Nogle Berigtigelser i Anledning af Annoncen i Politievennen Nr. 698 med Overskrivt: "Mere om Ilden paa Nørrebros Theater".

Skønt jeg i ingen henseende har gjort fordring hverken på ros eller belønning, men nøjedes med den overbevisning at have opfyldt min pligt, så ser jeg mig dog nødsaget til at berigtige den af de fire tømmersvende i Politivennen nr. 698 indrykkede annonce:

1. Fortæller de at det var dem der først opdagede ilden: Dette er en usandhed. For den blev først opdaget af en madame Christensen der bor på Blågård, som gjorde hr. papirhandler Steen opmærksom på den. Og så mødte de fire tømmersvende først efter tre gange at være kaldt til ildstedet af ham.
2. fortæller de at de først gik ind på teateret af den ene og sidste dør der var blevet åbnet og nedslog noget som brændte på gulvet. Det erklærer jeg ligeledes for usandhed. For de sagde mig at de ikke kunne komme ind på teateret, hvorpå jeg anmodede dem om at hugge dørene ind. Imens jeg med flere gik over efter sprøjten (som vi kun ved at sprænge porten kunne få ud, da samme blev forhindret i at åbne af is og sne) var tømmersvendene gået ind på teatret, og jeg traf dem ved min tilbagekomst med sprøjten, huggende løs på bræddebeklædningen mellem orkesteret og teatret. Men da  denne fremgangsmåde var til ingen nytte, forlangte jeg en økse, og gik med den ene op på teateret, huggede planken bort som lå oven på beklædningen og fik derved lejlighed til at hugge beklædningen løs. Den hjælp jeg herved havde af tømmersvendene, var at de skaffede de løse brædder bort.
3. siger de at de gik ned i kælderen hvor den største fare og anbragte der strålen så længe der var ild at se. Dette erklærer jeg ligeledes for usandhed. For strålen blev anbragt af mig selv, dog var de mig behjælpelige med at holde på den. Efter at ilden i kælderen var slukket, gik jeg op på teateret og opdagede at det endnu brændte mellem nogle høvlspåner som jeg også slukkede ved hjælp af sprøjten. Da jeg derpå (uden at kunne få nogen lygte som jeg flere gange råbte efter) undersøgte om der flere steder skulle være ild, faldt jeg ned gennem en åben luge og var ved mit uheld så heldig at opdage et sted hvor det brændte og som jeg ved at råbe efter vand der blev langet mig i brandspande, fik lykkeligt slukket.
4. siger de at ilden varede fra kl.1 til klokken halv tre slet. Dette må jeg også berigtige. For havde den varet så længe, ville vist ikke meget have været til overs af teatret at redde. Fra det øjeblik sprøjten kom til ilden var slukket var ikke forløbet 10 minutter.

I øvrigt må jeg anmærke til bevis på at jeg har påskønnet disse 44 tømmersvendes assistance ved ildens slukning at de ifølge min indgivne rapport er blevet tilstillet en gratifikation af Brandkommissionen.

Jeg skriver ikke dette for at hæve min fortjeneste ved denne ilds slukning og erklærer herved at jeg blot har gjort min pligt. Men anfører kun tingen således som den er foregået, og som jeg med flere af broens beboere kan bevise, for at ingen skal tro at jeg endogså havde været efterladende i mine pligters opfyldelse som efter disse tømmersvendes annonce let kunne formodes.
 

C.F. Weiss
Overbrandmester.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 344-348)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

Varsko til Vildthandlerne.

Hr. Udgiver!

Jeg er vel ingen Nimrod af profession, men dog har jeg hele vinteren igennem ærgret mig hver gang jeg gik forbi en vildthandlerkælder og så den forfærdelige mængde vildt som der var udhængt til salg. Især og morgenen kunne man se hvorledes vildtet bliver ødelagt her til lands, idet hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen. Hvad skal der blev af! tænkte jeg. Men herre gud, det får vel også ende når jagttiden er forbi. Men 1. februar kom og endnu bestandig fås agerhøns udhængt til salg. Efter den 1. marts mærkedes ligeledes intet til at det nu var i de forbudte måneder. Efter nu at have set det an en tid lang, kan jeg ikke holde min harme tilbage længere og beder Dem derfor at give disse bemærkninger plads i Deres almennyttige blad. 

