Forslag til Administrationen for Badeanstalten ved Rysensteen.

Hvad der af høje ansvarlige allerede er foranstaltet til at gøre denne indretning så gavnlig og behagelig som muligt for dem der frekventerer den, overbeviser om at nedenstående forslag vil blive bemærket af administrationen såfremt det ikke findes aldeles ubegrundet, ligesom man også kan være forvisset om at samme vil virke til ønskets opfyldelse.

Det er uden for al tvivl at badeanstalten vil blive søgt ikke alene af stadens indbyggere som bor indenfor voldene, men også af dem som opholder sig udenfor samme. Men hvor tungt er dette at de fleste af de sidste må blive afskrækket derfra af frygt for det stykke vej der løber fra Vesterbro til tømmerpladsen. For efter at man har passeret de behagelige skyggefylde alleer der i de seneste år ellers er plantet om staden, kommer man omsider til nys omtalte stykke vej til tømmerpladsen hvor ikke et træ, ikke engang en busk tjener de passerende til kølende skygge og hvor de altså udsættes for den brændende solhede der absolut må bevirke en transpiration som gør det umuligt for de badsøgende at nyde det.

For ikke at tale om at dette vejstykke efter stærkt regnvejr er om ikke inpassabel så dog meget mådeligt for fodgængerne, og især om vinteren er det næsten ufremkommeligt, hvorom man overbevistes forrige år ved at se fodgængerne betjene sig af grøftevolden til fodsti.

Det ville derfor uden tvivl være til fordel for badeanstalten og dem der ville og må søge den om dette lille stykke vej som de øvrige om staden værende veje blev forsynet med en ordentlig fodsti og beplantet med træer.

Enhver ville da taknemmeligt påskønne de høje vedkommendes opmærksomhed og disses iver for at virke til det gavnlige og behagelige for stadens og dens omegns beboere.

(Politivennen nr. 554. Løverdagen den 12te August 1826, s. 514-516)

Rysensteen Badeanstalt. Maleri formodentlig fra 1830'erne. I forgrunden badehusene og de separate afdelinger for mænd og kvinder. Se Redacteurens Anmærkning herunder. I baggrunden til højre Vor Frue Kirkes tårn og til venstre for det vist nok Sankt Petri kirkes tårn. Kreditering: Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

Der klages også over vejen fra Vesterbro i Politivennen nr. 701, lørdag den 6. juni 1829, s. 379-380: "Bøn angaaende Lukningen af Barrieren ved Tømmerpladsen". Og over at badegæsterne tvinges gennem Vesterport.

Om en søbadeanstalt i Helsingør handler artiklerne "Et Par Ord til nærmere Underretning angaaende Badeanstalten i Helsingør." i Politivennen nr. 972, lørdag den 16. august 1834, s. 573-679), "Til Bestyrelsen af Helsingørs Søbadeanstalt." Politivennen nr. 973, lørdag den 23. august 1834, s.588-590. 

Kjøbenhavnsposten skrev 8. december 1832:

Directionen ved Rysensteens Bastion har, til Iværksættelse af det allernaadigst privilegerede Anlæg til at forfærdige og sælge adskillige kunstige Sundheds-Brøndvande, udstædt en Indbydelse om at subskribere ved Actier, hver paa 25 Rbd. r. S. Da Interessenterne i Søbadeanstalten allerede til dette saare ønskværdige og gavnlige Anlæg have sammenskudt en Sum af 7000 Rbd r. S., er der al Sandsynlighed om at det snart vil blive sat i Værk. Hs. Majestæt har givet Tilladelse til at det maa udføres i Rosenborg Have; og Directionen har allerede forskaffet sig nøie Underretning om slige Anstalter paa fremmede Steder. Ihenseende til Indretningens physisk-chemiske Deel har den polytechniske Læreanstalt lovet sin Medvirkning, og Hr. Hofbygmester Statsr. Koch har overtaget Bestyrelsen af det Architektoniske.

