Varsko.

Lørdag den 26. april om aftenen henimod kl. 11 blev to forbigående damer og en herre overøst med en særdeles ildelugtende væske der udkastedes fra huset nr. 59 i Kompagnistræde. Dette bekendtgøres for at andre kan tage sig i agt ved at passere et hus hvori der bor så skidenfærdige mennesker.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.284).

Roesværdig Færd af Dragøes Fiskere.

Atter igen har dragørboerne med deres egen uforsagthed sat deres eget liv på spil hvor det gjaldt andres frelse, idet de i stormen den 21. april med den mest iøjnefaldende livsfare ved hjælp af deres letsejlende både har reddet kaptajnen og mandskabet fra galeasen Chatarina Maria, hjemmehørende i Rostock. Denne galease drev efter at have ankret i farvandet på grund for sine ankre og fyldtes øjeblikkelig med vand, ligesom de også samme dag og med samme livsfare, satte mandskabet ombord i en anden galease der også var i fare for at drive i land. 

"Dragørboerne har sat deres eget liv på spil hvor det gjaldt andres frelse. I stormen den 21. april har de ved hjælp af deres letsejlende både reddet kaptajnen og mandskabet fra galeasen Chatarina Maria, hjemmehørende i Rostock" (Niels Truslew: En dansk galease, med sidevind,1805. Statens Museum for Kunst)

Kun er det at beklage at disse folk ved at søge Dragør havn med det førstnævnte skibs mandskab, fik et grundbrud som næsten fyldte båden hvorved denne knustes mod bolværket, og en del af mandskabet i båden derved styrtede i søen. Men lykkeligvis hjulpet af dragøernes sædvanlige raskhed blev de dog samtlige reddet. Ikke for at rose dragøerne for deres udviste ædle dåd, hvis uegennyttige udførelse belønner sig selv, men blot fordi man sjældent hører hvad dog ikke så sjældent er tilfældet, at uagtet at de næsten alle er familiefædre vover deres liv for at redde de søfarende som er i havsnød. Man tillader sig som øjenvidne til ovennævnte affære sandheden tro at bevidne dem sin agtelse for deres ædle dåd, hvilken de vist ikke selv omtaler, endsige tror at have vakt opmærksomhed. Men man mener at denne offentlige bevidnelse så meget mere bør ydes dem som det hele passerede. Mens det så vidt berømte såkaldte redningsfartøj kutteren Husum ikke vovede hvad man dog eftersom denne er forundt et allernådigst åbent brev, turde forvente selv at bidrage noget til disse uheldige skibbrudnes redning.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.282-283).

Om Strandveien.

Med glæde har man atter på denne vej set anbragt en længe savnet indretning, nemlig en holdeplads udenfor indkørslen til Charlottenlund så at man i fremtiden kan passere vejen uhindret, og ikke være udsat for køresvendenes tølperagtige behandling. Men - "roser sig med torne blander"; dette ordsprog kan også i fuldeste udstrækning anvendes her, idet man på det ene hjørne af pladsen ser opført et hus hvis beliggenhed er en skæv linje og hvis hele udvortes er smagløst. Hvad denne dårligt placerede bygning skal tjene til, ved indsenderen af dette ikke. Men meget beklageligt er det at der ved indkørslen til et kongeligt slot på en tid hvor man overalt begynder at tage den gode smag med på råd, ser den så aldeles tilsidesat som her. Til slut kan indsenderen ikke lade ubemærket at der skal særdeles strengt tilsyn fra politiets side til at forebygge at nævnte hus ikke bliver en brændevinskippe af værste slags.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.281-282).

Anmodning til Restaurateuren paa Søbadeanstalten ved Rysensteens Bastion

Indsenderen af disse linjer så sig for nogle dage siden for sin sundheds skyld nødsaget til at benytte sig af de varme bade i ovennævnte ypperlige badeanstalt. Efter at have brugt badet ville indsenderen vederkvæge sig med et glas vin på den restauration der hører til indretningen, og forlangte af den årsag et glas gammel fransk vin da han var af den mening at denne artikel måtte være at få i restaurationen, eftersom den fandtes på den opslåede priskurant. Efter at have erfaret det modsatte, forlangte indsenderen et glas Margaux, hvilket han godt nok fik, men ikke kunne nyde da vinen var ganske fordærvet og skimlet. 

