Anmodning til Veivæsenet.

Da der i de sidste år er blevet gjort så meget til vejenes forbedring, kan man ikke andet end højligt undres over at dog endnu en og anden vej aldeles er undgået vejvæsenets opmærksomhed. Til eksempel herpå vil anmelderen kun anføre Smallegade i Frederiksberg By. Denne er i en så dårlig tilstand at den endog for kreaturer og vogne er næsten ufremkommelig. Så meget mere er det besynderligt og påfaldende at denne vej (eller om man vil gade) aldeles ingen forbedring er blevet værdiget. Uden at træde sandhede et skridt for nær, kan man sige at man i egentlig forstand går i snavs til op over anklerne, ja næsten midt op på benene. Og hvor latterligt og utroligt det end klinger, er det dog sandt at man er nødt til at tage sin tilflugt til - grøfterne som de mest passable. Da vejvæsnet for kort tid siden var beskæftiget med at forbedre Gammel Kongevej kan man ikke indse grunden til hvorfor det ikke værdigede også Smallegade et par læs grus. Samtlige Frederiksbergs Bys og især Smallegades beboere forener vist derfor deres ønsker med indsenderen om at denne vej snart måtte blive sat i stand, endog kun så meget at man ikke behøver at frygte for at forlise sine sko og støvler i snavset og om aftenen tillige at brække arme og ben.

(Politivennen nr. 622 Løverdagen den  1ste December 1827, s. 770-771).

Ytring til Theater-Directionen.

En del af det musikelskende publikum finder sig foranlediget til at gøre den ærede direktion opmærksom på en uorden der let kan indsnige sig og formere sig ved vores teater og som i udlandet en gang imellem drager misnøje og urolige optrin efter sig. Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt. 

At en af disse virkelig undertiden kan føle sig ubekvem til at udføre dette eller hint store parti er begribeligt. Men at det går for hyppigt på til at være grunden, tror anmelderen at kunne bevise ved at måtte i en ung og øvet tenors hænder savne Don Ottavias ypperlige arie i Don Juan, og i besynderlighed Rosinnis brillante arie med kor i slutningen af Barberen i Sevilla, som vores fortjenstfulde jomfru Yrza sikkert ville give os med lige så meget kraft som behagelighed. 

"Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt" (C.A. Lorentzen: Scene af "Figaros bryllup" o. 1782. Statens Museum for Kunst) 

Endvidere vil anmelderen være så fri at udpege nogle flere såsom Euphemias smukke og udtryksfulde arie i Nonnernes andet akt, Lisettes arie i Skatten. Mads' i Kærlighed uden Strømper. For ikke at tale om den herlige duet mellem Agiria og Tancredo som i sin tid blev udeladt af Trancredo formedelst hr. Zincks hæshed. Ikke desto mindre er det lidt tungt når man for sine 7 til 8 mark forventer at se en fuldstændig opera ikke alene må se sig skuffet i den forventning at høre sit yndlingsnummer, men i stedet for denne putte sin tyske nabos glose i lommen:

"So was darf man uns nicht biethen, wo ich her bin - oder:
Die Dänen müssen sehr gutmüthig seyn dass man Sie so behandlen darff"

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 764-765).

Svar til Indsenderen af det i Politievennen Nr. 618 indførte Stykke, angaaende Oldermanden for Færgelauget i Helsingøer, fra hans Laugsbrødre.

Når man søger offentligt at påtale en formentlig uorden, da bør man ikke lade sig forlede enten af personligt had eller ondskab således som det tydeligt viser sig af de imod Anders Thorsen Lund brugte udtryk. Vel kan det ikke nægtes at en af de både der overbragte det beckerske skuespillerselskab, ragede fast på grunden tæt uden for havnen. Men at dette kunne give anledning til at sætte oldermanden der vel var på broen, men ikke med i båden, og altså uskyldig i det passerede, i et så ufordelagtigt lys, og således at nedsætte ham i publikums øjne som en sit fag uværdig mand, dette kan ingen retsindet mand blandt hans laugsbrødre tåle. Vi tillader os derfor at offentliggøre sagen således som den i sandhed forholder sig.