Så vidt vides er forordningen af 18. april 1732, dens 28. paragraf ikke ophævet ved noget senere lovbud. Den siger nemlig: "Såsom kongens egne samt fremmede ministre i København ofte behøver vildt, modereres forordning 8. december 1688 så at i de forbudte måneder (fra 1. marts til 12. september) af då-og råvildt, bukkene alene må indføres osv. Men i øvrigt må, til alt underslæb at forekomme, i København af andet vildt slet intet og i købstæderne på landet ingen slags, enten hjorte, hinde, dådyr, rådyr, agerhøns eller harer i de forbudte måneder indføres, heller ikke må i den tid noget vildt fra fremmede steder her i riget indføres. Hvem der handler mod det, betaler derfor på samme måde som han vildtet i kongens vildtbane kan have skudt, nemlig for en hjort 1.000 rigsdaler, en hind, et dådyr eller andet stort vildt 800 rigsdaler, for en hare 400 rigsdaler og for et par agerhøns 200 rigsdaler. Men har den skyldige ikke middel til at betale med, da straffes han ude nåde på Bremerholm i 3 år i jern."

"Hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen." (Johan Laurentz Jensen: Skudt vildt, 1846. Statens Museum for Kunst.)

Det må derfor synes forunderligt at læse i Adresseavisen om at friske sjællandske harer falbydes, ligesom man også hos vildthandlerne ser flere slags forbudt vildt være offentligt udhængt til salg. Er disse harer virkelig friske, så er de skudt i de forbudte måneder, og vedkommende har handlet mod det citerede lovbud. Er de derimod skudt i en tilladelig måned (og man vil være så human at antage at det er sket den 28. februar om aftenen kl. kvart i told) så kan man dog med temmelig vished antage at de nu midt i maj måned må være i en tilstand hvori de er højst skadelige for sundheden, i hvor mange kunster end vedkommende har brugt for at konservere dem. Heri er altså fejlet mod politianordningerne.

I begge tilfælde ville vedkommende derfor se at de har handlet mod lovene og uden tvivl yde anmelderen tak for at han har varskoet dem. Det er dog ingen spøg at gå i 3 år til spot og spe for folk, med jernstrømpebånd om benene. Eller hvis man har penge, at betale 300 rigsdaler for hver hare han har i sin butik. Dog! for at anmelderen ikke skal synes egennyttig, så vil han skænke vedkommende denne tak, og blot glæde sig ved disse tre bevidstheder: 1) at han har gjort vedkommende opmærksom på at de er lovovertrædere. 2) at han måske har befriet vedkommende fra en tilkommende straflidelse. 3) at han har søgt at bidrage sit til at vildtet som i vinter desværre har lidt så meget ved den strenge kulde, til næste år konserveres lidt mere, i det mindste ikke skydes i de forbudte måneder. At han har givet sin harme luft, går ingen an.

En jagtelsker.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 315-319)

Desmerdaasen i Boldhusgaden.

Ejeren af en gård ved Ved Stranden hvis baggård støder op til hjørnehuset af Boldhus- og Admiralgade, har den slemme vane fra det i nævnte gård værende garveri, eller Gud ved hvad, at lade det rådne, stinkende vand udløbe i rendestenen midt på dagen, sådan på en pas, når jævne folk sidder ved middagsbordet. Alle næser i nærheden har i lang tid råbt Ak! og Ve! over denne anti-eau de cologne fabrik. - Men da man ser at ingen forandring bliver foretaget, og man ved at vedkommende endog er gjort opmærksom på denne uskik uden at det har frugtet - så er man så fri i hele nabolagets navn at bede vedkommende om at lade sit fæle vand løbe ud enten om aftenen eller tidligt om morgenen, så at nabolaget ikke skal indånde disse forpestede dunster hele dagen.

