Anmodning til Forpagteren af Badehusene ved Langebro.

Onsdag den 24. juni mellem klokken 7 og 8 var indsenderen i det gamle badehus ved Langebro for at nyde strømbadet. Han fik et tegn hvorpå stod nr. 14 og ventede nu nogen tid på at hans tur skulle komme til at få adgang til et badekammer. Imidlertid ser han at en mand der havde nr. 21 blev lukket ind i et badekammer uden at flere af dem der havde lavere numre, havde fået adgang. Da tiden kan være indskrænket for mange, så ville hr. Frederiksen gøre vel i at opråbe eller lade numrene opråbes efter deres tur. Han ville derved undgå enhver mistanke om begunstigelser eller en forret der er fornærmelig for andre, og ikke bør finde sted hvor numre uddeles, og hvor enhver bør have adgang efter den tid han har indfundet sig.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 433-434)

Et Vink til den kongl. Direction for Tugt-, Rasp- og Forbedrings-Huset i Kjøbenhavn.

Moto: "Selv forbryderen bør vederfares ret".

Som bekendt har man siden det såkaldte Børnehus' brand indrettet et straffelokale for samtlige forbedringshusfanger på Søkvæsthuset, i hvilket lokale samtlige tugthusfanger af kvindekønnet ligeledes udstår deres straffetid.

Anmelderen der i længere tid har haft lejlighed til fra sin bopæl at iagttage den måde hvorpå maden tilbringes disse ufri mennesker, finder sig herved foranlediget til at henlede den kongelige direktions opmærksomhed på følgende to indretninger der forekommer ham mindre rigtige og som rimeligvis turde kræve en forandring.

"Disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det." (Martinus Rørbye: Studier af fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst. Der findes en håndfuld af disse studier.)

For det første synes det ikke rimeligt at maden til fangerne på Søkvæsthuset tilberedes i Børnehuset, da samme om vinteren og i særdeleshed i en vinter som den forgangne, nødvendigvis kun må være lunken om ikke kold før den skal nydes. Tager man nemlig  i betragtning at den mad der laves til disse fanger, først øses op i de kar der er bestemt til det, i selve Børnehuset og derefter transporteres på karrer et temmelig langt stykke vej ned til kvæsthuset, hvor den atter skal øses om og fordeles således at enhver får sin portion, så turde det vist nok være uden for al tvivl  at fangerne, især de i hvis lod det falder at gå sidst - og alle kan dog ikke få på en gang - får lunken, hvis ikke kold, i stedet for varm mad.
Dette synes så meget desto mindre rimeligt som det dog er vist at tugt- og rasphusfangerne i så henseende er langt bedre stillede end forbedringshusfangerne. Hvilket næppe kan være hensigten eller anses som rimeligt.

Det kan heller ikke anses som nødvendigt at maden tillaves i straffeanstalten da der netop på selve Kvæsthuset haves den mest bekvemme indretning til madlavning for et meget betydeligt antal personer. Og den omstændighed at det da udfordredes endnu en marketender, spisevært eller hvad han kaldes, burde vist nok ikke komme i betragtning imod det gode der bevirkedes for en slump ulykkelige mennesker der dog vel ikke burde have en mere ublid skæbne end deres kvasikolleger tugt- og rasphusfangerne.

En anden indretning der måske i en endnu højere grad turde fortjene den høje direktions opmærksomhed, er nemlig den at madtransporten fra straffeanstalten til Kvæsthuset altid besørges af forbedringshusfangerne, som formodentlig beordres til dette arbejde. Disse mennesker må således flere gange dagligt befærde en offentlig gade og fremstille sig til skue for enhver der passerer forbi, hvorved de lider en straf som det næppe har været lovgiverens hensigt at tilkende dem, da de i så henseende ikke er bedre stillet end slaverne der som dømt til offentligt arbejde i fæstningen ikke med grund kan klage over at de må foretage deres arbejde på stærkt befærdede steder hvor de endog ofte træffer sammen med fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre eller andre nært beslægtede. 

"At træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage." (Martinus Rørbye: To fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)

Men langt anderledes har lovgiveren vist nok villet der skulle forholdes med de til forbedringshusstraf dømte fanger. For disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det. Så meget mere er det vist hensigten at de efter udstået straffetid igen skal gengives samfundet som forbedrede, hvilket benævnelsen forbedringshus jo også tydeligt antyder. Og nu kan det dog vel ikke nægtes at den omstændighed at de flere gange dagligt skal befærde en offentlig gade og der ikke sjældent træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage. Mere rigtigt ville det dog vel være at dette arbejde besørgedes af de forbrydere der er dømt til livstid til tugthusarbejde. Hvilket heller ikke ville være forbundet med nogen grundet frygt for desertering, da de dog altid ledsages af en opsynsbetjent og der desuden er vagt i nærheden.