Båden hvori det beckerske selskab ved overfarten befandt sig, blev ført af 2 færgekarle der altid i lauget har været anset for duelige folk, og heller aldrig har der været ført nogen klage over dem for uduelighed i deres fag. Og dette var heller ikke årsagen til det indtrufne uheld da dette lige så godt kunne være sket med 3 mand i båden. Men vandet var den 23. oktober usædvanlig lavt, og vinden var på en øst til syd der gjorde det nødvendigt at lade stå over bagbordsbov så længe som muligt, for desto bedre ved vendingen at kunne klare havnen forover. Dette forvoldte at båden der var bygget med en høj køl, og temmelig lastet med passagerer, ved dette lave vand kom til at hæle på grunden så den derved nægtede at gå over stav. Følgen deraf blev at den nogle få minutter kom ti at stå fast her, hvor den ved daglig vande ikke havde haft noget at frygte. Men da vinden var løj, og søen aldeles ikke medførte noget bråd, så er det urigtigt hvad indsenderen beretter at passagererne blev gennemvåde af det overstående vand. Heller ikke er det at formode at de led nogen skræk, for fruentimmerne sad ganske roligt i båden de få øjeblikke denne stod på grunden, imens mandspersonerne blot steg ind i en anden båd for derved at lette denne af grunden. At de heller ikke derved satte nogen mistillid, enten til båd eller folk, på grund af dette indtrufne uheld, sås tydeligt deraf at de med den største ro fortsatte overfarten til Helsingborg med samme båd og folk, og for øvrigt fandt de sig såvel tilfredse med befordringen at de ikke alene gav dette til kende ved påtegning på timesedlen, men endog tildelte os drikkepenge ved ankomsten til Helsingborg, hvilket sidste blot anføres til underretning for indsenderen for at betage ham den frygt som han mener affæren kunne forvolde andre rejsende ved offentliggørelsen af samme.

Hvad det for øvrigt angår at indsenderen på en så ublu måde omtaler oldermandens konduite m. v. da mener vi at han enten må være uvidende om hvad han taler, eller også den rene ondskab har ledet hans pen. For de ældste blandt os kunne bevidne at Anders Thorsen Lund fra sin tidlige ungdom har vist sig som en duelig mand i sit fag, og da yngre kunne bekræfte at han altid i færgefarten er vedblevet at udvise samme duelighed, hvorfor lauget der tillige kender ham som en redelig og retskaffen mand, nu 3 gange ved gentagne valg har stemt for ham som oldermand. enhver fornuftig vil således indse at man ikke tre gange i træk kan finde på at vælge en oldermand der både ved sin konduite og øvrige forhold skulle stå tilbage for enhver anden mand i lauget. Dette være nok til indsenderen, for at føre pennefejde, dertil har vores fag ikke dannet os. Vi beder ham derfor at træde os nærmere under øjne da skal vi overbevise ham om sandheden af hvad vi her har fremsat, og tillige overbevise ham om hvor urigtigt han har handlet, idet han måske af had eller misundelse har søgt at kaste en offentlig skændsel på en olding hvis vandet har været uplettet, og således uforskyldt må føle den ham offentligt påføre krænkelse.

På egne med flere laugsbrødres vegne.

O. Bendsen Schmidt, J. Pedersen Krabe, J. Bakke, Børge Pedersen, Anders Siversen Lund, Bendt N. Møller, R. Magnussen, F. Buck, P. Antonii, R. Jensen, F. Friderichsen, A. B. Møller, J. Gotliebsen, Jørgen Larsen, Niels Backe, L. S. Gundersen, R. Hartvig, Carl Meinertsen, B. J. Jørgensen, P. Pedersen Gurne, M. Larsen, F. H. Skotte, Jens Pedersen.

