Ønske om en sikker Overfart fra Jægerspris til Frederikssund.

Overfarten ved Jægerspris færge har i denne vinter på grund af en betydelig mængde drivis, stærk storm og højt vande ofte været standset flere dage af og til, hvilket såvel for samfærdslen i almindelighed som for den daglige konkurs til Frederikssund og flere købstæder især ved de afholdte fastemarkeder, har forvoldt tab, tidsspilde og omkostninger for de passerende. - Denne standsning har tillige ofte forhindret justitsbetjenten i Horns Herred der bor i Frederikssund fra at pleje retten flere retsdage efter hinanden, og det betydelige tab enkeltmand i flere tilfælde herved kan lide, er jo indlysende. - Det ville derfor være at ønske om fornævnte lille indenfjords bælt der knytter en ikke ubetydelig samfærdsel mellem Horns Herred og længere vestligt liggende egne af Sjælland til Frederiksborg Amt måtte vække så megen offentlig opmærksomhed at om en bro over færgedraget end ansås for bekostelig, de passerende dog kunne ved passende anstalter være betryggede en sikker og hurtig overfart.

Indsenderen bemærker til slut at han af flere kyndige har hørt at en jernkæde af den slags man nu har indført på mange skibe i stedet for ankertov med nytte ville kunne anvendes her, og at der til enhver tid skulle kunne føres og færdes når et anker af forholdsmæssig størrelse fra prammen blev kastet midt i færgedraget.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 198-199).

Selsomt Forhold ved Herr. Zinck's sidste Concert.

Hr. skuespiller Zinck havde søndag den 11.marts en koncert hvis indhold blev forandret 2 gange. Den første forandring fandt man sig i fordi den var mindre væsentlig. Den sidste derimod som skete dagen før koncerten, var en aldeles omkalfatring hvorved ikke alene kvartcordierne udelukkedes, men også den 3. del af Haydns berømte oratorium Skabelsen som var noget af det bedste blandt koncertens bebudede indhold, gik tabt for tilhørerne.

En sådan hovedforandring i en tid da billetterne var afsat, synes næppe tilladelig. Koncertgiveren burde også have forvisset sig om jomfru Kainz' tilstedeværelse inden han gentagne gange offentlig lovede publikum at hun skulle deltage i koncerten.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 196).

Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

(Fortsat, se nr. 583)

Med hovedet fuldt af disse i min indbildning priselige foranstaltninger, besluttede jeg at se Kongens Have. Men ved at vende om ad Kronprinsessegade kom en karl mig i møde på fortovet med en stor kurv på skuldrene med hvilken han stødte så hårdt mod mig at min gode filthat, af hofhattemager Petersens fabrik faldt i rendestenen. En lykke for min 8-årige hat var det at denne rendesten ikke var dyb. Imidlertid fik hatten dog en så slem læsion at jeg ikke ville have haft det for 3 mark. Dog ikke nok dermed, jeg fik ved at ordne hatten et stød på mit højre lår af en kurv som en fiskerkone havde under armen, hvorved mine lysegrønne kashmir bukser, som jeg først forrige sommer anskaffede mig til højtideligheden ved Kalundborg fugleskydning, blev så tilsmurte at jeg måtte bide mit lommetørklæde over det tilsmurte sted.

Det faldt mig ind at jeg i mine forslag til anordninger havde glemt at bemærke at det også burde forbydes karle og kællinger med kurve og byrder at gå på fortovet. Kort sagt enhver der havde en byrde at bære, burde smukt gå ude på gaden.

Sådanne anordninger måtte bekendtgøres en gang om året, i det mindste agter jeg ikke at komme til byen før jeg ser dette annonceret.

Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12. De andre påstod at spisetiden her var klokken 2 til 3. Men så længe var min landsbymave ikke vant til at vente. Denne indretning fandt jeg også helt løjerlig og derfor påanker jeg den.

"Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12." (Johannes Senn: Opvartningspige, 1820. Statens Museum for Kunst).

Efter måltidet foretog jeg mig en tur til Frederiksberg. Men forinden jeg nåede denne fra byen så såre stygge port som i mine landsbyøjne kun var at anse for en skiden mur med en nogenledes stor åbning, men aldeles ikke for Københavns hovedport *), fik jeg på Gammeltorv min kjole så tilstøvet af aske og andet støv fra vognen der indtog gaderenovation så den nu ikke står til at vendes.

Jeg vil ikke tale om at mine øjne og mund blev fulde af dette støv. For det kan en stribe vand gøre godt igen. Men min uheldige søndagskjole! Jeg blev så harm over denne ting at jeg i største fart skyndte mig at komme ud af byen.

Et par spande vand kunne forebygge sådant, sagde jeg ved mig selv, og indså da at have glemt at anmærke dette i mine priselige forslag.

På Vesterbro blev jeg hilst med en så væmmelig og afskyelig stank at jeg straks gjorde omkring. For det var umuligt for mig i varmen at gå fremad i den pestilentialske slagterstank.
Er det hovedstadens sommerspadseretur? naa saa profit die Mahlzeit. Jeg takker for en sådan fornøjelse.

Jeg mindes at jeg for en sne år tilbage har læst et forslag om at bortskaffe denne stank fra Vesterbro, og mig synes også det ville være rigtig at forflytte dette væmmelige svineri til Amager, da det er ubegribeligt for mig at slagtningen absolut skal finde sted på Vesterbro hvor vejen går til vores elskede kongepars sommerresidens.

Efter at havde nydt et tarveligt aftensmåltid, ville jeg begive mig til mit nye logi og troede nu at alle mine lidelser var endt. Men jeg tog fejl i dette som i så meget andet. En fiskebløder havde netop ladet sit stinkende fluidum løbe ud i rendestenen, hvilket forårsagede en lige så ækel lugt som den på Vesterbro. Så jeg tabte fuldstændig smagen af det nydte aftensmåltid.

