Et Par Ord om Gadefeiningen.

Højstærede hr. udgiver!

Af det i nr. 499 af Deres blad indrykkede stykke "Morgenbetragtninger ved en pibe tobak", erfarer jeg at De velvilligt har optaget nævnte meget velskrevne stykke, der hvis det af rette vedkommende blev taget under overvejelse og bragt til udførelse ville være højst nyttigt og behageligt for enhver i almindelighed og for det laug hvortil jeg hører, i særdeleshed.

Jeg er nemlig slagtermester, og må tilstå at mine varer på fejedagene, uden nogen brøde fra min side, er besudlede af gadestøv, og det blot fordi beboerne i nabolaget ikke vil gøre sig den ulejlighed at bestænke gaden ved vand forinden de begynder fejningen. Besynderligt nok at en så vigtig sag ikke for ængst har tildraget sig vedkommendes opmærksomhed og således foranlediget et almindelig lovbud i så henseende, da flere uden en sådan befaling, allerede  længe har bevist gavnligheden deraf ved at bestænke såvel gaden som fortovet med vand.

Blandt andet har jeg i den senere tid lagt mærke til at sådant er iagttaget udenfor politikammeret og grosserer Suhrs gård på Gammeltorv, udenfor steder nr. 22, 23, 24, 25, 26, 27 og 350 i Gothersgade, samt flere steder på Østergade, hvilket nok så meget beviser vor nyttig en sådan vandstænken er. Ja, endog udenfor byen ser man enkelte af egen drift stænke vand udenfor deres ejendomme. Således har jeg i den senere tid set dette iagttaget udenfor hr. oberstløjtnant v. Kochens sted på Strandvejen og hr. hofleverandør Withs sted på Jagtvej.

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9911-9913)

En tragi-comisk Reise til Bidstrupgaard.

Motto:

Han vidnede med ed at han var ganske klog.
Men alt forgæves, for der udi byens bog
var indført, og alt med frakturbogstaver skrevet,
at han afsindig var. Hvem en gang dømt er blevet
ham hjælper intet, an han råber på sin ret.
Han må da holde stand, og høres ej så let.

Petr. Paars Libr. IV

Dette foster af vor ypperlige Holbergs muntre lune morede indsenderen ofte, som meget andet af de herlige ting den udmærkede digters skabende geni fembragt. Imidlertid anså han det kun som et overgivent lunes komiske indfald, på ingen måde formodende at han nogenlunde skulle opleve en tildragelse der bogstaveligt opfyldte disse profetiske ord, og allermindst at dette skulle ske over 100 år efter at digteren skrev i vores for oplysning og humanitet så meget priste tider. Ikke desto mindre har dog en begivenhed nyligt tildraget sig som anmelderen anser for sin pligt at offentliggøre, da det muligvis kan forebygge lignende adfærd i fremtiden. 

En ung mand af embedsstanden blev i begyndelsen af denne måned beladt med et tilfælde af nervesyge som efterhånden gik over til sindssvaghed. Hans familie som stod i den mening at han kunne nyde en bedre pleje g være under sikrere opsigt på et af stadens hospitaler end hjemme, fik foranstaltet at han blev modtager på den for sådanne patienter bestemte stiftelse, og havde også den behagelighed at erfare, og selv at overbevis sig om at patienten mandag den 18 i denne måned var ved de anvendte hensigtsmæssige midler fuldkommen restitueret, med undtagelse af en betydelig mathed, en naturlig følge af sygdommen. Sådan vedblev også at være tilfældet den pågældende tirsdag og onsdag, og det er en omstændighed som ikke alene af patientens besøgende venner, men vist også af de ham bestandigt omgivende personer, kan bekræftes at han i de nævnte 3 dage end ikke et eneste øjeblik har været mente captus (afsindig). Det vil altså være indlysende at det forårsagede hans slægtninge og venner lige så megen forundring som indignation at erfare at han torsdag morgen var blevet afsendt til Bidstrupgård, hvorfra han først sidste søndag blev udeladt på de ansvarshavende forlangende, og vel også på grund af at den derværende læge og inspektør ikke kunne andet end erklære ham for fuldkommen fornuftig.

