Brev til Udgiveren.

Frederikssund den 28. marts 1827.

Vel er postgangen mellem København og Frederikssund særdeles langsom da de breve som afgår fra København lørdag aften først kommer her mandag aften. Men endnu værre der den med Politivennen der behøver 9 dage for at fuldende rejsen hertil. For at bevise dette, vil jeg anføre når nr. 585 kom hertil og kun bemærke at således som med dette er det gået lige siden nytår, da jeg subskriberede på bladet. Nævnte nr. 585 dateret lørdag den 17. marts, ankom først her mandag den 26. dennes. Når den ikke blev opholdt undervejs og afgik nævnte 17. marts med posten, burde den ankomme her den 19. i stedet for den 26. Dette er virkelig for lang henstand, og det er tillige ærgerligt at man kan komme andre steder og finde 22 Politivennen der endnu ikke har nået Frederikssund. Kunne denne mangel afhjælpes, ville det meget glæde Deres.

N. N.

* * *

Svar.

Da det vel kunne tænkes at flere ville sende mig en lignende anke over bladets sene tilsendelse, tror jeg det rigtigst offentligt at erklære at jeg i forsendelsen ikke har videre del, end at jeg hver lørdag formiddag tilstiller postkontoret det antal eksemplarer som derfra er bestilt til udenbys abonnenter. Og da bladet ikke sendes med brevposten, men med ageposten, som så vidt vides afgår dagen i forvejen, må eksemplarerne henligge nogen tid på postkontoret. Hvor længe dette varer eller om der sket noget ophold på mellemstationerne, kan jeg ikke lindlade mig på at besvare.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 588. Løverdagen den 7de April 1827, s. 211-212).

Om Fattigvæsenets Fabrik for Fattige.

En ynder af vindskibelighed og en påskønner af de barmhjertighedsforanstaltninger der er truffet efter landsfaderens lige så utrættelige som menneskekærlige kongebud, hvorved der er åbnet adgang til erhverv ved arbejde for den ynkværdige lediggænger, har i de sidst forløbne 3 til 4 år med vagtsomt øje fulgt disse foranstaltninger i deres følger ved Købehavns fattigvæsen der har sat den laveste del af den fattige almueklasse i arbejde ved varers fabrikation i en fabrik som er oprettet tæt udenfor hovedstaden.

Af hvad der i denne fabrik er produceret ved blot ørkesløse fattige, er såvel i dette som i det foregående år stillet til offentlig auktion, ikke ubetydelige kvantiteter linnedvarer, skønt ingenlunde i fjerneste forhold til hovedstadens betydelige forbrug. Således blev sidste manddag den 2. april afholdt en auktion over linnedvarer fra nævnte fabrik. Hver den der så disse varer, måtte tilstå at arbejdet langt overtraf den forventning man kunne gøre sig. For skønt arbejderne er mennesker der ikke er oplært ved fabrikker, men som før bebyrdede stadens indbyggere især dens butikshandel, ved tryglen og det offentlige, især politiet og straffeanstalterne, på grund af deres uordentlige eller ulovlige handel, så var dog varerne udmærket gode, og anbefalede sig derved at de nærmede sig de såkaldte hjemmegjort tøjer, samt havde umiskendelige fortrin frem for de oppudsede butikker der forskrives fra fremmede lande, hvorved vi føder disses fattige idet vi forværrer vores pengevæsen.

At denne fabrikationsgren i sin nuværende barndomsalder og åbnet under uheldige konjunkturer allerede kan svare regning i pekuniær henseende, det bør man ikke vente. Men hvor meget anbefaler den sig ikke desuagtet når det som afgjort antages at fattigvæsenet fra sin fabrik forsyner sig selv. Og når derved erindres at fattigvæsnet efter dettes offentlige bekendtgjorte regnskaber til sine hospitaler for 15 til 1600 plejelemmer og syge og til linned for børn optaget i fattigskoler, må bruge mange tusinde meter lærred årligt.

Hvor stort må derfor ikke det antal af fattige være som ved linnedfabrikationen under fattigvæsnet beskæftiges ved spind og vævning når der foruden fattigvæsnets forbrug kan stilles så betydelige kvantiteter til auktion.

