Æblet falder ikke langt fra Stammen.

Ved at passere ud af Nørreport den 31. januar d. å. om eftermiddagen blev jeg af en karl og en anden person der foregav at være bomforpagter Clemmensens søn, anholdt for at betale bompenge. Men da klokken ikke var fire, syntes det mig underligt at bommen var lukket før den af høje vedkommende bestemte tid. På mit spørgsmål til skildvagten om klokken var fire, fik jeg til svar at han vidste det ikke. En anden mand kom til og sagde ligeledes at han ingen bompenge ville betale da klokken manglede 10 minutter i fire, hvilket han viste dem på sit ur. Dog for ikke at opholdes, hvilket min tid ikke tillod mig og for ikke at skændes med bomforpagterens søn eller bomkarlen, gav jeg førstnævnte en rigsbankdaler og bad om penge tilbage, men denne foregav at han ikke kunne bytte, og sagde at jeg enten måtte give småpenge eller også holde indtil han havde sendt bud til byen og fået sedlen vekslet. Men da heller ikke dette tilbud anstod mig, kunne dog bomkarlen endelig bytte sedlen. Hans egentlige mening var dog nok dermed at han ville opholde mig tiden til klokken blev fire. Dette er ikke første gang at nævnte bomforpagter har modtaget penge før den bestemte tid. Omtrent 14 dage før ovenstående passerede, kom jeg kørende ud af Vesterport og hørte da at der var spektakel med en af mine bekendte som havde måttet betale før tiden, men da han lovede at melde til vedkommende at de havde modtaget ulovlige bompenge, bad de ham straks om at modtage pengene igen, og efter den tid kørte såvel jeg som en del andre der holdt på stedet, uden at betale. Da denne opførsel og krav om bompenge før den fastsatte tid (hvorover der i faderens tid ofte er klaget) er højst urigtig, var det at ønske at Clemmensen af vedkommende måtte blive irettesat og indskærpet for fremtiden at lade sig nøjes med de ham med rette tilkommende bompenge.

(Politivennen nr. 792, Løverdagen den 5te Marts 1831, s. 172-174)

Et beskedent Ønske fra Hestemøllestrædet.

På hjørnet af Lavendel- og Hestemøllestræde er gaden i en højst mådelig forfatning. Afløbsrenderne nemlig der i en gade med et så betydeligt fald som denne burde være af en anselig dybde og bredde er aldeles utilstrækkelige til at modtage vandet ved indtræffende skylregn. Man ser derfor jævnligt under sådanne omstændigheder rendestensbrædderne forlader deres leje og følger strømmen (en ting hvori de altså ligner de fleste mennesker). Dog er det ikke om sommeren alene at de nærboende er besværede ved den frygt at drukne i en slamkiste. Selv om vinteren er man udsat for vanskeligheder af næsten lige så farlig natur på nævnte hjørne. Det er således i indeværende vinter og ikke for ret længe siden indtruffet at 2 bøndervogne med tørv væltede samme sted. Det er heller ikke sjældent at fodgængere på grund af de skævtliggende fliser og af mangel på fornøden overgang ved indtræffende frost, er udsat for den fare at falde og komme til skade. Det har således været tilfældet at ikke alene børn, men selv voksne folk er faldet i denne grube. At ikke flere uheld på nævnte sted er indtruffet, må til dels tilskrives den urtekræmmer der bor der, hr. Lauritzens opmærksomhed idet han nemlig har anbragt en lampe i den vindue som vender ud til det vanskeligste sted. Den påankede mangel hvis afhjælpning tjenende til almen sikkerhed, formodentlig kunne ske uden stor bekostning, og som af vedkommende der har med sagen at gøre, er erkendt, men uvist af hvilken grund ingen videre notits taget af, har anmelderen ment det rigtigst gennem dette blad hvorved så mange grundede anker er blevet afhjulpet, at se bragt til behørig overvejelse og videre foranstaltning.