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 744-749)

Bøn angaaende Lirendreierne.

Flere forener vist deres ønske med anmelderens om at hvis det ikke allerede er forbudt, det da måtte formenes lirendrejerne at stå stille på gaden, og ofte en hel time ad gangen at gennemgå alle deres stykker. Intet er ubehageligere for den, hvis arbejde fordrer hans hele opmærksomhed end flere gange hver aften at afbrydes ved sådan ubelejlig musik. For ikke at tale om hvor utåleligt det må være for den syge der ønsker ro, hvert øjeblik at forstyrres i denne, og det måske blot fordi et menneske i nabolaget finder behag deri. Anmelderen må således hver aften, for det meste fra kl. 6 til 7, høre mange forskellige stykker flere gange gentaget, da han just bor i nærheden af hjørnet af Klareboderne og Springgaden, hvor sådan musikus sjældent udebliver nogen aften. Det synes tilstrækkeligt når vedkommende blot ved en strofe af et stykke tilkendegav gadens beboere at hvem der ønskede deres musik, kunne lade dem indkaldes. Kunne disse linjer bevirke befrielse fra unyttig og tidsspildende musik, da er hensigten opnået. 

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 743-744)

Forunderlig Bordskik.

Efter i mange år at have opholdt mig på landet i Nørrejylland, kaldte forretninger mig til København, hvor jeg dagen efter min ankomst havde den ære at spise hos en af mine velyndere, en af stadens rigeste og fornemste mænd, hvis ædle gæstfrihed svarer til hans formue. Et talrigt selskab af herrer og damer dels tilhørende familien, dels fremmede trak jeg forsamlet ved indtrædelsen hos min venlige vært, så at man uden ophold blev anmodet at gå til bords. Ikke så lidt forundredes jeg over at bemærke en ny og som mig synes uanstændig skik i et sådant selskab, nemlig at man længe før desserten serveredes begyndte på at plyndre adskilligt, såsom frugt, deviser og kager fra de foranstående tallerkener. Og da disse sorter endelig skulle præsenteres gæsterne blev jeg af en af mine naboer anmodet om at gøre fælles sag med ham i at tilegne os en ananas, vindruer og andre lignende ting som stod foran os. Da jeg med forundring så på ham, begyndte og vedblev han selv at stoppe sine lommer fulde og sagde spøgende: han kunne vel se at jeg hverken var gift eller forlovet. 

Flere som var ligeså heldigt placerede med hensyn til sådanne tallerkener, gjorde samme manøvre med megen behændighed så at der for mange andre gæster hvilke enten ikke ville efterligne denne rovgerrige skik, eller hvis stilling ikke tillod dem at deltage i det, blev lidt eller intet levnet af desserten. Da damernes mangel på lommer ikke tillod dem at udføre et sådant fourageringssystem på samme måde, undså de sig ikke ved at fylde deres tallerkener med hvad dem syntes bedst om, og at lade dem sætte til side af tjenerne for endnu længere at nyde godt af deres erobringer. Nogle yngre herrer hvis lommer måske ikke var indrettet i overensstemmelse med deres spiselyst, fulgte end også dette eksempel, mens de fleste ældre herrers lommer efter at selskabet havde rejst sig fra bordet bar  præg af at det ikke alene havde været for maven de havde forstået at sørge.

Jeg kan ikke udtrykke hvor sær og vederstyggelig denne skik forekom mig, som fremmed og hvor stødende den syntes at være mod mine begreber om velanstændighed. Da jeg efter nogle dages ophold forlod hovedstaden, uden at have haft lejlighed til at overvære flere sådanne fester er jeg uvis om hvorvidt dette på værtens og en del gæsters bekostning egoistiske forsørgelsessystem er blevet almindelig mode. Men jeg tillader mig at gøre mine gæve landsmænd opmærksom på det og at advare dem om ikke at efterligne alt hvad der måtte synes påfaldende for dem i residensen.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 737-739).