Bagvendt Anbringelse af Lygtepælene udenfor Christiansborg Slot

Blandt de nødvendige interimistiske foranstaltninger der i den seneste tid er truffet, findes næppe nogen der i så høj grad fortjener at blive misbilliget som anbringelsen af lygtepælene udenfor Christiansborg Slots færdige facade.

Anmelderen skal ikke indlade sig på at anke over at nævnte vist nok kun er interimistisk anbragte lygtepæle der er hensat udenfor et kongeligt slot uden at være tilhøvlet eller malet. Det frembyder allerede et yderst påfaldende og højst smagløst skue, men han vil kun henlede de ansvarliges opmærksomhed på følgende langt vigtigere og mere påfaldende omstændigheder:

1. Synes anbringeren ikke at have taget noget hensyn til at vi her i staden ofte er udsat såvel for regnvejr om solskin idet pælene er anbragt ganske tæt ved fortovsfliserne så at det er umuligt at befærde disse med paraply eller parasol.
2. Er det på alle pælene fastgjort tværtræ anbragt så lavt at personer endog af middelhøjde absolut må støde an mod disse og derved få deres hatte eller andet hovedtøj ødelagt.

Med hensyn til denne ikke just ubetydelige omstændighed bør imidlertid bemærkes hvad anmelderen også selv tror at have fundet ud af, at et vist og klogt besparelseshensyn muligvis har foranlediget disse tværtræers anbringelse på et for fodgængerne så ulejligende sted. Han har nemlig lagt mærke til at vægterens stige netop har en sådan længde at dens øverste ende kan hvile på nævnte tværtræer. Og han finder det derfor ikke urimeligt at man for ikke at anskaffe en ny stige har indrettet pælene og de på samme anbragte tværpinde efter den gamle man var i besiddelse, for således at undgå en formentlig betydelig omkostning.

"Anmelderen skal ikke indlade sig på at anke over at de interimistisk anbragte lygtepæle er hensat udenfor et kongeligt slot uden at være tilhøvlet eller malet" (En formentlig stærkt idylliseret udsigt fra Gammel Strand mod Christiansborg. Heinrich Hansen, 1868. Statens Museum for Kunst).

• 3. Synes det mere passende at nævnte lygtepæle i stedet for som nu at stå udenfor fortovsfliserne var blevet anbragt så langt inde på fortovet at de kunne afgive fornøden belysning for samme, hvilket nu er helt umuligt, og at 2 til 3 personer uden at støde an på dem, kunne passere fortovet således at en af disse kunne vandre på fliserne.

Disse anmelderens individuelle anskuelser som han dog åbenhjertig må tilstå han deler med en stor del af almenheden, har han ikke villet undlade at fremsætte offentligt i det håb at de herrer ansvarlige med al redebonhed vil bortrydde enhver for fodgængeren anstødelig hindring.

Til slut vil han ikke lade ubemærket at man på den modsatte side af slotspladsen er gået ud fra et modsat princip, idet man der har anbragt lygtepælene så tæt indenfor fortovsfliserne at det kun er muligt for en person at befærde disse.

(Politivennen nr. 554. Løverdagen den 12te August 1826, s. 511-514)

Redacteurens Anmærkning

Kjøbenhavnsposten kunne knap et år senere, den 12. maj 1827 meddele følgende:

Christiansborg Slot. - Man seer, at denne Bygnings Omgivninger nu mere og mere vinde i Reenhed og Frihed som igjen bidrager til det heles Total-Virkning. Saaledes er den Gaardsplads, som ligger imellem Tøihuset og Slottet, i den senere Tid bleven ny brolagt og de der i Forbindelse med Slottet værende Corridorer, Trapper o. s. v. udbedrede, samt i det Udvendige alt Forstyrrende af Plankeværker, gamle Lygtepæle, Interimsvinduer etc paa denne Side bortskaffet, hvorved man nu først erfolder et smukt Overblik af den østre Fløi af Bygningen. Ligeledes bemærker man med Fornøielse, at ogsaa ved den Facade, der vender ud imod Slotspladsen alt det Interimistiske efterhaanden bortskaffes. Saaledes seer man i denne Tid opsat foran Slottet en heel Række af nye Tildeels særdeles smagfulde Lygtepiller. Meget vel denne Facade vinde, naar de for Hovedindgangen bestemte Basreliefs og Figurer indtage deres endnu tomme Plads.

