Hvad Ret har Kirkebetjenten i Slotskirkerne til Offer? eller: hvad Taxt har han derfor?

Indsenderen, en af vores Mynsters stadig tilhørere, kom søndag den 15. juli dette år i Frederiksberg Slotskirke. Klokken var ikke slået tolv. Kirken endnu ikke halvfuld. Den bageste stol med flere andre nærmest indgangen stod endnu tomme. Om indsenderen forgreb sig ved at ville åbne just denne stol, eller ved at ville på egen hånd tage en siddeplads  nok: kirkebetjenten afholdt ham med de ord: "vil De behage at stå! De må vide det er ikke her som inde i byen!" vendte sig imidlertid for at åbne en stol ved siden for nogle indtrædende og tilføjede hviskende, skønt højt nok: "jeg skulle have noget til offer, skal jeg sige Dem!"

Indsenderen tav og gik fordi stedet syntes ham for helligt til at rumme hans rimelige fortrydelse - ikke over den skæbne at måtte stå hvilket han vel ikke forrige år der havde, men gerne nu kan dele med andre - men over en fordring som, den være ved rettighed eller vedtægt gyldig eller ugyldig, alle dog må finde der i det mindste højst usømmeligt fremført. Da samme kirkebetjent efter forlydende før har tilladt sig lignende tiltale til andre, ikke blot herrer men også damer, der ellers lige så godt som anmelderen har husket på at der nutildags også i Guds hus skal ses på klædningen for at sidde her eller stå der, så tillader man sig offentligt det spørgsmål: om dette i slotskirkerne hvor kongehuset har åbnet adgangen for enhver dog tillige skal komme an på et offer til kirkebetjenten og hvilket da dette offer er.

(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 479-481) . 

Redacteurens Anmærkning

I en længere artikel i Politivennen nr. 865, lørdag den 28. juli 1832, s. 489-493 med titlen "Et Par Ord i Anledning af det i Nr. 864 Indrykkede, om Kirkebetjenten i Slotskirken." giver en af kirkegængerne en forklaring på kirkebetjentens opførsel og beder skribenten ovenfor at tilbagekalde fornærmelserne.

I Politivennen nr. 871, 8. september 1832 s. 593-596 tilbagekaldte klageren efter et forlig ved Forligelseskommissionen.

Artiklen er et eksempel blandt efterhånden mange på ubegrundede klager.

Uordener ved Gamle-Bakkehus.

Indsenderen heraf har med megen misfornøjelse bemærket hvorledes ejeren af Gamle Bakkehus ved bygningen har gjort den gangsti som alle Valbys beboere ved hævd har fået ret til at befare, så snæver at det er umuligt at to personer kan komme forbi hinanden uden at komme i sådan berøring som for vedkommende ingenlunde altid er behagelig, for ikke at tale om at det er ganske umuligt at gå der med en opslået paraply, for ved den at beskytte sig mod tagdryppet. Indsenderen har desuden lagt mærke til at hans majestæt kongen oftere om sommeren spadserer denne vej, mens de kongelige herskaber ligger på Frederiksberg. At denne uorden ikke allerede er hæmmet for længe siden af det ellers så årvågne politi på Frederiksberg, har opvakt stor forundring hos indsenderen. Så meget mere som den yderst smalle sti der på begge sider er omgivet med højt plankeværk og ved højere bygninger, vist om vinteren vil blive ufremkommelig ved nogenlunde stærkt snefald, ligesom også om foråret ved stærk tø. Oven nævnte ejer har desuden gjort indgangen til omtalte gangsti så snæver med en pæl der er anbragt mellem begge bommene, så ingen som går derigennem, kan undgå at få sine klæder tilsmudsede af det snavs som fiskerne eller andre lignende personer med deres kurve påsætter samme pæl.

(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 478-479) 

Redacteruens Anmærkning.

Ejeren af Bakkehuset svarede i Politivennen nr. 867, 11. august 1832, s. 525-526.

Et snurrigt og ubilligt Forlangende af en Bomforpagters Karl.

