Anmodning til Eieren af et stygt Plankeverk i Krystalgaden.

På hjørnet af Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde befinder sig et plankeværk omkring en plads som tilhører hr. kaptajn Sibbern. Det mispryder meget den ellers ret skønne Krystalgade. Dette plankeværk der formodentlig har stået omkring denne plads siden bombardementet, består af en del gamle uregelmæssige planker som varierer i alle kulører, og hvorpå tidens tand har gnavet således at fornaglingen næppe kan holde sammen. I gadens beboeres navn anmoder man herved pladsens ejer enten at oprejse et nyt plankeværk i stedet for det gamle eller også at opbygge et hus på pladsen, hvilket vist ville yde et skønnere skue end plankeværket nu afgiver.

(Politivennen nr. 837, Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 29-30)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Krystalgade 6, da det andet hjørne er en ældre bygning. Krystalgade 6 er opført 1834-35, altså få år efter artiklen. Huset kom det til at huse mange berømte personer.

Andre Stæder, Andre Skikke!

I de offentlige Blade fortælles: at Politiet i Paris har i sinde at gøre ende på Saint-Simonisternes Konventikelprædikener. Salen Taitbout, hvor disse missionærer hidtil om søndagen gav den arbejdende klasse undervisning, skal fra en vis tid lukkes, og indgangen til samme besættes med bevæbnet magt. Her holder magister Lindberg, uforstyrret, hver søndag offentlige andagtsøvelser i privat hus uden for byen, og truer enhver der offentligt vil tale om ham eller hans virksomhed. (Se Adresseavisen nr. 8, tirsdag den 10. januar i år).

Politivennen nr. 837. Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 29-30.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte et sagsanslæg fra Lindberg, se Omtale. Her er artiklerne optrykt. Den omtalte artikel i Adresseavisen er denne:

Advarsel.
At jeg har gjort de foreløbig fornødne Skridt, for at saggive Redacteuren af "Dagen" Etatsraad Fr. Thaarup for hans Fornærmelser mod mig i Dagen 1832 Nr. 5 og Cancellieraad S. Hempel i Odense, som først har fremført disse Fornærmelser i sin Avis, samt Pastor C. H. Visby, Capellan ved Vor Frelsers Kirke, ligeledes for hans fornærmelige Udtryk mod mig i hans Ugeblad "For practisk Christendom" 1831 Nr. 52, bringer jeg herved til offentlig Kundskab, for saaledes paa det eftertrykkeligste at advare alle Redacteurer af offentlige Blade og Andre om for Fremtiden at afholde sig fra at optage andre Artikler i deres Blade, mig og min Virksomhed vedkommende, end de maatte trøste sig til som Sandhed at kunne vedstaae og bevise for Domstolene, da jeg er til Sinds for Fremtiden strax at drage Enhver til Ansvar, som skulde forsøge paa at vedblive at misbruge Pressen til alle Slags Fornærmelser imod mig
Jacob Chr. Lindberg
Magister artium.

Det var i øvrigt ikke første gang Visby og Lindberg kom i klammeri med hinanden. I 1834 frikendte højesteret såldes H. Visby for kætteri, efter at Lindberg havde rejst klage imod ham.

Artiklen suppleres i "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende". 7. februar 1832. Den citerede først ovennævnte artikel og tilføjede: 

