blev begravet i den af herredsfogden bestilte kiste." Ordren blev punktligt efterfulgt, og en højst agtværdig datter af stedets forhenværende provst blev nu i sin families begravelse af menigheden jordet som fattig. Bonden var altså nødsagt til at modtage og betale den af ham til 12 rigsbankdaler bestilte kiste, der siden den tid har været hensat på kirkens loft hvor indsenderen selv har set den.

den afdødes efterladenskaber blev kort derpå mod kontant betaling bortsolgt ved auktion, og indbragte til mere end 150 rigsbankdaler for ikke at tale om hvad hun for det løbende år til dødsdagen af postkassen og sin livrente havde til gode.

Både i og udenfor menigheden misbilligede mange denne skifteforvalterens fremfærd. Af en duelig lovkyndig ønskede derfor indsenderen besvaret om skifteforvalteren kan finde hjemmel i loven og anordningerne eller ikke? Og hvis dette sidste måtte befindes, hvorvidt da en skifteforvalters sic volo sic jubeo i et tilfælde som det givne kan gælde for lov.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9693-9796)

Bekjendtgørelser.

1) At vort virksomme politi har fundet det i forrige Politivennen indførte stykke: "Atter Ulempe af Beenindustrien" begrundet samt at de skibe der var i begreb med at indlade denne vareartikel, ufortøvet blev anvist plads på den modsatte ubeboede side af havnen, finder man anledning til at offentliggøre, idet man tilføjer at de skibe der for fremtiden vil indlade denne vare, efter rygtet skal have deres station i nærheden af slamkisten bagved det gamle kvæsthus en plads der i det hele taget synes at være meget passende for en udførselsartikel af denne art, da ingen beboere er i nærheden.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9691)