Bøn ved Holmensbro.

I går aftes, torsdag den 6. november kl. 7.30 ville anmelderen der kom fra kanalen og havde et barn ved hånden, passere Holmens Bro. Men idet han kom midt på broen, kom en vogn ham i møde, og da han ville vige til side for denne, havde han styrtet i kanalen hvis ikke han til lykke havde grebet fat på en afsats hvorved han blev hængende mens barnet råbte om hjælp. Ved dagen efter at tage stedet i nøjere betragtning, har han erfaret at den krog hvorved gelænderet holdes fast, ikke var påsat. Om denne mangel hidrører fra en skødesløshed hos dem der har opsyn med broen, eller om krogen af kåde drenge var aftaget, vides ikke. Imidlertid tror man det pligt at gøre opmærksom på det, og at bede at der måtte anskaffes en lås for nævnte krog, og at denne om aftenen når vedkommende forlader broen, måtte påsættes til betryggelse for de broen passerendes liv og lemmer.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 758-759)

Tjenestepigers Uforskammethed.

I forordningen af 14. februar 1810 er fastsat at ingen må bære eller hvile med byrder på fortovene. Ikke desto mindre ser man dagligt at enhver der har byrder at bære, benytter fortovene til det, men ingen med mere uforskammethed end tjenestepiger når de om formiddagen går til eller fra torvene med deres torvekurve.

Således kom en pige den 6. i denne måned om formiddagen i Vimmelskaftet med sin kurv på fortovet og mødte en dame som endog havde fortovsret, men gik af vejen da hun så at pigen havde en temmelig stor byrde at bære. Denne der ikke ville give sine medsøstre noget efter i uforskammethed, svingede med sin kurv hen i damens slør så det blev revet i stykker og gik sin vej uden at sige undskyld.

Det synes som om vores ellers så årvågne politi helt ser gennem fingre med ovennævnte lovbud, og dog ville det vist være almenheden kært at se samme mere overholdt da det er meget ubehageligt især for damer ikke at kunne gå sikkert på fortovet for sådanne uforskammede.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 757-758)

Et Par Ord i Anledning af Formælingshøitidligheden.

Politivennen der så ofte anker over uorden og misbrug, kan ikke undlade at gøre sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes. Begge aftener da staden var illumineret, så man en utallig folkevrimmel bølge sig gennem gaderne, og dog opstod ingen uorden. For de som til vogns så illuminationen, kørte langsomt og forsigtigt, og den gående mængde gav villigt plads for vognene uden masen eller trængen. Selv under de studerendes smukke fakkeltog der dog foregik på en tid da staden var indhyllet i mørke og som overværedes af en uhyre mængde mennesker, hvoraf størstedelen kunne henregnes til de lavere klasser, fandt skøn orden sted. 

Anmelderen heraf havde taget plads Ved Stranden lige overfor slotte. Gaden var propfuld af mennesker. En del hængte i vanterne på de skibe der lå i graven, og bolværkerne var aldeles besatte. Og dog herskede der tavshed og stilhed som i en kirke så at enhver af de tilstedeværende grant kunne høre den skønne musik og sangen der blev afsunget på slotspladsen. Efter at toget var draget gennem slotsgården til ridebanen adspredtes mængden hurtigt og med største orden i de tilstødende gader. Betænker man at en stor mængde mennesker var strømmet hertil fra provinserne og at disse i forening med Københavns mange indbyggere for at se den smukke procession måtte samles på et indskrænket rum, det vil sige i de enkelte gader, hvorigennem processionen gik, så har man vel årsag til at undres over at ikke den ringeste uorden gjorde brud på den stilhed og højtidelighed der fandt sted mens processionen varede.

Sikkert havde vores virksomme politi truffet de kraftigste anstalter til ordens vedligeholdelse. Men en orden og rolighed som den der herskede i disse dage, kan ingen vagt og intet politi tilvejebringe. Grunden dertil må snarere søges i den dybe højagtelse og inderlige kærlighed som enhver dansk undersåt føler for vores lands elskede kongehus og sikkert vil vores ædle konge hvis bestræbelsers mål er folkets kærlighed, heri finde et bevis for at dette er opnået. Et bevis der udtaler sig kraftigere og herligere end de mest smigrende lovtaler.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 755-757)

"Politivennen gør sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes." (Bruden Wilhelmine Maria. J. F. Møller, 1828. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om brylluppet 1. november 1828 mellem den senere konge Frederik 7. (1808 –1863) og Frederik 6.'s yngste datter Vilhelmine Marie. Altså et kusineægteskab. Heiberg og Kuhlaus Elverhøj er et bestillingsarbejde beordret af Frederik 6 til samme lejlighed - som også mere eller mindre havde beordret ægteskabet. 