"Enhver Upartisk vil ved første Øiekast, som ogsaa efter nøiere Granskning, vistnok finde, at jeg, ved historisk at fremsætte disse tvende Kjendsgjerninger, uden mindste Sammenligning eller Bedømmelse, ikke det fjerneste har havt den Hensigt at fornærme Nogensomhelst; men at hentyde paa, at vi, i vort lille lykkelige Danmark, under en absolut monarkisk Regent, nyde større Frihed, end Indvaanerne i et Land, hvis Konges Magt er indskrænket af 2de Kamre og et Charte. At jeg til Slutning har sagt: "At Hr. Mag. Lindberg truer Enhver, der offentligen vil omtale ham eller hans Virksomhed,"kan ikke ansees for noget fornærmeligt fra min Side, da jeg blot har anført hans egne Ord (see Adressavisen No. 8), men altsaa i det høieste maa antages for en Misbilligelse af, at Hr. Magisteren ikke stiltiende paaskjønner den uforstyrrede Ro han nyder til at fremme sit forehavende Værk. Det er derfor mig, og vist Mange med mig, ubegribeligt hvorledes dette ubetydelige og uskyldige Stykke har kunnet foranledige Hr. Magisteren til, i Gaarsavisen, at lade indrykke et Avertissment, hvori han slaaer om sig med: "Løgn og Fornærmelser," og truer mig med Loveen Strænghed; ja det er mig saa meget mere ubegribeligt som jeg aldrig nogensinde med en Tøddel har omtalt den mig aldeles ubekjendte Hr. Mag. Lindberg, eller den Sag han siger sig at ville forsvare, ihvorvel ellers endeel af hans offentlige Færd ikke har fundet mit Bifald. Saaledes mishager mig f. Ex. hans igjentagne langvarige Strid med Hr. Prof. Clausen; - hans Angreb paa adskillige af Hovedstadens agtede og agtværdige geistlige; - hans Sag med Bogtrykker Jørgensen - og hans truende Avertissementer. Det er vel muligt, at der blandt hansTilhørere kunne findes nogle, som finde Behag i Sligt, men jeg herimod kan ikke andet end ønske: at den Mand, der af egen Drivt paatager sig, at forkynde Jesu ypperlige Lære uforfalsket, ogsaa vilde træde i hans Fodspor, som i sin hele Vandet, gav lysende Exempler paa Kjærlighed, Sagtmodighed, Ydmyghed, Fredsommelighed, Taalmodighed, Overbærelse og Tolerance, og som selv under sin haardeste Forfølgelse, sagde til sin væbnede Forsvarer: stik dit Sværd i Balgen, thi hvo, som griber til Sværdet, skal omkomme ved Sværdet! - Slutteligen erklærer jeg for de af Politievennens Læsere, der nu i 16 Aar har yndet mit Blad for dets Frimodighed, Sandhedskjærlighed og Upartiskhed: at jeg med Rolighed og aldeles uden mindste Frygt oppebier ethvert Foretagende af Hr. Mag. Lindberg imod mig, og skal ingen skrivtlig eller mundtlig Trusel bevæge mig til at ansee Nogensomhelst forr et Noli me Tangere, eller afholde mig fra, med Frimodighed, som hidtil, lov igen at omtale hvor og hos hvem jeg maatte finde noget Urigtigt eller Ulovligt, saalænge jeg staaer under vore gode Loves Beskyttelse,og ikke under en Pave, der med sin Banstraale kan tilintetgjøre Trykkefrihedsforordningen af 27de September 1799."

Se i øvrigt Politivennen nr. 841. 

Ønske om Opsigt med Iisning og ved Iislæsning paa offentlig Vei.

Hvis den uorden at holde læsseplads for is på Ladegårdsvejen ved Søerne, hvilket sker hvert år, og nu ved tiltagende frost sandsynligvis snart kan ventes atter at ske, ikke ganske kan forbydes, da forventes dog at noget opsyn må sættes derved for at indskrænke denne uorden, hvoraf opstår at færdslen gøres vanskelig, ja undertiden spærres af isvognene da kuskene ikke synderligt ænser de kørendes beden og råben om plads. At heste som skulle der forbi, skræmmes ved kastning med isstykkerne og ved at se de store isstabler som undertiden opstilles der. At betydelige levninger af is ofte bliver liggende på vejen til de smelter bort, og i den tid spærrer den for gående bedste del af vejen. Samt hvad der er noget af det værste, ved en mange dage varende vandflod på vejen skader denne særdeles meget. Endelig kan let ske hvad indsenderen engang har set ved dagslys, at ridende om natten kan styrte med hesten over de isklumper som er tabt og bliver liggende på vejen, indtil de smelter bort eller køres i stykker.

