Slemt Uvæsen af Lazeroner bag Krudttaarnet ved Østerport.

Der var for en tid siden klaget over drengeuordener ved Krudttårnet ved Østerport. Men der finder nu værre uordener sted der. Bag ved nævnte krudttårn mellem dette og voldbakken finder man dagligt lazaroner der efter at have sovet rusen ud, klæder sig ganske nøgne af og holder renselsesfest der. Dette syn er i højeste grad ækelt og væmmeligt lige ved en offentlig spadseregang. Og det står i den yderste kontrast med den ellers skønne udsigt man har fra denne voldbakke. Ligesom dette væmmelige syn støder øjet, så lider næsen ikke mindre under de uhumskheder der er dynget op på samme sted.

"Bag ved nævnte krudttårn mellem dette og voldbakken finder man dagligt lazaroner der efter at have udsovet rusen klæder sig ganske nøgne af og holder renselsesfest der." (Krudttårnet lå vist ved Dronningens Bastion, til venstre i billedet. Eget foto, taget fra Smedelinjen, 2015).

Dog disse krabater driver ikke blot deres uvæsen om dagen. Men om natten skændes og slås gerne et halvt dusin indbyrdes på dette deres sovested. Og i stærkt regnvejr som i den senere tid tyr de til de nærliggende kælderhalse og vræler og slås om disse til største uro for de omkringboende. Det lader ikke til at de bryder sig om vægteren da de formodentlig stoler på deres antal. Og han kan heller ikke indlade sig med dem så længe de ligger bag krudttårnet, da deres soveplads ikke vedkommer hans post, men hører til fæstningens grund.

Anmelderen af dette der ofte passerer den omtalte voldbakke, har tit gjort skildvagterne opmærksomme på disse nøgne krabater, og de har da også straks været villige til at jage dem bort. Men det hjælper kun et øjeblik da de enten kun forøger deres kammeraters antal på Grønningen eller efter en lille omvandring kommer igen for at fortsætte det begyndte værk. Anmelderen af dette tror at det mest hensigtsmæssige middel ikke er at blive jaget bort, men kun ved at pågribes og sættes til arbejde efter deres arbejdsførlighed, kan man befri publikum for synet af mennesker der er sunket til det allerlaveste trin og hvis blottelse og stillinger bag det allerede nævnte krudttårn og på flere steder i den allerhøjeste grad støder an mod sædelighed og velanstændighed. Det er også at frygte at et baghold af sådanne personer i de bestandigt kortere aftener kan blive farligt og give anledning til flere uordener.

Til høje ansvarlige henstilles således denne sag med det indstændige ønske om kraftige foranstaltninger i så henseende.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9968-9970)

En glubsk Hund i Dybensgade

Det påhviler uden tvivl som en pligt enhver der er ejer et husdyr, at det er uskadeligt for almenheden. Imidlertid har indsenderen erfaret at nogle ikke agter på denne pligt.

Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade. For ikke at tale om at denne hund uafladeligt fra morgenen til langt ud på natten forstyrrer roen for beboerne i nærheden med sin vedvarende gøen. Den forfølger endog forbigående gennem flere gader, og sætter således disse i begrundet frygt for at blive angrebet og bidt. Dette sidste er også ofte tilfældet. Flere af beboerne i nærheden har nemlig været øjenvidner til at den engang har bidt en gammel mand og en anden gang væltet en lille dreng om på gaden og derefter posteret sig i en truende stilling oven over ham så man antog at den hvis barnet havde rørt sig ufejlbarligt ville have såret, ja måske endog dræbt det. 

Og en tredje gang, nemlig søndag den 7. i denne måned da en dreng gik gennem gaden kom hunden efter ham og bed ham i kæderne. Dog da drengen kækt forsvarede sig, forlod den ham. Men da han kom tilbage, var det samme tilfældet hvorfor han bad hundens ejerinde der stod i kældervinduet og så på det at kalde hunden til sig og holde den inde så at den ikke skulle skade ham eller andre. Hvorpå manden til tak for advarslen kom op på gaden og gav drengen et par ørefigner hvormed historien endtes.

"Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade". (Dybensgade 185, eller nr. 13 i dag, er det lysegrønne "ildebrandshus" næstsidst før krydset bagest. Bygningen er opført 1800, og det er altså i dette hus puddelhunden holdt til. Eget foto, 2015)

At både manden og konen der ejer denne hund, er særdeles hjerteglade når den rigtigt kan jage de forbigående skræk i livet eller endog anrette andre fortrædeligheder, bevidner flere der har set deres glædesytringer ved sådanne lejligheder. Og anmelderen har for nogle dage siden da hunden angreb og ynkeligt tilredte en anden meget lille hund, set hvorledes ejerinden stod i kælderdøren og rigtig inderligt glædede sig over dette væmmelige syn uden at kalde den store til sig. Ja da den lille i sin angst var flygtet ned i kælderen til hende, tillod hun endog denne at angribe den der.

Det indstilles derfor til vedkommende hvorledes denne uorden kan blive fjernet. Og indsenderen bemærker at hensigten næppe vil opnås ved at forsyne den med en mundkurv, da dette glubske dyr vist nok især med hensyn til børn ville erstatte tabet af tændernes brug med kløerne.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9966-9968)

Redacteurens Anmærkning

Glubske hunde er et tilbagevendende fænomen i Politivennen, fx Politivennen nr. 701, lørdag den 6. Juni 1829, s. 384-385: "Varsko for en glubsk Hund i Pedermadsensgang"  

Fornødne Ord til Stadens Bagerlaug.

For nogen tid siden klagede to mænd i Skilderiet og Politivennen med rette over den behandling stadens indbyggere så ofte må tåle af bagerne. Men det gik som det ved sådanne lejligheder plejer: Da det gjaldt, rørte ikke en finger sig for at understøtte de påtalende og alting går derfor i den gamle slendrian. Indsenderen købte i nogen tid rug- og hvedebrød hos 2 bagere, begge i en gade, og fandt i starten brødet temmelig godt. Men siden blev det dag for dag dårligere. og til sidst så jammerligt at man måtte opsøge en bager langt fra sin bopæl, nemlig i Store Fiolstræde op mod volden hvor indsenderen nu får fortræffeligt brød. Men spørgsmålet er: Hvor længe vil det vare? For indsenderen har kendt folk som fra simple fattige fribagere og kagehandlere boende i kældre, har svunget sig op til ejere af bagergårde og som nu lever på en fornem fod og har Offenbachervogn, kusk osv. men nu leverer ligeså dårlige varer som før udmærket gode mens de boede i kælderen. 

Man har for nyligt i Politivennen set at en klage fra Frederiksværk over dårligt brød har båret frugt. Det samme bør man håbe om en stad som har en så oplyst og virksom magistrat. Indsenderen tror ligesom alle fornuftige at når laugstvang ikke engang stifter den nytte at en stor stads indbyggere får et af de uundværlige næringsmidler for en efter sædvarernes priser billige betaling og af sådan beskaffenhed at de er sunde, nærende og behagelige, da bør sådanne indretninger ophæves som unyttige og skadelige. Dette er så klart og indlysende at enhver kan begrive det. Det behøver altså intet videre bevis. 

Når denne næringsvej er fri, vil den aldrig mangle deltagere som kan købe ind i rette tid. Såvel fra staden selv som fra landet vil der være brød at få i mængde. Det følger altså af sig selv at den der vil sælge må levere gode varer for rimelig pris. Bondens brød er i almindelighed langt at foretrække for købstadsmandens. Hvad her er sagt om bagerne,  gælder til dels også om slagterne. Er det ikke urimeligt at man her i staden skal betale godt kød med næsten det tredobbelte af hvad det koster i Jyllands købstæder?

P. Olsen.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9959-9961)

Et Brev til Udgiveren fra Frederiksverk.

Bageren i Frederiksværk har i den senere tid nogle gange været genstand for deres blad. Og næppe nogen af værkets beboere vil nægte hr. Th. Englisch grund til sin anke. Da kun få udenfor værket imidlertid kender bageren, og derved let kunne få et andet begreb om manden end han fortjener, så anser jeg det for min pligt at meddele nogle oplysninger.

For 30 år siden forpagtede Fatzler, dengang mestersvend hos bager Hamborg på Vesterbro, bageriet på Frederiksværk. Og fra den tid har manden uden forskud og understøttelse ført sin bedrift ordentligt, betalt sine afgifter i rette tid og holdt sine bygninger i forsvarlig stand. Han har ikke alene nøjagtigt holdt sine forpligtelser ved at svare enhver sit, men endog vist megen goddædighed og understøttet trængende.

