Et smittende Plankeværk

Når man på Nørrebro kommer forbi Peblingesøen, findes på højre hånd et plankeværk der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg. Dette plankeværk er malet med en rød farve der smitter meget stærkt af og er altså især skikket til at ødelægge folks klæder. I søndag eftermiddag så anmelderen at en dames hvide kjole blot ved at blive ført af vinden hen mod plankeværket, blev ganske oversmurt med rød farve. Og flere mandspersoner som da de ville vige for modgående, nærmede sig derhen var ikke mere heldige med deres kjoleærmer. Man tvivler på at det er tilladt en grundejer at lade sin mur eller sit plankeværk der vender ud mod en alfarvej, male med en afsmittende farve. Men håber at ejeren til det førnævnte efter at være gjort opmærksom på det, vil rette fejlen og sikre de mange fodgængere der især på helligdage passerer der forbi, mod at få deres bedste klæder ødelagt.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 341-342).

"På højre hånd et plankeværk der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg" (Store Ravnsborg. Knud Bokkenheuser: klubliv. 1923).

Anmodning til Traadhandleren paa Hjørnet af Studii- og Larsbjørnstrædet.

Renlighed er visselig en god ting, og det er derfor smukt at den gode mand, trådhandleren på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnstræde vil have rene skjorter, bukser og andre sådanne sager. Men det kan ikke roses at han hænger dem til tørre på det desuden meget smalle fortov. For ved mindste luftning flagrer disse stykker om hovedet på de forbigående, hvilket af flere grunde ikke er behageligt. I dag - torsdag den 22. maj - fik indsenderen således en gammel våd nathue om ørerne. Han har indrettet et permanent apparat af snore og stænger til denne tørring, og benytter dem dagligt, om ikke til andet, så dog til at blege sin tråd. Den gode mand bedes venligst at afskaffe om muligt denne for de fortovet passerende lidt besværlige, og gaden lidet prydende indretning.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 338-339).

Til Udgiveren af Patrouillen.

Forleden dag var anmelderen på et offentligt sted hvor et af de bude der ombringer bladet "Patrouillen" indfandt sig og på en sjakkerjødes maner tryglede værten og de tilstedeværende gæster om at tiltræde som subskribenter på bladet. Han henvendte sig først til værten på følgende måde: Hr. N.! må jeg nu tegne Dem for bladet? Værten: Nej. Buddet: Der er dog så mange andre af deres bekendte som holder det. Værten: Kan gerne være. Buddet: De plejer dog heller ikke at være så slem og De holder jo andre blade. Værten: Ja - jeg har derfor nok i dem jeg holder. Buddet: Men det er dog et godt borgerblad. Værten: Kan gerne være. Det siger også forfatterne til Den Galende Hane og Gammelt og Nyt. Buddet: Må jeg lade et ligge til en prøve, så måske De betænker Dem? Værten: Nej. Buddet: er her ingen af de andre herrer der skulle have det, det koster kun 8 mark? En af gæsterne: Kan man få noget indført i det blad? Buddet: Ja, når De er subskribent. Gæsten: Jeg skal betænke mig. Buddet til Værten: Må jeg altså tegne Dem? Værten: Nej. Buddet: Heller ikke lægge et til prøve? Værten: Nej, nej, nej! Hvorpå da buddet endelig gik og gav de tilstedeværende stof til særegne bemærkninger om denne måde at samle subskribenter på.

Det er naturligt og rimeligt at De som udgiver af et blad ønsker Dem subskribenter og læsere, men det kan vist ikke være Dem ligegyldigt på hvilken måde disse tilvejebringes. Anmelderen som kender Dem, og som ved at De både har agtelse for Dem selv og stræber at vedligeholde den, De står i hos Deres medborgere, kan derfor ikke undlade at underrette Dem om Deres buds usømmelige og upassende fremgangsmåde fora t De kan tage de fornødne forholdsregler at sådant ikke gentages for eftertiden da De vist nok indser at hvis bladets indre værd ikke kan skaffe subskribenter og læsere, da vil en tiltryglet subskription ikke holde liv i det længe.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 332-334).

Redacteurens Anmærkning.

Udgiveren besvarede artiklen i Politivennen nr. 648, 31. maj 1828 s. 347-352.

Advarsel til Medborgere imod en Kvaksalver.

Indsenderen af disse linjer anser det for en pligt at advare medborgere mod en flere gange dømt kvaksalver der stadig driver sit uvæsen blandt os og det værre og farligere end før. Værre da han nu driver det på en måde han åbenbart ved er uden nytte for patienten. Farligere da han driver det mere hemmelighedsfuldt. Men hvorledes skaffer en sådan bedrager sig kunder? Med sleben tunge. Han praler af et nøje forhold hvori han står til flere af udlandets berømte læger og fra hvem og til hvem han vekselvis henter og giver råd. Han fortæller dem han vil have indført hos syge der var opgivne af virkelige læger om vidunderkure. Han ved at vinde tiltro hos patienten hvem en langvarig sygdoms ulindrede smerter eller forskellige rådspurgte lægers alt for forskellige anskuelser af sygdommen bragte til at tvivle om lægekunstens ufejlbarlighed eller hvem lettroende og selvbedragne mennesker overtale eller arvegriske slægtninge med djævlehu foresnakkede.

