Tolvaars-Drengen, Carl Julius Hansen, som selvmorder.

Denne dreng blev for en tid siden efterlyst af faderen i avisen som bortgået i middagsstunden fra arbejde på Harboes Klædefabrik på Nørregade. Et par dage efter fandtes drengen druknet i Ladegårdsåen, førtes til Frederiksberg, begravedes der og dermed var alt stille. At et tolvårs barn ombringer sig selv forsætligt er et særsyn, og det synes der umagen værd at nøjere undersøgelse foretoges i den anledning, at nemlig hans far, fabriksherren og drengens anden omgivelse på fabrikken blev afkrævet forklaring om ikke for andet, så for at få et bidrag mere til vores psykologiske kundskab om mennesket, samt en bemærkning i vores årlige lister over fødte og døde om denne sjældne tildragelse i 1834. Men dette kunne også blive begyndelsen til en undersøgelse om fattige fabriksarbejdende børns stilling her på landet. 

At børn lider på sjæl og legeme på disse steder er en afgjort sag, og en sag af yderste vigtighed når man tænker sig at der for tiden tales om anvendelsen af en halv tønde guld til oprettelse af en stiftelse for moralsk fordærvede børn. Måske ville en sådan undersøgelse føre til det resultat at det var mere vigtigt at forebygge fordærvelsen end siden at gøre forsøg på at føre de forvildede tilbage på den rette vej. Ved ovennævnte tildragelse har man anledning til at grunde over hvad der har forvoldt at sådant arbejde, som nu forrettes i fabrikker ved børn, tidligere kunne blive og til dels blev blev udført af aldrende og gamle personer ligesom også årsagen til at drenge til fordærvelse på sjæl og vel også på legeme, nu størstedelen bruges som murhåndlangere, hvortil tidligere udelukkende brugtes voksne og aldrende mænd og kvinder. Skulle måske fattigvæsenet have sin del i grundene til det? endelig kunne man spørge: hvorledes kan en dreng fra Nyboder på 12½ år drukne i en sådan rende som Ladegårdsåen da disse børn alle lærer at svømme fra deres 8. eller 9. år? 

Rygtet siger at ved drengens optagelse af vandet flød blod af hans næse og mund, måske har han i faldet stødt sig eller hvorledes hænger dette sammen. Af dette blodflod kan man fristes til at tro at han var sprunget ud kort før han blev fundet. Det kunne derfor også være ønskeligt at erfare om noget forsøg til hans redning eller genoplivelse er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 965, Løverdagen den 28de Juni 1834, s. 463-466) 

Nørregade 36. Det var her Harboes Klædefabrik holdt til, senere hofbagermester Piper. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 971, 9. august 1834, s. 568 bekendtgjordes resultatet af synsforretningen.

I  Navneregister til kirkebøgerne er indført dette:

B: Carl Julius Hansen                                             Født: 12.07.1821
F: Asmus Hansen - snedker ?                                Døbt: 17.08.1821
M: Karen Aagesen                                                  Sogn: Trinitatis

I Krak 1834 kan man finde følgende: "Harboe's Klædefabrik og Udsalg, Nørregade 236 & 37" . Ifølge Jævnførelsesregisteret blev 37 sammenlagt med 1806 36, til 36 & 37, fra 1953: 36 som er fra 1818. Hele 7 gange er denne matrikel henlagt til andre, siden 2008 Nørregade 36. Nr. 236 i Nørre Kvarter er i Jævnførelsesregisteret anført som en øltunnel i Ahlefeldts Bastion (ud for Nørregade) og som sådan nedlagt i forbindelse med sløjfningen af voldene. 

Der tale om justitsråd Johan Rubring Harboe (1762-1840). Han boede i 1832 i Nybrogade nr. 1. I Aalborg Stiftstidende 6. oktober 1840 blev det oplyst at ejendommen Nørregade 236 og 237 blev solgt en grund med bygning som var indrettet til klædefabrik tilhørende justitsråd Harboes bo. Han var da afg. justitsråd. Køberen var murermester P. L. Blom. Senere samme år blev indboet solgt. Måske var det hans tjener som annoncerede i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. september 1840:

En tro og skikkelig, jydsk Karl, som i flere Aar har tjent her i Byen, ønsker formedelst sin Herres Dødsfald Condition, enten til 1ste October eller til 1ste November. Anbefales fra det Sted, hvor han tjener, Klædefabriken paa Nørregade 236 og 237.

