Mosaisterne have dog nok Confirmation.

I Politivennen nr. 618 fremsatte en ubenævnt det spørgsmål: om den religionsprøve som er befalet for den mosaiske ungdom, kan kaldes konfirmation. Og da han tillige ytrer tvivl om at mosaisterne kan have konfirmation, vil man her forsøge på at besvare hans spørgsmål og løse hans tvivl.

Børn bliver hos de kristne kort efter fødslen optaget i den kristelige kirke ved dåben. Faderen lover og forpligter sig til at lade dem blive oplært i denne religions lærdomme og grundsætninger. Når børnene i en mere moden alder i kirken har aflagt prøve på at de kender religionens bud og forskrifter og lovet at ville iagttage og følge disse, får de velsignelsen, og de optages nu som selvtænkende og selvhandlende medlemmer af det kristne samfund, eller: konfirmeres. Faderens forpligtelser ophører og konfirmanden må nu selv svare for sine handlinger.

Hos mosaisterne bliver drengebørnene 8 dage efter fødslen underkastet den omskærelse som er befalet i Mose lov, hvorved de tillige får deres navne og indvies således i religionens samfund. Pigebørn får almindeligvis deres navne når moderen efter barselssengen holder sin kirkegang i synagogen hvor begge efter en dertil indrettet formular får en velsignelse af vedkommende og betyder dette barnets indlemmelse i samfundet.

Efter de lærdes fortolkning i Mose lov er faderen i særdeleshed forpligtet til at opdrage sønnen til gudsfrygt og kundskab om pligterne mod Gud og menneskene. For hedder det videre: faderen skal selv svare for og bære synderne for sønnen, indtil denne har opnået en alder af fulde 13 år, som kaldes Bar mitzwa, dvs. da er barnet modent til selv at overtage de hellige bud og pligterne. Ceremonien derved består deri at faderen bringer barnet, den første lørdag efter at det har fyldt sit trettende år, til synagogen hvor det bliver opkaldt til det såkaldte allerhelligste, eller Tora for at oplæse et kapitel af samme på hebraisk, mens faderen fremsiger følgende ord: "Baruch schepatranni meannesch hase", dvs: lovet være du Gid at du har befriet mig for denne straffulde byrde! Barnet får derpå en velsignelse af vedkommende. Og fra det øjeblik påhviler der ikke længere faderen noget ansvar, men barnet må nu selv svare for sine handlinger, ligesom i det hele taget sørge for sig selv. For efter loven er faderen ikke mere pligtig til at sørge for dets underhold når han ikke selv vil.

Er denne handling efter selve loven ikke en bekræftelse på en foregående og har den ikke samme hensigt som de kristnes konfirmation? At barnet efter disse skikke ikke overhøres i religionens grundsætninger hidrører fra lovgivningen selv, der i øvrigt ligner alle andre østerlandske skikke hvor det blot går ud på det ceremonielle uden hensyn til hvad der foregår i menneskets indre.

Derimod har vores vise regering i allerhøjeste forordning af 8. marts 1814 påbudt at alle mosaiske børn i det danske rige ikke må komme i nogen borgerlig stilling, ikke heller i nogen måde indlade sig i ægtestanden, før de har overstået en offentlig eksamen i det danske sprog og aflagt deres religionsbekendelse samt forklaret de pligter de skylder Gud og mennesket, kongen og staten.

Katekisationen sker af den dertil beskikkede kateket, og handlingen foregår offentligt i overværelse af den dertil allerhøjst befalede kongelige kommission, såvel af kristelige gejstlige som også af andre kongelige embedsmænd på en lignende måde som i den kristne kirke.

Er denne højtidelige handling ikke en bekræftelse af det før passerede, og er den altså ikke en virkelig konfirmation? Man kan ikke nok så meget takke vores vise regering for en så hensigtsmæssig lov hvorpå ungdommens velfærd grunder sig. I øvrigt vil jeg blot anføre at i de af det kongelige danske kancelli vedkommende årligt tilstillede trykte skemaer for af ministerialbogen at få nøjere opgivelse hedder det: "Hvor mange drenge og piger af den mosaiske trosbekendelse, i den tid er konfirmeret".

Hans eget spørgsmål beviser at spørgeren i ovennævnte Politivennen altså blot går ud på ortodoksi og synes selv at være uvidende om sin egen religions bud og meget mindre indser den velgerning hvorpå den nævnte allerhøjeste forordning grunder sig. Og han henholder sig derimod blot til fantastiske skrupler som intet steds hører hjemme.

Emet Hadabar.

(Politivennen nr. 624 Løverdagen den  15de December 1827, s. 809-813).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 625, 22. december 1827, s. 834-836

Bøn til Kjøbenhavns Comanndantskab eller andre Vedkommende.