(Politivennen nr. 792, Løverdagen den 5te Marts 1831, s. 170-172)

Ærbødigst Forslag til den Kgl. Generalpostdirection.

Det er nogle gange hændt anmelderen at jeg når jeg ventede breve af vigtighed fra fremmede steder, selv har henvendt mig til det hamborgske postkontor for at erfare hvilke breve der var kommet under hans adresse, og at få disse så betids som muligt. Men det har altid været mig umuligt at se mit ønske opfyldt før en time efter at kortene var udhængt. For ved posten ankomst og straks efter forsamler en stor mængde mennesker sig i postgården for at erfare om der er kommet breve til dem, og så snart kortene hænges ud, stimler de omkring disse så at kun få ad gangen kan læse den. Med denne læsning går det meget langsomt. For navnene på postkortene fra Hamburg er skrevet imellem hinanden, så at man er nødsaget til at gennemse alle postkortene, ja ofte 2 gange for at være sikker på ikke at have overset sit navn *). Er man nu endelig blevet færdig med 1 tavle, så må man arbejde sig frem til den 2., 3. og så videre, hvilket forårsager en trykken og trængen der er højst ubehagelig og bidrager til at forsinke eftersynet.

Disse ubehageligheder ville aldeles hæves når postkortene fra Hamborg var forfattet i alfabetisk orden, for enhver behøvede da kun at gennemse listen på de navne der havde samme begyndelsesbogstav som hans, og hvor meget eftersynet ville lettes, tid spares og trængsel forebygges er let at indse.

Denne forbedring ved postkortene kunne iværksættes uden bekostning og uden forøget arbejde for postvæsenets personale. Der kræves kun at postkontoret i Hamborg anskaffede en kasse med lige så mange rum som der er bogstaver i vores alfabet, og når det da blev pålagt de postbetjente som modtager brevene at nedlægge ethvert af disse i det rum der var betegnet med samme bogstav som adressens begyndelsesbogstav, så ville alle de indleverede brev ligge i alfabetisk orden og listen over dem lige så let forfattes alfabetisk som nu da de skrives pele mele imellem hinanden.

Anmelderen har før gjort vedkommende opmærksom på denne sag. Jeg har også erfaret at der i juli eller august 1830 var begyndt med et forsøg på en lignende forbedring hvilket kortene fra den tid kan bevise. Men hvad der har hindret fortsættelsen af denne til handelsstandens nytte og bekvemmelighed påbegyndte forbedring, har det hidtil været anmelderen umuligt at erfare. Jeg vover derfor ad offentlighedens vej at gøre den høje generalpostdirektion opmærksom på nytten af en sådan indretning, i det håb at denne ved de i flere år ved postvæsenets foranstaltede forbedringer udmærkede kongelige direktion, også vil tage denne sag i betragtning, hvorved den vil fortjene sig tak i høj grad af enhver mand der står i forbindelse med fremmede stæder.

Anmelderen der som ovenfor er sagt, ikke kan tro at denne indretnings fortsættelse vil have noget tav til følge for postvæsenet, er dog mødt den indvending at postbudene ville tabe i deres indtægter når de ikke fik så mange breve at ombære. Men dette kunne let erstattes ved at enhver der ved den nye indretning afhentede sine breve, betalte 3 til 4 skilling som da burde tilfalde vedkommende postbude. Denne udgift ville vist enhver finde sig i når han betimelig og uden trængsel og tidsspilde kunne få sine breve.

*) Navnene på kortene er ofte skrevet mere utydeligt end man skulle vente det af øvede skrivere. Dette gælder især om kortene fra Altona og Tønningen.

(Politivennen nr. 792, Løverdagen den 5te Marts 1831, s. 161-165)

Om Beværtningen i Høvlen.

