Da det muligvis kan være tilfældet med flere end indsenderen af dette (og virkelig var tilfældet søndag den 16. maj omkring klokken 1) at tro sig ved købet af ovennævnte tegn berettiget til at besøge den såkaldte Smedelinje, ved at gå ind ad gade som er ved udgangen af Kastellet, så tror man at burde advare herimod, så meget mere som det ikke er indsenderen af dette bekendt at der i den senere tid af kommandantskabet er bekendtgjort noget forbud derimod.
Søndag den 16. maj omtrent kl. 1 ville indsenderen som kom fra enden af den lange linje, gå ind i Smedelinjen, og foreviste tegnet for skildvagten som stod på volden. Denne kom ned og forlangte at læse det. Men efter at have overvejet indholdet, erklærede han at på dette tegn kunne Smedelinjen ikke besøges. - Man adlød stiltiende og straks, men troede dog at burde underrette sig nøjere herom i portvagten hvor man imidlertid bekræftede at tegnet ikke berettigede til adgangen. Da man i en række af år har købt dette tegn, især med hensyn på anvendelsen af beløbet 4½ rigsbankdaler S og T. årligt, som den agtværdige afdøde kommandant hr. oberst von Würtzen havde bestemt, og så meget mere da dette tegn af indsenderen næppe tre gange i mange år er benyttet anderledes end spadseren, og hidtil aldrig adgang til Smedelinjen er blevet nægtet, så henvendte man sig til præsten hvor tegnet var købt, men der vidste man heller intet om denne nyere bestemmelse. Tegnets påskrift var således som den altid havde været, hvorom man selv senere overbeviste sig ved sammenligning med 10 foregående års tegn.
Ved vagten nærmest byen fik man derimod meget høfligt den erklæring at på dette tegn kunne man om man behagede gå ind ad linjen. Denne tilladelse troede man dog af forsigtighed ikke at burde benytte, da man let ved udgangen af skildvagten der havde nægtet adgang, kunne blive anholdt og ført i vagten.
Man kan ikke indse grunden til en bestemmelse der tillader adgangen fra en side og nægter den fra en anden. Man vil ikke tilskrive det en lyst til at anholde spadserende ved udgangen, og at det altså var en fælde, eller hvad på fransk kaldes un guet á pens.
Tegnet indeholder virkelig ikke udtrykkelig tilladelse, men det indeholder heller ikke udtrykkelig tilladelse til at spadsere ad Langelinje. Også har en skildvagt i begyndelsen af april forlangt at læse tegnet, hvilket nogle damer havde med, for at gå ind ad linjen. Men da skildvagten meget længe opholdt dem, for at overveje om han ville tilstede adgangen eller nægte den, tog de tegnet fra ham og gik ind.
Disse damer til hvis hus tegnet uden betaling, årligt blev sendt af kommandantskabet, fortrød senere at de ikke havde ladet skildvagten beholde tegnet og var vendt tilbage da denne ved afløsning nok måtte have afgivet det, og der da ville være givet anledning til at ytre sig på en passende måde for kommandantskabet, hvis samme nok en gang havde fundet for godt at tilstille dette tegn.
Kommandantskabets ret til at nægte adgang til Smedelinjen eller enhver anden del af Kastellet kan ingen drage i tvivl. Men det er særdeles ubehageligt for enhver når man er overbevist om at have bestemt vilje til ikke at betræde noget sted, der ikke er tilladt at betrædes, da at blive afvist som om man ville tilsnige sig adgangen. Og det synes at kommandantskabet efter at det i en så lang række af år har ladet tegn sælges til en ved kursens forbedring stedse højere pris, og har tilladt at benytte det i oven nævnte tilfælde burde indse at det skylder køberne den høflighed at advare dem om et senere forbud eller en bestemmelse hvor man skulle gå ind og hvor ud.
(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 326-330)
