Noget om Branden paa Nørrebroes Theater, Natten mellem den 3die og 4de April 1829.

Da enhver ædel og modig handling bør påskønnes, gør indsenderen heraf sig den glæde at kunne gøre det offentlige opmærksom på hr. overbrandmester Weiss' fortjeneste af slutningen af den opkomne ild på Nørrebros Teater natten mellem 3. og 44. aprril 1829.

Nogle tømmersvende der var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller, opdagede først ilden og hidkaldte hr. Weiss. Øjeblikkelig ilede han hen til brandstedet, og da man ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømrersvende. Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da endnu ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med. Med livsfare vovede han sig derpå ind på teateret der var helt fyldt med røg. Fulgt af nogle tømmersvende trængte han frem til orkestret hvor han snart opdagede at ilden måtte være kommet fra kælderen, i hvilken maskineriet var anbragt. Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod. Af disse var omtrent 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted hvor ilden brød frem, og teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss' åndsnærværelse og konduite lev sprøjten så godt anbragt at ilden inden 5 minutter var slukket. 

Han begav sig derpå ene op på teatret og i mulm og mørke undersøgte han om der endnu ikke andre steder fandtes ild. Men var så uheldig at styrte ned gennem en af de åbne luger på teateret og fik derved sit ene ben forslået. Dog afholdt det ikke den nidkære mand fra at fortsætte sin undersøgelse, og hans iver blev også belønnet da han tæt ved det sted hvor han var faldet ned, fandt et brændende bål. På hans råb blev landet ham brandspande med vand ned gennem lugen, og han var dermed så heldig at få ilden slukket.

Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, såvel som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros, såvel som hr. bager Schierns og brandassurances tak.

I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet ed lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.

(Politivennen nr. 694, Løverdagen den 18te April 1829, s. 253-255)

"Denne mand har med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse." (Nørrebros Teater 1828-1833).

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

I 1828 havde Pelloleti med penge fra bagermester Georg Scheer (det er muligvis ham som skribenten anfører som hr. bager Schiern) opført "Nørrebro Teater" med plads til omkring 1.500 mennesker. Det lå i en af fløjene på Blågården. Ildebranden var en del af startvanskeligheder, men det etablerede sig i 1830. Det var dog kun en stakket frist, idet teatret nedbrændte i 1833. Se i øvrigt artiklen fra 4. juli 1829 hvor gemytterne gik højt på teateret og udartede til håndgemæng.

I Kjøbenhavnsposten nr 83, 14. oktober 1828, s. 333-334 og nr. 84, 17. oktober 1828, side 337-338 og nr. 87 28. oktober 1828, side 352 findes en længere beskrivelse af teater hvori bl.a. Pettoletti og Lewin beskrives udførligt.

Om branden berettede Kjøbenhavnsposten, 6. maj 1829, side 292:

Efterat Nørrebroes-Theatret i det Hele er blevet istandsat, og den ved Ildebrand tilføiede Skade paa Maskinerie etc. repareret, ville Forestillingerne, som man erfarer, i næste uge igjen blive aabnede. Hr. Pettoletti og Familien Longuemare ere allerede i forrige Uge komne tilbage fra Helsingøer, hvor dres Forestillinger i det Hele taget ikke have været saa talrigt besøgte som man havde ventet sig.

Ønske om Nattero i Trompetergangen.

Det er anmelderen såvel som fleres ønske at kældermændene i husene nr. 115 og 116 i Trompetergangen ikke vil misbruge tilladelsen (om de har nogen) til at holde dans og spil hele natten igennem, hvorved husbeboerne der må arbejde om dagen, forstyrres i deres nattero. For det står nu ofte på, og den trampen og støj der finder sted, lader formode at de enten danser med træsko på  eller forårsager denne larm mere for at forstyrre folks ro end for morskab. Såvidt vides har disse kældermænd ikke borgerskab på nogen slags handel eller næringsvej, men holder sådanne baller alene for fortjenestens skyld. Det vides ikke om sådant er meldt for øvrigheden. Men det er vist at enhver, hvad enten han bor oven over eller ved siden, ønsker at en indskrænkning i samme måtte finde sted.