Blandt den legio af spisebeværtninger som vores hovedstad så rundeligt er forsynet med, er det naturligt at der må findes såvel dårlige som gode, nogle høflige såvel som uhøflige, ædruelige såvel som ikke ædruelige værter osv. Som sjældenheder må det glæde enhver hvis enlige stilling nøder ham til at søge livets ophold blandt denne sværm, når man træffer steder hvor driftig virksomhed forenet med en nøjsom fordel leverer sunde, gode og renlige varer til de billigst mulige priser. Og et sådant sted vil ligeså sikkert opnå den fortjente søgning som denne igen vil tabes ved disse egenskabers mangel eller værtens udelikate forhold mod gæsterne. 

Aymard Charles Théodore Neuborg (1795-1860): Gammelstrand, 1840. Daguerrotypi. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Spisekvarteret Høvlen ved Gammelstrand har fra Cronborg og Fischers tid vundet et almindeligt bekendt navn og fortjent god omtale. Begge dele er gået i arv til den nuværende beboer hr. B. Men om dette er fortjent, derom vil indsenderen tale i disse linjer. Ved sammenligning mellem den foregående og den nærværende beværtning er der med hensyn til priserne aldeles ingen grund til klage. Disse følger og det sikkert kun med en lille fortjeneste, de rå viktualiers pris i tiderne. Og man må tilstå at det er ubegribeligt hvorledes undertiden så meget kan leveres for så lille en betaling. 

Men hvad alt det øvrige angår af en beværtning og værten, da står det nærværende sikkert langt tilbage for det foregående. Det kan ikke nægtes at enkelte dele som spisedelen angiver, ofte forener en rundelig kvantitet med en god kvalitet. Men det er skade at man i stedet for altid kun kan sige ofte. For det varierer så besynderligt, ikke alene fra dag til dag, men endogså samme dag at af 2 portioner ens mad kan den ene være yderst dårlig, når den anden har været meget god. Dette gælder især om kødsuppen og det undertiden uspiselige kød i samme, samt oksestegen, for ikke at tale om undertiden fiskevarer. For så vidt kvaliteten angår, tør ingen nægte at den har været bedre før end den er nu.

Med hensyn til anretningen som er en af hovedårsagerne til disse linjer, da er denne virkelig yderst mådelig. En dug som et tysklandslandkort må man ikke opholde sig over, ligesom heller ikke at det på gaden udhængte spiseskilt lyver så forskrækkeligt når det bebuder: "Varm spise". For enkelte tider undtaget, fås denne i almindelighed kun lunken. Ofte endog næsten kold. Dog der er et mirakel ved denne koldhed. For kold sennep og smør taber aldrig sin flydbarhed. Og samme egenskab har flere smørsaucer. I denne post står nutid langt tilbage for fortid. 

Til slut endelig om det allervigtigste, nemlig forholdet mellem vært og gæster. At billige priser og gode varer for fortiden af har lokket en del gæster til beværtningen, hvis stand og dannelse ikke harmonerer med den pekuniære evne, synes hr. B. slet ikke at drømme om. Uden at det skulle være ved vedligeholdelsen af den gamle indretning med to spisestuer. For høflighed indklædt i dumt ordkløveri kan ikke gælde hos den dannede mand. I den forreste stue at høre hr. B's høje stemme med grovheder imod dem han tør tillade sig sådant, er ingen sjældenhed. Exp. gratia: En efter anseende honet borgerkone med formodentlig en af hendes veninder der bestilte mad i den inderste stue, med de ord: "Derinde er plads for mine gæster, men ikke for kvindfolk!". Kort sagt, om uhøfligheder lod der sig meget sige. 

Det er derfor næsten urigtigt at tale om forekommenhed. For den kender hr. B. slet ikke. Det er sket indsenderen flere gange at have haft rimelig årsag til harme over det løgnagtige skilt om "varm spise", og han har med høflighed bedt om at få det kolde opvarmet. Men tro ikke at det er sket! Nej! enten er portionen taget bort uden at komme igen, eller også har et kort bestemt afslag været resultatet af anmodningen. Om hr. B måske finder at en kold bid til en snaps smager bedst og han derfor giver kolde portioner for at der skal drikkes snapse, det tør indsenderen ikke sige. Men det ved han at han har været nødsaget til at tage en snaps for at opvarme den såkaldte "varme spise." Om hr. B tror at han har lykken sat ved sin megen søgning, det ved indsenderen heller ikke. Men at den ved hans fremgangsmåde meget let kan tabes, derom er han overbevist.