* * *

Ubekendt med årsagen påtrænger sig imidlertid den bemærkning at der på auktionen var vel mange af de grovere hørlærreder. Tænker man sig nu endog at de er blevet til overs fra fattigvæsnets nærmeste forbrug, så bruges der dog altid simple lærreder ved fattigvæsnet hvor et sådant forråd altid bør være til stede som det der blev solgt. Og fabrikken da så længe fattigvæsnet var forsynet, forfærdiger mellemfine og fine lærreder der mere egner sig fur husholdningsbruget end en del af dem der blev solgt vel henved 4 skilling pr. alen under den pris som de simple såkaldt osnabrücker lærreder koster.

(Politivennen nr. 588. Løverdagen den 7de April 1827, s. 203-206).

Ønske om en sikker Overfart fra Jægerspris til Frederikssund.

Overfarten ved Jægerspris færge har i denne vinter på grund af en betydelig mængde drivis, stærk storm og højt vande ofte været standset flere dage af og til, hvilket såvel for samfærdslen i almindelighed som for den daglige konkurs til Frederikssund og flere købstæder især ved de afholdte fastemarkeder, har forvoldt tab, tidsspilde og omkostninger for de passerende. - Denne standsning har tillige ofte forhindret justitsbetjenten i Horns Herred der bor i Frederikssund fra at pleje retten flere retsdage efter hinanden, og det betydelige tab enkeltmand i flere tilfælde herved kan lide, er jo indlysende. - Det ville derfor være at ønske om fornævnte lille indenfjords bælt der knytter en ikke ubetydelig samfærdsel mellem Horns Herred og længere vestligt liggende egne af Sjælland til Frederiksborg Amt måtte vække så megen offentlig opmærksomhed at om en bro over færgedraget end ansås for bekostelig, de passerende dog kunne ved passende anstalter være betryggede en sikker og hurtig overfart.

Indsenderen bemærker til slut at han af flere kyndige har hørt at en jernkæde af den slags man nu har indført på mange skibe i stedet for ankertov med nytte ville kunne anvendes her, og at der til enhver tid skulle kunne føres og færdes når et anker af forholdsmæssig størrelse fra prammen blev kastet midt i færgedraget.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 198-199).

Selsomt Forhold ved Herr. Zinck's sidste Concert.

Hr. skuespiller Zinck havde søndag den 11.marts en koncert hvis indhold blev forandret 2 gange. Den første forandring fandt man sig i fordi den var mindre væsentlig. Den sidste derimod som skete dagen før koncerten, var en aldeles omkalfatring hvorved ikke alene kvartcordierne udelukkedes, men også den 3. del af Haydns berømte oratorium Skabelsen som var noget af det bedste blandt koncertens bebudede indhold, gik tabt for tilhørerne.

En sådan hovedforandring i en tid da billetterne var afsat, synes næppe tilladelig. Koncertgiveren burde også have forvisset sig om jomfru Kainz' tilstedeværelse inden han gentagne gange offentlig lovede publikum at hun skulle deltage i koncerten.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 196).

Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

(Fortsat, se nr. 583)

Med hovedet fuldt af disse i min indbildning priselige foranstaltninger, besluttede jeg at se Kongens Have. Men ved at vende om ad Kronprinsessegade kom en karl mig i møde på fortovet med en stor kurv på skuldrene med hvilken han stødte så hårdt mod mig at min gode filthat, af hofhattemager Petersens fabrik faldt i rendestenen. En lykke for min 8-årige hat var det at denne rendesten ikke var dyb. Imidlertid fik hatten dog en så slem læsion at jeg ikke ville have haft det for 3 mark. Dog ikke nok dermed, jeg fik ved at ordne hatten et stød på mit højre lår af en kurv som en fiskerkone havde under armen, hvorved mine lysegrønne kashmir bukser, som jeg først forrige sommer anskaffede mig til højtideligheden ved Kalundborg fugleskydning, blev så tilsmurte at jeg måtte bide mit lommetørklæde over det tilsmurte sted.