(Politivennen nr. 693, Løverdagen den 11te April 1829, s. 224)

"Den trampen og støj der finder sted, lader formode at de enten danser med træsko på  eller forårsager denne larm mere for at forstyrre folks ro end for morskab." (Niels Hemmingsens Gade 23, eller Trompetergangen, som det hed dengang. Det orange hus til venstre for det røde. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Trompetergangen er det stykke af Niels Hemmingsens Gade som forløber mellem Gråbrødretorv og Skindergade. Nr. 115 blev i 1881 til Niels Hemmingsens Gade 21 og findes ikke længere. Nr 116 til Niels Hemmingsens Gade nr. 23. For- og sidehuset er fra mellem 1730 og 1734. Måske boede forlæggeren og boghandleren C. A. Reitzel (1789-1853) her. Det gjorde han omkring 1822 og omkring 1824.

Der er ei altid Fordeeel ved at bestille Tørv i Læsseviis til bestemt Priis.

Det har indsenderen erfaring for da han i vinter et par gange har fået tørv for en bestemt pris på 4 rigsbankdaler læsset fra hr. kromand Schmauch i Bagsværd By. Indsenderen var tilfreds med denne handel da hvert læs indeholdt 10 almindelige sække eller 100 til 133 snese.

Men efter anmodning fik han den 26. i forrige måned nok et læs der kun indeholdt 5 af de samme sække som de forrige gange var blevet brugt til at bære tørv op i, og antallet af sneses udgjorde kun 43½ så at hver snes næsten kostede 9 rigsbankdaler. Vel forekom læsset ham ved ankomsten at være noget lille, men det syntes ham at være udelikat ikke at modtage det, da det var bestilt hos hr. Schmauchs karl. Dog siden har han erfaret at tørvene ville blive drøje eftersom de har været meget frosne.

Indsenderen har fremsat disse linjer for at give medborgerne et vink om at se sig for ved lignende lejligheder samt tillige at anmode hr. Schmauch at undersøge om nævnte læs er således kommet fra ham eller om det muligvis er forringet undervejs.

(Politivennen nr. 693, Løverdagen den 11te April 1829, s. 222-223)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

I census for 1834 optræder en Peter Schmauch i Bagsværd by, Kroen, født 1769. Husstanden bestod foruden Peter Schmauch (som da lever af sin formue) af konen Maria, kromand Hans Krag og kone Petrea og deres to børn, samt hele 9 tjenestefolk, hvoraf 5 er mænd, dog ingen med navnet Simonsen eller Rasmus.

Det stemmer meget godt med at han 5 år før selv bestyrede kroen. Den havde i 1775 fået tilladelse til salg af spækhøkervarer. Kroen var handelsbod for sognets beboere - men københavnere kunne åbenbart også lave handler. I 1873 kom der en købmandsforretning i forbindelse med kroen.

Spørgsmaal til Directionen for Fattigvæsenet.

Hvilken adfærd er der bestemt mod den distriktslæge som forsømmer sine pligter?

Kan en distriktslæge forsømme at lade sine patienter ligge i 5 dage, ja endog i længere tid, uden mindste tilsyn?

Ved et besøg sidste fredag den 13. marts i armodens boliger i Amaliegade nr. 132 forefandt indsenderen blandt flere lidende en kone med et 4 års barn som især tiltrak sig hans opmærksomhed. Kæmpende med mangelens elendigheder lå hun og barn henstrakte på sygelejet, begge led af en langvarig gulsot. På forespørgsel hvorfor de syge ikke i den tilstand de var kunne komme på hospitalet, svarede de omkringstående at lægen ved sit sidste besøg havde sagt "at der var ingen plads". Den tilstedeværende forstander spurgte om lægen havde været der siden onsdag hvorpå der blev svaret: Nej, men at han efter tilsendt bud have lovet at komme om tirsdagen.