Jeg undrede mig meget over at alle disse forpestende stank-indretninger blev tilladt i hovedstaden, samt fandt det besynderligt at sundhedspolitiet ikke tager sig af denne sag. 

Så glad jeg var ved at komme til byen, så glad om ikke mere glad er jeg nu ved tanken om at forlade den hvis det blot vil ske uden flere uheld for mig. For i mit landlige opholdssted forstyrres jeg ikke af kobbersmeden. Der vækker koret af de små vingede skovboer mig med deres melodiske toner. Der er hverken slagter- eller fiskerbløderstank, den aromatiske lugt fra skovene og engene dufter mig blidt i møde. Der bliver min kjole kun tildryppet af himlens velgørende regn og mit fodtøj ikke spoleret af rendestensbrætter.

Aldrig skal jeg forledes til at rejse. Nej, jeg vil forblive i min landlige hytte. For der bor glæde og fred. Der kender man intet til hovedstadens mangfoldige ubehageligheder. Om føje tid skal jeg meddele en mere udførlig beskrivelse over min rejse, samt tilføje mine bemærkninger og iagttagelser. Med agtelse forbliver jeg mine herrer københavnernes
ærbødige og tilfredse

Nicodemus Wunderkopf.

*) Jeg kan ikke undlade at tilføje min bemærkning over denne port som jeg finder yderst smagløs. Ved en ringe bekostning kunne man dog forsyne den med et par hele søjler af mursten, eller i det mindste udsmykke den omtrent som det Kongelige Biblioteks facade.


(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 187-192).

Den i legemlig Henseende største Skillingsmand har ogsaa Nykker.

Onsdag den 21. dennes tilbragte jeg aftenen udenfor Vesterport. Jeg havde givet min kusk ordre til at hente mig i karet henimod kl. 11 og dertil leveret ham mit passagetegn for ved udkørslen at godtgøre sin ret til at passere frit da han skulle afhente mig, og bomforpagter Andersen fandt sig da også i at respektere det foreviste tegn.

Ved indkørslen afkrævede nævnte Andersen der for mine to medfølgere erklærede at kende min person, mig bompenge på grund af at vognen ikke var min egen, men en hyrevogn, en grund jeg aldeles ikke fandt antagelig og vægrede mig derfor at betale da det næppe lader sig antage at det meddelte passagetegn skulle kunne tabe sin virkning når den mand på hvem det lyder, kører i en lånt eller lejet vogn, mens det efter bommandens videtur er i fuld kraft når man kører med egen ekvipage. Bomforpagter Andersen hvem jeg endnu mere gjorde opmærksom på at hestene og kusken tilhørte mig, men at vognen var lånt hos en vognmand, vedblev imidlertid sin påstand om boompenge af den anførte grund og tillod mig først efter lang passiar og efter at have i en bidsk og stødende tone udladt sig sålunde: "en anden gang skal jeg lære De at lade sådanne streger fare", at fortsætte rejsen uden at beetale.

Oven beskrevne adfærd af bomforpagter Andersen har jeg ikke villet indlade at offentliggøre i håb om at stadens høje magistrat vil drage omsorg for at bomforpagterne for fremtiden omgås folk sømmeligt og høfligt, uden at forvolde de rejsende ufornøden og tidspildende ophold, samt uden at gøre forsøg på at tilvende sig ulovlig vinding.

(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 185-187).

Redacteurens Anmærkning.

Bomforpagter P. Andersen besvarede i Politivennen nr. 588, 7. april 1827, s. 210 i en ganske kort notits af 3. april 1827 med at anklagen var opdigtelse og usandfærdig bagvaskelse. I et svar i Politivennen nr. 589, 14. april 1827, s. 224-228 gentages argumentationen fra første artikel. Ydermere afslører skribenten sig som premierløjtnant og adjudant ved det borgerlige artilleri E. Müller. Han forbavses i øvrigt over at Politivennens redaktør der var vidne til optrinnet, har tilladt bomforpagteren at svare. Hertil svarer K. Kristensen at han ikke ønsker at blive beskyldt for partiskhed eller for at stikke noget under stolen. Og i øvrigt følger andres sager hvortil han ikke har været vidne.

Besværing over Vægterraab!

Uagtet København i de senere tider har vundet så betydeligt med hensyn til de mange forskønnelser, hvoriblandt vist nok brolægningen vil blive et varigt minde om indsigtsfuld og virksom bestyrelse, gives der dog endnu enkelte ting som kunne tåle forbedring, blandt hvilke indsenderen vover at udpege en gammel skik som er mere til byrde end nytte for indbyggerne, nemlig den at hver time hver nat vækket ve et vægtervers som ikke på mindste måde kan forstås, eller er til nogen tænkelig nytte, men alene stifter den skade at forurolige folk. Også er det en vished at vægtere i almindelighed mekanisk udråber versene, især når det går langt ud på natten, så det bliver dem blot om at gøre ved hvert klokkeslæt at åbne gabet til et brøl for at tygge det time timen, lige meget om passende eller upassende vers, og er man så uheldig i alvorlige sygdomstilfælde at være nødt til at høre derpå, da er det en yderst fatal stilling at befinde sig i.

At denne genstand ofte er berørt, er indsenderen bekendt. Men det kunne dog hænde at højere vedkommende ville tage sagen i gunstigste overvejelse, og muligvis finde at vagtråbet var fyldestgørende nok når der blev råbt hvad klokken var, og lade omkvædet blive lagt på hylden som et alt for gammelt og nu ikke mere passende produkt.

(Politivennen nr. 585. Løverdagen den 17de Marts 1827, s. 171-172).