Om Renovationskarles Paatrængenhed.

Hr. udgiver!

Jeg havde for længere tid siden villet tilskrive Dem om et besværligt overhæng af de renovationskarle som kører i Store Kongensgade, men en påkommende upasselighed har forhindret mig indtil nu. Dog den profit som kommer sent, er bedre end slet ingen. Jeg ønskede derfor at De i Deres blad, ville gøre de kontrahenter som befordrer skarnets bortkørsel af Store Kongensgade opmærksomme på at de folk som kører deres vogne, er meget påtrængende for at få drikkepenge. Således kom nogle karle ved nytårstid op til mig for at gratulere nytår. Jeg gjorde dem klart at flere havde været hos mig i samme anledning og at jeg derfor ikke gav noget, og lukkede derpå døren. Noget efter hørte jeg en stærk buldren på døren. Jeg åbnede den og da jeg så at de samme personer med ordene: At jeg ikke gav noget. Men en af dem satte foden for døren, så at den ikke kunne lukkes, og brød ud i skældsord, og flere grovheder. Da det er højst ubehageligt i sit eget hus at høre sådant og at måtte tåle sådan brutal opførsel når man ikke vil frakøbe sig samme for sine penge, så anmoder man vedkommende karles husbonder at holde deres folk fra at vise sådan usømmelig og grov opførsel.

(Politivennen nr. 527. Løverdagen den 4de Februar 1826, s. 69-71)

Et slemt Skarnoplag i Hovedstaden.

Pladsen nr. 415 i Sølvgade var endnu for nogle år siden et af stadens skønneste haver, et lysteligt skue for mange omboende. Men den kom i nuværende besidder eje og, man kunne næsten sige, på vandalers vis, udslettedes da straks hvert spor af kultur, og den yndige have frembød kun et sørgeligt skue af ødelæggelsens vederstyggelighed. Dog sådant er jo noget hvori manden har lov at følge sin egen smag. Men da han i de senere år har gjort den til losseplads for den renovation han betaltes for at udkøre af byen, så bedes ærbødigst den høje autoritet der i fjor ved at betale ham at udføre en stor del af det indkørte, befriede nabolaget fra en næsen lige så ubehagelig som sundheden skadelig atmosfære, i år igen at se ind til ham, da han allerede begynder at samle en køn bunke af is, sne, gødning og alskens urenlighed.

(Politivennen nr. 527. Løverdagen den 4de Februar 1826, s. 68-69)

Redacteurens Anmærkning.

Sølvgade 415 er nutidens nr. 18. Huset er fra før 1737. Det er grunden hvor nu Sølvgade Skole har legeplads.

Anmodning til visse Detailhandlere om ei at bestikke Folks Tjenestetyender ved Nytaarsgaver.

De herrer detailhandlere, især urtekræmmere, har den slemme vane at give nytårsgaver til de tjenestefolk, der ifølge deres herskabers befalinger køber i deres boder *). Ligeledes ved de ved alle mulige smigrerier og lystige indfald at lokke pigerne til sig **). Nytårsgaverne består gerne i penge, et halstørklæde eller tøj til et forklæde, foruden andre småting som nappenåle osv. Men ved disse utidige gaver bliver de ulydige, og henter ikke varerne på det sted man anviser dem. Blandt 100 og flere eksempler kun følgende:

Anmelderen køber sig hver dag et 4 skilling franskbrød og for 5 skilling små tvebakker hvilke han havde pålagt sin tjenestepige at hente hos hr. franskbager Müller i Lille Kongensgade. Pigen adlød den hende givne befaling, og anmelderen fik i nogen tid fortrinligt godt brød. Men da kældermanden hos hvem hun hentede andre fornødenheder, blev opmærksom på det, tøvede han ikke med at opvartepigen med nektaren fra madamme Bruun hvorved han bevirkede at hun fremtidigt tog brød af en dårligere kvalitet tæt hos ham, og følgelig overtrådte de hende givne befalinger. Ja hun betjente sig endog af den løgn, at bager Müller ikke længere bagte så godt brød som før. Da anmelderen kom efter løgnen, tilstod hun sine brøde og erklærede at kældermanden ved flere midler havde forledt hende til at overtræde de hende givne befalinger. Siden den tid har anmelderen måtte tage sine fornødenheder på bog, for at være overbevist om at de hentes på det anviste sted. Nytårsgaverne har således ulydighed, løgn, utroskab, bagtalelse og mangfoldige andre unævnte laster ifølge med sig.

*) En urtekræmmer skal således give for omtrent 500 rigsbankdaler i nytårsgaver til købernes tjenestetyender. Om denne udgift har noget med vægten at gøre, skal jeg lade være usagt.

**) Samme urtekræmmer skal ved en laugssamling have bragt i forslag at lærlingene til deres svendeeksamen burde aflægge prøve på deres færdighed i at opsamle en slump komplimentgloser foruden deres feltråd: "Hvad behager.". Om forslaget gik igennem er anmelderen ubekendt.

(Politivennen nr. 527. Løverdagen den 4de Februar 1826, s. 65-67)

Redacteurens Anmærkning

En slags svar findes i Politivennen nr. 529, 18. januar 1826, s. 107-108.

Uordener.

2) For at bringe min ærede medborgere til vished om at jeg som nabo til hr. Brostrup ikke er blandt dem til hvem man forgæves har henvendt sig for at få befordring til den uheldige vævermester Sandberg, hvorom et stykke er indført i Politivennen nr. 525, for d. å. finder jeg mig, ifølge et rygte desangående herved beføjet til i sandheden navn at erklære. - Som sand kristen kender og ærer jeg menneskelighedens hellige pligter, og skulle med al beredvillighed endog med opofrelse af enhver fornøjelse, blandt mine venner, øjeblikkelig have kommet hr. Sandberg eller enhver anden lidende til hjælp og bistand, så snart man havde krævet sådant af mig.