Jeg indfandt mig igen dagen efter og forefandt de lidende i en forværret tilstand da en heftig feber havde angrebet dem begge og endnu uden lægens tilsyn uagtet der samme dag atter havde været bud hos ham. Forstanderen gav igen befaling til øjeblikkelig at sende bud til lægen.

Ved den faste beslutning i fald endnu ingen hjælp var kommet da at bidrage af yderste evne til at lindre de lidendes ublide skæbne, indfandt jeg mig igen om søndagen kl. 12. Endnu havde ingen læge ladet sig se. Ved dette besøg forefandt jeg tillige en af stadens værdige hædersmænd som selv forfærdedes ved dette syn. Og ved at høre denne fremgangsmåde. besluttede jeg derpå at opsøge lægen i hans bopæl for at formå ham til at give den fornødne hjælpe, men traf ham ikke hjemme. Klokken 4 søgte jeg igen lægen, men han var endnu ikke at træffe. Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp, hvilket han lovede skulle ske snarest muligt.

"Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp." (J. C. Wendt, af Frederik Ferdinand Helsted. O. 1838. Statens Museum for Kunst)

Henimod aften ønskede jeg at erfare om endnu ingen læge havde ladet høre fra sig, og gik derfor til de syges bopæl. Men min formodning blev bekræftet. Derimod erfarede jeg til min store glæde at såvel moderen som barnet næppe en time efter at jeg sidst havde været der, efter hr. professor Wendts anordning var blevet underkastet den fornødne visitation og uopholdeligt afhentet til hospitalet.

Endnu mandag den 16. lå flere hårdt lidende og sukkede forgæves efter en menneskekærlig læges omsorg.

Det er meget tungt for et følsomt menneske at se den ulykkelige fattige sukke under kuldens og hungerens lidelser. Men mere end hjerteskærende er det når sygdommens rædsler tillige forener sig at den ulykkelige da skal savne menneskekærlig pleje og omsorg i en så velordnet stad som denne, fordi der gives mennesker som så dårligt opfylder deres pligter mod deres ulykkelige lidende medbrødre.

København den 17. marts 1829
Th. J. Thønnesen.

(Politivennen nr. 690, Løverdagen den 21de Marts 1829, s. 180-183)

Redacteurens Anmærkning

Amaliegade 132 blev i 1836 delt i to, 132 A og B. A blev 1859 til Amaliegade 38, og i 1896 til Amaliegade 46. B blev 1834 sammenlagt med 307. Ejendommen lå formentlig hvor nu Mærsk ligger.

Almindelig Hospital havde på den tid en leder, læge og professor J. C. Wendt. Som muligvis kan være den omtalte i artiklen, hvorfor jeg har brugt billedet af denne. Hans beretning om Almindeligt Hospital findes på internettet.

I Krak 1830 optræder Th. J. Thønnesen som sæbefabrikant, Halmtorvet 71.

Amaliegade 42. I baggrunden anes begyndelsen til Mærsk-komplekset op mod Toldboden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Par Ord om det saakaldte, nu saa gængse "Quinespil".

I forbigående spørges: Er dette spil blandt de såkaldte "hasardspil"? Er indsenderen mening rigtig, så bliver nok et hasardspil et sådant spil hvori den blinde lykke uden al spillerøvelse eller færdighed dominerer, og det er just tilfældet med nævnte quine- eller rettere lotterispil som nu kan ses på flere offentlige steder, fx i Vildmanden på Østergade etc. Den der i øvrigt høster den største fordel af spillet, er værten i hvis lomme de såkaldte pulje- eller pottepenge rigeligt strømmer ind. Rygtet siger endog at nogle værter indhøster 60 til 70 rigsbankdaler ugentligt blot i sådanne indtægter uberegnet endog hvad ellers tjenes på de spillendes fortæring osv. Således bliver værten alene den vindende, og denne beriges ved de spilledes, ofte surt erhvervet skærv over hvis tab vist undertiden en hel værdig familie må sukke. Indsenderen tillader sig derfor det forhåbentlig rimelige ønske at der må sættes skranker mod dette spil som i så høj grad er ødelæggende for manges velfærd.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 150-151)