Indstændig Anmodning til Kjøbenhavns Politie

Huset nr. 235 i Store Kongensgade, den såkaldte grønne Støvle er som bekendt nok propfuldt af glædespiger og jævnligt en skueplads for natlige rædselsscener som skælden, støjen, hvinen, skrigen og slagsmål, dels blandt de nævnte kvinder, dels også blandt dem og de personer de om aftenen og natten kaprer på gaden.

Natten mellem den 25. og 26 i forrige måned kendte disse deres optrin ingen grænser. Forskellige slagsmål der ledsagedes af en frygtelig hvinen og skrigen og som afvekslede med en lige så frygtelig skælden og banden, gjorde det umuligt for naboer og genboer at nyde den så nødvendige natlige hvile. Anmelderen såvel som alle beboerne i det ene af nabohusene turde end ikke lægge sig til hvile, skønt spektaklet henimod morgenstunden efter en foregående arrestation af Holmens vagt var standset, da de flere gange havde set det menneskeudskud der bor på stedet, løbe med tændte lys frem og tilbage over gården og havde således grundt til at frygte endnu værre følger end de allerede omtalte.

Årsagen til at disse optrin er så hyppige i dette bordel ligger nok nærmest deri at der ingen vært er tilstede. For ejerinden, en vis frøken, bor ikke i huset, og den af hende konstituerede vicevært har en så svag legemskonstitution at hans udvortes i det mindste ikke skal kunne skræmme nogen.

Man tør holde sig forvisset om at stadens årvågne politi vil drage omsorg for at sådanne rædselsscener forebygges for fremtiden.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 509-510)

Store Kongensgade 42 i idag (eget foto, 2019). Huset er fra før 1759, men dog ombygget adskillige gange senere. Mon Den Grønne Støvle engang lå her?

Redacteurens Anmærkning

I dag har Store Kongensgade 235 nummeret 42, opført 1758. Så huset findes altså stadigvæk. I "Breve fra danske Skuespillere og Skuespillerinder, bd. 1", 1911 udgivet af Robert Neiiendam, s. 252 omtales den grønne Støvle som beliggende i Lille Kongensgade. Det passer imidlertid ikke med matrikelnummeret.

Dømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes.

Si nus n'avions point de defante, nous ne

prendrions pas tant de plaisir á en remar'

quer dans les autres.

Rochefoucauld.

Et rygte om at udsvævelse i drik skulle være den årsag som en tid lang forbød mig selv at varetage min tjeneste på kirkegården. Og dette rygtes stadfæstelse af bekendte mænd som ikke er nøje nok underrettet om min forfatning, skønt de vel kunne og burde være det, nøder mig til herved offentlig at gendrive samme, 

I flere år har jeg bestandigt været syg. meget ofte sengeliggende. Jeg er far til 24 børn, en gammel, svag mand og har fra barndommen udøvet malerkunsten. Enhver ved at malere og det endog ofte unge mænd, hyppigt lider af alskens nervøse sygdomme. Og også jeg har i flere år været hjemsøgt af en meget stærk svimmelhed. Dette var grunden hvorfor jeg måtte lade min funktion på kirkegården udføres af en anden. Men ca. lumniare audacter, semper aliqvid haeret, tænkte man formodentlig, og rygterne begyndte at fortælle at drukkenskab holdt mig hjemme. Ved at erfare dette, forværredes min sygdom naturligvis betydeligt. Men desuagtet besluttede jeg at uanset hvor dårligt jeg end måtte befinde mig, at møde frem personligt ved næste begravelse. Denne fandt sted den 25. juli da en officer af det kongelige artillerikorps blev begravet. Meget syg på sjæl og legeme indfandt jeg mig efter pligt på kirkegården, men havde den krænkelse efter endt forretning at erfare at den svimmelhed der er et tilfælde ved min sygdom, var blevet udlagt for virkning af den last man allerede havde søgt at tillægge mig. 