Østerfarimagsgade deen 27. januar 1826.
Reeh.

(Politivennen nr. 526. Løverdagen den 28de Januar 1826, s. 63)

Gartner Brostrups Svar paa det imod ham, i Politivennen Nr. 525, indførte.

I Politivennen nr. 525 er jeg levet angrebet af en hr. anmelder der ikke har skammet sig ved under medlidenhedens maske at pådigte mig en så stor umenneskelighed at mine medborgere som ikke kender mig, let kan forledes til at tro at jeg var det mest ufølsomme menneske på hele Østerfarimagsgde. Jeg vil her fremsætte sagen således som den er foregået, og som jeg med vidner om fornødent kan bevise og i øvrigt overlader min handling til almenhedens dom.

Da den omhandlede bomuldsvævermester Sandberg blev bragt til mit sted, var jeg aldeles ikke i gården eller hos den syge, men han blev desuagtet straks modtaget, og bragt ind i et værelse hvor der var en ren, opredt seng, hvilken blev tilbudt til hans afbenyttelse. At hans følge ikke lagde ham på denne, kan jeg altså ikke gøre for, ligesom det er en åbenbar opdigtet usandhed at jeg skulle have brugt de anførte udtalelser. Den syge ytrede straks det ønske at blive kørt i karet, denne ejer jeg ikke, og da der bor to hyrekuske, en ved hver ende af Farimagsgade, og nogle af den syges følge gik efter en karet, så faldt det mig ikke ind at tilbyde min holstenske vogn. Da de kom igen, og ingen karet medbragte, anmodedes jeg om min vogn, og at jeg svarede "Det var ilde, for jeg havde lovet en familie som var hos mig, at køre en tur med denne" er sandt. Men de øvrige opdigtelser at man udlod sig med at andrage sagen for ansvarlig autoritet, og at dette bevirkede min vogns benyttelse, er usande, og bevises dette tydeligt nok deraf at den bedste vogn jeg ejede, blev straks forspændt af mig selv og min karl, og den syge befordret derpå, under min udtrykkelige ordre til kusken at køre forsigtigt og langsomt. At han hverken fik halm eller sengeklæder ved jeg ikke kan tilregnes mig, i særdeleshed da han selv havde ytret det ønske at blive kørt i karet, og kunne han sidde i denne, måtte man også tro at han kunne sidde i en magelig holstensk vogn. Havde man ytret det mindste om at sæderne skulle være afspændte, og sengeklæder lagt i vognen, havde et sådant straks skullet ske. Men da man ikke engang ville betjene sig af den tilbudte seng, som stod i værelset, så faldt det mig ikke ind at spørge, om han ville lægges på sengeklæder i vognen. Jeg har kun et varmt værelse på stedet, hvor jeg bor, og dette var fuldt af mennesker og børn. Om den syge havde været bedre tjent med at komme ind i dette og siden igen ud i kulden, ved jeg ikke. Har jeg derved forøget hans lidelser, skal det inderligt smerte mig

At den syge var henved 2 timer hos mig, er usandt. Han var der knap 1 time hvilket bevises deraf at han kom til mig kl. 3.30 og var kl. 5 på hospitalet. Hele opholdet blev foranlediget ved hans følges fravær om karet. Havde jeg troet at han ville køres på min vogn, skulle han for længst have været på hospitalet.

Man vil pånøde mig betaling for min vogn, men da det var min pligt at befordre den syge, så tog jeg liges å lidt betaling herfor som jeg betingede min karl 3 mark i drikke penge. Jeg sagde højt for alle at "betaling modtog jeg ikke for vognen. Ville de give kusken noget, så var det op til Dem." om det kan kaldes umenneskeligt at jeg erindrede hans ledsagere om at det var søndag og at der skulle betales bompenge, samt at jeg ikke medgav disse, ved jeg ikke.

Flere af de mennesker som ved denne lejlighed stimlede til, var imidlertid i deres opførsel så rå, brutale og uforskammede som tænkes kan. Et bevis herpå ar blandt andet dette at efter at jeg havde tilbragt dem hvad jeg havde, og skænket hver 2 snapse og øl, var de urimeligt nok til at sende min pige ind efter mere brændevin, hvilket de også fik, idet jeg sendte dem flasken med hvad der var i den. De søgte nu at pånøde mig betaling for drikkevarerne, ligesom de ved enhver lejlighed søgte at opbringe mig. Men jeg modtog ikke betaling, ligesom jeg også overså deres øvrige færd. her er sagens sammenhæng. Jeg indlader mig ikke i nogen pennekrig herom. Vil man sagsøge mig, så ved man min bopæl.

Brostrup.

(Politivennen nr. 526. Løverdagen den 28de Januar 1826, s. 57-61)

Redacteurens Anmærkning.

Pennekrigen fortsætter derefter med gentagelser og påstand mod påstand. Den oprindelige anmelder skriver i Politivennen nr. 527, 4.februar, s. 71-74 artiklen "Fornødent Gjenmæle til Gartner Brostrup." Denne gang dog underskrevet: C. N. Gedei. I en kort note i Politivennen nr. 529, 18. januar 1826, s. 111-112, bevidner Gedeis 3. medfølger at det første indlæg i et og alt var sandt. Disse artikler kan ikke ses på denne blog, men i originalerne.