Og hans partner i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. juni 1841:

J. C. Humble, der i en Række af Aar har forestaaet afg. Justitsraad Harboes Klædefabriks Udsalg paa Nørregaden 236-37, har nu etableret et Klædeudsalg paa Nørregade 45, i Stuen. See bl. Bekjendtgjørelser.

En senere ejer var hofbagermester Piper, se Politivennen 22. maj 1819. 

Selvmord gav anledning til et cirkulære som er omtalt i  Kjøbenhavnsposten 24. juli 1834:

Det Kongl. danske Cancellie har, ved Circulaireskrivelse af 19de ds. til samtlige Overøvrigheder, anmodet disse om, herefter til Collegiet "at gjøre Indberetning om ethvert i deres Jurisdiction indtruffet Selvmords-Tilfælde og ledsage samme med en Udskrift af det i den Anledning optagne Forhør", ligesom dette allerede tidligere, ved Resc. af 1de Juni 1754, har været paalagt Stiftsbefalingsmanden over Sjællands Stift. Det er da Collegietss Agt for Fremtiden at "bringe Selvmordernes Antal i Danmark, som et ikke uvigtigt statistisk Datum, til offentlig Kundskab, i Forbindelse med de aarlige Criminaltabeller."

Garnisons Kirkegaard udenfor Østerport.

Denne kirkegård står langt tilbage for Assistenskirkegården udenfor Nørreport med hensyn til tækkeligt udseende osv. Som begravelsessted i almindelighed og især som hvilested for flere fortjenstfulde og højtagtede militære ved hvis minde man gerne dvæler, ønsker indsenderen at den snarest muligt måtte finde en smagfuldt ordenden hånd der vist ikke ville undlade tillige at bortskaffe adskillige mindre passende indskrifter blandt hvilke især følgende der findes anbragt på en bænk, trænger til en betydelig forandring, hvis man ikke vil ganske stryge den: 

Her

under viler stövet af min Elskede

Mand, Johan Hugo von Müller Capitain

ved Hans Kgl Höihed Prinds Christian, Frede-

riks regm; födt den 22 Junii 1794, og Död den 

25 Sept 1832, fred være med dit Stöv du Elskede

Wel er Graven fjern Men Tangen ved Gjennem

Tid og Run sin Wei at lende. Hvad han

Wærket Hær og hvad han led. Wel beva-

res i et Kærligt Minde.

Et ubehageligt brud på de tanker hvormed sindet sysler på et sådant sted, må dog unægteligt forvoldes ved læsningen af ovenstående, eller lignende indskrifterr

(Politivennen nr. 964, Løverdagen den 21de Juni 1834, s. 457-458) 

Et billigt Ønske, som vistnok opfyldes af dHerrer Synagogeforstandere.

Den priselige skik som gives medhold i Moselov, nemlig at kønnene bør være aldeles adskilte under gudstjenesten, er rigtignok indført i den nye hovedsynagoge, ligesom dette også før var tilfældet i interims synagogerne. Men af hvad grund man uden nytte har bortskaffet det anordnede forhæng som bør adskille mandfolke- og fruentimmerkirken, det kan ikke indses. Referenten der lever blandt en herværende respektabel mosaisk familie, hvoriblandt der befindes 7 damer, er af samtlige disse så ofte og inderligt anmodet om offentligt at anmode de respektable hr. forstandere for synagogen om snarest muligt at drage omsorg for at forhæng anskaffes for fruentimmerkirken, hvilket på ingen måde kan forhindre eller bebyrde de derværende andægtige der derimod bliver fritaget for den højst upassende og næsvise beskuelse af de mange bebrillede og ubebrillede gamle og unge herrer som vist nok gjorde bedre i at rygte deres kald udenfor, men ikke indenfor Gudshuset. At det er de ansvarlige magtpåliggende at bortrydde alt profant sammesteds fra, tror og håber referenten og beder derfor: lad ikke ordet blive en røst i ørken.

L. Baruch. 

(Politivennen nr. 964, Løverdagen den 21de Juni 1834, s. 456-457) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev citeret i flere andre aviser, bl.a. Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende, 1. august 1834.

