Nogle slemme, andagtsforstyrrende Uordener i Helliggeistes Kirke.

Det som anmelderen i disse linjer vil omtale er vist nok før påanket, men han har den overbevisning at når en sag drøftes ofte, vinder dog til sidste fornuft og rimelighed sejr.

Første påskedag var naturligvis et stort antal tilhørere samlet til aftensang i Helligåndskirken for at opbygges ved den af hans hvbr. højærværdighed biskoppen holdte tale. Men anmelderen såvel som flere med ham, kunne skønt de stod i gangen lige overfor prædikestolen dog næsten intet høre, hvilket var en følge af den uophørlige vandren ud og ind af kirkedørene hvoraf den ene bestandigt tonede i den dybeste bas og drønede næsten som et kanonskud hver gang dem blev slået i (i Frue Kirke falder dørene på puder for ikke at gøre støj, hvilket anbefales), mens den anden bestandig knirkede i en fistel og råbte ynkeligt på smørelse. Når prædikenen begyndte, burde kirkens døre vist nok lukkes, og den samme orden iagttages som under konfirmationshandlingen er befalet. Endvidere forstyrredes andagten og roen ved ombæringen af de tit omtalte tavler som rimeligvis burde afskaffes eller på anden tid og måde ombæres. Men hvad der i nævnte kirke formerer disse tavlers støj er at de er forsynede med bjælder eller klokker så de lader sig høres lang tid før de ses. Himmelen og - - må vide af hvad årsag de der er anbragt. Så vidt anmelderen er bekendt, er sådanklingklang for længst afskaffet i de andre kirker.

Endvidere forstyrres roen i denne kirke derved at graverkarlen går foran den marcherende trop af de 4 eller 5 tavlebærende for at gøre plads for dem, og i pulpiturgangene pikker nogle gange på hver stoledør. Denne pikkerens forretning burde vel afskaffes, og kirkebetjentene med nøgle oplukke stolene for at erfare om nogen ville give i tavlen. For ingen veltænkende ville vel tage det ilde op at de gik lige ind uden at man foruroligedes ved at der først pikkedes på. Den højærværdige taler på 1. påskedag til aftensang vil sikkert selv have lagt mærke til en del af det her anførte, og vist nok derfor ved sin formående indflydelse sørge for at kirkeandagten i fremtiden ikke forstyrres.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 264-266)

Gadeuordener ved den mosaiske Kirkegaard.

Ved at gå forbi har jeg flere gange været vidne til slemme uordner ved begravelser på ovennævnte sted. Når liget nemlig er indsat og følget igen skal i kareterne, sker dette hulter til pulter, da alle følgepar søger deres vogne som da på den ikke just brede vej opkører i 3 rækker, hvorved det både for kørende og gående gøres umuligt at komme forbi. Og da vognene nu jager forbi hinanden, er det yderst farligt for fodgængere hvis liv og lemmer udsættes for beskadigelse. Ja man har endog set at de har bemægtiget sig det blyantspennefabrikshus der ligger lige overfor, fra hvis gadedør de stiger op i vognene der kører så nær at endog kælderskuret står i fare for at blive kørt ned. Det var ønskeligt om den foranstaltning blev føjet at kareterne som ved kristne lig holdt eller kørte i en række og at følget efter tur steg i samme.

(Politivennen nr. 797, Løverdagen den 9de April 1831, s. 255-256)

Mosaisk begravelsesplads i Møllegade, med forbehold for at bygningerne kan være af nyere dato. Eget foto, 2016.

Om overdreven Brændeviinsdrik og Maadeholds-foreninger.

I en tid da så mange statslige (politiske) omvæltninger fremkaldt til dels ved dårlige eller svage fyrster og deres dumme, egennyttige og herskesyge rådgivere, finder sted i hele det øvrige Europa, er det en lige så mærkeligt som glædeligt kendsgerning at man i Sverige har begyndt på en forbedring af sædeligheden da dette lands borgere af egen drift nu sammentræder i mådeholdsforeninger som har til hensigt at afskaffe især brændevinsdrikkeri. Det sker ikke på få, men mange steder i dette rige og ikke af små vennekredse, men af hele det store borgersamfund, og disse højst gavnlige foreninger begunstiges og understøttes af al magt af regeringen.