Om bryllupshøjtidelighederne stod i Kjøbenhavnsposten den 10. oktober 1818, side 332:

I Overeensstemmelse med det af Hs. Majestæt Kongen allernaadigst approberede Ceremoniel, i Anledning af den forestaaende høie Formæling imellem Deres Kongelige Høiheder Prindsesse Vilhelmine Marie og Prinds Frederik Carl Christian, ere de i samme angivne Rangspersoner og Embedsmænd, af de trende første Klasser i Rangen, under 6te dennes, fra Overhofmarchallatet blevne tilsagte til at overvære Vielsen, som er bestemt til Løverdagen den 1ste November, i Christiansborg Slotskirke. - Tirsdagen den 4dee November, om Formiddagen Kl. 12, vil den høitidelige Procession fra Christiansborg Slot til det for det høie Brudepar bestemte Pallais paa Amalienborg finde Sted (Toget vil, efter Forlydende, komme til at passere fra Slottets Hovedport, over Slotspladsen, Høibro, Høibroplads, Østergade, Kongens Nytorv (imellem Statuen og Hovedvagten), Bredgade, Garnisonspladsen og Amaliegade, til Deres Kongelige Høiheders Pallais paa Amalienborrg). Militair Parade vil finde Sted paa de Gader og Pladse, hvor Toget passerrer. - Den paafølgende Torsdag, den 6te November, er bestemt til Høitidelighederne i Skuespilhuset.

Politivennens beskrivelse står i kontrast til ægteskabets senere skæbne, Frederik skejede ud og viste ikke sin kone stort hensyn. Frederik 6. ikke alene forviste i 1834 Frederik til Fredericia, han forlangte  også skilsmisse for sin datter. Det var ikke Frederiks første tvangsægteskab. 1841-1846 var han gift med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Som bekendt var Frederik forelsket i danserinden og modehandlersken Louise Rasmussen, Grevinde Danner.

Et Landsby-Ønske.

Da vejene er eller til dels bliver indrettet bekvemt endog for fodgængere, så var det at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre. De som lider mest derved, er børn som søger skole. Da det på de fleste steder er umuligt for dem at komme frem uden at blive så våde på fødderne som om de havde vadet, ja ofte taber i træskoene og bliver nødt til at træde i sølet med de blotte strømper. Børnene må nu sidde hele dagen med de våde strømper og hvilken skade er det ikke for deres helbred? 

"Det var at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre." (Thorald Læssøe: Vej gennem en dansk landsby, 1831-78. Statens Museum for Kunst.)

Anmelderen foreslår derfor at lade en rad nogenlunde flade sten omtrent 3/4 alen brede og 3 tommer ovenfor jorden, lægges langs med den ene side af gaden eller hvad der var bedre ved begge sider af gaden. Dette kunne uden nogen vanskelighed iværksættes og når alle, både gårdmænd og husmænd blev beordret til det en dag, så ville der ikke blive meget tilbage for den følgende.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 753-754)

Skolemester Uskik.

Det er før omtalt at der findes skolelærere som smigrer elevernes forældre ved at give børnene gode karakterer eller vidnesbyrd om deres flid og nemme. Som et eksempel herpå tjener følgende:

Anmelderen kender en mand der har en lille søn på 6 til 6½ år som går i en offentlig skole. Barnet kender bogstaverne og er for nyligt begyndt at stave. I august måned bragte han faderen følgende attest fra læreren:

"N. N. er virkelig en del arbejdsom til forskellig tid og gør en hensigtsmæssig fremgang med hensyn til hans karakter alder og talent. Sommerferien begynder onsdag aften den 23. juli og vedvarer indtil torsdag morgen den 14. august"

En måned efter kom drengen fra skolen med følgende vidnesbyrd:

N. N. større flid tiltager dagligt og hans opførsel har i de sidste dage været delikat. Når jeg giver ham valget mellem arbejde og frihed da læser han. Hvad kan man ikke love sig af en sådan discipel når lysten eller karakteren fremdeles vil blive den samme"

Hvad man kunne vente skete. Faderen der havde givet agt på den lille fremgang sønnen gjorde, tog ham straks ud af skolen for at sætte ham i en anden, hvor han kunne vente man ville lære barnet noget og ikke afspise faderen med smiger. Ville flere gøre ligeså, da blev vel sådanne skolelærere nødt til at vænne sig af med sådan uskik.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 739-741)