Til Spørgeren i Politievennen Nr. 571, angaaende Slagterboutiken paa Toldbodveien.

Manden til hvem jeg lejede butikken, viste mig sit borgerbrev som slagterfrimester, ifølge hvilket han troede sig berettiget til at sælge sit kød hvor som helst. At heri var noget lovstridigt, kunne heller ikke falde mig ind, da man på flere steder i byen har udsalg af kød, og næppe føler man savnet af et kødudsalg mere, end netop i denne egn af staden.

I et halvt år havde manden fred. Men just som han  havde erhvervet sig en god afsætning, og denne fattige mand begyndte at øjne en blidere fremtid, indfandt slagterlaugets oldermand sig, foranstaltede butikken lukket, og forbød ham at sælge kød samme sted.

Senere har jeg i en ansøgning til den høje og velvise magistrat forsynet med attester fra flere beboere i dette kvarter, søgt at godtgøre nødvendigheden og nytten især for søfarende af et kødudsalg her på Esplanaden, og i denne anledning bedt om tilladelse at leje en butik bort til en slagtermester. men det blev nægtet, af hvilken grund -ved jeg ikke. Men at jeg derved taber en årlig indtægt af 60 rigsbankdaler, at en fattig, stræbsom mand og familiefar er kastet ud af sin næringsvej, og at den søfarende såvel som beboerne af denne egn af staden nu igen må mangle bekvemmelig som de så længe savnede - er både vist og sandt.

Spørgeren vil heraf kunne overbevise sig om at jeg i fjerneste henseende ikke er årsag i denne for mange så ubehagelige forandring, og mig mangler sandelig hverken "rum" til en slagter eller lyst til at udleje min butik til en sådan.

Rom
Forpagter af Tolbodvinhuset.

(Politivennen nr. 573. Løverdagen den 23de december 1826, s. 844-846)

Redcteurens Anmærkning.

Den oprindelig artikel er ikke medtaget her, da indholdet fremgår af svaret.

Anmodning til dHerrer Repræsentater for det mosaiske Troessamfund.

Som bekendt skulle de herrer repræsentanter vælge taksatorer blandt sådanne af menighedens medlemmer der kunne formodes at have så nøje kundskab om deres medborgeres formueomstændigheder at de kunne sætte disse i skat efter rimelighed og enhvers lejlighed.

Man finder det derfor underligt at de sidst valgte taksatorer netop er sådanne som nyligt er begyndt at drive borgerlig næring. Ja at den ene af dem endog ikke er en indfødt dansk.

Om dette er årsag i at en del af samfundets medlemmer af de herrer taksatorer er pålagt at betale det tredobbelt af hvad de før har givet, vil anmelderen ikke just påstå. Ligesom han heller ikke vil indlade sig på at bestemme om taksatorerne ved at bestemme deres eget bidrag er foregået de andre med et godt eksempel. Men han overlader villigt begge dele til de herrer repræsentanters bedømmelse idet man holder sig forvisset om at der vil blive sat skranker for enhver arbitrær og selvrådig fremgangsmåde.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 836-837)

Forespørgsel i Anledning af en ligesaa smagfuld, som usædvanlig, Illuminationsmaade.

Da to aldrende folk for nogen tid siden holdt bryllup, havde samtlige beboere i det hus hvor bruden boede, illumineret deres værelser som vendte mod gaden, med undtagelse af beboerne i gårdens første sals etage.

At dette parti i huset desuagtet ikke var uvirksomt ved denne højtidelige lejlighed, finder man det passende at offentliggøre. Dels for at gøre en ende på de mange mere end besynderlige rygter der på grund af det er sat i omløb, og dels for om muligt at blive underrettet om betydningen af de foranstaltninger der var truffet som man tør antage blot for at forskønne denne for brudeparret så festlige dag.

Hvad der altså manglede til gaden, fandtes til gården. I nævnte beboers kontorvinduer der vender ud til gården, var anbragt en stage med brændende lys i hvert vindue. I køkkenet så man i et vindue en gammel jydepotte og i et andet en gammel natpotte, begge fyldt med sand, i hvilket der var anbragt et brændende lys. I et tredje vindue fandtes en stendunk, og i et fjerde vindue en flaske hvori der ligeledes fandtes brændende lys. Endvidere fandt man i et af vinduerne placeret en dukke der forestillede et mandligt væsen med en hvis nathue på hovedet og derhos hængte to sammenbundne ris ombundet med røde silkebånd.

At denne ligeså smagfulde som særegne illuminationsmåde tiltrak sig gårdens og hele nabolagets opmærksomhed vil man let kunne forestille sig. Men næppe lader det sig tænke med hvilken begærlighed folk fra alle byens hjørner og kanter strømmede til for at være øjenvidner til dette så festlige skuespil. Kort sagt, gården var propfuld af den sammenstimlede, hele tiden tiltagende menneskemasse der lige så lidt kunne se sig mæt på den usædvanlige illumination som finde ud af hvilken sindrig betydning samme måtte have.

