Svar til Anmælderen i Politievennen nr. 531 om "Et stødende Syn paa Alfar Vei"

Anmelderen har gjort sig skyldig både i urigtig fremstilling af sagen og i usandhed. -

1. Bliver der i det anmeldte lille hus neden for Frederiksberg Bakke ikke slagtet heste. Til føde for mine svin og hunde dræbte jeg i sidste efterår nogle gamle, udlevede heste. Uvidende om at det under frost og vinter kunne være skadeligt, lod jeg de dræbte kroppe ligge ubegravede for at kreaturerne kunne fortære dem. Men ved befaling fra politiet af 23. december f. å. blev det mig pålagt at bortskaffe disse kroppe, og det skete da også straks.

2) Siger han at en stor del af disse dyres indvolde og benrade ligger kastede omkring. Dette er en åbenlys usandhed. Siden politiets forbud har dette ikke været tilfældet, og anmelderen burde være så retskaffen at skelne mellem før og nu.

Det okse- og svineslagteri jeg driver i nævnte hus, er lige så lovligt og lige så fosvarligt som det der drives på Vesterbro. Den vejfarende som ikke kan udstå dunsten af mit slagteri ved landevejen, bør endnu mere holde sin næse fra Vesterbro. Mit slagteri ved landevejen kan således næppe give forargelse for andre end en misundelig eller en for fintfølende herre. Jeg opfordrer derfor anmelderen til i følge med politiet at undersøge og bese min bedrift før han gør sig skyldig i flere urigtige angivelser.

Hans Jørgen Petersen.

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 168-170)

Et stødende Syn paa alfar Vei.

På vejen til Damhuset neden for Frederiksberg Bakke mellem denne og remisen ligger et lille hus hvori der hyppigt foretages hesteslagtning. En stor del af disse dyrs indvolde og benrade ligger kastede omkring, og frembyder et særdeles ubehageligt skue for de forbifarende der vel heller ikke synes om den lugt sådanne sager i mildt vejrlig giver fra sig.

(Politivennen nr. 531. Løverdagen den 4de Marts 1826, s. 145)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af slagteren i Politivennen nr. 533, 18. marts 1826, s. 168-170.

Christeligt Ønske til Fordeel for det, af Jøden Julin forpagtede, Drengebarn.

Man ser ofte på værtshuse og andre offentlige steder en lille dreng forevise legemsøvelser hvorved han undertiden ikke tjener ikke så lidt da enhver tilstedeværende af medynk gerne giver ham noget i den tanke at det kommer ham til gode. Men dette er ikke tilfældet, for han er forpagtet af en jøde ved navn Julin der ikke giver ham andet end husly, mens han selv må tigge sig til sine øvrige fornødenheder.

Når han på et eller andet sted forviser sine kunster, ser man jøden opholde sig udenfor, forstraks af ham at modtage de tjente penge.

Hvor meget eller hvor lidt drengen end tjener, så synes det blotte logis dog at være for lidt vederlag, og det er vist nok en ukristelig handling at ville berige sig på et fattigt, og så godt som forældreløst barns bekostning, især i et land hvor ingen fødes eller gøres til trælle.

Spørger man drengen hvor gammel han er, da svarer han efter ordre mellem 5 og 6 år, i stedet for 11 år. Man indser let at han ved denne løgn skal opvække medlidenhed for desto lettere at aflokke folk flere penge.

Ønskeligt ville det være om nogen tog drengen i lære hvor han kunne have sit underhold og dannes til et nyttigt lem af staten, og således befris fra det ubehagelige omtrækkerliv og den ørkesløshed som sikkert vil have skadelige følger for hans fremtid.

(Politivennen nr. 530. Løverdagen den 25de Februar 1826, s. 131-132)

Enfoldigt,men træffende Svar paa denndbildte kloge Vaasen i Nr. 529 pag. 107.

"Først var han kræmmer, siden blev han en ærlig mand"

(af det borgerlige stævnemøde)

"På samme måde som når man står blandt en kobbel hunde, den kun vræler som slaget rammer, så tuder også den køter som af satyrens pisk er  snertet". Aplicatur ad libitum.

Det viser sig tydeligt nok i oven nævnte vås af stykket s. 107 i sidste Politivennen at en kræmmer er våseren, siden han deri har det mundheld eller kræmmerfeltråb: "Hvad behager". Derfor vil jeg ikke analysere dette hans kræmmerhus hvis indhold røber gemte og forvanskede varer. Lige så dårligt og nedrigt det er af en embedsmand at modtage gaver, lige så usselt og nedværdigende er det for en partikulær eller et tjenestetyende at modtage foræringer der, som sagt, leder til at det ikke påser sit herskabs bedste. Tror kræmmeren at skylde sin kunde nogen erkendtlighed så vis dem mod ham selv, og giv ikke anledning ved direkte eller indirekte bestikkelse, til utroskab, ulydigheder etc., hvilket er sagt og tydeligt nok bevist i Politivennen nr. 527. Til slut å jeg bemærke at intet røber større grad af enfoldighed end at en eneste detailhandler tager til genmæle mod det der er sagt om detailhandlere i almindelighed. Men hvem indser ikke at han dertil må have haft særlige, let gættelige grunde.

(Politivennen nr. 530. Løverdagen den 25de Februar 1826, s. 122-123)

Redacteurens Anmærkning.

Også dette emne udartede til en gensidig mudderkasten: Artiklen "Mere fra den formeentlige Kræmmer til Detailhandler-Angriberen", Politivennen nr. 531, 4. marts 1826, s. 142-145.

Anmodning til Manden, der hver Dag kjøber et 4 Sk. Franskbrød og for 5 smaa Tvebakker, om ei at bestikke Folks Lettroenhed ved Skumlerier.

De herrer detailhandlere, især urtekræmmere har den urimelige tænkemåde at give nytårsgaver til tjenestefolk "der ifølge deres herskabers befaling køber i deres boder" *). "Ligeledes ved de", siger manden "ved alle mulige smigrerier og lystige indfald at lokke pigerne til sig **)." er det piger der allerede køber hos dem, de vil lokke til sig? Hvad behager? Efter nu at have sagt os hvori disse nytårsgaver består, siger Deres velvished: "men ved disse utidige gaver bliver de ulydige, og henter ikke varerne på det sted man anviser dem." Men Deres første klagemål er jo dog at detailhandlerne giver nytårsgade til de tjenestefolk "der ifølge deres herskabers befalinger køber i disse boder." Dog nok herom! Lær først, enfoldige menneske! at tænke og ordne Deres tanker på papiret før De drister Dem til på prent at besudle redelige borgeres handlinger.

* En urtekræmmer som har en stor bodhandel, kan nok udgive så meget som manden i sin vedføjede note angiver og sandheden skal ikke lade det være usagt, at denne udgift ikke behøver at have nogen indflydelse på vægten.

** "Samme urtekræmmer" - begynder Deres anden note - hvilken urtekræmmer? Deres tidligere note: "En urtekræmmer osv." synes at mene urtekræmmere i almindelighed.

(Politivennen nr. 529. Løverdagen den 18de Februar 1826, s. 107-108)