I denne lange tid har han haft mange familiesorger. Mistet to koner, alle sine børn, især en søn som skulle understøtte hans alderdom og i det hele ladet 12 lig føre ud af sit hus. Han lider af et smertefuldt tilfælde som i den alder ikke kan helbredes, og hindrer ham i at tage del i noget arbejde, og forstyrrer hans sindsro da han som udlænding så at sige er ene og fremmed her i landet. Således har alder, kummer og svaghed sat i denne før meget driftige og duelige mand ud af stand til at have det forrige tilsyn med sin næringsvej. Og han må beklages af dem som kender hans retskaffenhed. I 30 år har han forestået militærbagningen her på stedet, uden at jeg kender nogen anke ført over ham

Frederiksværk den 1. august 1825.
Tscherning, inspektør.

(Politivennen nr. 503. Løverdagen den 20de August 1825, s. 9942-9943)

Redakteurens Anmærkning.

Bagermester Fatszler døde 3 år senere, hvilket fremgik af følgende notits i Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 6. juni 1828:

At min Mand Bagermester Carl Stephanus Fatzler, efter mange haarde Lidelser, ved Døden er afgaaet den 14de i denne Maaned, i sit Alders 63 Aar, tilkiendegives herved sørgeligst fraværende Familie og Venner; og indkaldes derhos Enhver, som maatte have nogen lovlig Fordring paa bemeldte min afdøde Mand eller nu hans Boe, at anmelde og legitimere saadan for mig og mine antagne Laugværge, inden 12 Ugers Forløb

Frederiksværk, den 27de Mai 1828.

Marie Fatzler, født Olsen.

Nok en gang om fæle Uordener i Kongens Have.

Den i Politivennen nr. 498 påankende uorden er efter dette nummer var udgivet med forøget kraft gentaget en aften i forrige uge. Hvis jeg ikke meget fejler var det fredag aften den 22. juli. Et enligt, tarveligt, men anstændig klædt fruentimmer kom fra byens side ind i haven. Idet hun roligt går ad hovedgangen mellem de to skovpartier hvor springvandet er i det ene, til kavalergangen, angribes hun af 2 kvindemennesker af allerlaveste slags, og overøses med de groveste, pøbelagtigste og mest uhøviske skældsord. Flere små grupper af de spadserende måtte give plads for denne afskyelige scene, hvilken endog på en måde gjordes frygtelig derved at disse afskum af kvinder havde samme understøttes af samme korttrøjede knægte som af foregående anmelder er dadlede, hvilke skarevis styrtede u af buskene og med støjen og larmen optog terrænet. Dog denne mund-angreb endtes snart da det angrebne fruentimmer søgte den første bænk hun kunne nå i kavalergangen. 

"Da det allerede stærkt begyndte at mørknes, blev der atter et overordentligt opløb foran en af de herkules støtte nærmeste bænke". (Herkuleslogen i Rosenborg Have, G. L. Lahde efter tegning af Eckersberg, 1809. Statens Museum for Kunst).

Her sad hun en stund uangreben. men noget senere, da det allerede stærkt begyndte at mørknes, blev atter et overordentligt opløb foran en af bænkene nær Herkulesstøtten, og man så atter 2 mennesker - formodentlig de samme som havde forvoldt første scene - under bedækning af en uhyre masse af de beskrevne korttrøjer, umenneskeligt angribe det føromtalte enlige fruentimmer som nu havde taget plads der hvorpå et anstændigt selskab af begge køn der sad på samme bænk, nødtes til ufortøvet at forlade deres plads. Tumulten tog således til at nogle velsindede blev enige om at søge hjælp hos slotsvagten. Denne fik de og under en gefreiders og 2 mands geleide førtes det fornærmede fruentimmer, ganske ude af sig selv med gråd og hulken i et skrækkeligt optog ud af haven. 

Indsenderen ved ikke om hun derpå har faret med fred. Hendes tøjlesløse kvindelige angribere forsvandt da vagten nærmede sig. Oh, at dog her til lands, ved siden af autoriteternes udmærkede humanitet og deres til almenhedens glæde, lyst og vederkvægelse gjorde indretninger, som er udført med så megen duelighed og punktlighed, måtte kunne tilvejebringes uforstyrrethed i nydelsen af disse mange goder. For ellers er omkostninger, møje og flid ulønnede og forfejler deres værdige øjemed. Den dannede, sædelige borger tør ikke nyde, og selvom han prøvede på det, skræmmes han snart tilbage og jo mere dette sker, får afskummet råderum, hvis trivsel og velbefindende vist nok ikke er målet hvortil der er sigtet.

Politivennen nr. 502 Løverdagen den 13de August 1825, s. 9932-9935)