I Kjøbenhavnsposten 19. juli 1834 er en artikel, underskrevet af L. David Baruch. Heri anføres det at forstanderne af kancelliet har fået afslag på et særligt politi i Synagogen, og at man i stedet skal rekvirere det almindelige politi hvis nogen skal udvises. Af artiklen fremgår også at der skulle have været rekvireret politi i ugen før:

Politie i Synagogen

Forstanderne for det mosaiske Troessamfund herværende Synagoge havde, for henved 6 Maaneder siden, indgivet Ansøgning til det Kongelige danske Cancellie om Tilladelse til i Synagogen at agere et indvortes Politie, eller at tildeles lovgivende, dømmende og executiv Myndighed (saaledes skulde t. Ex. Betjentene bære Skildte). - Ved naadigst Resolution, der er communiceret Forstanderrne den 16de f. M., er denne deres Ansøgning afslaaet, hvorhos det er samme tilkjendegivet, at de fremdeles "ikke maae udvise Nogen af Bedehuset, men i Tilfælde af at Uorden finder Sted, have at reqvirere Politiet", og det, som det hedder, "for at forebygge Misbrug." Uagtet beviisligen igen Uorden kan siges at have fundet Sted, har det dog behaget den ældste Forstander at reqvirere Politie i den sidstforløbne Uge, og vare Betjentene i Mandags posterede i selve Bedehuset. At denne Fremgangsmaade, hvorved Medlemmer af Menigheden, underderes Andagt i Gudshuset, underkastes et utidigt Politie Opsyn, maa have og har vakt villig Indignation blandt Menighedens Medlemmer, er vistnok ligesaa rimeligt, som det synes indlysende, at Forstanderrnes Forhold tør kaldes upassende, om ikke uforsvarligt.

L. David Baruch.

En Skolebog, der trænger til Forandring.

Forleden aften var jeg i selskab hos en agtværdig familie af den mosaiske trosbekendelse. Med forundring hørte jeg et af de yngste børn, en lille pige, stille faderen det spørgsmål. Far! er du ikke jøde? Manden besvarede spørgsmålet med et ja, og den lille spurgte derpå: Hvorfor går du da ikke klædt som jøde? Da jeg bemærkede mandens forlegenhed for svar, tog jeg ordet og spurgte den lille om hvorledes en jøde skulle klæde sig, hvorpå hun svarede: således som jøden i min abc, og hentede bogen for at vise mig den. Her fandt jeg under bogstavet: J, afbildet en jøde med langt skæg, trekantet hat og med en del klædningstykker på armen, ganske i den kostume som vi har set skakkerjøden for henved 50 år siden. Jeg sagde da til barnet at for mange år siden var vel en del jøder klædt således, men at dette ikke mere var tilfældet, og søgte at bringe samtalen på en anden materie. 

Imidlertid fandt jeg siden lejlighed til nærmere at betragte bogen hvis titel er: "Nyeste billed-Abc for de allerførste Begyndere, med 50 Figurer", 4de oplag, København, trykt på Boghandler C. Steens Forlag, hos C. L. Møller, fås på Børsen nr. 2. Om teksten vil jeg ikke tale, da denne vel kan være passende for børn i den tidligere alder. Men mod figurerne der tydeligvis skønnes aftrykte af plader stukket i Tyskland, kunne der være meget at indvende. Således findes her blandt andet: En drage, en Xantippe, Hygæa, et Janushoved, en Sarkofag m. fl. og enhver indser let vor vanskeligt for ikke at sige umuligt det vil være at give børn i den alder, for hvilken bogen er bestemt, noget tydeligt begreb om det disse figurer betegner. 

"Her fandt jeg under bogstavet: J, afbildet en jøde med langt skæg, trekantet hat og med en del klædningstykker på armen, ganske i den kostume som vi har set skakkerjøden for henved 50 år siden." (Det kunne være denne fra begyndelsen af 1800-tallet, Lahde)

Men af alt stødte mig dog mest jøden. For når man betænker hvor mange landes regeringer heriblandt især vores egen, der har bestræbt sig for jødernes emancipation og uddannelse, så synes det højst urigtigt ved sådanne figurer at vedligeholde og hos den tidlige ungdom at opvække skadelige begreber om religionsforskellighed og ringeagt for medmennesker, i stedet for at indprente den menneskelighed og tolerance. Jeg besluttede derfor som herved sker offentligt at anmode forlæggeren om at han når et nyt oplag gøres fornødent vil borttage eller forandre de her påankede figurer, ligesom jeg også vover at ytre den formening at det ikke burde tillades nogen at udgive skolebøger før disse var gennemset og godkendt af den kongelige skoledirektion. 