Hvilket indtryk dette måtte gøre på en i forvejen meget svag mand, overlader jeg til enhvers individuelle følelse at bedømme. Dog håbede jeg ved gentagne gange at frembyde skuet af en ved krænkelser og legemlige lidelser dybt nedbøjet mand at frembringe en mig gunstig meningsforandring. For det syntes mig ikke vanskeligt at skelne mellem ham og drukkenbolten. Ved næstfølgende begravelse den 27. juli da en officer af hans kongelige højhed prins Christian Frederiks regiment blev jordet, lod jeg mig atter møjsommeligt ledes til kirkegården og udførte min forretning der. Men hvor skuffedes min forventning! Jeg hørte med eget øre min bedømmelse af en mand hvem dannelse og stilling byder endog at skjule syndernes mangfoldighed. På det sygeleje som siden dette optrin holdt mig fængslet, har jeg ofte bedt: Fader, tilgiv Dem", men ikke har jeg som Frelseren kunnet tilføje: "For de ved ikke hvad de gør".

På gravens rand er min selvbevidsthed den eneste trøst. Min familie skylder jeg dette sidste forsøg på at tilintetgøre et mig vanærende rygte. Og for end bedre at sætte et oplyst og ædelttænkende publikum i stand til at bedømme min forfatning, som enhver der måtte interessere i min bopæl kan overtyde sig om, afskriver jeg tillige nedenstående attest af min nuværende læge, de herrer etatsråd Fenger og regimentskirurg Hushahn, som også kender min sygdom, ville også kunne bevidne indholdets sandhed.'

Østerbro, den 2. august 1826.

Fr. Plöhn,

Graver ved Garnisons-Assistenskirkegård.

At hr. Fr. Plöhn, graver ved Garnisons assistenskirkegård lider af en nervøs svimmelhed (vertigo nervosa) som af uvidende derom kunne antages for fuldskab, men har sin oprindelse af nervesvaghed, bevidner jeg herved efter forlangende.

København 28. juli 1826
Strack
cand. chirurgiæ

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 505-509)

Redacteurens Anmærkning

ca. lumniare audacter, semper aliqvid haeret stammer fra Francis Bacon (De dignitate augmentis et scientiarum, 8,2,34) og betyder vist nok noget i retning af at folkets røst er vedholdenhed og udødelighed selvom den bygger på bagvaskelse, og umulig at omkomme helt. 

Kobbersmeden i store Grønnegade.

Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren, men også beboerne i Lille Grønnegade, Peder Madsens Gang, Didrik Badskjærs Gang, Regnegade, Gothersgade og foran i Borgergade lider ved hans spektakel.

Forunderligt er det at et menneske har tilladelse til at plage så mange af sine medborgere. Denne plage er mere mærkbar om sommeren (da man på grund af heden har vinduerne åbne) end om vinteren. Men dette er kobbersmeden ligegyldigt. Han hamrer og vil blive ved med at hamre, skønt hans medborgeres ører lider derved. Han hamrer skønt den syge og trætte ønsker et øjebliks hvile for at samle nye kræfter. Han spærrer gaden og hamrer skønt det første er forbudt ved anordningerne og det sidste forårsager at heste der nødvendigt skulle passere gaden let kan blive løbske. Han hamrer skønt de talrige handlende råber ak og ve, for hvor mange har vel lyst til at købslå i en butik når denne er i nærheden af en så frygtelig larm. Og endelig, han hamrer skønt husejerne lider ved det idet de for at blive deres lejligheder kvit må leje samme bort til uhørt billige priser. 

Indsenderen gør i samtlige beboeres navn de høje ansvarlige hvem det altid var om orden at gøre, opmærksom på denne uorden idet han foreslår at kobbersmeden måtte påbydes enten at flytte til værksted til en mindre befærdet gade (som ved volden), eller i det mindste at hamre i vognmandens gård hvis han med denne nabo kunne træffe aftale om det.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 503-505)

"Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren." (Grønnegade år 2015. Her har billarmen erstattet kobbersmeden. Eget foto).