Efter disse faktiske omstændigheder kan anmelderen ikke mene andet end at de ansvarlige har overskredet deres autoritet og at det med den pågældende foretagne eksperiment (for for andet kan det vel ikke antages) er lidt vel vidt drevet, samt at kuren let kunne være blevet værre end sygdommen. For at lægen skulle have ladet en 4 eller 5 dage gammel beslutning der var taget med hensyn til et menneske der ikke var ved sine fulde fem, effektuere, efter 3 dages fuldkommen velbefindende, an man ikke antage, uden at tiltro ham den højeste grad af skødesløshed, eller også en misforstået punktlighed i opfyldelsen af de ham givne ordrer. Anmelderen er i det mindste overbevist om at en sådan fremfærd ikke ville have fundet sted om den såvel for sine kundskaber som humanitet almenagtede professor Wendt havde været til stede.

Man udbeder sig i denne anledning af en kyndig mand besvaret følgende 2 spørgsmål:

1. Kan det antages at bestyrerne af et hospital kan være berettiget til at henlægge en patient selv om han var afsindig, når han NB ikke er fattiglem til Bidstrupgård uden først at underrette vedkommende derom, og forespørge om de selv er i stand tl behørigt at sørge for hans kur og varetægt?

2. Hvad skal man benævne den fremfærd af en læge at lade et bevisligt fornuftigt menneske bringe til en for afsindige bestemt stiftelse?

Det vil vist ikke mindre interessere publikum end anmelderen at se disse spørgsmål grundigt besvaret. For hvor let kunne en eller anden feberpatient ellers ikke befrygte at det gik ham som digteren siger:

"Så kan man uforskyldt sig liste i dårekiste."

København den 28 juli 1825. E. M. Høm

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9907-9911)

Bøn om Nattero.

Indsenderen heraf tillader sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme på at der i huset nr. 92 i Lavendelstræde ofte er klammeri og slagsmål blandt beboerne for åbne vinduer, hvilket som oftest begynder om aftenen kl. 11 og vedvarer uafbrudt til langt ud på natten.

Da husets vært som det lader til, ikke søger at forebygge sådanne uordener og det er meget ubehageligt for naboer og genboer som ønsker to om natten, så er indsenderen af disse linjer så fri at ytre det ønske at det respektive politi ville tage sig af denne sag og drage omsorg for at spektaklerne i oven nævnte hus bliver hævet for fremtiden.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9899-9900)

Lavendelstræde 8 er det blå hus til venstre i fotoet. Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning. 

Lavendelstræde 92 er nutidens nr. 8. Det er fra 1795-96 og opført for forrider Niels Pedersen. Det er ombygget 1844.

Et Par Brudstykker af Restaurateurens Priiscourant paa Dampskibet Prindsesse Wilhelmine, samt Raad til Publicum.

Til fornøden underretning for den eller dem der for fremtiden vil benytte det skønne dampskib Prinsesse Wilhelmine til og fra skoven eller andetsteds hen, vil anmelderen ikke undlade at bekendtgøre at man for en almindelig snaps cognac med vand der på ethvert sted her i byen betales med 4 til 6 skilling, blive afkrævet 1 mark, siger og skriver en mark, samt at man ligeledes må betale 1 rigsmark tegn for en flaske syrligt hvidtøl. Hvad øl der ikke er syrligt koster, ved anmelderen ikke. Men han må formode - hvad også synes at være rimeligt - at der kræves en endnu højere betaling for dette. 

Da restauratøren ved at lade sig betale så ublu, ret fører sig publikums forlegenhed til nytte, eftersom man ombord ikke har valget mellem hans og enhver anden restauration, så tror anmelderen at skylde dette dampskibs besøgende publikum at offentliggøre forestående og dertil at tilråde enhver der just ikke har lyst til at kast penge væk på denne måde, at forsyne sig med en lommepuffert for stille den mulige tørst der på hede sommerdage så let indfinder sig. En mere detaljeret underretning kan publikum med tiden vente sig.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9898-9899)

Nogle Ord til Betænkning for den, der anmodede om nye Foranstaltninger med Kobbersmedene.