(Politivennen nr. 964, Løverdagen den 21de Juni 1834, s. 454-456)

Et Par Bemærkninger ved Hr. Provst og Ridder Schaks Svar paa en Fortælling i Politievennen Nr. 960.

I Politivennen nr. 960 er fremsat en fortælling om en dåbshandling i Frelser Kirke på Christianshavn den 8. maj og hvad der i sammes anledning er passeret. Hr. provst og ridder Schack har i et lille svar på samme anført et brev han dagen efter dåbshandlingen skal have tilskrevet hr. professor Brorson, hvori sagen fortælles på en kort og undskyldende måde og således at hele skylden for det passerede falder på mig. Men da medborgeres dom om mit forhold ikke kan være mig ligegyldig som embedsmand, nødes jeg til at fremsætte nogle bemærkninger i anledning af nævnte svar:

Jeg er født og opvokset på Christianshavn, er døbt og konfirmeret i Frederiks tyske kirke hvor jeg også har ladet mine to første børn døbe. Men da min hustru ikke behersker det tyske sprog, har jeg siden forrige efterår kommunikeret i Frelser Kirke under hr. pastor Visby. Af den årsag og da min kone skønt svag selv ønskede at holde sit barn over dåben, valgte jeg at lade dette blive døbt af hr. Visby i denne kirke, idet jeg ikke formodede der kunne være nogen hindring da jeg ved at børn ofte er døbt såvel i denne som i andre kirker uagtet forældrene hørte til anden menighed. Hindret ved andre forretninger bad jeg jordemoderen madame K. om at bestille dåben og afgøre det fornødne med kirkebetjentene, hvorhos jeg pålagde hende at bede hr. provst Schack om at hr. pastor Visby måtte foretage den hellige handling. 

Jeg tvivlede ikke på at jordemoderen havde udført sit ærinde som det var hende pålagt. Men da jeg om torsdagen just som vi var færdige at tage til kirken, fik en skrivelse fra hr. pastor Visby hvori han underrettede mig om at han ikke måtte døbe barnet, spurgte jeg hende om hun ikke havde bedt hr. provsten om tilladelse til at hr. Visby måtte foretage dåbshandlingen, hvorpå hun svarede at hun havde forsømt dette. Desuagtet tog vi til kirken i den tanke at hr. provsten selv ville døbe barnet såsom intet afbud var indløbet. Kort efter vores ankomst blev jeg kaldt op i sakristiet. Havde hr. provsten her på en sømmelig og præstelig måde talt med mig, ville den indløbne uefterrettelighed af jordemoderen let være opdaget og alle ubehageligheder undgået. Men den måde hvorpå jeg blev modtaget og tiltalt bragte mit blod i et sådant oprør at jeg forlod sakristiet og forlangte at min kone tillige med jordemoderen med barnet skulle tage hjem. At min kone først efter at have nærmet sig udgangen af kirken i temmelig eksalteret forfatning som beskrevet i Politivennen, vendte om og ilede op i sakristiet er vitterligt såvel for mit barn som de flere børns faddere der var i kirken. Altså kan jeg ikke takke for den kompliment som hr. provsten i sit svar pag. 7 er så artig at gøre min kone.

Det er altså uefterrettelighed af jordemoderen der har forvoldt hele denne hurlumhej og tjener hr. provsten som middel til at få skylden væltet over på mig idet han hele tiden råber på at han ikke er anmodet om eller har givet tilladelse til at hr. pastor Visby måtte døbe barnet. Men uden at opholde mig længere ved hr. provstens svar, vil jeg blot søge kort at besvare det spørgsmål han fremsatte i slutningen.

Hr. provsten spørger: Hvor har jeg forset mig?

Mon deri:

1) At jeg spørger hvorfor faderen ikke selv bestiller sit barns dåb, en forpligtelse som forordningen af 30. maj 1828 § 13 pålægger ham?