Sidste søndag den 8. dennes lod jeg en ny, af mig forfærdiget barnevogn, eller en såkaldt trækkevogn, ved 2 af mine drenge trækkes ud på Amager hvor den skulle beslås. Jeg fulgte selv med og blev ikke så lidt forbavset da den ved Amagerport posterede bomforpagters karl afkrævede mig 10 rigsbankdaler i passagepenge for nævnte stykke arbejde der kun var halvt færdigt og som desuden var konstrueret efter en så lille målestok at det aldeles ikke kunne falde noget, endog kun med et quintin begreb forsynet menneske ind for samme at kræve passagepenge. Men disse og flere lignende forestillinger hjalp ikke. Nævnte karl svarede i en studs og uartig tone: "De kommer ikke ud af stedet før De betaler." Jeg forlangte nu at se den takst hvorefter port- og passagepenge opkræves, hvilket også blev tilstået mig, efter at bomkarlen længe havde stirret på den uden at kunne dokumentere sin berettigelse til at afkræve mig den omhandlede afgift, og skønt jeg heller ikke kunne finde noget der talte til fordel for karlen, så vedblev han dog hårdnakket sin påstand om betaling, og tillod sig dertil utilbørlige udtryk mod mig, ja truede endog med at ville bruge fysisk magt, hvilket jeg imidlertid afværgede ved at retirere. For nu ikke at lade nævnte person få den ide at han ved grovheder kunne tiltvinge sig noget, befalede jeg mine drenge at tage vognen på nakken, og på denne måde transportere den gennem bommen. Dette skete, og jeg slap således helskindet fra en affære der havde forvoldt mig tidsspilde og ikke været til nogen nytte for bomforpagteren, undtagen for så vidt denne annonce måtte foranledige ham til for fremtiden at anskaffe sigg en mere høflig og bedre instrueret karl. Bomforpagterens og karlens navne skal blive bekendtgjort, så snart jeg derom får pålidelig underretning.

(Politivennen nr. 863, Løverdagen den 14de Julii 1832, s. 470-471) . 

Blomster-Tyveri paa Assistents-Kirkegaarden.

At raneriet på Assistenskirkegården udenfor Nørreport har nået en høj grad af uforskammethed, det kan kun være en mening. Og lige så ønskeligt var det om der kunne findes midler til at standse det som det er rosværdigt af de her ansatte gravere strengt at iagttage deres pligt, og på stedet uden persons anseelse at behandle den skyldige som gerningen fortjener det.

Dog alt for stor iver medfører undertiden den ulempe at den uskyldige kan blive anset og tiltalt på en ikke alt for høflig måde. Hvilket vel just ingen egentlig fornærmelse kan være for den som har ren fod at stå på, og hvis navn er stemplet med retsind. Men sådant har dog altid sit ubehageligt, især når de ansvarlige ingen tid har at overbevise sig om det ubegrundede i deres beskyldninger.

For nu om muligt at ophæve denne ubehagelighed var det ønskeligt om en nøje bestemmelse for gravstedsejernes rettigheder med hensyn til beplantningen, blev bekendtgjort offentligt. Vel vides at der er et kongeligt reglement af 15. februar 1805. Men dets indhold er ikke kendt for hvermand, ej heller vides om det indeholder bestemmelser for beplantningen.

At det skulle være en gravstedsejer forment at plukke en blomst på sit eget gravsted og dermed om han ønsker det, smykke en vens grav - eller fra 2 forskelige, selvejende, selvplejede gravsteder at flytte blomster fra det ene til det andet - eller at hjemtage syge eller afblomstrende planter, det kan man ikke antage som muligt at være en lovhjemlet bestemmelse i vores Danmark hvor alt ånder rimelighed.

Da Politivennen jo allerede har stiftet så megen gavn, afhjulpet så mange anker, så håber man at også disse linjer ydes opmærksomhed af de ansvarlige som med sædvanlig velvilje ville vide at fremme også denne for almenheden  vist ikke ligegyldige sag. 

Også en tidligere indladelse på kirkegården end den lovbestemte tid kl. 8 om morgenen, kunne vel være en stor behagelighed for mange som finder glæde i selv at sysle om deres kære døde, og som dertil helst benytter de tidlige morgentimer fra 6 til 8. Dog i disse timer at komme ind er for nærværende næsten umuligt, og anmodningen derom kan endog medføre uartigheder. Skulle det ikke være gørligt at der for gravstedsejere og for disse, som ansvarlige, der ønsker det imod en vis bestemt betaling til den ved forreste kirkegård boende graver, udstededes billetter som for sommermånederne tillod adgang i de nævnte timer. Da hr. Striboldt er en meget artig mand, s ville ved billetternes forvisning adgangen ske uden videre ubehageligheder. Hvilke altid er dobbelt mærkbare på et sted hvor allerede gemyttet lider. At derfor også dette rimelige ønske måtte tages i betragtning af de høje ansvarlige, tør man vel gøre sig håb om. 

(Politivennen nr. 863, Løverdagen den 14de Julii 1832, s. 463-466) . 

Ønske om en mere virksom Handel paa Africa.

Sidste efterår kunne man i dette blad læse det spørgsmål om årsagen til at ingen ekspedition var foretaget herfra til Østindien i flere år, da dog hvert år skibe udredes til denne verdensdel, såvel fra Sverige som fra hansestæderne og Altona. Man ventede oplysende svar på det fra en eller anden embedsmand af det høje kollegium hvorunder kolonifager sorterer, fra de handelskyndige af direktionen, revisorerne og decisorerne ved det Asiatiske Compagnie eller også fra den respektive handelsstand her i staden. Dog hidtil forgæves.

