Der er som bekendt til almenhedens bekvemmelighed truffet den foranstaltning at man kan sættes over fra Nyhavn til Christianshavn og vice versa med både. Denne i sig selv gode indretning ville medføre en endnu mere udbredt nytte hvis der på Charlottenborgsiden ligesom på den anden side - Nummersiden eller Sladderrækken kaldet - anbragtes en ordentlig skibsbro ved hvilken bådene kunne lægge an, så at man også derfra kunne lade sig sætte over. Dette er nu næsten en umulighed. For næppe vover unge og raske endsige aldrende og svagelige personer at stige op og ned af den derværende stejle som for det meste er en stige besudlet med menneskeekskrementer. Og de er således i den nødvendighed at måtte vandre til fods op ad Charlottenborgsiden og ned ad Nummersiden (her ofte udsatte for den mest brændende solhede) forinden de kan bestige en af de både som ligger ved denne side.
Man tillader sig derfor at fremsætte ønske om at der i den henseende bliver truffet de fornødne foranstaltninger til almenhedens bekvemmelighed. Og anmelderen mener at bådenes humane ejer vil gøre sig en glæde af at bidrage til opfyldelse af dette højst rimelige ønske. Ligesom han også formoder at høje ansvarlige med al redebonhed vil møde ethvert andragende han måtte ville fremsætte desangående.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 585-586)
Nyhavn 71. Her kunne godt trænges til en anløbsbro. Bygningerne til højre eksisterede ikke på Politivennens tid. Kun nr. 71 til venstre i fotoet. Skuespilhuset er opført på en senere udvidelse af havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Jeg tager mig den frihed at spørge ejeren af gården nr. 292 i Adelgade om det ikke var muligt for ham at holde sin gård en lille smule mere ryddelig. For da jeg forleden aften besøgte en af min familie som boede i sidehuset, skete det da jeg ville gå derfra at jeg fik ødelagt en ny hat. Man advarede mig at jeg skulle tage mig i agt, da gården lå fuld af grus og murbrokker. Men deres advarsel hjalp mig kun lidt, for straks da jeg kom ned, løb jeg imod en af de stivere der understøtter sidehuset, så hatten fløj i rendestenen. For det andet måtte jeg gå langs ad rendestenen i skarnet. Måske vil man spørge hvorfor? Og jeg skal da fortælle årsagen. Langs med sidehuset er opstablet en mængde murbrokker lige ud til rendestenen. Og de stiver der understøtter huset, står udenfor rendestenen, tillige med en mængde gammelt ros. Altså var jeg nødsaget til at passe rendestenen, hvilket de af sidehusets beboere som bor længst oppe i gården, ligeledes nødes til.
Når man kommer fra gaden ind ad porten i gården, står der to vogne. Ved den ene side af vognene er der pakket med gammelt tømmer og pumpetræ. Men ved dagens lys kan man dog med møje trænge sig igennem skønt man må risikere at få sine klæder iturevne eller besudlede. Men når man kommer længere fremad, træffer man på en mængde gammel kalk og en mængde grus som er meget besværlig at overstige. Nu må man tage sig i alt for ikke at nærme sig lokummet, da ejeren har taget sig den frihed at lade en kule blive gravet ved enden af samme og gennembrækket muren således at skarnet kan løbe fra lokummet i kulen.
Det forstår sig han har ladet kulen blive dækket med gamle brædder. Men dog skete det den forgangne vinter at en velklædt person var så uheldig at falde deri og måtte gøre anskrig om hjælp for at blive reddet. Kommer man ind på lokummet, da er der atter opstablet med murbrokker og gamle brædder. Hvilket dog er nødvendigt, for ellers ville det være umuligt at gå derind fordi det for det meste løber over og forårsager en uudholdelig stank såvel i gården som i de omliggende huse.
Endelig når man har tumlet sig frem og kommer op i enden af gården, møder man en mængde hestegødning, hvilket også forårsager en meget ubehagelig lugt for gårdens beboere.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 582-585)
Redacteurens Anmærkning
Adelgade 292 blev senere til Adelgade 37. Den blev formentlig revet ned ved de store saneringer i 1940'erne. Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605 .
Indsenderen der ofte passerer nævnte gade, har bemærket at samme i det mindste fra Gothersgade til Dronningens Tværgade er meget musikalsk. Rigtignok er det en egen slags musik, men at den om ikke skøn, dog er særdeles kraftig, trøster jeg mig til at bevise ved følgende:
1) Kommer vi til smedesvendes herberg. Her er nu lystighed og glæde i alle ender, tyske og danske viser afløser hinanden, og de dundrende fodslag forkynder den livlige dans der dog NB sommetider varer lidt vel langt ud på natten. Der kan, såmænd, være mange i nærheden der ønsker at sove når Vulkans sønner våger.
2) Har fra den tidlige morgen indtil aften den midt i gaden boende kobbersmed sit spil gående. Den evige hamren på de store kedler og det midt på gaden, piner folk og forskrækker fæ. Kommer man fra Grønnegade hvor et lignende væsen drives af en laugsbroder, da er man allerede døv på det ene øre; i Borgergade bliver man det på det andet med og uvilkårligt må man bede: "Fra kobbersmedens (disse øreplageres) raseri, fri os kære herre Gud!"
Der er allerede ofte skrevet mod den uskik at hamre kedler på offentlige gade - men ørkenen er stor og min røst er vel ligesom de andres for svag til at trænge igennem.
