Skiden Behandling.

Mandag eftermiddag den 12. dennes sendte indsenderen bud på renovationskontoret for at bestille 4 læs natrenovation udført fra ejendommene nr. 359 & 247 på hjørnet af Sofie- og Dronningensgade på Christianshavn, og betalte 3 rigsbankdaler S. og Tegn, med det tilføjende at jeg ønskede at måtte få nr. 5 til om tirsdag aften, men hvis dette ikke kunne ske, var det mig ligegyldigt om udførslen skete torsdag eller fredag aften derpå, kun at jeg fik nr. 5. Hvilket bogholderen lovede buddet skulle ske.

Torsdag den 15. i mørkningen kom en karl til mig for at underrette mig om at renovationskarlene ville komme natten derpå mellem kl. 3 og 4, hvortil jeg svarede at jeg ikke kunne tage imod dem på den tid, og at jeg først ville tale med bogholderen der formodentlig af en misforståelse havde givet dem denne ordre. Men desuagtet blev jeg om morgenen noget efter klokken 3 vækket ved en så voldsom ringen med gadedørsklokken at jeg troede mit hus stod i brand. Jeg stod derfor op, åbnede vinduet og da jeg så at det var renovationskarlene, erklærede jeg hvad jeg før havde sagt dem, hvorpå de da kørte bort.

Om fredagen gik jeg op til bogholderen eller hans fuldmægtig på kontoret og forklarede det passerede for ham, i den tro at det var en fejltagelse. Men han svarede mig at nr. 7 var skrevet og jeg kunne intet andet nummer få, men hvis jeg ville have renovation udført, måtte jeg løse andre tegn, samt at de tegn jeg havde fået, ville han lade mig afkræve ved politiet når jeg ellers ikke ville udlevere dem.

Da jeg altid før når jeg har bestilt vogne på kontoret, har fået det nummer jeg har udbedt mig, var det mig særdeles påfaldende at en så pludselig forandring havde fundet sted, og skulle herren på kontoret være bekendt hermed, burde han straks have underrettet mig derom, i stedet for at indrømme mit forlangende, hvilket jeg ikke kan indse kunne være til skade for nogen af de andre natteførere.

At man under disse omstændigheder vil krævebetaling på ny, finder jeg højst urimeligt, ligesom jeg også tror at da man på andre offentlige kontorer behandles på en human måde, vil dette kontors højere foresatte vel heller ikke tilstede en slags egenmægtighed der medfører ulejlighed og bekostninger for vedkommende.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 675-677)

Ønske om fri Daab for fattige Børn.

Det er pålagt stadens præster og kirkebetjente uden betaling at besørge dåben for de børn hvis forældre henhører under fattigvæsenet. Men der gives mange fattige familier som ernærer sig kummerligt og tit savner det nødvendigste, uden at søge understøttelse af det offentlige. Hvorledes kan disse opfylde anordningens bydende inden en vis tid at lade deres børn døbe? Da fattigvæsenet yder fri medicin til syge som ikke nyder almisse, var det ønskeligt om dette strakte sin velgørenhed så vidt at fattige familier som var under samme vilkår, kunne få deres børn døbt uden betaling når deres trang af vedkommende var erkendt. 

På en tid da der underholdes missionærer i fjerne, fremmede lande for at omvende og døbe jøder og hedninge synes det rimeligt at denne velgerning vistes heriblandt os boende fattige kristne. Kristus har sagt til sine disciple: "Gå ud i al verden, lærer alle folk og døber dem." men han har ikke talt om nogen bekostning. Når dette ønske blev opfyldt, ville det let kunne skønnes om de forældre der lader deres børn henligge uden dåb, over den i anordningen fastsatte tid, foranlediges dertil af trang eller af ligegyldighed og vrangvillighed, og kun i sidste tilfælde burde de sidste straffes.

(Politivennen nr. 821, Løverdagen den 24de September 1831, s. 667-668)

Redacteurens Anmærkning

Kirken havde siden reformation været statskirke, og det indbefattede bl.a. at der var dåbstvang, gudstjenestetvang osv. Desuden skulle folk betale kirkens ansatte for disse tvangsydelser. Overtrædelser kunne medføre at man blev blev truet med både bøde og gabestok.