(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 109-113)

Gammelstrand anno 2020. Stadig med restauranter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1819-1820 er optegnet en spiseværtinde F. L. Cronborg, Gammel Strand 158. Her er også en spisevært R. Fischer, men i Lille Kongensgade 88. Udover usikkerheden ved at det er hende, findes der ikke en matrikel 158 i Gammelstrand, men i Ved Stranden 158. Denne adresse (senere Ved Stranden 6) eksisterer ikke mere.

Hvad vil der blive af i Vissenbjerg Sogn inden vi naar Høsten 1831?

Allerede i årets første måneder er tilstanden således at i mange ellers gode gårde har man ikke 1 skæppe rug, men der må købes 1 skæppe mel til brød på møllen for 7 mark. Penge har de ikke og intet at tage penge af. Man smigrede sig med at høsten af byg og havre ville give et godt udbytte, men man blev skuffet. Ikke desto mindre, da kornhandlerne straks efter høsten betale 1 tønde byg med 3 rigsbankdaler, 1 tønde havre med 2 rigsbankdaler, skyndte alle sig at tærske og sælge disse kornsorter uden at tænke på enden. Og mange som nødsagedes til at sælge, for at få penge til skatter, folkeløn og renter, har nu intet at så til foråret og intet at købe for om korn bliver at få. Hvad vil her blive af?

De få beboere som ejer en lille ungskov, angriber, nedhugger og sælger denne til ubodelig skade for efterslægten, for at få penge til fødekorn og kan ikke få så meget for 1 favn brænde som de kan købe 1 tønde rug for. Og der skal mange træer til 1 favn brænde.

Handel med tørv har været en indtægtskilde for gårdbrugerne og nogle 100 husmænd i Vissenbjerg sogn. Og da prisen til til en ualmindelig højde på denne artikel i den sidste hårde vinter, opmuntrede dette alle og enhver som havde tørveskær og kunne grave tørv, til at spekulere på en betydelig fortjeneste af denne handel. Og til den ende blev gravet så megen tørv i denne sommer som aldrig nogen sommer før var blevet gravet. Men da tiden kom og tørven var stablet, og nærmede sig til at kunne bringes i hus, indtraf det sjældne regnvejr som vedvarede i lang tid, og dels satte tørven under vand i mange moser, dels gjorde den unyttig til at benyttes. Og således blev disse mennesker skuffede i deres håb og led et betydeligt tab. De som enten havde været så heldige at få en lille del tørv bragt i hus i rette tid, eller som anden gang gav sig af med at skære på ny, fik herved en lille del til afsætning. Men deres håb om god afsætning slog fejl, ved at der til Odense kom en stor del stenkul, som blev solgt for 9 mark tønden som brændevinsbrænderne fandt deres regning ved at købe og bruge. Herved faldt prisen på tørv, hvoraf nu et læs kun betales med 7 til 8 mark. Det skal køres 2 mil, bompenge og konsumption skal udredes af det, og altså bliver udbyttet meget ringe for en mand som med heste og vogn skal være en hel dag fraværende fra sit hjem.

