Desmerdaasen i Boldhusgaden.

Ejeren af en gård ved Ved Stranden hvis baggård støder op til hjørnehuset af Boldhus- og Admiralgade, har den slemme vane fra det i nævnte gård værende garveri, eller Gud ved hvad, at lade det rådne, stinkende vand udløbe i rendestenen midt på dagen, sådan på en pas, når jævne folk sidder ved middagsbordet. Alle næser i nærheden har i lang tid råbt Ak! og Ve! over denne anti-eau de cologne fabrik. - Men da man ser at ingen forandring bliver foretaget, og man ved at vedkommende endog er gjort opmærksom på denne uskik uden at det har frugtet - så er man så fri i hele nabolagets navn at bede vedkommende om at lade sit fæle vand løbe ud enten om aftenen eller tidligt om morgenen, så at nabolaget ikke skal indånde disse forpestede dunster hele dagen.

Man håber at denne bøn bliver hørt og at der bliver sat et låg på desmerdåsen.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 314-315)

Mere om Ilden paa Nørrebroes Theater.

I Kjøbenhavns Morgenpost fra 9. april læser man om denne ild. Men da der ikke er nævnt nogen anden end hr. Weiss af dem som bidrog til dens slukning, så tager vi tilstedeværende tømmersvende som havde rejsegilde lige overfor på hr. boghandler Steens bygning, os den frihed at bekendtgøre at det var os som opdagede ilden, og at vi var de første der gik ind på teatret og nedslog noget som brændte på gulvet. Men da kun den ene og sidste dør på teatret var blevet åbnet og vi ikke så os i stand til at redde os selv, gik vi den samme vej tilbage igen hvor vi da mødte hr. Weiss som vi spurgte om vi eftersom der ingen nøgle var, måtte brække de døre der var nærmest ilden op. Hvilket blev tilladt os. 

Imidlertid gik hr. Weiss, en af os, snedkermester og en trykkersvend, lige overfor efter sprøjten, og da vi endnu på grund af den tykke røg ikke kunne se nogen betydelig ild, nedslog vi skillerummet mellem teateret og orkestret, gik ned i kælderen hvor den største fare var og anbragte strålen så længe der var ild at se. Da vi trængte os tilbage igen, stod hr. Weiss oven på gulvet hvor der endnu var ild, og forlangte strålen som vi overleverede ham. Vi undersøgte nu overalt om der noget steds skulle være ild, men da vi var overbevist om at al ild var slukket, forlod vi stedet efter at hr. brandmajor og ridder West havde tilladt os at gå. Visselig havde der ingen redning været for huset, når vi og de mennesker som hjalp os, ikke havde været til stede.

I Politivennen er angivet at ilden varede 5 minutter. Men dette må berigtiges, for den varede fra kl. 1 til kl. halv tre.

C. G. Taabe, P. Mathiesen, C. F. Taube, P. S. Tranberg.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 312-314)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

Ønske angaaende det almindelige Hospital.

Når man kommer i Amaliegade enten fra toldboden eller fra Amalienborg Plads, og betragter de mange smukke og godt vedligeholdte bygninger, stødes øjet ved at beskue det almindelige hospital. Denne virkelig smukke bygnings facade ser så skiden ud at fremmede som ikke er bedre underrettet, må tro at det heller ikke står vel til med renligheden indenfor, hvilket i særdeleshed må være ubehageligt for de brave og virksomme læger, ved hvis bestræbelser renligheden, sygeplejen m.m. er således at derpå aldeles intet kan udsættes. Man må derfor ønske at det udvortes måtte svare dertil. En simpel afvaskning ville ikke koste meget, og måske allerede være tilstrækkelig. Har hospitalet ikke selv evne til at bestride en sådan udgift, skulle der da ikke findes en eller anden velgørende rigmand der ville komme det til hjælp? Sådan gave ville ikke være dårligt anvendt.

Ved denne lejlighed tillader indsenderen sig at fremkomme med et forslag. Som et bidrag til Frue Kirkes opbygning blev der for nogle år siden pålagt ethvert medlem af klubber og private forlystelsesselskaber at betale en specie eller 2 rigsbankdaler r. s. Kirken er eller vil som man venter nu snart blive aldeles færdig, og denne afgift formoder man skal da ophøre. Men indsenderens forslag er at den må vedblive og benyttes til offentlige bygningers afpudsning og vedligeholdelse da den både kan anses som frivillig og ikke falde nogen besværlig. Frivillig er den for så vidt det beror på enhver om han vil være medlem af en klub, og besværlig kan den heller ikke være. For den som kan tilbringe en stor del af sin tid i klubber, tage del i spillepartier, baller, maskerader, koncerter, kostbare måltider osv. må også let kunne afse 2 rigsbankdaler årlig til nyttige offentlige indretninger.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 310-312)

Mange Ophævelser for 12 Rigsbankskilling.