Skønt man nu med sand erkendtlighed og taknemmelighed påskønner de uegennyttige opofrelser og anstrengelser hvormed denne beboer bidrog til at forøge den glæde som dagens begivenhed gav anledning til, så må man dog åbenhjertigt tilstå at man ikke, al gransken uagtet, er i stand til at udfinde betydningen af denne, om man så må udtrykke sig, bagvendte illumination, eller af de ved samme fremstillede sindbilleder. Man tillader sig derved ærbødigst at gøre forespørgsel i så henseende og tør man af dette ægtepars bekendte humanitet forvente oplysning på denne så vidunderlige og vanskelige gåde.

Spørgsmålet bliver altså: Hvad betyder en illumination til gården, hvortil man foruden lys og stager, bruger en gammel jydepotte og en ditto natpotte, en stendunk og en flaske, samt to sammenbundne, med røde silkebånd ombundne ris, og en dukke med en vis nathue på hovedet?

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 833-836)

Inhuman Opførsel af en Toldbetjent i Roeskilde.

Ligesom jeg i flere år har taget til Roskilde marked for at gøre indkøb af fødemidler, således indfandt jeg mig der også i år den 25. oktober i år i ovennævnte øjemed. Da jeg kørte ind i Roskilde by, betalte jeg accise af mine varer og blev tillige af betjenten indprentet at jeg ved udkørslen mod at foreviste den seddel jeg havde fået ville få hvad jeg havde betalt for godtgjort.

På grund af det meldte jeg mig den påfølgende 27. oktober da jeg ville køre her til staden hos toldbetjent Classen eller Clausen med min passerseddel. Hvilken han inden jeg kunne nå at fremsætte nogen anmodning om at få den lovede godtgørelse, straks erklærede for alt for gammel og i det hele taget for ugyldig.

Da jeg nu søgte at forestille hr. Clausen at jeg dagen i forvejen ingen lejlighed kunne få til København og at det syntes mig underligt at jeg skulle tabe min ret fordi jeg havde opholdt mig to nætter i Roskilde, blev han yderligere grov og erklærede at min passerseddel var 22½ time for gammel, samt at han ikke ville give 4 skilling for den. Mine øvrige forestillinger om hvor urimeligt det var at jeg skulle betale to gange accise hvis jeg ingen godtgørelse fik, besvarede betjent Clausen i en så stødende tone og på en så uartig og hånlig måde at jeg priste mig lykkelig ved at blive denne tysk-danske person kvit, og måtte da nu finde mig i at betale anden gang ved min ankomst til København.

Foranlediget heraf kan jeg ikke tilbageholde det ønske - for det er mig aldeles ikke om pengene at gøre - at en sagkyndig mand ville fremkomme med forslag til en måde hvorpå i det mindste nogle gran af den humanitet der besjæler landets højeste embedsmænd, kunne blive forplantet til sådanne småpersoner.

Joh. Andr. Struwe.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 831-833)

Købstæderne var ligesom København toldområder, dvs man skulle fortolde sine varer når man kom ind i byen. Her ikke i Roskilde, men Vesterport i København. En kvinde har forsøgt at smugle et klæde ind, men opdages af "posekiggeren" med sin hund og stang til at stikke i sække, vognlæs o. lign. (Vilhelm Marstrand, 1831. Københavns Museum)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 577. 20. januar 1827, s. 38-40.

Fornøden Berigtigelse af Herr A. Jensens Forsvar for og Fortælling om Madame Larsen.

Uagtet der kan være et og andet at indvende imod hr. Jensens fortælling om madam Larsens kurmetode, uegennyttighed osv. så vil anmelderen dog forbigå denne del af stykket. Hvad han derimod ikke kan tie til, er hans udladning om at min fortælling er "usandhed og nonsens".

Det er nemlig ved de omtalte forhør tilstrækkelig oplyst at sagen forholder sig som berettet af mig, såvel med hensyn til den omhandlede ildløs som til den voldsomme adfærd den 70-årige kone måtte udstå af vagten. Ligeledes er gerningsmanden ved den afsagte dom, anset med en ikke ubetydelig straf, samt forpligtet til at betale badskærerløn. Hr. Jensen vil heraf blive overbevist om at han farer med snak. Og jeg må herved lægge ham på hjerte at forskaffe sig bedre underretning en anden gang. For at forsvare uret er omtrent lige så umoralsk som at begå uret.

Til slut vil man anbefale madam Larsen mere varsomhed med ild og lys. For hverken naboer, genboer eller det offentlige kan være tjent med at forskrækkes af den ild hun tillader frit råderum. Hvad enten samme så rejser sig fra hendes skorsten eller fra hendes tobakspibe. 

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 830-831)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 753-757 og Politivennen nr. 569. 25. november 1826, s. 789-791.