Kaade Drenge beskadige Volden ved Østerport.

Det er et harmeligt skue at se hvorledes en del af Nyboders drenge huserer på den indvendige dossering af den del af volden som ligger mellem krudttårnet og de to materialhuset henimod Østerport. her føres ordentlige træfninger, under hvilke dosseringen bestiges og jorden nedtrædes, hvorved stadige reparationer bliver nødvendige. Det omhandlede stykke ser ud som om det havde været udsat for kanonskud. Da den skildvagt som har sin post ved den der på volden liggende mølle, ikke kan afværge voldens beskadigelse på nævnte sted, ville det vist være hensigtsmæssigt når skaden er istandsat at lade et par mand for Østerports vagt undertiden patruljere der forbi for at bortjage drengene som vist nok når de ser sig forstyrrede i deres leg, ville vælge en anden tumleplads.

(Politivennen nr. 1004, Løverdagen den 28de Marts 1835, s. 200-201)

Ønske fra en Landmand paa Cronborg Amt.

Ved det sidste jagt på 1. Kronborgdistrikt var folk fra de omliggende egne tilsagt at møde som klappere. De fra Esbønderup var tilsagt at møde kl. 6, men indtraf ikke alle til bestemt tid, da de skulle møde i Boserup, 1 1/4 mil derfra. 

Anmelderen heraf havde sendt sin karl i rette tid. Men denne som er nogle og halvfjerds år gammel, kom i følge med flere lidt over det bestemte klokkeslæt, dog så betimeligt at det til jagten tilsagte personale stod i klynge og vedkommende antegningsmænd endnu stod med papirerne i hænderne for at afskrive de tilstedeværende.

Karlen fulgte jagten hele dagen i et regn-og sludfuldt vejr, og afventede dens ende, hvilket med vidner kan bevises og beediges, og dog blev han tilkendt en mulkt på 3 mark sølv for ikke at møde frem. Antager man at karlens husbond betaler denne mulkt for ham, så synes det dog hårdt nok for en husmand. For beregner man at han som sådan kunne havde tjent 2 rigsbankmark den dag ved hans arbejde, men ved at måtte give slip på den taber disse, der med kosten tilligemed mulkten udgør 11 rigsbankdaler, så vil man vel finde dette betydeligt for en fattig husmand. Det er vist ikke højere foresattes vilje at en så ringe forseelse som nævnte der aldeles ikke kan have videre følger, skal straffes således. Hvilket vel næppe var blevet tilfældet hvis sagen havde været undersøgt forinden der på afskriverens melding blev bestemt mulkt. 

Det var derfor ønskeligt om i fremtiden ved sådan lejlighed udeblivelse eller for sent fremmøde skulle finde sted, at den pågældende da først måtte forhøres. For måske kan der da gives oplysende grunde der tilstrækkeligt undskyldte forseelsen, og at høje vedkommende vil tage rimeligheden i betragtning er man ligeså overbevist om som om at de vist ikke ønsker at deres underordnede overskrider deres grænser.

Man har hørt at de kongelige prinser ved sådanne jagtture yder en ikke ubetydelig dusør. Om denne tilfaldt jagt- og forstbetjentene alene eller om det er bestemt at klapperne skal nyde del af den, derom er man uvidende. Men ønsker underretning. 

(Politivennen nr. 1003, Løverdagen den 21de Marts 1835, s. 183-185)

"Karlen fulgte jagten hele dagen i et regn-og sludfuldt vejr," (Ukendt kunstner: En jagt af kongelige personer. Før 1848. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning.

I Kjøbenhavnsposten den 5. november 1837 berettedes om noget lignende, idet mellem 5 og 700 bønder var blevet kommanderet ud som klappere i Wackenbecker ved Kiel. Disse var beskæftiget en hel dag med at hjælpe herskaberne med at få skudt 2 ræve og 3 harer. Bøden for ikke at møde op var 24 skilling (eller en hel ugeløn). De skulle møde kl. 9 om morgenen, men jægerne kom først halv tre. 

Mere om Frederiksbergs Byveie, samt Noget om Slotshaugen.

Man har i Politievennen læst to indsendte stykker om køre- og gangvejen bag slotshaven, fra Frederiksberg til Kongevejen, hvilke stemmede overens deri at denne vej ikke kan henregnes til byveje, som i følge anordningerne skal vedligeholdes af byens beboere,fordi den befares af alle stænder og klasser, af folk fra alle dele af Sjælland med og uden læs, af herskaber, af dagvogne osv. Intet kan da vær mere rimeligt end at vejvæsenet bør vedligeholde denne, ligesom enhver anden offentlig eller alfarvej. Man gør altså håbe at den i forestående sommer vil få den istandsættelse hvortil den allerede alt for længe siden har trængt. I sin nuværende tilstand kan den snareresammenlignes med et uføre eller en stor lergrav end med en ordentlig kørevej.

Frederiksberg Slot. Det er svært at gætte sig til hvilken spadseregang artiklen hentyder til. (foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018)

Næsten lige så slemme er adskillige af vejene i og omkring Frederiksberg. At i det mindste nogle af disse bør vedligeholdes af husejerne i nævnte by, er sandsynligt. Men man mærker nok at øvrigheden er flyttet fra byen, siden de ikke tilholdes at opfylde denne så nødvendige pligt. I langvarigt vådt vejr især om vinteren, er føret her således at man må være bange for at gå fra en gade til en anden uden at være forsynet med lygte. Og endda har man ondt nok ved at vinde frem. 

