Der er ei altid Fordeeel ved at bestille Tørv i Læsseviis til bestemt Priis.

Det har indsenderen erfaring for da han i vinter et par gange har fået tørv for en bestemt pris på 4 rigsbankdaler læsset fra hr. kromand Schmauch i Bagsværd By. Indsenderen var tilfreds med denne handel da hvert læs indeholdt 10 almindelige sække eller 100 til 133 snese.

Men efter anmodning fik han den 26. i forrige måned nok et læs der kun indeholdt 5 af de samme sække som de forrige gange var blevet brugt til at bære tørv op i, og antallet af sneses udgjorde kun 43½ så at hver snes næsten kostede 9 rigsbankdaler. Vel forekom læsset ham ved ankomsten at være noget lille, men det syntes ham at være udelikat ikke at modtage det, da det var bestilt hos hr. Schmauchs karl. Dog siden har han erfaret at tørvene ville blive drøje eftersom de har været meget frosne.

Indsenderen har fremsat disse linjer for at give medborgerne et vink om at se sig for ved lignende lejligheder samt tillige at anmode hr. Schmauch at undersøge om nævnte læs er således kommet fra ham eller om det muligvis er forringet undervejs.

(Politivennen nr. 693, Løverdagen den 11te April 1829, s. 222-223)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

I census for 1834 optræder en Peter Schmauch i Bagsværd by, Kroen, født 1769. Husstanden bestod foruden Peter Schmauch (som da lever af sin formue) af konen Maria, kromand Hans Krag og kone Petrea og deres to børn, samt hele 9 tjenestefolk, hvoraf 5 er mænd, dog ingen med navnet Simonsen eller Rasmus.

Det stemmer meget godt med at han 5 år før selv bestyrede kroen. Den havde i 1775 fået tilladelse til salg af spækhøkervarer. Kroen var handelsbod for sognets beboere - men københavnere kunne åbenbart også lave handler. I 1873 kom der en købmandsforretning i forbindelse med kroen.

Spørgsmaal til Directionen for Fattigvæsenet.

Hvilken adfærd er der bestemt mod den distriktslæge som forsømmer sine pligter?

Kan en distriktslæge forsømme at lade sine patienter ligge i 5 dage, ja endog i længere tid, uden mindste tilsyn?

Ved et besøg sidste fredag den 13. marts i armodens boliger i Amaliegade nr. 132 forefandt indsenderen blandt flere lidende en kone med et 4 års barn som især tiltrak sig hans opmærksomhed. Kæmpende med mangelens elendigheder lå hun og barn henstrakte på sygelejet, begge led af en langvarig gulsot. På forespørgsel hvorfor de syge ikke i den tilstand de var kunne komme på hospitalet, svarede de omkringstående at lægen ved sit sidste besøg havde sagt "at der var ingen plads". Den tilstedeværende forstander spurgte om lægen havde været der siden onsdag hvorpå der blev svaret: Nej, men at han efter tilsendt bud have lovet at komme om tirsdagen.

Jeg indfandt mig igen dagen efter og forefandt de lidende i en forværret tilstand da en heftig feber havde angrebet dem begge og endnu uden lægens tilsyn uagtet der samme dag atter havde været bud hos ham. Forstanderen gav igen befaling til øjeblikkelig at sende bud til lægen.

Ved den faste beslutning i fald endnu ingen hjælp var kommet da at bidrage af yderste evne til at lindre de lidendes ublide skæbne, indfandt jeg mig igen om søndagen kl. 12. Endnu havde ingen læge ladet sig se. Ved dette besøg forefandt jeg tillige en af stadens værdige hædersmænd som selv forfærdedes ved dette syn. Og ved at høre denne fremgangsmåde. besluttede jeg derpå at opsøge lægen i hans bopæl for at formå ham til at give den fornødne hjælpe, men traf ham ikke hjemme. Klokken 4 søgte jeg igen lægen, men han var endnu ikke at træffe. Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp, hvilket han lovede skulle ske snarest muligt.

"Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp." (J. C. Wendt, af Frederik Ferdinand Helsted. O. 1838. Statens Museum for Kunst)

Henimod aften ønskede jeg at erfare om endnu ingen læge havde ladet høre fra sig, og gik derfor til de syges bopæl. Men min formodning blev bekræftet. Derimod erfarede jeg til min store glæde at såvel moderen som barnet næppe en time efter at jeg sidst havde været der, efter hr. professor Wendts anordning var blevet underkastet den fornødne visitation og uopholdeligt afhentet til hospitalet.

Endnu mandag den 16. lå flere hårdt lidende og sukkede forgæves efter en menneskekærlig læges omsorg.

Det er meget tungt for et følsomt menneske at se den ulykkelige fattige sukke under kuldens og hungerens lidelser. Men mere end hjerteskærende er det når sygdommens rædsler tillige forener sig at den ulykkelige da skal savne menneskekærlig pleje og omsorg i en så velordnet stad som denne, fordi der gives mennesker som så dårligt opfylder deres pligter mod deres ulykkelige lidende medbrødre.

København den 17. marts 1829
Th. J. Thønnesen.

(Politivennen nr. 690, Løverdagen den 21de Marts 1829, s. 180-183)

Redacteurens Anmærkning

Amaliegade 132 blev i 1836 delt i to, 132 A og B. A blev 1859 til Amaliegade 38, og i 1896 til Amaliegade 46. B blev 1834 sammenlagt med 307. Ejendommen lå formentlig hvor nu Mærsk ligger.

Almindelig Hospital havde på den tid en leder, læge og professor J. C. Wendt. Som muligvis kan være den omtalte i artiklen, hvorfor jeg har brugt billedet af denne. Hans beretning om Almindeligt Hospital findes på internettet.