Emnet diskuteres i artiklerne "Om Barnedaabs Nødvendighed, eller Ikke-Nødvendighed for spæde Børn", Politivennen nr. 1214, lørdag den 6. april 1838, side 207-211 og "Nogle Berigtigelser til Artiklen: Om Daabens Nødvendighed, eller Unødvendighed, i Nr 1214 af Politievennen," (Politivennen nr. 1216, lørdag den 20. april 1838, side 243-250)

Et Par Ord til Herr' Kehlet i Anledning af hans smagfuldt indrettede Pavillon ved Gaarden Rosenlund paa Værnedamsveien.

Hr. Kehlet takkes på det forbindtligste for hans sindrige opfindelse med det løbende transparent på Rosenlund, der så simpelt, men tillige hjerteligt, tolker hans agtelse og kærlighed til dannerfolket. Det består nemlig af en kvadrat på hvis ene side disse ord ses skrevet: Velkommen i Rosenlund. På den anden side et brændende hjerte. På den tredje en sol og på det fjerde et tempel. Men tillige advares hr. Kehlet af indsenderen om ikke at lade sin pavillon stå åben for alle og enhver og rådes til ligesom hr. Monigatti at tage 1 mark for entreen for hvilken man da kan få 2 kopper chokolade eller nogen anden forfriskning og hvori betalingen til harmonimusikken var indbefattet. 

For da indsenderen onsdag aften besøgte pavillonen, blev han opmærksom på nogle uopdragne unge mennesker der pralede for hverandre af at de ikke havde begæret noget, men gik her for kommers som de kaldte det, og som latterliggjorde det skønne transparent. Ved at benytte indsenderens advarsel ville sådanne scener undgås. Og andre der for at vederkvæge sig efter dagens arbejde, søgte et behageligt tidsfordriv ved at besøge denne pavillon ville undgå ubehageligt sammenstød med sådanne kåde mennesker. I øvrigt har hr. Kehlet ved dette forlystelsessted der er så behageligt for det offentlige, både lagt smag og høflighed for dagen ved at ende sin bekendtgørelse i Adresseavisen med "at de ærede herrers, men især damers tilfredshed skulle være formålet for hans bestræbelser."

(Politivennen nr. 821, Løverdagen den 24de September 1831, s. 665-667)

P. Klæstrup: Rosenlund.

Redacteurens Anmærkning

Kehlets beværtning Rosenlund (se tegning) fik luftballoner, fyrværkeri, koncerter mm. Han blev en slags foregangsmand for Tivolis initiativtager, Carstensen og for andre, lignende beværtninger. I Adresseavisen kan man fra samme tidsrum finde forskellige annoncer for Kehlets pavillon: 

Onsdagaften den 21de September bliver (om Veiret tillader) i Haugen ved Gaarden Rosenlund ved Værnedamsveien opført Harmonimusik og Haugen oplyst. De i Anledning af Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederiks høe Fødselsdag anbragte Transparenter blive efter Anmodning igjen at see. Beværtningen med Smørrebrød, Kage, Chocolade, Punsch, Brændeviin, Viin etc. af bedste Qvalitet til de billigste Priser anbefales.Ærbødigst R. T. Kehlet.

Adresseavisen, 20. september 1831. Som antyder lidt af stemningen på det tidspunkt:

I Chocolade-Udsalget

paa Hjørnet af Gothersgaden og store Grønnegade 343 i Stuen, udsælges, foruden alle Sorter Chocolade til Fabrikspriis, tillige, saavel i, som udaf Huset, Chocolade, koppe- pægel- og potteviis, saaledes: en Kop 8 sk., en Pægl 12 sk., en Pot 2 mk. 8 sk.R. T. Kehlet, Chocoladefabriqueur.

Kehlets chokoladeudsalg inden for voldene annonceredes som ovenstående i Adresseavisen 22. september 1831. Adressen var hvor det nuværende Værnedamsvej 5 og Cafe Granola nu ligger.

Stokken generer.