Idet indsenderen til slut bemærker at han nogle dage senere på samme restauration ikke kunne få en kop chokolade, uagtet også denne artikel fandtes på priskuranten, anmoder han på egne og mange andre badegæsters vegne nævnte restauratør om for eftertiden at forsyne sit udsalg med alle de sager som man efter den ophængte liste kan forvente at forefinde. Samt at sørge for at enhver artikel må være af den beskaffenhed at den kan nydes uden modbydelighed og uden skade for sundheden.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.279-280).

"Indsenderen af disse linjer så sig for nogle dage siden for sin sundheds skyld nødsaget til at benytte sig af de varme bade i Rysensteen Badeanstalt." (Maleri formodentlig fra 1830'erne. Kreditering: Københavns Museum.)

Om de omvandrende Haandværkssvende.

De mange omvandrende håndværkssvende bliver stadig ved med at ulejlige landboerne. Og da de undertiden kommer 2 til 3, ja 4 i følge, sætter de især de afsides beliggende beboere i skræk. Og for at undgå deres grovheder, nødes de ofte til at give dem hvad de selv kunne have nødig. Især er de bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget. Hvem ved også hvorfra de mange ildebrande der synes påsatte, er kommet?

"De kommer 2 til 3, ja 4 i følge og sætter de afsides beliggende beboere i skræk. Og de er bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget." (Jens Juel: En sjællandsk bondegård under et optrækkende uvejr. Eigaard ved Ordrup, 1793. Statens Museum for Kunst)

Disse omstrejfende svende er virkelig en slags privilegerede betlere da de er forsynet med pas der ikke blot lyder på et eller flere nævnte steder hvor de har opgivet at ville hen, men endog ofte er tilføjet "og videre" så passet hjemler dem at gå hvor de vil og hvilken vej de finder for godt under foregivende af at søge arbejde, skønt tiggeri er hovedsagen. Hvilket de mange påtegninger viser da de har krydset rundt omkring i landet, frem og tilbage, og flere gange i samme egn, uagtet de vidste at intet arbejde var at få der. Politiet på landet bekymrer sig ikke om dem, og kan vel ikke forbyde dem at spadsere med deres pas hvor de vil, skønt de ved at de bedriver tiggeri. Hvad skulle disse mennesker også foretage sig for at ernære sig når der intet arbejde er at få og ingen tager sig af dem?

Kommer derimod arbejdere fra landet til købstæderne og betler fordi de ikke kan få arbejde der, og for at få noget så de kan komme hjem igen med, er politiet straks rede til at jage dem ud af byen, eller vel endog at lade dem blive bragt til vedkommende sogn hvor de har hjemme for at forsørges der. Ja hvad endnu er mere: har en arbejder fra landet fået arbejde i en købstad eller for dens regning i nærheden, men kommer til skade på arbejdet, er man godt nok så god at bringe ham til et hospital for at kureres, men lader regningen for kuren sendes til det sogn hvor han hører hjemme, tilligemed personen selv så fattigkassen må betale en sådan kur der kan løbe op til over 200 rigsbankdaler og desuden forsørge ham som krøbling. Eksempler på det kan desværre opgives. De arbejdsløse håndværks- og fabrikssvende hører dog nok egentlig til købstæderne, hvor de er blevet svende. For på landet må jo enkelte visse håndværkere der ikke kan udlære drenge, ikke bo. 

De håndværkere- og fabriksdrenge som købstæderne ikke behøver eller ikke må værne om, slipper da således ud at vandre for at fødes af landboerne. Desuden griber købstæderne ind i landboerhvervene da de avler kornsorter på deres skattefri jorder. Det er landmandens vigtigste indtægtskilde, og for den må han betale skatter og tiender og mange ydelser. Han må derimod ikke drive nogen slags købstadserhverv, ja end ikke forædle sine produkter.

Forholdet mellem købstads- og landerhvervenes kår er derfor vel næppe helt så passende. Dog hvad egentlig de omflakkende, arbejdsløse svende angår: mon der da ikke skulle kunne udtænkes noget virksomt middel der befriede landboerne for denne plage og skaffe i det mindste den skikkeligste del af dem deres nødtørftige udkomme på en bedre måde end næsten nøgne at strejfe fra sted til sted for at betle sig til underhold.

[Siderne 250-252 indeholder skribentens forslag]

(Politivennen nr. 642 Løverdagen den 19de April 1828, s.247-250).

Redacteurens Anmærkning

En artikel i Dagen for 20. marts 1818 fra Helsingør Politikammer fortalte om omrejsende svende allerede i 1818.