Man hører desværre at der hver vinter sker uheldstilfælde ved uforsigtig skøjteløb på Kastelsgravene og Søerne omkring København. Også i år har dette været tilfældet, uagtet vinteren næppe er begyndt. I forrige uge blev en mandsperson fundet i et hul i isen på Peblingesøen og 4 drenge er fra tid til anden plumpet i Kastelsgravenes ishuller, men lykkeligvis reddet. I den anledning giver man sig den frihed at anmode højere ansvarlige om behageligst at ville på en eller anden måde søge at beordre vagterne at forbyde al skøjteløb så længe isen ikke er fuldkommen sikker, eller ved at sætte vartegn på isen både på de steder hvor der allerede findes huller og hvor isen er så tynd at man ikke uden fare kan vove sig derhen. Den ansvarlige ville derved erhverve sig mange menneskers tak, især forældres.

A. P. Jürgensen.

(Politivennen nr. 623 Løverdagen den  8de December 1827, s. 795-796).

Redacteurens Anmærkning.

At det ikke var ufarligt, fremgik af Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 31. januar 1823:

Kbhvn. Ogsaa ved Baade have mange i F. A. tilsat Livet. Ufordigtig Skøiteløben har allene i de sidste trende Uger af Aaret kostet 15 unge Mennesker Livet.

Ligeledes berettede "Den til Forsendelse med Brevposten Kongelig allernaadigst alene privilegerede Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis", 9. februar 1828 fra København:

Omendskjøndt den kortvarige Kulde som hidtil i Vinter har fundet Sted, kun i en stakket Tid har tilladt Skøiteløben, har denne Fornøielse dog ogsaa i Aar ved Letsindighed og Uforsigtighed krævet et ikke ringe Antal af Offere. Blandt de sidste af disse kan henregnes at i Midten af forrige Uge en Dreng paa tolv Aar tilsatte Livet ved at løbe paa den tynde Iisskorpe, som endnu er bleven tilbage langs med Tømmerpladsen, og hvorpaa flere Drenge, saavel paa hans Alder som yngre, daglig have vovet sig ud. Hans Liig fandtes først Dagen efter; en anden Dreng, der faldt i tilligemed ham, blev lykkeligviis reddet - Et andet Ulykketilfælde af samme Art tildrog sig igaar, paa Stadsgravene, hvorr et ungt Menneske paa 14 til 15 aar ved lignende Uforsigtighed tilsatte Livet. 

Anmodning til Veivæsenet.

Da der i de sidste år er blevet gjort så meget til vejenes forbedring, kan man ikke andet end højligt undres over at dog endnu en og anden vej aldeles er undgået vejvæsenets opmærksomhed. Til eksempel herpå vil anmelderen kun anføre Smallegade i Frederiksberg By. Denne er i en så dårlig tilstand at den endog for kreaturer og vogne er næsten ufremkommelig. Så meget mere er det besynderligt og påfaldende at denne vej (eller om man vil gade) aldeles ingen forbedring er blevet værdiget. Uden at træde sandhede et skridt for nær, kan man sige at man i egentlig forstand går i snavs til op over anklerne, ja næsten midt op på benene. Og hvor latterligt og utroligt det end klinger, er det dog sandt at man er nødt til at tage sin tilflugt til - grøfterne som de mest passable. Da vejvæsnet for kort tid siden var beskæftiget med at forbedre Gammel Kongevej kan man ikke indse grunden til hvorfor det ikke værdigede også Smallegade et par læs grus. Samtlige Frederiksbergs Bys og især Smallegades beboere forener vist derfor deres ønsker med indsenderen om at denne vej snart måtte blive sat i stand, endog kun så meget at man ikke behøver at frygte for at forlise sine sko og støvler i snavset og om aftenen tillige at brække arme og ben.

(Politivennen nr. 622 Løverdagen den  1ste December 1827, s. 770-771).

Ytring til Theater-Directionen.

En del af det musikelskende publikum finder sig foranlediget til at gøre den ærede direktion opmærksom på en uorden der let kan indsnige sig og formere sig ved vores teater og som i udlandet en gang imellem drager misnøje og urolige optrin efter sig. Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt. 

At en af disse virkelig undertiden kan føle sig ubekvem til at udføre dette eller hint store parti er begribeligt. Men at det går for hyppigt på til at være grunden, tror anmelderen at kunne bevise ved at måtte i en ung og øvet tenors hænder savne Don Ottavias ypperlige arie i Don Juan, og i besynderlighed Rosinnis brillante arie med kor i slutningen af Barberen i Sevilla, som vores fortjenstfulde jomfru Yrza sikkert ville give os med lige så meget kraft som behagelighed. 

"Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt" (C.A. Lorentzen: Scene af "Figaros bryllup" o. 1782. Statens Museum for Kunst) 

Endvidere vil anmelderen være så fri at udpege nogle flere såsom Euphemias smukke og udtryksfulde arie i Nonnernes andet akt, Lisettes arie i Skatten. Mads' i Kærlighed uden Strømper. For ikke at tale om den herlige duet mellem Agiria og Tancredo som i sin tid blev udeladt af Trancredo formedelst hr. Zincks hæshed. Ikke desto mindre er det lidt tungt når man for sine 7 til 8 mark forventer at se en fuldstændig opera ikke alene må se sig skuffet i den forventning at høre sit yndlingsnummer, men i stedet for denne putte sin tyske nabos glose i lommen:

"So was darf man uns nicht biethen, wo ich her bin - oder:
Die Dänen müssen sehr gutmüthig seyn dass man Sie so behandlen darff"

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 764-765).