I Krak 1830 optræder Th. J. Thønnesen som sæbefabrikant, Halmtorvet 71.

Amaliegade 42. I baggrunden anes begyndelsen til Mærsk-komplekset op mod Toldboden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Par Ord om det saakaldte, nu saa gængse "Quinespil".

I forbigående spørges: Er dette spil blandt de såkaldte "hasardspil"? Er indsenderen mening rigtig, så bliver nok et hasardspil et sådant spil hvori den blinde lykke uden al spillerøvelse eller færdighed dominerer, og det er just tilfældet med nævnte quine- eller rettere lotterispil som nu kan ses på flere offentlige steder, fx i Vildmanden på Østergade etc. Den der i øvrigt høster den største fordel af spillet, er værten i hvis lomme de såkaldte pulje- eller pottepenge rigeligt strømmer ind. Rygtet siger endog at nogle værter indhøster 60 til 70 rigsbankdaler ugentligt blot i sådanne indtægter uberegnet endog hvad ellers tjenes på de spillendes fortæring osv. Således bliver værten alene den vindende, og denne beriges ved de spilledes, ofte surt erhvervet skærv over hvis tab vist undertiden en hel værdig familie må sukke. Indsenderen tillader sig derfor det forhåbentlig rimelige ønske at der må sættes skranker mod dette spil som i så høj grad er ødelæggende for manges velfærd.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 150-151)

Spørgsmaal Quinespillet angaaende.

Hr. Udgiver!

Skønt jeg er helt ubekendt for Dem, tager jeg mig dog den frihed at henvende mig til Dem for at få et spørgsmål besvaret, og det er: er det såkaldte quinespil forbudt? Jeg er traktør, billardholder eller om De vil værtshusholder. Og har som sådan i nogle år ernæret mig og familie på en anstændig og lovlig måde. I mit hus er aldrig blevet spillet andet end kommersspil. Og mit værtskab er lukket til den tid politiet befaler. Men i den seneste tid har en del af mine gæster forladt mit hus og min indkomst aftaget skønt min omhu for at beværte enhver efter ønske og min øvrige behandling på alle måder har været som de plejede. 

En af mine bekendte har endelig opgivet mig som årsagen til det at det er fordi jeg ikke ville indrette og tillade quinespillet hos mig. Dine gæster, sagde han, tyr hen til et sted på Østergade og ligeledes i Ny Adelgade bag Hovedvagten. For her kan de i den tid de hos dig spiller om et glas punch vinde 16 til 20 rigsbankdaler, og værten tjener da uden videre ulejlighed 6-7 rigsbankdaler. Det er i sandhed for en vært en anselig og meget lokkende fortjeneste som jeg i flere dage ikke uagtet al umage kan rose mig af. Jeg beder Dem derfor hr. udgiver at De vil besvare eller i Deres blad søge svar på ovenstående spørgsmål, eller meddele mig Deres gode råd hvorledes de tror jeg i denne henseende bør handle.

Deres ærbødige
N. N. 

Svar

Idet jeg overlader det til en mere kyndig at give et tilfredsstillende svar på Deres spørgsmål, vil jeg blot gøre Dem opmærksom på at al slags hasardspil er forbudt. Og da quinespillet kan regnes dertil, er dette følgelig ikke tilladt. Mit råd som De ønsker, er at De som før søger at ernære Dem på en anstændig og lovlig måde, og ved gode varer, billig betaling og god opførsel søger at skaffe Dem ordentlige gæsters besøg. De kan da lykønske Dem med at spillerne ikke frekventerer Deres hus. For findes der steder hvor utilladeligt spil finder sted, vil vores årvågne politi nok finde værterne og ordsproget: hvad der kommer med synden,, bortgår med sorgen, vil da vist nok gå i opfyldelse på disse, mens De lever rolig med en mindre fortjeneste.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 148-150)

Redacteurens Anmærkning

Vildmanden var en gård eller et herberg i Østergade 32. Komponisten Peter Casper Krossing havde sin debut her i 1818. Se også den efterfølgende artikel.

Jeg har ikke kunnet finde ud af hvad quinespil er for noget. Måske er det en misforstået stavning af fransk vingt-et-un, altså 21 eller blackjack. Det var kendt på Politivennens tid. Hasardspil var blevet forbudt i 1753. Det blev først delvist tilladt i 1869 for foreninger, hvis indtægterne gik til en "veldædig sag." Tallotteri var tilladt.

Bøn om Vand paa Ulfeldtsplads.

Gråbrødretorv der i den senere tid er blevet til et torv, savner et gode som de andre torve er i besiddelse af, nemlig en offentlig vandpost. Nytorv, Højbro Plads, Vandkunsten, Kultorvet og flere har deres vandpost. Men Gråbrødretorv har ingen. Og dog er en vandpost her af største nødvendighed for at renholde og bortskylle urenlighederne fra de mange slagterboder der findes. Man har hjulpet og hjælper sig vel med at hente vand fra de omliggende gårde. Men man frygter for at disses ejere omsider vil blive kede af at lade deres pumperedskaber opslides af uberettigede og formene dem brugen af samme. Da de udsælgere der torver på denne plads, betaler afgifter til staden, ligesåvel som udsælgerne på den andre torve der er forsynet med vand, så holder det det for et rimeligt krav også at nyde lige rettighed. De ønsker og beder derfor om at pladsen måtte forsynes med en vandpost som muligvis kunne afløse den fæle stenstøtte der vist ikke er til nogen pryd for tedet. Bekostningen til et sådant anlæg kan kun blive ubetydelig da hovedrenden løber tværs under torvet i nærheden af støttens grund.

(Politivennen nr. 686, Løverdagen den 21de Februar 1829, s. 119-120)