Anmelderen der ledet af retfærdigheds- og rimelighedsgrundsætninger har fremsat sin individuelle anskuelse angående de nu bestående indretninger, henstiller således samme til den kongelige direktions modnere bedømmelse og gunstige foranstaltning.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 429-433)

Om Grøvten ved Philosophgangen.

Såfremt man ville nævnte noget der i vore dage betegnede den tid i hvilken København med hensyn til urenlighed og ligegyldighed for indbyggernes vel lignende alle af fattige landsbyer eller fiskerlejer nys opkomne stæder, da måtte dette være den åbne kloak der fra hjørnet af Farvergade langs med Filosofgangen skal føre urenligheden til Kalvebod Strand, og som om sommeren ved den mest utålelige lugt fordærver en af stadens smukkeste spadseregange, forpester til tilstødende kvarter af byen, og altid især på mørke aftner, sætter de passerendes liv og lemmer i fare.

Med rette må man vel undre sig over endnu i landets hovedstad at forefinde en sådan levning fra en mindre kultiveret tid. Vel må man spørge hvorledes det så længe har kunnet tåles at en stensat åben grøft i hvilken børn og aldrende folk ofte har tilsat liv eller lemmer, ikke er blevet bortskaffet, hvorledes det har været muligt at sådan for en hoved- og residensstad højst usømmelig kloak mere har kunnet undgå den almene opmærksomhed, end så mange mindre betydelige mangler der til gavn for det offentlige er blevet omtalt i dette blad. Hvorledes endelig alle lignende gemmesteder for urenlighed, fx ved Det Kongelige Teater, på esplanaden, på Vesterbro, på Blegdamsvej og flere efterhånden er forsvundet, og denne den værste af dem alle endnu i nærheden af den genrejste kongeborg, står urørt som en bebrejdelse mod vor tidsalders smag og sans for det bedre.

Dog, når end ikke en hovedforandring - som den offentlige mening længe har ønsket - derved hidtil var blevet iværksat, burde vel i det mindste være draget omsorg for at grøften altid svarede til sin bestemmelse: at være afledningskanal. Men da gadedrengene har tiltaget sig den mest frie rådighed over grøften, der især tjener dem til alle mulige gymnastiske øvelser, og på flere steder har kastet jord, kampesten, døde hunde og katte m.m. derned, så er derved vandets løb aldeles standset. Og de særskilte sumpe må enten lidt efter lidt optørres af sommerheden eller optages af jorden.

Rygtet siger at årsagen hvorfor beboerne ved Filosofgangen hidtil ikke har set deres rimelige misfornøjelse over usundheden og besværligheden af nævnte grøft afhjulpet, til dels skal ligge deri at der er tvivl om hvilken autoritet det egentlig pålægger at foranstalte forbedringen iværksat? Men efter det kendskab man har til offentlige autoriteter, tør man med grund forudsætte at rsagen til meningsforskellen mellem dem desangående vel kun må søges deri at enhver af dem fremfor den anden ønsker at tilegne sig det fortjenstlige der ligger i at sørge for stadens forskønnelse og borgernes sundhed, men ingenlunde enten i uopmærksomhed eller utidig sparelyst, der dog engang må vige for et velgørende magtsprog af den højeste autoritet som aldrig har lukket øjet for undersåtternes begrundede klager.

(Politivennen nr. 704, Løverdagen den 27de Juni 1829, s. 419-422)

Om drukne Mennesker Transportering.

I forrige uge så anmelderen et beskænket menneske bundet på en stige af vægterne blive båret fra Adelgade til Råd- og Domhuset. Under transporten kom det af rusen aldeles bedøvede menneskes hovede til at hænge bag over ned mellem trinene på stigen. Man ved at denne stilling kan have farlige følger for et aldeles ædru menneske, men langt mere for et beruset da blodet i denne tilstand stiger til hovedet, endog når menneske står eller sidder i en oprejst stilling. Anmelderen er derfor så fri at gøre vægternes foresatte opmærksomme herpå for om de ikke skulle finde det gavnligt og hensigtsmæssigt at befale vægterne at vore forsynet med et lille bræt af den størrelse at det kunne dække åbningen mellem to af trinene. Dette bræt kunne da i tilfælde af en sådan transport var nødvendigt, bindes til stigen der hvor menneskets hoved skulle hvile. Herved ville forebygges at vægterne i stedet for at komme til rådstuen med en drukken mand, kom med en død, hvilket tilfælde både er tænkeligt og muligt.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 415-416)

Den ikke gode Hyrde.

Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med at de køer der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden. Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere med det end med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under megen skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindrettede bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen, lader sig slæbe et godt stykke vej. 

Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnssnert. Men betjener sig dog af en ganske anden krabask. Dette var således tilfældet den 7. i denne måned om eftermiddagen da en af ovennævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf 2 hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg. Hun lod sig da til syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige drag. Dog forsikrede hun senere da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste den ovenomtalte pisk som stod bag døren. 

Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben, så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 404-406)