Svar: Hertil må jeg svare: Dersom jeg absolut skulle møde personligt, så har hr. provsten selv overtrådt forordningen ved at modtage bestillingen af en anden, og ved ikke at beordre mig at møde til en anden tid, da jeg var fri for embedsforretninger. Men forordningen kræver ikke dette ubetinget. *)

2) At jeg ikke giver en tilladelse som aldrig er forlangt?

Svar: At tilladelsen var ønsket, men af jordemoderen forsømt at forlanges er ovenfor nævnt. Men hr. provsten blev dog samme dag i tide af hr. pastor Visby underrettet om mit ønske og kunne jo i selve kirken have givet denne tilladelse ifald det stod i hans magt.

3) At jeg vægrer mig ved at døbe et barn i en kirke hvortil det ikke henhører efter faderens eget vidnefaste erklæring?

Svar: Om tirsdagen da dåben bestilles, blev mit navn og min charge opgivet skriftlig og af mig selv . Hr. provsten såvel som hr. klokker Petersen kunne da deraf se om jeg var berettiget til at få mit barn døbt i Frelsers Kirke eller ikke. I sidste tilfælde burde betaling ikke have været modtaget og jeg været underrettet om hindringen forinden det øjeblik da dåbshandlingen skulle foretages. Havde jeg vidst det jeg nu ved, da ville jeg uden at ulejlige hr. provsten have henvendt mig til hr. professor Brorson som vist ikke ville have nægtet mig at lade mit barn døbe af hr. pastor Visby.

4) At jeg ikke meddeler faderen en underretning ikke var mig mulig?

Svar: Det, hr. provsten vidste om torsdagen, vidste han allerede om tirsdagen. For øvrigt er dette spørgsmål besvaret i foregående svar.

5) At jeg i samtale med min kollega tilkendegav mit mishag med hr. Kruses hele forhold imod mig, således som dette nu er fremsat og opklaret?

Svar. Jeg kan ikke indse hvorledes jeg har kunnet pådrage mig hr. provstens mishag fordi jeg lod jordemoderen bestille dåben på en tid jeg ikke selv kunne møde. For det stod jo til ham at kræve at jeg selv personligt skulle møde til en anden tid, hvis dette var aldeles nødvendigt, eller den medfulgte seddel samt jordemoderen ikke kunne give tilfredsstillende oplysning. Men måske var det fordi jeg kun betalte hr. provsten 1 rigsbankdaler sølv, hvilket han behager at kalde uanstændigt. Jeg gad vide hvor meget hr. provsten vel ville have for at kalde betalingen anstændig. Mig syntes at 1 rigsbankdaler for intet at foretage var anstændig nok.

6) At jeg alligevel døber barnet i en kirke hvortil det ikke hører?

Svar: Dette spørgsmål behøver intet svar, eftersom hr. provsten selv har besvaret det. Imidlertid kan eg ikke nægte at det er mig temmelig uklart hvori hr. provstens ved denne lejlighed udviste embedskonduite består. Mon den skulle bestå deri:

At han lader mig komme i kirken. Der gør mig heftige bebrejdelser og nægter mig at få barnet døbt og først  døber det efter at nægtelsen har frembragt heftige sindsbevægelser hos mig og min hustru?

Hvad endelig hr. provstens påstand, pag. 6 angår: "at hr. pastor Visby om begge de anførte bevæggrunde skal have erklæret at han i hr. provstens sted ville have handlet ligeså" da er det mig bekendt at hr. provsten har vist den påfaldende mangel på sømmelighed ikke at underrette sin kollega om den måde hvorpå han agtede at indblade hans navn i sagen og at hr. Visby aldeles benægter at have brugt dette udtryk med hensyn til den betaling der af hr. provsten kaldes uanstændig.

H. C. Kruse.

*) Nævnte forordnings § 13 lyder således:

To til tre dage før et barn skal døbes i kirken eller dets dåb sammesteds bekræftes, skal forretningen bestilles hos sognepræsten. Ordentligvis bør, når det er et ægte barn, faderen selv møde hos præsten i foranførte henseende. Men er det en bekendt mand, kan begæringen og anmelderen ske skriftlig, ligesom også hvis faderen ikke selv kan møde, samt når det er et uægte barn, en pålidelig person kan sendes til præsten for at foranstalte og meddele  det fornødne."

(Politivennen nr. 963, Løverdagen den 14de Juni 1834, s. 426-433)