Imidlertid er det højst besynderligt at man ikke alt for længe siden har villet sætte grænser for et så skændigt uvæsen, hvilket har forundret anmelderen så meget desto mere som han er overbevist om at ingen, end ikke den mest fredelige håndværker ville få tilladelse til at drive sin stille håndtering på offentlig gade, skønt sammes udøvelse der ikke i fjerneste henseende kunne ulejlige de omboende eller de passerende. Fik til eksempel en skrædder eller skomager i sinde at flytte sit værkstedsbord ned på gaden for der at drive sin rolige håndtering, da tør anmelderen vædde ti mod en at det næppe blev ham tilladt en halv time, skønt han ikke ulejligede en eneste dermed, og dog er man (mirabile dictu) så superhuman ikke engang at ænse de for ørenerverne rædsomme rolighedsforstyrrere (kobbersmedene), men anser den lige så frygtelige som for nykkegale heste skadelige hamren som et nødvendigt onde der ikke kan afværges. Mon man dog ikke i det nittende århundrede skulle finde det passende at anvise sådanne personer plads udenfor stæderne, og indtil dette efterhånden kunne ganske iværksættes, tilholde dem at leje et sådant lokale at de ligesom andre næringsbrugere, kunne have behørigt gårdrum til deres dont, om muligt ved volden eller på andre, lidt befolkede kanter af byen.
Lægger man nu hertil den lungestærke karl med sit:Sand! Sand! Sa-hand! Bønder med pindebrænde, kællinger med fisk, vognenes larm og gadedrengenes skrig - så kan ingen djævel forlange skønnere harmoni i selve Helvede.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 579-582)
Kobbersmede. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)
Mens alle mulige indtægter og erhverv mindskes, fra købmanden af til den simpleste arbejdsmand, bliver dog alle fornøjelser, hvorved mennesket opmuntres til ny virksomhed, bestandigt lige kostbare. Vinterens forlystelser er komedie, koncert og dans. Udgifterne ved den sidste bliver i særdeleshed uhyre forhøjet ved den forfærdelige høje afgift som svares heraf til stadsmusikanten, hr. Frost som så vidt indsenderen ved er for hver musicerende (ligegyldigt om man bruger dem hele natten eller kun til kl 10, 11 og 12) 3 rigsbankdaler sølv for en søgneaften og 4 rigsbankdaler sølv for en helligaften hvis hr. Frost besørger de musicerende. Eller hvis vedkommende selv besørger disse, forlanger han som sit eget salær for hver mand som bruges 2 rigsbankdaler sølv for en søgneaften og 3 rigsbankdaler sølv for en helligaften. I lige måde betaler enhver som har tilladelse til at holde offentlig dans, 2 rigsbankdaler om måneden for hver musicerende han bruger. Hr. Frosts hele ulejlighed er at sidde i sin stue og skrive en kvittering for de penge han således oppebærer uden arbejde.
Med hensyn hertil tager man sig den frihed at spørge de ansvarlige dersom hvilket man formoder, dette opgivende er rigtigt svarende til hr. Frosts lovbestemte rettigheder:
- Tilfalder disse store salærer hr. Frost selv, eller skal han heraf svare en vis afgift dagligt, månedligt, kvartalsvis eller årligt til en eller anden offentlig kasse? Eller er han kun kasserer for det og modtager løn som embedsmand?
- Fra hvilken dato er den eller de forordninger som hjemler og bestemmer stadsmusikantens rettigheder og pligter?
Dette ønsker indsenderen (vist tillige med flere) opgivet enten af hr. Frost selv, eller af vedkommende autoritet i dette eller et andet offentligt blad.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 577-579)
Redacteurens Anmærkning
Stadsmusikanten er også under beskydning i Politivennen nr. 702, lørdag den 13. Juni 1829, s. 387-389: "Om Afgivter til Stadsmusicanten". Og i artiklen "Om Stadsmusikant-Bestillingen." Politivennen nr. 1157, lørdag den 3. marts 1838. Side 129-131). Om musik generelt, se Redacteurens Anmærkning til Politivennen nr. 364. 1822, s. 5907-5909
En stor del af de personer der har været til stede når De har forevist Deres så meget udbasunerede hund "Munito" tillader sig herved at anmode Dem om ikke at tale til hunden når den er i begreb med at opsøge kort, bogstaver eller tal. Det må man absolut anse for et hemmeligt tegn for hunden til at standse ved det sted hvor kortet, bogstavet eller tallet ligger. Anmelderne har gentagne gange lagt mærke til at hunden først standser ved at Deres stadig gentagne "presto, presto", samt at den først drister sig til at bringe det man ønsker, efter De har tilråbt den et venligt "prenez ici", og De vil dog selv tilstå at intet i verden er lettere end at afrette en hund til et så yderst simpelt kunststykke.
Sig De blot hunden hvad den skal opsøge, ti derpå ganske stille og først da vil man anse den for et beundringsværdigt dyr hvis den kan bringe det rigtige. Hvorimod De ikke vil tage det ilde op at man indtil en sådan prøve er aflagt, anser det hele for almindeligt charlataneri. Og anmelderne må oprigtigt tilstå at de i dette øjeblik nærer den mening at Deres hund slet ikke er klogere end vores almindelige hunde. Det vil sige at den som disse lyder sit navn og forstår at æde det bon bon hvormed De så rigeligt opvarter den.
(Politivennen nr. 661, Løverdagen den 30te August 1828, s. 573-574)
Nyhavn 71. Her kunne godt trænges til en anløbsbro. Bygningerne til højre eksisterede ikke på Politivennens tid. Kun nr. 71 til venstre i fotoet. Skuespilhuset er opført på en senere udvidelse af havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
