Indsenderen der ofte passerer nævnte gade, har bemærket at samme i det mindste fra Gothersgade til Dronningens Tværgade er meget musikalsk. Rigtignok er det en egen slags musik, men at den om ikke skøn, dog er særdeles kraftig, trøster jeg mig til at bevise ved følgende:
1) Kommer vi til smedesvendes herberg. Her er nu lystighed og glæde i alle ender, tyske og danske viser afløser hinanden, og de dundrende fodslag forkynder den livlige dans der dog NB sommetider varer lidt vel langt ud på natten. Der kan, såmænd, være mange i nærheden der ønsker at sove når Vulkans sønner våger.
2) Har fra den tidlige morgen indtil aften den midt i gaden boende kobbersmed sit spil gående. Den evige hamren på de store kedler og det midt på gaden, piner folk og forskrækker fæ. Kommer man fra Grønnegade hvor et lignende væsen drives af en laugsbroder, da er man allerede døv på det ene øre; i Borgergade bliver man det på det andet med og uvilkårligt må man bede: "Fra kobbersmedens (disse øreplageres) raseri, fri os kære herre Gud!"
Der er allerede ofte skrevet mod den uskik at hamre kedler på offentlige gade - men ørkenen er stor og min røst er vel ligesom de andres for svag til at trænge igennem.
Imidlertid er det højst besynderligt at man ikke alt for længe siden har villet sætte grænser for et så skændigt uvæsen, hvilket har forundret anmelderen så meget desto mere som han er overbevist om at ingen, end ikke den mest fredelige håndværker ville få tilladelse til at drive sin stille håndtering på offentlig gade, skønt sammes udøvelse der ikke i fjerneste henseende kunne ulejlige de omboende eller de passerende. Fik til eksempel en skrædder eller skomager i sinde at flytte sit værkstedsbord ned på gaden for der at drive sin rolige håndtering, da tør anmelderen vædde ti mod en at det næppe blev ham tilladt en halv time, skønt han ikke ulejligede en eneste dermed, og dog er man (mirabile dictu) så superhuman ikke engang at ænse de for ørenerverne rædsomme rolighedsforstyrrere (kobbersmedene), men anser den lige så frygtelige som for nykkegale heste skadelige hamren som et nødvendigt onde der ikke kan afværges. Mon man dog ikke i det nittende århundrede skulle finde det passende at anvise sådanne personer plads udenfor stæderne, og indtil dette efterhånden kunne ganske iværksættes, tilholde dem at leje et sådant lokale at de ligesom andre næringsbrugere, kunne have behørigt gårdrum til deres dont, om muligt ved volden eller på andre, lidt befolkede kanter af byen.
Lægger man nu hertil den lungestærke karl med sit:Sand! Sand! Sa-hand! Bønder med pindebrænde, kællinger med fisk, vognenes larm og gadedrengenes skrig - så kan ingen djævel forlange skønnere harmoni i selve Helvede.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 579-582)
Kobbersmede. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)
1) Kommer vi til smedesvendes herberg. Her er nu lystighed og glæde i alle ender, tyske og danske viser afløser hinanden, og de dundrende fodslag forkynder den livlige dans der dog NB sommetider varer lidt vel langt ud på natten. Der kan, såmænd, være mange i nærheden der ønsker at sove når Vulkans sønner våger.
2) Har fra den tidlige morgen indtil aften den midt i gaden boende kobbersmed sit spil gående. Den evige hamren på de store kedler og det midt på gaden, piner folk og forskrækker fæ. Kommer man fra Grønnegade hvor et lignende væsen drives af en laugsbroder, da er man allerede døv på det ene øre; i Borgergade bliver man det på det andet med og uvilkårligt må man bede: "Fra kobbersmedens (disse øreplageres) raseri, fri os kære herre Gud!"
Der er allerede ofte skrevet mod den uskik at hamre kedler på offentlige gade - men ørkenen er stor og min røst er vel ligesom de andres for svag til at trænge igennem.
Imidlertid er det højst besynderligt at man ikke alt for længe siden har villet sætte grænser for et så skændigt uvæsen, hvilket har forundret anmelderen så meget desto mere som han er overbevist om at ingen, end ikke den mest fredelige håndværker ville få tilladelse til at drive sin stille håndtering på offentlig gade, skønt sammes udøvelse der ikke i fjerneste henseende kunne ulejlige de omboende eller de passerende. Fik til eksempel en skrædder eller skomager i sinde at flytte sit værkstedsbord ned på gaden for der at drive sin rolige håndtering, da tør anmelderen vædde ti mod en at det næppe blev ham tilladt en halv time, skønt han ikke ulejligede en eneste dermed, og dog er man (mirabile dictu) så superhuman ikke engang at ænse de for ørenerverne rædsomme rolighedsforstyrrere (kobbersmedene), men anser den lige så frygtelige som for nykkegale heste skadelige hamren som et nødvendigt onde der ikke kan afværges. Mon man dog ikke i det nittende århundrede skulle finde det passende at anvise sådanne personer plads udenfor stæderne, og indtil dette efterhånden kunne ganske iværksættes, tilholde dem at leje et sådant lokale at de ligesom andre næringsbrugere, kunne have behørigt gårdrum til deres dont, om muligt ved volden eller på andre, lidt befolkede kanter af byen.
Lægger man nu hertil den lungestærke karl med sit:Sand! Sand! Sa-hand! Bønder med pindebrænde, kællinger med fisk, vognenes larm og gadedrengenes skrig - så kan ingen djævel forlange skønnere harmoni i selve Helvede.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 579-582)