Om det er tilladt kobbersmedene at udøve deres håndværk på de offentlige gader, spørges i Politivennen, og det besvares benægtende. Imidlertid har dog kobbersmedene i mands minde ved store brygger- og brændevinskedler arbejdet disse færdige på gaden udenfor deres værksteder, og man ved aldrig at dette er blevet dem forbudt, og det vist nok af den simple grund at det ikke lod sig gøre på anden måde. Da de ikke kan få disse store kedler ud af deres værksteds- eller husdøre, undtagen man ville have at de skulle som den projektmager der i sit hus byggede en mekanisk maskine som ikke kunne gå ud af døren, og derfor lod huset nedrive. Men de kunne jo leje sig lejlighed i store gårde, hører jeg sige. Det lader sig vel sige, men ikke så let udføre. For i de store gårde er gerne brillante værelser, og sådanne er ikke passende for kobbersmede, og disse værksteder. Det ville jo også forulempe de folk der boede i samme og i de tilhørende steder, lige så meget for dem der nu bor i nærheden af deres huse. Lejen i en sådan stor gård ville blive alt for trykkende. Ja, særdeles voveligt ville det være på det uvisse hån om at få det store arbejde at blive nødt til at fæste en sådan lejlighed. For som man hører, kan de længe forgæves vente efter samme, og hos enkelte udebliver det måske hele år igennem. For de kobbersmede som ejer deres eget hus, og i en række af år har drevet deres profession i samme, ville det vist være til stor skade at fraflytte de så længe iboede huse og enten blive lejere eller også selv vide at tilkøbe sig gårde med store porte på.

Enhver ny foranstaltning i denne henseende ville altså bidrage til at en del nyttige borgere blev undertrykkede, eller måske endog ødelagte, af hvilke der desværre allerede er nok. Indsenderen tror endvidere aldrig at have hørt at heste er løbet løbsk for kobbersmedenes hamren der desuden ikke er ulig skud, hvortil de fleste heste er afrettede. Men hvem der vel egentlig havde mest årsag at besvære sig over kobbersmedene, er naboerne, og jeg tror allerede at have sagt at det ville blive det samme hvis de arbejdede i gårde hvor de der bor sammen med dem, såvel som de tilstødende naboer, ville have samme forulempelse som nu. Der bliver altså nu kun tilbage at gøre det forslag at jage alle kobbersmede ud af byen.

At hugge og save brænde på gaderne er også et slemt onde som med hensyn til heste er langt farligere, ja endog farligere for fodgængere. Men det er et onde ligesom det med kobbersmedene som det selskabeligste liv i stæderne fører med sig, og man kan vel med rette spørge den kobbersmedenes antagonist hvorfor han ikke tillige påankede disse brændehuggerværksteder midt på gaden hvorved man let både an få økser og brændestykker i hovedet som er lige så farlige og skadelige!

Indsenderen heraf er hverken kobbersmed eller står i forbindelse med disse. Det er altså ikke af interesse at disse linjer er nedskrevet. Men af agtelse for de arbejdende klaser, og fordi jeg er af den mening at man i disse næringsløse tider ikke for en lille inkonveniens bør fremkomme med ensidige ønsker om nye foranstaltninger der kunne skade en hel klasse af arbejdende og næringsdrivende borgere. Men at man i en tid som nuværende hellere med glæde måtte høre flidens hammer buldre, i hvor ubehageligt  det i og for sig selv måtte være.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9894-9898)

Redacteurens Anmærkning.

Debatten fortsætter i Politivennen nr. 504, 27. august 1825, s. 9961-9966: "Fornødent Gjensvar til Kobbersmed-Advocaten." Denne artikel er dog fortrinsvis en gentagelse af argumenter og oplysninger.