At kolonierne ikke aldeles er glemte, er bevist derved at betjente jævnligt er udsendt der med store, skønt ikke frugtbærende bekostninger. Den 5. eller 6. søofficer er siden fredsslutningen sendt ud til Trankebar som guvernør over de danske etablissementer i Østindien, uanset disse er anlagt for handelens skyld og aldrig har haft eller næppe nogensinde vil kunne få, militær vigtighed.

I henseende til handelsstanden her, da har samme formodentlig anset spørgsmålet som en byld for øm til at røre ved.

Indsenderen heraf, en gammel sømand, har så temmelig besejlet alle verdensdele, og derved erhvervet noget mere af indiansk handelskundskab end almindeligvis findes her. Men lig skroget af et skib efter mange lange og besværlige rejser anses han nok ikke mere værd end til ophugning. Ikke desto mindre indsniger dog sørgelige betragtninger sig i hans barm når han ser Frederiks den 5.s statue som minde om fortidens handelsflor og den stille øde havn med nogle gamle lastdragere som slæber sukkerfoustager fra Vestindien, for resten pærejagter fra provinserne og fremmede nationers skibe, hvilke ofte er flere i tallet end vores egne.

Det Asiatiske Compagnie med større evne end den private handlende til at føre den handel, hvorfor det fik sin tilværelse og begunstigedes af regeringen, lider af den tærende syge: påfaldende er den ligegyldighed som er kommet over interessenterne at de ikke selv kalder duelige læger til hjælp før regeringen får det i sinde for om muligt endnu at redde patienten. For at det er på høje tid, kan ikke længere betvivles. Man ser hen til hansestæderne, ja endog Altona hvor købmændene som før nævnt jævnligt gør handelsekspeditioner til Østindien, således også i dette forår, og kan det formodes at så bekendt dygtige købmænd handler hen i tågen uden beregninger over følgerne?

Måske kan med føje bemærkes at forandring af handelens gang gør Københavns beliggenhed mindre fordelagtig for afsættelsen af kolonialprodukter. Velan, hvorfor lader et selskab med samlede kapitaler som det Asiatiske Compagnie da ikke gøres oplag af disse varer på et eller andet dansk sted ved Elben, som skibene på returen kunne anløbe eller også dets affærer ganske flyttes derhen.

Det er beklageligt at de danske uanset deres etablissementer siden sidste fredsslutning af de engelske anses som en af de mindst begunstigede nationer i henseende til toldvæsnet osv. hvilket sysem må gøre det umuligt for de danske så længe samme vedvarer at hamle op med de engelske i fredstider. Ligesom også at statens embedsmænd såvel der som her hvilke end årsagerne monne være, ikke har forsøgt passende forestillinger derimod i sin tid. 

Da de danske etablissementer ligger inde i det engelske kompagnis besiddelser, kan der af dette kompagni selv næppe ventes forandring af dette trykkende væsen, men den måtte bevirkes hos regeringen i London hvortil de begivenheder som nærværende politiske horisont er så svanger med, tidligt eller senere kunne være behjælpelige.

Imidlertid gives der kyster og handelspladser i Østindien udenfor det engelske herredømme som indbyder til fordelagtige entrepriser for hver nations handlende der ikke er forknyttet ved konjunkturerne.

Det er meget ønskeligt at hensigtspassende foranstaltninger måtte træffes, og det snart. For at oplive Danmarks ostindiske handel og at de mænd øvede i handelsforretninger som tillige besidder lokalkundskaber måtte tages på råd med. For af militære og jurister hvor agtværdige de også måtte være i deres fag, kan dog ikke ventes de oplysninger som af den praktiske handlende. Hvorom en beretning fra guvernøren på Trankebar, orlogskaptajn Christensen indført i Handelstidenden for omtrent 1½ år siden afgiver fuldstændig bevis.

For gentages: Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark.

(Politivennen nr. 862, Løverdagen den 7de Julii 1832, s. 441-446) .

"Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark." (C. W. Eckersberg: En dansk korvette og dansk brig, Vestindien, 1827. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en af en del andre om en ulmende utilfredshed med at der ikke bliver gjort noget fra centraladministrationens side. Et andet eksempel er i Politivennen nr. 861, lørdag den 14. juli 1832, s. 457-461: "Fornødne Bemærkninger ved Grosserer Nathansons Skildring af vor Handel, Skibsfart, Penge- og Finantsvæsen i de sidste 100 aar", om handelens krise. Underskrevet af A. Poulsen.