Politivennen nr. 837. Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 27-28.

Om Skøiteløben paa Færskvandssøerne.

Næppe har en kulde af nogle få grader belagt ferskvandssøerne uden for staden med et tyndt lag is før man ser skøjteløbere der i mængde. Og ligesom døden der årligt vælger sig flere ofre, er der allerede i år mens vi kun har haft en kulde på 2 til 3 grader faldet et, nemlig et ungt menneske på 21 år og flere er heldigt optaget af vandet. Det synes besynderligt at mens der om sommeren fredes så meget over disse søer, så at ingen uden tilladelse må angle ved deres bredder, de om vinteren så aldeles er overladt til enhvers afbenyttelse. Således så man i den sidste alvorlige vinter vi havde, søerne vrimle af skøjteløbere, spadserende, drenge og sælgekoner, ja der fandtes endog et slags forfriskningsbutikker hvori man gjorde ild. At en sådan færdsel må medføre en mængde urenligheder der ved indtræffende tøvejr synker til bunds og opfylder søerne, er vist let at indse. Men vil øvrigheden ikke desuagtet formene ungdommen den fornøjelse som skøjteløben yder, var det dog ønskeligt om den ville sætte ubesindigheden grænser ved at foranstalte at ingen måtte betræde Søerne før det havde frosset så stærkt og vedholdende at man var sikker på at isen kunne bære. Dette mener man kan ske ved et forbud mod at betræde nogen af disse søer før isens styrke af tilforordnede tilbørligt var prøvet, og tilladelse til at betræde samme var givet ved en offentlig bekendtgørelse omtrent sålydende: "Fra i morgen tillades skøjteløben på Skt. Jørgens Sø, Sortedams- og Peblingesøen." Ligesom det også burde bekendtgøres når sådan tilladelse ved indtræffende tøvejr blev ophævet. 

At de som handlede mod forbuddet straffedes med en klækkelig mulkt der måske kunne tilfalde opsigtsbetjentene for at gøre disse endnu mere påpassende, eller efter omstændigheder med korporlig straf, er en selvfølge. Uden tvivl ville en sådan foranstaltning tjene til at redde mange ubesindige unge menneskers liv og berolige mange familier som har sønner eller myndlige der føler uimodståelig lyst til skøjteløben, ligesom den også ville forebygge at Søerne opfyldtes af den mængde sten som drengene dagligt kaster deri for at prøve isens styrke. Kun en vinter ville noget opsyn være nødvendigt, for når det blev bekendt at dette førtes alvorligt, ville det siden være overflødigt og ingen ville indfinde sig der hvor han ikke havde tilladelse til at komme. 

Politivennen nr. 836. Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 12-14.

Sortedammen. Med Dronning Louises Bro i baggrunden. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Transport af militære arrestanter igjennem Gaderne.

I Politivennen nr. 833 er vist i en afhandling hvorledes forbryderes æresfølelse og selvagtelse må tåbes ved i en udmærket dragt at føres gennem byen fra straffeanstalten til råd- og domhuset. Når denne behandling menes allerede at virke så ufordelagtigt på grove og dømte forbrydere, hvor meget mere må det ikke være tilfældet med ufordærvede soldater som arresteret for en eller anden forseelse dagligt ses transporteret gennem gaderne, ført mellem tre mænd fra Hovedvagten til forhøret eller krigsretten og som oftest fulgt af drenge eller anden pøbel.

En sådan offentlig paradering skønnes især i vore tider for enhver militær af æresfølelse ofte at være værre end straffen selv. Og kan kun have en meget vedværdigende indflydelse på hans moralsk følelse. At en forandret fremgangsmåde heri måtte finde sted, er meget at ønske.

(Politivennen nr. 836, Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 11-12)