En styg Prydelse ved Nicolai Vagttaarn.

I en tid da der dels er, dels bliver gjort så meget såvel til hovedstadens som dens omegns forskønnelse samt afskaffelse af uordner, har det undret meddeleren meget at Nikolaj vagttårn der for resten intet lader til overs at ønske i arkitektonisk henseende eller hensigtsmæssighed, dog formedelst sin omgivelse af gamle rudera, mere ligner ruinerne af en hensmuldret tysk ridderborg end en bygning der med store omkostninger for ikke mange år siden blev næsten opført som ny.

Flere indsendere har ikke undladt at påanke dette hæslige skue i nærværende blad, og senest er sådant blevet nævnt i bladets nr. 801. Imidlertid er dog en af de mest hæslige prydelser ved nævnte tårn så vidt det er anmelderen bekendt undgået fortjent anke. Denne er nemlig de ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne. Man har grund til at formode at den ved et sådant naboskab bevirkede mephiske dunst der især på hede dage let meddeler sig en vareartikel som kød, næppe kan være behagelig for de sælgere der er placeret der (der dog formodentlig lige så fuldt må betale deres stadepenge som der der ligger på et for sådan uhumskhed fritaget strøg), men endnu langt mindre for køberne. 

Indsenderen er så fri at håbe og anbefale til høje vedkommendes gunstige foranstaltning at disse latriner på hvis byggeplads vel endnu ikke kan være vunden hævd, måtte blive sløjfet, og såfremt de måtte findes uundværlige da at blive henlagt til et andet mere passende sted, fx bag ved tårnet.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 394-395)

"Ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne." (Tegningen fra Both fra 1825 viser tårnets sydlige ende og slagterboderne af træ.)

Følgende Spørgsmaal fra en Skipper ønskes besvaret?

Når en skipper af havnefogeden anvises plads ved Nybørs bolværk og skibet kommer til at ligge måske en ottendedel eller mindre udenfor skellet af en andens bolværk, hvilket var tilfældet med indsenderen for nogen tid siden, bør da betales bolværkspenge til dem begge efter deres egen ublu forlangende? Eller var det måske ikke bedre for skipperne om der var sat en bestemt takst for bolværkerne så at forpagterne selv kunne enes om hvad der kunne tilkomme dem hver især, og skipperne være fri for de grove og ubehøvlede forpagteres uartigheder som formodentlig kommer deraf at skipperne ikke vil søge hos dem da de tillige holder værtshus.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 393-394)

Bort med Skarnet.

Udenfor den kongelige smedje og langs med bolværket i den gade der fører fra Tøjhusgade til indkørslen til det såkaldte "gamle bryghus" der nu er indrettet til artillerimagasin, benyttes pladsen til et lossested for alle mulige urenligheder, hvilket er så meget mere påfaldende som der for tiden er megen passage gennem denne gade, dels til og fra artillerimagasinet, og dels til og fra den kongelige smedje.

Da sådanne oplag ikke tåles på andre endog meget mere afsides liggende steder, og da den del af skarnet der måtte bruges til ballast, jo straks tages ombord og følgelig ikke har, bør eller kan have noget permanent leje, så tør man håbe at rette ansvarlige vil drage omsorg for at dette væmmelige skarnoplag bortskaffes.

Til slut bemærkes at bolværket lider betydeligt under den så tæt ved samme optårnede vægt, samt at kanalen ved den mindste blæst i tørt vejr opfyldes med skarn der vil koste betydeligt at få bortmudret.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 390-391)

Kajområdet mellem Tøjhusgade (til venstre udenfor billedet) og Bryghuset (til højre). Foto Erik Nicolaisen Høy

Dobbelt Varsko for en farlig Faldgrube ved det Kongelige Hømagazin.

1) Som bekendt er slamkisten langs med det kongelige hømagasin belagt med brædder. en foranstaltning som ingen kan indvende noget imod hvis de NB var således fastslået at ingen ulykke kunne afstedkommes ved at betræde dem. Dette er imidlertid ikke tilfældet, og indsenderen blev fredag den 20. dennes overbevist derom på en højst ubehagelig måde, idet han ved at betræde et par af disse brædder, sank ned i den særdeles dybe slamkiste til over skulderen, og blev på det væmmeligste tilsølet, hvorved han dog ikke tilføjedes nogen anden skade end den hans klæder tog. Var en pige der mødte indsenderen, med et barn på armen kommet et par minutter før, havde hun været udsat for en lignende, ja rimeligvis endog for en større fare, da hun næppe havde været i stand til ved egen hjælp at komme op igen.

Man anmoder derfor om at denne farlige mangel afhjælpes snarest muligt.