Kun et eneste af vores tidsblade, men netop det hvor man mindst skulle vente det på grund af den ringe anseelse som dets udgiver har pådraget det ved sit beundringsværdige avisskryderi, sine optog af førhen alt for tit allerede opkogte oldsager og sine navnkyndige polemiske finheder, hvorved han har fordunklet sin, som grækerven (ikke som udgiver af det mådelige tidsblad, Grækervennen) erhvervede ære, en fordunkelse som han nu har formindsket en lille smule ved sin iver for mådeholdsforeninger hos os. Siger og skriver kun et eneste tidsblad har udførligt omtalt dette emne. Og skønt på nogle steder langtrukken og kraftløs, så dog i det store og hele i en egentlig ikke dårlig skrevet opfordring forsøgt at vække modbydelighed for brændevinsdrik og sans for de foreninger blandt danske borgere. Det er skade at sådanne gode artikler indsniger sig som kontrabande i middelmådige tidsblade, og indsenderen anså det af den grund for gavnligt at gøre vedkommende opmærksomme på disse artikler som findes i bladet "Allehaande" for februar og marts *).

At brændevin som drik brugt med måde kan være gavnlig i medicinsk henseende, er lige så alment kendt som at dens overdrevne brug er højst skadelig både i legemlig, åndig og sædelig henseende, da den svækker legeme og sjæl og meget ofte er moder til de mest fordærvelige lidenskaber, til usædelighed, utugt og alskens laster og forbrydelser. Men indsenderens uforgribelig mening er at mådeholdsforeningerne kun kan stifte den tilsigtede nytte når regeringen understøtter sådanne samfund ved foranstaltninger der går ud på successiv indskrænkning i kornets forbrug til denne giftart og i dens salg hos alskens værtshusholdere.

Ved denne lejlighed kan indsenderen ikke undlade at henvende læserens opmærksomhed på et andet tidsblad, "Tilskueren" som kun skal tælle få abonnenter, og måske også tæller få læsere, mens om indeholder adskillige læseværdige og frimodige små afhandlinger (ligesom tidsbladet "Argus"), foranledigede ved hans majestæt kongens løfte om konstitutionen for Danmark og hertugdømmerne. Det var at ønske at begge disse tidsblade, der udmærker sig ved selvtænkning, frimodighed og fædrelandskærlighed, måtte få mange abonenenter og læsere!

(Politivennen nr. 797, Løverdagen den 9de April 1831, s. 246-249)

Redacteurens Anmærkninger

Afholdsforeningernes oprindelse henregnes til USA til starten af 1800-tallet. Og blev dengang kaldt mådeholdsselskaber. Ganske store, på Politivennens tid flere millioner (1835). Dette uddybes i artiklen "Om ædruelighedsforeninger" i nr. 802, 14. maj 1831, s. 331-339. I Danmark gik der derimod lang tid før de slog igennem, nemlig 1879.

Argus: Et Tidsblad var et tidsskrift udgivet af Joh. Chr. Lange (der også afløste på Politivennen), Det udkom med 26 numre i 1831. 

Tilskueren er titlen på adskillige tidsskrifter gennem tiden. Den omtalte må være det som blev udgivet af Jørgensen Jomtou 1831-39.Tidligere havde Knud Lyhne Rahbek udgivet et tidsskrift med samme navn.

Jørgensen Jomtou skrev artiklen "Om det nye danske Atlas" om et historisk-statistisk værk han påtænkte at udgive, Politivennen nr. 1180, lørdag den 11. august 1838, side 512-516: "Det ny danske Atlas, der bestaaer i Danmarks Historie, Geographi Statistik, Naturhistorie &c., med naturtro Afbildninger af Fødelandets berømte Mand og de Konger, hvoraf haves Portraiter, samt af Staderne Slotte, Borge, Naturgienstande og Oldsager : Første Afdeling Fødelandets Historie" (1838)

Et, for det Almene fremsat, underdanigst Ønske.

Blandt de mange store goder der lyksaliggør den danske undersåt under vores ejegode konges regering, fortjener vist nok også at kunne henregnes, og det iblandt det første, at enhver nok så ringe undersåt har adgang til hans majestæt der huldsaligt hører enhvers andragende. Og dette således selv at kunne fremstå for statens højeste magt som for en elsket fader og mundtlig fremføre sine bønner og besværelser er unægteligt et stort og uvurderligt gode! Tanken herom må gennembæve enhver dansker med salig fryd, og give ham en vis stolt selvfølelse idet han ved at om han endog er ringe i stand og stilling, høres han dog af sin konge med samme faderlige mildhed og godhed som den højeste adelsmand i staten. 