Svar til Indsenderen af det i Politievennen Nr. 618 indførte Stykke, angaaende Oldermanden for Færgelauget i Helsingøer, fra hans Laugsbrødre.

Når man søger offentligt at påtale en formentlig uorden, da bør man ikke lade sig forlede enten af personligt had eller ondskab således som det tydeligt viser sig af de imod Anders Thorsen Lund brugte udtryk. Vel kan det ikke nægtes at en af de både der overbragte det beckerske skuespillerselskab, ragede fast på grunden tæt uden for havnen. Men at dette kunne give anledning til at sætte oldermanden der vel var på broen, men ikke med i båden, og altså uskyldig i det passerede, i et så ufordelagtigt lys, og således at nedsætte ham i publikums øjne som en sit fag uværdig mand, dette kan ingen retsindet mand blandt hans laugsbrødre tåle. Vi tillader os derfor at offentliggøre sagen således som den i sandhed forholder sig.

Båden hvori det beckerske selskab ved overfarten befandt sig, blev ført af 2 færgekarle der altid i lauget har været anset for duelige folk, og heller aldrig har der været ført nogen klage over dem for uduelighed i deres fag. Og dette var heller ikke årsagen til det indtrufne uheld da dette lige så godt kunne være sket med 3 mand i båden. Men vandet var den 23. oktober usædvanlig lavt, og vinden var på en øst til syd der gjorde det nødvendigt at lade stå over bagbordsbov så længe som muligt, for desto bedre ved vendingen at kunne klare havnen forover. Dette forvoldte at båden der var bygget med en høj køl, og temmelig lastet med passagerer, ved dette lave vand kom til at hæle på grunden så den derved nægtede at gå over stav. Følgen deraf blev at den nogle få minutter kom ti at stå fast her, hvor den ved daglig vande ikke havde haft noget at frygte. Men da vinden var løj, og søen aldeles ikke medførte noget bråd, så er det urigtigt hvad indsenderen beretter at passagererne blev gennemvåde af det overstående vand. Heller ikke er det at formode at de led nogen skræk, for fruentimmerne sad ganske roligt i båden de få øjeblikke denne stod på grunden, imens mandspersonerne blot steg ind i en anden båd for derved at lette denne af grunden. At de heller ikke derved satte nogen mistillid, enten til båd eller folk, på grund af dette indtrufne uheld, sås tydeligt deraf at de med den største ro fortsatte overfarten til Helsingborg med samme båd og folk, og for øvrigt fandt de sig såvel tilfredse med befordringen at de ikke alene gav dette til kende ved påtegning på timesedlen, men endog tildelte os drikkepenge ved ankomsten til Helsingborg, hvilket sidste blot anføres til underretning for indsenderen for at betage ham den frygt som han mener affæren kunne forvolde andre rejsende ved offentliggørelsen af samme.

Hvad det for øvrigt angår at indsenderen på en så ublu måde omtaler oldermandens konduite m. v. da mener vi at han enten må være uvidende om hvad han taler, eller også den rene ondskab har ledet hans pen. For de ældste blandt os kunne bevidne at Anders Thorsen Lund fra sin tidlige ungdom har vist sig som en duelig mand i sit fag, og da yngre kunne bekræfte at han altid i færgefarten er vedblevet at udvise samme duelighed, hvorfor lauget der tillige kender ham som en redelig og retskaffen mand, nu 3 gange ved gentagne valg har stemt for ham som oldermand. enhver fornuftig vil således indse at man ikke tre gange i træk kan finde på at vælge en oldermand der både ved sin konduite og øvrige forhold skulle stå tilbage for enhver anden mand i lauget. Dette være nok til indsenderen, for at føre pennefejde, dertil har vores fag ikke dannet os. Vi beder ham derfor at træde os nærmere under øjne da skal vi overbevise ham om sandheden af hvad vi her har fremsat, og tillige overbevise ham om hvor urigtigt han har handlet, idet han måske af had eller misundelse har søgt at kaste en offentlig skændsel på en olding hvis vandet har været uplettet, og således uforskyldt må føle den ham offentligt påføre krænkelse.

På egne med flere laugsbrødres vegne.

O. Bendsen Schmidt, J. Pedersen Krabe, J. Bakke, Børge Pedersen, Anders Siversen Lund, Bendt N. Møller, R. Magnussen, F. Buck, P. Antonii, R. Jensen, F. Friderichsen, A. B. Møller, J. Gotliebsen, Jørgen Larsen, Niels Backe, L. S. Gundersen, R. Hartvig, Carl Meinertsen, B. J. Jørgensen, P. Pedersen Gurne, M. Larsen, F. H. Skotte, Jens Pedersen.

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 744-749)