Da indsenderen søndag den 10. maj om aftenen klokken omtrent 10 ville gå ind af Nørreport, fandt han ved bommen 2 personer til hest som var i samtale med bomforpagteren der. Indsenderen hørte at den ene af disse personer sagde til bomforpagteren at de begge have brugt alle deres penge og derfor ikke kunne betale de 12 rigsbankskilling der blev krævet af dem. Han ville derfor give sit lommeur i pant og indløse det selv samme aften eller følgende morgen. Men det ville bomforpagteren ikke lade sig tilfredsstille med. Han forlangte tværtimod ridepisken som den ridende der mente at det tilbudte pant var tilstrækkeligt, dog vægrede sig ved at levere, formodentlig fordi den såvel som hesten var lejet. 

Imidlertid beordrede den vagthavende underofficer skildvagten til at gøre plads blandt en del mennesker som havde samlet sig for at høre hvorledes de ridende ville rede sig ud af sagen. Skildvagten efterkom øjeblikkelig denne ordre og gik hen til den ene af de ridende og slog ham over ryggen med sit gevær. Den slagne sprang straks af hesten og forlangte at blive arresteret. Hvilket dog ikke skete, hvorimod såvel de ridende som den forsamlede mængde ved at vige for skildvagten passerede gennem bommen og ind af porten.

"Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag." (Eckersberg: Udsigt langs volden mod Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst)

Indsenderen forblev en kort stund i samtale med en god ven, og da han efter omtrent 10 minutters forløb passerede Nørreport, forefandt han inden for samme et langt større sammenløb af folk, samt de to heste hvis ryttere var inde i vagten hos løjtnanten, sandsynligvis for at afgive forklaring over det der var sket ved bommen. Men endnu mens rytterne var i vagten, kom nogle af vagtmandskabet ud for at sprede mængden ad, som stedse var forøget ved flere fra Nørreport indpasserede som af nysgerrighed blev stående for at blive underrettet om hvad der var på færde. Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag, hvoriblandt en skomagermester fik et slag over armen så at denne straks hovnede op og efter hans eget udsagn gjorde ham uduelig til at arbejde i nogen tid.

Man billiger langt fra ikke at de ridende personer havde blottet sig så aldeles for penge. at de ikke kunne betale portpengene. Men man kan derimod heller ikke rose bomforpagterens adfærd da han vægrede sig for at modtage et meget tilstrækkeligt pant som han var sikker på ville blive indløst. For denne vægring gav anledning til at en mængde mennesker stimlede sammen og at mange blandt dem fik drøje rap. Ja hvem indestår for at sagen kunne have haft værre følger hvis den vagthavende officer ikke efter at der var gjort ryddeligt udenfor vagten, havde kaldt soldaterne tilbage fra folkestimmelen, hvoraf en del var opbragte over de skrup der hændelsesvis var blev tildelt dem.

Der er så ofte klaget over enkelte af bomforpagterne i andre henseender. Så det ville være ønskelig om deres foresatte ville give dem en instruks hvorefter de havde at rette sig og alvorligt indskærpe dem at efterkomme denne. For sådant ville knytte det kærligheds- og enighedsbånd der bør sammenholde øvrigheden og stadens gode borgere, endnu fastere.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 307-310)

Advarsel til Huuseiere.

Torsdag den 30. april betalte jeg på renovationskontoret for at få udført 2 læs af mit lokums indhold. Da jeg var syg og ikke kunne være til stede da vognene kom, benyttede renovationskarlene sig af denne mangel på opsyn, så at de i stedet for 2 læs kun tog 2 baller fulde. Dagen efter kom en af beboerne til mig og lod mig vide at det var ikke at mærke på lokummet at derfra var sket nogen udførsel. Jeg lod nu gøre undersøgelser, og fandt at manden havde ret. Det samme tilfælde er sket mig for 25 år siden, og jeg lader dette bekendtgøre for at enhver husvært kan tage sig i agt for sådant bedrageri ved at efterse vognene når de kommer og når de er færdige til at køre.

Når enhver hus- og gårdejer vil lade deres renovation bortkøres på lovlig måde, så kan karlen ikke komme til at tage et halvt læs hist, og et halvt læs her, hvorved såvel renovationskontrakten taber, ligesom også de værter der på lovlig måde lader deres lokums indhold udføres. Man håber at den ansvarlige vil sørge for at sådant bedrageri som ovenfor er omtalt, for eftertiden hæmmes.

F. H. Rønne.

(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 304-305)