2) Forleden eftermiddag gik anmelderen over de brædder som ligger langs med hømagasinet, og da han næsten var ved enden af dem, gik der et bræt itu under ham, så at han faldt gennem lige til skuldrene. til lykke holdt han sig på albuerne, og slap på denne måde for at plumpe i det så vidt han ved nogle alen dybe mudder. Med børn som faldt i, ville det være ude, og selv voksne turde vel have grund til at frygte for at omkomme i mudderet. Man tør da sikkert vente at den liste der mangler, på det hurtigste bliver istandsat så at fold uden fare tør gå ad denne vej.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 389-390)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 808, 25. juni 1831, s. 459 bekendtgjordes at brædderne over slamkisten nu var bragt i fast leje.

Det Kongelige Hømagasin var sammenbygget med Hestgardens Kaserne i 1790'erne. Oprindelig i loftsetagen. Den lå ud mod nuværende Vester Voldgade, og nedbrændte i 1798. Det blev genopført, denne gang med 7 brandgavle i hovedkasernen. Kasernen kunne tages i brug igen 8. marts 1799. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Underdanigst Bøn til høie Vedkommende angaaende Repræsentanterne for det mosaiske Troessamfund.

På grund af at repræsentanterne for det mosaiske trossamfund her i staden almindeligvis fungerer meget længere end forordningen af 29. marts 1814 hjemler, og den befaling at afgående medlemmer i sit sted kan vælge et subjekt af menigheden, vist nok for tiden synes at stride imod pluraliteten af de kontribuerende medlemmers ønske - hvilket dog på grund af deres betydelige ofre til synagogens opførelse burde tages i betragtning - så vover man underdanigst at foreslå at nævnte forordning forandres således at intet medlem blev optaget som repræsentant med mindre han ved en foregående stemmeflerhed af de kontribuerende dertil var valgt, og efter at et udvalg af 21 kontribuerende medlemmer var foreslået af de fungerende repræsentanter.

Det var ønskeligt for at forebygge al mulig tvivlsspørgsmål i de religiøse anliggender, nemlig gudstjenestens ritus, skolevæsnet mm, at høje vedkommende ville drage omsorg for at det blev overdraget den præst der er ansat ved menigheden - om hvis religiøsitet og embedsduelighed vist kun hersker en mening - at anordne og påse menighedens tarv i så henseende på sit an- og tilsvar uden nogen andens indblanding, hvilket vist nok er dennes inderligste ønske.

Repræsentanterne og skoledirektørerne der er verdslige mænd og som sådanne kun besidder almindelige kundskaber, ville derved spare betydelig tid, og langt bedre kunne bestride regnskabsføringen og hvad der dem videre måtte blive pålagt.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 387-389)

Redacteurens Anmærkning

Dette er den første af en lang række artikler i Politivennen om indre stridigheder blandt jøderne i perioden hvor Synagogen er under opførelse (de tynder ud efter indvielsen af synagogen i 1833). Martin Schwarz Lausten gør i "Jøder og kristne i Danmark" (2012) rede for disse stridigheder.

Uenighederne startede allerede i slutningen af 1700-tallet hvor danske jøder blev inspireret af reformbevægelserne i resten af Europa, bl.a.omkring Moses Mendelsohn, I Danmark gik diskussionen især omkring valget af De Ældste, deres administration og indholdet i skolen: udenadslære i hebraisk og Talmud eller tilpasning til oplysningstidens idealer.

Repræsentanterne var som den daværende overrabbiner 1791-1827 Abraham Gedalia fra den fløj der ville fastholde den overleverede, traditionelle jødedom med udgangspunkt i Moseloven og Talmud. Og heri havde de fået skriftlig støtte fra jødiske menigheder i Altona og Berlin, som senere artikler fra Politivennen beretter om. Repræsentanterne havde i 1797 massivt fået afvist den anden fløj som agiterede for en modernisering af jødedommen efter Moses Mendelsohns ideer: Jøderne skulle være underkastet samme lovgivning som alle andre i Danmark, med samme rettigheder og pligter. På grund af Repræsentanternes massive afvisning havde Regeringen opgivet at ændre på lovgivningen.

Jødefejderne i de første årtier af 1800-tallet pressede imidlertid på for en afklaring, som førte til Forordningen af 29. marts 1814, "det jødiske frihedsbrev". Jødiske unge blev herefter undervist efter "Lærebog i Religion for Ungdommen af den mosaiske Tro" og konfirmeret. I 1827 havde der i Politivennen været en diskussion om konfirmation som antydede fløjene.

Artiklen antyder at traditionalisterne havde sat sig solidt på Repræsentantskabet, og at det ikke afspejler fløjene i sin helhed blandt de daværende jøder.