Indsenderen nedskriver ikke disse linjer uden en ubehagelig følelse da det i sandhed ville være en sørgelig erfaring om de offentlige autoriteter måtte have så lille tillid til den danske borger der i umindelige tider er kendt for sit fredelige sindelag, at de må frygte stokkeprygl af ham i deres embedsfunktioner. Det skete nemlig at en mand som havde forretninger at afgøre med den kongelige administrerende direktion for Københavns Fattigvæsen, trådte ind i nævnte velbemeldte høje direktions lokale med en stok i hånden som han imidlertid satte fra sig før han nærmede sig den eneste af direktionens medlemmer tilstedeværende direktør, hr. major Mangor.

Men til mandens, ja uden tvivl til enhvers forundring, indkaldte hr. major Mangor buddet og gav ham en alvorlig irettesættelse fordi han havde tilladt den ovennævnte mand at gå ind med en stok i hånden, idet hr. majoren da den indtrådte bemærkede at han ikke deri fandt noget usømmeligt, anmærkede "at man jo ikke kunne vide om de ville bruge den - stokken - mod os." Det må overlades til ham at afgøre om hr. majoren foruden sig selv hermed tillige mente de øvrige medlemmer af direktionen eller - for han talte jo i flertal - blot sig selv og buddet, som hvilket ovenfor er bemærket, var de eneste tilstedeværende.

Men indsenderen tør forsikre at den mand det her drejer sig om som dagligt går med stok - hvorfor der altså er så meget mindre formodning for at han just førte den med sig som et våben mod hr. major Mangor - ikke havde medtaget eller ville gøre brug af den i en ond hensigt og ikke engang som et forsvarsmiddel. Ligesom man også tør være forvisset om at enhver dansk borger har så megen agtelse for lovene og de autoriteter som i hans majestæts navn beklæder embeder i staten, at han ikke ville forgå sig i den grad at han selv om han måtte føle sig fornærmet, på en så pøbelagtig måde ville tage sig selv til rette. Og det så meget desto mindre så længe man ad lovlige veje kan få fyldestgørelse for enhver forurettelse, den være begået af høje eller lave.

Dette være sagt til hr. major Mangors trøst og beroligelse, så at han selv om der gives nogen grund til misfornøjelse med hans forhold, uden frygt kan udøve sine embedsforretninger og lade enhver som måtte finde nytte eller fornøjelse af at bære stok, der desværre for mange individer er et nødvendigt rekvisit, beholde et sådan hos sig, hvorved han ikke udsættes for at blive berøvet denne enten ved at overlade den i fremmede hænder eller endog uden nogen bevogtning stille den til pris for tyvehånd.

(Politivennen nr. 821, Løverdagen den 24de September 1831, s. 661-664)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om major, Ridder og Fattigdirektør Mangor.

Om Musique ved henrettelser osv.

Som uindviet i en sag der hører under krigshærens værneting, vover anmelderen at fordriste sig til at spørge om grunden hvorfor soldaterne marcherede ud til og tilbage fra Hoffs henrettelse med en lystig musik. Var en alvorlig og højtidelig march ikke mere pasende? Før var det også skik at soldaterne ved tilbagemarchen fra militære begravelser i det mindste fra dem på Assistenskirkegård, drog hjem med en meget munter musik. Det ville vist nok være interessant at erfare grunden til dette fænomen.

(Politivennen nr. 820, Løverdagen den 17de September 1831, s. 657)

Redaktørens Anmærkning

Dødsannoncen kunne læses i Adresseavisen 8. august 1831. Indsat af den myrdedes bror som var kaptajn ved 1. livregiment:

Dødsfald.

At min kjere Broder, Carl Leopold Fabian Grev Sponneck, Stabskapitain ved Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederiks Regiment, blev mig pludselig ved Døden berøvet den 7de August i Opfyldelsen af sine Pligter, i sin Alders 39te Aar, dette bekjendtgjøres sørgeligst for deeltagende Slægt og Venner. Han var nidkær i sit Kald, trofast i Venskab, agtet af sine Regimentsofficierer og savnes inderlig af sin bedrøvede Familie.

Kjøbenhavn, den 8de August, 1831

Sponneck, Kammerjunker,Capitain ved 1ste Liv-Regiment.