Slotshaven har i den forgangne våde vinter været slem især i visse gange. Også sidste sommer var nogle af gangene i en ubehagelig tilstand, på grund af det meget sand som lå så tykt at man næppe kunne arbejde sig frem. Publikum havde derfor banet sig en fodsti på grønsværen langs kanalen forbi slottet. Men denne bekvemmelighed er nu frataget fodgængerne ved en række tjørnevækster som hænger sig fast i damers og kavallerers tøj. At det ikke er sket for at vinde det ubetydelige græs som kan vokse på en sti af ½ alens bredde og 100 skridts længde, er man overbevist om og håber derfor at disse tjørne borttages, især da gagen desuden er smal nok for det spadserende publikum.

(Politivennen nr. 1003, Løverdagen den 21de Marts 1835, s. 181-183)

Erindring til de Herrer Forstandere for den jødiske Synagoge i Kjøbenhavn.

Tredje afsnit § 22.4) i doktor Wolffs agende bestemmer at på torafesten "enkelte medlemmer af menigheden hvis antal, samt hvem der skal beæres dermed, bestemmes af synagogeforstanderskabet, skulle følge parvis, bærende toraer i toget omkring tribunen." Da de herrer forstandere hidtil kun har beæret sig selv med dette hverv, anmodes de om fremdeles at gøre en forandring med det, hvilket endog anmelderen mener at agendens bestemmelse fordrer. 

Den salme man ved sidste torafest lod afsynge af kordrengene, bedes tillige udeladt, da agenden ikke bestemmer dette, og man har ikke før ved den nævnte festlighed ladet en sådan afsynge, hvorfor sådanne afvigelser altid bliver noget uvant for den mosaiske trosbekender så længe han har den overbevisning at forstanderne ved den mosaiske synagoge lige så lidt er berettiget til at afvige fra agendens forskrifter ved den offentlige gudstjenestes ceremonielle ordning, som menigheden medlemmer ved dennes udøvelse.

Bolt.
Examinatus juris 

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 174-175)

Anmodning til de Herrer Kobbersmedmestere.

Dersom en skomager, skrædder eller anden uden larm arbejdende professionist ville forsøge på at flytte sit værksted ud på gade eller fortov, ville han vist nok snart blive vist indenfor sine egne grænser. Men kobbersmede derimod ser man jævnligt uforstyrret at drive deres støjende profession på offentlig gade. Vel er det humant af øvrigheden at den tillader sådant for ikke at hindre borgere i deres erhverv, men på den anden side kan det dog ikke nægtes at larmende arbejde på gaden fører megen ulempe med sig. For ikke at tale om færdslen især i smalle gader, derved spærres og at den igennemtrængende, dundrende lyd som fremkommer når 3 svende hamrer på en stor sukker- eller brændevinskeddel, er højst ubehagelig for de forbipasserende. Men hvad må den ikke være for de der bor i nærheden, der er nødt til hele tiden at låne øre til det, og især for den syge der trænger til ro og hvis bedste medicin er søvn? Troligt er det også at ejendomsbesiddere i nærheden af et sådant værksted lider skår i deres indtægter eller har ondt ved at få deres værelser udlejet for en nogenlunde rimelig pris. Men det værste er at heste ved denne larm kan blive sky og afstedkomme uerstattelig skade. 

Sådant havde nær hændt i fredags i næstforrige uge i Møntergade. Imens 3 svende hamrede på en stor kobberkedel, kom en karl med to løse heste fra Pilestræde og drejede ind i gaden, men da disse hørte denne banken, blev de urolige, stejlede og ville ikke gå frem, så at karlen måtte vende om og tage en anden vej. På samme tid kom fra den anden ende af gaden en bagervogn, men da den nærmede sig larmen, blev hestene sky, så at karlen ikke formåede at holde dem og først ved flere hjælp fik vogn og heste trukket tilbage, ved hvilken manøvre vognen nær havde tørnet på og væltet en drosche hvori der sad en dame der ikke blev indjaget så lidt skræk. Under dette optrin vedblev svendene deres arbejde og hamrede på kedlen af alle kræfter. 

Møntergade. Bagest Pilestræde hvor karlen kom fra med de to løse heste. Forrest hvorfra bageervognen kørte ind i Møntergade. (Foto. Erik Nicolaisen Høy, 2015)

Man tillader sig i denne anledning at anmode de herrer kobbersmedsmestere om at de, betænkende de fortrin de således nyder frem for den største del af deres medborgere, vil pålægge deres folk at disse når de under deres arbejde på gaden ser heste blive urolige, skal holde inde med arbejdet indtil at hestene er bortfjernet. Man har det håb at de vil opfylde denne anmodning, da arbejdets forsinkelse i et par minutter vel ikke kan komme i betragtning mod den ulykke eller skade dets uophørlige fortsættelse muligvis kan afstedkomme. Det militære viser i almindelighed den humanitet at det standser dets spil når urolige heste der kan forårsage skade, kommer det i nærheden. Hvorfor skulle man da ikke vente samme humanitet af borgere?

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 168-171)