Det større bøndergårdes beboere er nu af nødvendighed mod skik og brug nødsaget til at bruge halvt rug og halvt byg til brød. At rugen var så at sige aldeles slået fejl, bevises derved at jeg som har en gård på 14 tønders hartkorn, med et betydeligt areal mest rugjord, havde fået 12 tønder rug, men af den indhøstede sæd ikke har kunnet indavle så meget at jeg kunne brødføde mig og mit hus med brød af rug. Men måtte tage byg til hjælp. Hvad kan man da vente på steder som ikke er skikket til rugsæd? Hertil kommer misvæksten af boghvede, en sæd hvoraf der i almindelighed i Vissenbjerg sogn avles årligt flere 100 tønder, og der i år har således slået fejl, ikke på et, men på alle steder, at jeg som har fortrinligt jord til boghvede, i fjor havde 2½ tønde, hvorefter jeg kun indavlede 2 tønder. I stedet for at jeg i flere år havde avlet 28 til 30 fold af denne sæd. Yderligere kommer hertil at frugten som på mange steder på Fyn giver mange beboere ikke alene indtægt, men er endog til stor nytte i husholdningen ved den megen most som stødes heraf, hvorved mange 100 tønder malt spares, har således i fjor slået fejl at jeg, som har en frugthave hvori årligt avles ikke under 30, men som oftest 50 tønder frugt, ikke indavlede 4 skæpper gode æbler. Heraf følger at da rugen så at sige er ingen,boghvede ingen, frugt intet, så må byggen anvendes til brød, gryn og malt.

Endvidere bør bemærkes at sognets beboere årligt skal udrede til det store fattigvæsen: 718 £ 8£ rugmel, 271 £ 9 £ byggryn, 378 £ 3 £ malt, 44 £ 14 £ flæsk og 44@ 14 £ smør, samt tørv og rede penge, hvilket langt fra er tilstrækkeligt til sognets store fattigpersonale som hvert år forøges, og ikke kan ventes formindsket, da det i afvigte år er forøget med 20 uægte børn. Når hertil regnes beboernes afgifter af tiendekorn, skolekorn, dommerkorn osv, så har man god grund til at spørge hvad vil der blive af når tilstanden er således i et sogn der består af 472 tønder hartkorn og som ingen ekstraordinær hjælp har haft eller kan vente sig fra nogen side, hverken fra amtskassen eller andre steder, hvorfra hjælp rækkes til så mange andre sogne. Fattigkommissionen har vist vilje, men evne til at hjælpe står i amtsdirektionens hånd, og fra denne må råd og hjælp forventes, ifald det ikke er for sent og næsten umuligt at få den.

Ømann
Sognepræst i Vissenberg.

(Politivennen nr. 790, Løverdagen den 19de Februar 1831, s. 128-133)

"Fattigkommissionen har vist vilje, men evne til at hjælpe står i amtsdirektionens hånd, og fra denne må råd og hjælp forventes, ifald det ikke er for sent og næsten umuligt at få den." (Dankvart Dreyer: Træer ved Vissenbjerg på Fyn, 1846. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning.

Vand var så forurenet at øl var det foretrukne middel til at slukke tørsten med - både for børn og voksne. Øllen var dog ikke så stærk som den øl vi kender idag, men svarede lidt til vor tids hvidtøl. 

En typisk dags-menu anno 1800 kunne se sådan ud:

• Morgenmad - Spises ved solopgang: Øllebrød (Nogle havde en gryde stående i køkkenet, hvor folk smed deres ølsjatter og rugbrødsskorper i i løbet af dagen. Indholdet blev opvarmet hver morgen, og gryden blev altid vasket eller tømt.
• Mellemmad - Spises om formiddagen: Rugbrød med smør - lidt ost hvis du er heldig.
• Middagsmad - Spises midt på dagen: Bygvælling med saltet flæsk.
• Mellemmad - Spises om eftermiddagen: Rugbrød med smør - lidt spegepølse
• Aftensmad - Spises ved 7 tiden: Variation af, eller rester fra, middagsmaden.
• Sen aftensmad - Spises kun om sommeren, hvor man blev oppe for at udnytte lyset til at arbejde i: Rugbrød med smør.

Sukker og hvede var luksusvarer. Hvedebrød blev betegnet som kage, og blev spist til festlige lejligheder, og sukker var så dyrt at det i slutningen af 1800-tallet kostede en daglejer to ugers løn at købe 500 g sukker. 

Kilde: Frilandsmuseet.