Det drejer sig om en underofficer J. H.. Hoff som blev halshugget den 23. august efter den 7. august at have skudt stabskaptajn Carl Leopold Fabian (rigsgreve af Sponneck) på Sølvgadens Kaserne. Der blev i den anledning trykt en skillingsvise. Faderen til morderen, skomagermester Hans Hendrik Hoff havde en gang før været omtalt i avisen:

Den meddeelte Efterretning, at et Menneske havde nedstyrtet sig fra Rundetaarn i Kbhvn, var optaget i denne Avis af Politivennen. Nu læses i Dagen følgende Avertissement: "Da et falsk Rygte er kommet i Omløb her i Staden, at jeg Undertegnede af Fortvivlelse skulde have styrtet mig ned fra Rundetaarn og paa denne Maade endt min jordiske Bane, seer jeg mig beføiet til at anmærke, at det er en Usandfærdighed. Vel er det sandt, at jeg, over et Aar, ikke har havt noget Humeur som i Fortiden; men Himmelens naadige Gud, beder jeg, vil bevare mig fra saadan en ynkværdig Tanke, og i dette Haab vil jeg bede, at Gud vil styrke mig til min Død. - Jeg vover tillige ved denne Leilighed at anmelde for mine Venner og Bekjendtere, saavel som og til enhver Anden, at min Bopæl er paa Christianshavn, lille Amagergade Nr. 318, hvor jeg nu som før forfærdiger alle Slags Skomagerarbeide efter Maal, og modtager til Reparation Alt muligst billige Prise. Ærbødigst Hans Hendrik Hoff." 

(Aalborg Stiftstidende, 25. august 1825)

Faderen til den i fjor henrettede Grev Sponnecks Morder, Skomagermester Hans Hendrik Hoff paa Christianshavn, erklærer i Dagen det Rygte, at han af Forvildelse skulde have styrtet sig ned fra Runde Taarn, for en Usandfærdighed.

(Dagen, ifølge Fyens Stifts Adresseavis den 30. august 1832)

Om dette drab blev der udgivet en bog, "Skinsygens Magt, en Criminalhistorie, samt et Par Ord om Mord i Almindelighed, med Hensyn til det nys udøvede Drab paa Capitajn C. L. F. Greve af Sponneck". Denne publikation er digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek. Ifølge den skulle Underofficer Hoff den 7. august 1831 have skudt kaptajn grev v. Sponneck, efter at han havde irettesat Hoff for nogle kompagniforseelser, og som straf skulle paradere med sit gevær. I stedet skød han altså kaptajnen. Han flygtede, men blev fundet og pågrebet samme dag. Ifølge bogen blev morderen af nogle ikke blot beklaget og ynket, men også forsvaret.

Morderen Hoff i Fængslet og paa Retterstedet

Skrivtet, foruden at indeholde Betragtninger til Eftertanke for enhver Fader, Moder og Yngling, berører tillige hiin høitidelige Fængsels-Scene, da Morderen communicerte med sin Elskede, m. v. Det faaes (ligesom det foreegaaende om Snigmordet, samt Morderens Ungdom og Vandel), paa Adressecomptoiret og i følgende Boghandlinger: Wahlske, Ulfeldsplads 118, Schovelins, store Grønnegade Nr. 282, samt hos Kreiser, lille Torvegade Nr. 180, for 8 sk. Expl.

(Dagen, ifølge Fyens Stifts Adresseavis den 30. august 1832)

Mord var godt stof dengang, og som det fremgår af Adresseavisen 27. august 1831 var der da allerede udkommet et skrift om mordet og retterstedet. En udførlig beretning findes i Kjøbenhavnsposten 9. august 1831. Heri fremgår bl.a. at Hoff gik ud til sin far som sammen med broderen indvilligede i at hjælpe ham med flugten. De blev opdaget af nogle gardere og alle tre blev arresteret. Hans henrettelse blev beskrevet i Kjøbenhavnsposten den 4. august 1831.

Han kan derfor ikke være identisk med den Hoff som er optaget i Folketællingen i 1845 . Han var han indlagt på Københavns Almindelige Hospital. Her er noteret følgende oplysninger: Hans Hendrik Hoff, enkemand 61 år (født 1784). Skomagermester, L. Amagergade nr. 331.