Men kan alle statens undersåtter nyde dette gode? Nej, desværre! Tilfældige omstændigheder forbyder ofte den mand der bor i provinsen, at gøre brug af det. Bonden og almuemanden er ofte for undselig og ængstelig til at han tør fremstille sig for sin konges åsyn, og dels føler han også at han mangler talegaver til at fremstille sit andragende i det rette lys. Disse må altså ene tage deres tilflugt til skrevne ansøgninger der i følge den lovbefalede orden sendes gennem øvrighederne til vedkommende kollegium. Uanset ansøgningen er stilet til kongen, afgiver disse sidste da almindeligvis resolution uden at ansøgningen forelægges majestæten. Nådens dør er således tillukket for den stakkels solicitant. For benådningsretten hvorunder også henhører dispensation fra gældende lovbud, kan og bør på få undtagelser nær kun udøves af majestæten. Og hvilken smertelig tanke er det ikke for undersåtten der elsker og tilbeder sin faderlige konge, at hans stemme ikke skriftligt kan trænge sig til majestætens øre og at han ikke kan nyde godt af kongens alt for oplivende godhed. 

"Enhver nok så ringe undersåt har adgang til hans majestæt der huldsaligt hører enhvers andragende." (C. W. Eckersberg: Kong Frederik 6. Senere end 1822. Statens Museum for Kunst.)

Indsenderen vover derfor underdanigst at frembringe det ønske som vist nok mange tusinde nærer, at det ved et lovbud tydeligt må bestemmes hvilke ansøgninger der kan ventes forelagt vores allernådigste konge til egen allerhøjeste resolution, og hvorledes undersåtten har at forholde sig når han ønsker dette. At forlange at alle ansøgninger stilet til majestæten skal forelægges ham, har aldrig været indsenderens mening da dette ville være et alt for byrdefuldt og i mange tilfælde unyttigt arbejde. Men i enkelte, ja mange tilfælde var det en kær trøst for undersåtten når han vidste at hans skriftlige, lige såvel som hans mundtlige andragende kunne trænge sig frem til landets gode fader. De høje herrer kollegie-deputerede kunne som kongens og statens tjenere jo ikke gå udenfor de eksisterende lovbud. Og selv om disse besidder den bedste vilje og indsigt, kan de altså mange gange dog ikke resolvere i favør af solicitanten der har lovens døde bogstav imod sig skønt ret og rimelighed taler for ham. 

Den største lykke i en suveræn stat er vist nok den at kunne nedlægge sine bønner og besværelser for magthaveren selv. Indsenderen heraf føler sig for svag til at fremsætte noget som helst forslag i denne henseende, men har kun fremsat dette sit ønske til høje vedkommendes nærmere overvejelse, overbevist om at disse ytringer ikke vil blive unådigt optaget.

(Politivennen nr. 797, Løverdagen den 9de April 1831, s. 243-246)

Varsko i Ostedkro.

På en rejse til Skælskør tog anmelderen for nogen tid siden ind i Osted Kro der ligger mellem Roskilde og Ringsted. Træt af rejsen forlangte han et værelse, hvilket kælderpigen anviste ham i nærheden af skænkestuen. Da han tidligt om morgenen før det endnu var lyst stod op og klædte sig på og var kommet ind i krostuen for at forlange en kop tevand, blev han opmærksom på at nogle tilstedeværende betragtede ham med forundring. Og han blev da endelig opmærksom på at der om natten var afskåret et omtrent ½ alen stort stykke af hans frakke, lige fra hoften nedefter. På hans spørgsmål til kælderpigen hvem der havde været i hans værelse om natten, vidste hun ikke at svare, og han måtte da således beskåret fortsætte sin rejse. Til advarsel for andre tror han at burde bekendtgøre dette, samt at give det råd at rejsende ikke begiver sig til ro om natten i nævnte kro uden at låse døren for deres værelse.

(Politivennen nr. 796, Løverdagen den 2den April 1831, s. 240-241)