Man håber at denne bøn bliver hørt og at der bliver sat et låg på desmerdåsen.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 314-315)

Mere om Ilden paa Nørrebroes Theater.

I Kjøbenhavns Morgenpost fra 9. april læser man om denne ild. Men da der ikke er nævnt nogen anden end hr. Weiss af dem som bidrog til dens slukning, så tager vi tilstedeværende tømmersvende som havde rejsegilde lige overfor på hr. boghandler Steens bygning, os den frihed at bekendtgøre at det var os som opdagede ilden, og at vi var de første der gik ind på teatret og nedslog noget som brændte på gulvet. Men da kun den ene og sidste dør på teatret var blevet åbnet og vi ikke så os i stand til at redde os selv, gik vi den samme vej tilbage igen hvor vi da mødte hr. Weiss som vi spurgte om vi eftersom der ingen nøgle var, måtte brække de døre der var nærmest ilden op. Hvilket blev tilladt os. 

Imidlertid gik hr. Weiss, en af os, snedkermester og en trykkersvend, lige overfor efter sprøjten, og da vi endnu på grund af den tykke røg ikke kunne se nogen betydelig ild, nedslog vi skillerummet mellem teateret og orkestret, gik ned i kælderen hvor den største fare var og anbragte strålen så længe der var ild at se. Da vi trængte os tilbage igen, stod hr. Weiss oven på gulvet hvor der endnu var ild, og forlangte strålen som vi overleverede ham. Vi undersøgte nu overalt om der noget steds skulle være ild, men da vi var overbevist om at al ild var slukket, forlod vi stedet efter at hr. brandmajor og ridder West havde tilladt os at gå. Visselig havde der ingen redning været for huset, når vi og de mennesker som hjalp os, ikke havde været til stede.

I Politivennen er angivet at ilden varede 5 minutter. Men dette må berigtiges, for den varede fra kl. 1 til kl. halv tre.

C. G. Taabe, P. Mathiesen, C. F. Taube, P. S. Tranberg.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 312-314)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

Ønske angaaende det almindelige Hospital.

Når man kommer i Amaliegade enten fra toldboden eller fra Amalienborg Plads, og betragter de mange smukke og godt vedligeholdte bygninger, stødes øjet ved at beskue det almindelige hospital. Denne virkelig smukke bygnings facade ser så skiden ud at fremmede som ikke er bedre underrettet, må tro at det heller ikke står vel til med renligheden indenfor, hvilket i særdeleshed må være ubehageligt for de brave og virksomme læger, ved hvis bestræbelser renligheden, sygeplejen m.m. er således at derpå aldeles intet kan udsættes. Man må derfor ønske at det udvortes måtte svare dertil. En simpel afvaskning ville ikke koste meget, og måske allerede være tilstrækkelig. Har hospitalet ikke selv evne til at bestride en sådan udgift, skulle der da ikke findes en eller anden velgørende rigmand der ville komme det til hjælp? Sådan gave ville ikke være dårligt anvendt.

Ved denne lejlighed tillader indsenderen sig at fremkomme med et forslag. Som et bidrag til Frue Kirkes opbygning blev der for nogle år siden pålagt ethvert medlem af klubber og private forlystelsesselskaber at betale en specie eller 2 rigsbankdaler r. s. Kirken er eller vil som man venter nu snart blive aldeles færdig, og denne afgift formoder man skal da ophøre. Men indsenderens forslag er at den må vedblive og benyttes til offentlige bygningers afpudsning og vedligeholdelse da den både kan anses som frivillig og ikke falde nogen besværlig. Frivillig er den for så vidt det beror på enhver om han vil være medlem af en klub, og besværlig kan den heller ikke være. For den som kan tilbringe en stor del af sin tid i klubber, tage del i spillepartier, baller, maskerader, koncerter, kostbare måltider osv. må også let kunne afse 2 rigsbankdaler årlig til nyttige offentlige indretninger.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 310-312)