Det faldt mig ind at jeg i mine forslag til anordninger havde glemt at bemærke at det også burde forbydes karle og kællinger med kurve og byrder at gå på fortovet. Kort sagt enhver der havde en byrde at bære, burde smukt gå ude på gaden.

Sådanne anordninger måtte bekendtgøres en gang om året, i det mindste agter jeg ikke at komme til byen før jeg ser dette annonceret.

Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12. De andre påstod at spisetiden her var klokken 2 til 3. Men så længe var min landsbymave ikke vant til at vente. Denne indretning fandt jeg også helt løjerlig og derfor påanker jeg den.

"Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12." (Johannes Senn: Opvartningspige, 1820. Statens Museum for Kunst).

Efter måltidet foretog jeg mig en tur til Frederiksberg. Men forinden jeg nåede denne fra byen så såre stygge port som i mine landsbyøjne kun var at anse for en skiden mur med en nogenledes stor åbning, men aldeles ikke for Københavns hovedport *), fik jeg på Gammeltorv min kjole så tilstøvet af aske og andet støv fra vognen der indtog gaderenovation så den nu ikke står til at vendes.

Jeg vil ikke tale om at mine øjne og mund blev fulde af dette støv. For det kan en stribe vand gøre godt igen. Men min uheldige søndagskjole! Jeg blev så harm over denne ting at jeg i største fart skyndte mig at komme ud af byen.

Et par spande vand kunne forebygge sådant, sagde jeg ved mig selv, og indså da at have glemt at anmærke dette i mine priselige forslag.

På Vesterbro blev jeg hilst med en så væmmelig og afskyelig stank at jeg straks gjorde omkring. For det var umuligt for mig i varmen at gå fremad i den pestilentialske slagterstank.
Er det hovedstadens sommerspadseretur? naa saa profit die Mahlzeit. Jeg takker for en sådan fornøjelse.

Jeg mindes at jeg for en sne år tilbage har læst et forslag om at bortskaffe denne stank fra Vesterbro, og mig synes også det ville være rigtig at forflytte dette væmmelige svineri til Amager, da det er ubegribeligt for mig at slagtningen absolut skal finde sted på Vesterbro hvor vejen går til vores elskede kongepars sommerresidens.

Efter at havde nydt et tarveligt aftensmåltid, ville jeg begive mig til mit nye logi og troede nu at alle mine lidelser var endt. Men jeg tog fejl i dette som i så meget andet. En fiskebløder havde netop ladet sit stinkende fluidum løbe ud i rendestenen, hvilket forårsagede en lige så ækel lugt som den på Vesterbro. Så jeg tabte fuldstændig smagen af det nydte aftensmåltid.

Jeg undrede mig meget over at alle disse forpestende stank-indretninger blev tilladt i hovedstaden, samt fandt det besynderligt at sundhedspolitiet ikke tager sig af denne sag. 

Så glad jeg var ved at komme til byen, så glad om ikke mere glad er jeg nu ved tanken om at forlade den hvis det blot vil ske uden flere uheld for mig. For i mit landlige opholdssted forstyrres jeg ikke af kobbersmeden. Der vækker koret af de små vingede skovboer mig med deres melodiske toner. Der er hverken slagter- eller fiskerbløderstank, den aromatiske lugt fra skovene og engene dufter mig blidt i møde. Der bliver min kjole kun tildryppet af himlens velgørende regn og mit fodtøj ikke spoleret af rendestensbrætter.

Aldrig skal jeg forledes til at rejse. Nej, jeg vil forblive i min landlige hytte. For der bor glæde og fred. Der kender man intet til hovedstadens mangfoldige ubehageligheder. Om føje tid skal jeg meddele en mere udførlig beskrivelse over min rejse, samt tilføje mine bemærkninger og iagttagelser. Med agtelse forbliver jeg mine herrer københavnernes
ærbødige og tilfredse

Nicodemus Wunderkopf.

*) Jeg kan ikke undlade at tilføje min bemærkning over denne port som jeg finder yderst smagløs. Ved en ringe bekostning kunne man dog forsyne den med et par hele søjler af mursten, eller i det mindste udsmykke den omtrent som det Kongelige Biblioteks facade.


(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 187-192).