Da den almindelige vej: at foreskrive medicin gennem apotekerne, er aldeles spærret for ham, har han svøbt sig i homøopatiens kappe. For så kan han undvære disse. I hans vestelomme fører han et helt homøopatisk apotek. Og med en dråbe af en lille flaske eller en lille smule pulver (kaffegrums, snustobak, stødt sukker eller hvad han har nærmest vedhånden) kurerer han enhver sygdom. Dog jeg håber at det anførte er tilstrækkeligt signalement og at enhver kan kende ham og vogte sig for ham. Han udbasunerer sig desuden nok som læge- og naturkyndig.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 327-329).

Bøn om nogle Forbedringer i Charlottenlunds Skov.

Det er anmelderen heraf meget behageligt at erfare at erindringen i dette blads nr. 615 fra forrige år angående borthugning af de gamle hasler som så aldeles havde overlevet sig selv, i Charlottenlunds Skov ikke har været uden virkning da man i disse dage har fundet mange bunker af denne hugning ligge hist og her i nævnte skov, formodentlig til salg og bortkørsel. Man tvivler ikke på at en sådan borthugning efter omstændigheder vil blive fortsat til næste vinter, og det vil være til skovens forskønnelse når unge skud kommer op hvor de gamle blev hugget væk.

Men hvad der endvidere endnu kunne være til forbedring, ja endnu mere snarere en nødvendighed i nævnte forlystelsesskov og som synes endog for øjeblikket at være et meget forargeligt skue, er det at det lokum der er anbragt ved den venstre ende af teltene, står så aldeles bart og blottet for alt skjul. Især må det være ubehageligt for damerne at blive så frit beskuet af alle i nærheden gående eller stående mandspersoner når de efter naturens orden nødvendigvis skal besørge denne ellers så aldeles nødvendige bekvemmelighed. 

"Ved den venstre ende af teltene står det anbragte lokum så aldeles bart og blottet for alt skjul." (J. P. Møller: Parti i Charlottenlund Skov, 1830. Statens Museum for Kunst).

Anmelderen henstiller derfor dels til forvalteren på Charlottenlund og dels til lejerne eller ejerne af teltene, som begge formodes at have betydelige fordel af Københavns indbyggeres og andres besøg i nævnte skov, enten at opsætte et højt risgærde eller også et plankeværk af brædder foran nævnte lokum som helt kan skjule samme fra de to sider og derimod kun åbne en sådan adgang til samme bagfra ved en eller to små omveje så især damerne kan besøge samme ubemærket. Bedre og mere ønskeligt ville det være om der blev indrettet endnu et andet lokum og at det ene udelukkende blev bestemt for damer og det andet for kavalerer, dog noget fra hinanden.

Måske et af Gentofte sogns fattiglemmer ville kunne finde rigeligt udkomme så længe sommeren varede ved at holde alt i orden, såsom ved at lukke op og i, ved at besørge rengøringen osv. For de fleste der besøgte indretningen, ville vist nok gerne give en skærv til den nødlidende opvarter.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 318-320).

Redacteurens Tilføjelse.

Af en artikel i Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, den 10. december 1828 kan man aflæse den stigende bekymring for forlystelseslivets udvikling i København:

Kjøbenhavn, den 25de November. Man har i den sildigere Tid heri Staden seet flere mærkelige exempler paa den frappante Overhaandtagen af Sands for Forlystelser, hvorom allerede den bestandige voxende Mængde af Klubber og dramatiske Selskaber længe har afgivet et uforkasteligt Vidnesbyrd. Blandt de nyeste exempler herpaa fortjener at anføres, at der i Søndags Aftes paa een og samme Tid gaves Forestillinger paa det Kgl. Theater og paa begge Moerskabstheatrene udenfor Vester- og Nørreport, Concert i et musiklask Selskab, Comedie i et af de dramatiske Selskaber og Assemblee i en af Hovedstadens Klubber, og at disse forskjellige Forlystelser, uagtet kun et af de offentlige Skuespilhuse (Nørrebroes-Theatret) havde propfuldt Huus, dog vare i den Grad besøgte, at man uden Overdrivelse kan anslaa Tallet af dem, der deeltoge i samme, til henved fem Tusinde. Da al denne Anledning til offentlig Forlystelse fandt Sted paa en Søndag, og saaledes paa en Dag, da i ældre Tider det gjensidige Familie-Samqvem næsten udelukkende dyrkedes, synes man heraf ikke uden Føie at kunne slutte til en forholdsmæssig betydelig Aftagelse i den private, huuslige Selskabelighed - omendskjøndt Forholdet vel endnu ikke her kan siges at afgive et saa ugunstigt Resultat for denne, som det for Tiden er Tilfældet i flere fremmede Hovedstæder.