Et billigt Ønske til den kongelige General Postdirection gjentages.

Allerede oftere er den kongelige generalpostdirektion blevet anmodet om at overtage dagvognsbefordringen, og som følge heraf at lade dagvognene afgå fra postgården. Men hidtil er dette ikke blevet opfyldt. At direktionen må  have vægtige grundt for ikke at ville indlade sig herpå, må antages da den ellers med så megen varme antager sig publikums sag, og det endog med opofrelse. Dertil kan vi fx henregne den fortrinlige diligencebefordring mellem København og Hamborg, befordringen med fjedervogne ved pakkeposten og nedsættelsen af taksten for befordringen med samme. Imidlertid kan indsenderen dog ikke indse hvorfor det oven nævnte ønskes opfyldelse møder så mange, tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder.

Enhver som ikke ved at dagvognsbefordringen er en privatentreprise, må nødvendigvis tro at den er en kongelig post da kusken bruger den kongelige postmundering, og hvad er da vel rimeligere end at den rejsende går til postgården for der at lade sig indskrives. Men der bliver han i flæng henvist til Tornebuskegade, derfra til Knapstedgård og derfra igen til Gardergården, eftersom de forskellige dagvogne ekspederes fra forskellige gæstgiversteder. For ikke at tale om det ubehagelige i således at blive aprilsnar, så er det for fremmede som for enhver anden, anstødende at måde og at aftræde i en smudsig gæstgivergård og i gæstestuen at opholde sig undertiden blandt folk af den laveste klasse.

Når den høje direktion derimod overtog dagvognenen, og derved her ansatte en i postfaget i almindelighed vel bevandret og forekommende betjent som kunne vejlede de rejsende på alle måder, ville det rejsende publikum være den kongelige generalpostdirektion endnu mere forbundet. Der indses heller ikke at en sådant arrangement kunne være til skade for postkassen, eftersom de nu ved dagvognsbefordringen bestående bestemmelse med ubetydelige forandringer kunne vedligeholdes, heller ikke volde direktionen større bryderier end nu, men meget mere formindske samme da der ved oven nævnte postofficers medvirken og omsorg ville komme bedre skik på og orden i det hele. Da den kongelige generalpostdirektion med så megen redebonhed efterkommer publikums rimelige ønsker, håber indsenderen at også dette hos samme vil finde velvillig modtagelse.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 337-339)

Ønske om en Opsynsmand paa Christianshavns Vold.

Så behagelig som den nylig givne tilladelse til at måtte passere Christianshavns volde er, især for Christianshavns indbyggere der ikke har noget andet spadserested så harmeligt er det for disse at se en mængde lurvet klædte drenge og piger så at sige have bemægtiget sig en del af volden og valgt den til deres tumleplads. På voldens indvendige dossering er mange og store huller hvorfra de har gjort sig egne opgange fra gaden. Forleden dag så anmelderen dem gribe fat i og rokke de der plantede træer og bestige de der stående avertissementstavler for at kunne komme op på skuldrene af hinanden. Ja, på en af disse tavler er endog allerede enkelte ord bortskårne med knive. Pøbelen driver her sit uvæsen uforstyrret da ingen spadserende vover at indlade sig med de uvorne, og der ingen skildvagt er i nærheden. For de to poster ved møllerne er fjernet så langt fra hinanden at de ikke kan observere hvad der foregår på den strækning der ligger mellem dem. Men selv om de var nærmere, ville de intet kunne udrette for at forebygge denne uorden da de kun tør fjerne sig en kort afstand fra deres poster. Det var derimod ønskeligt om der ansattes en mand til at have opsyn med volden, og når denne blot i nogen tid med en god svøbe holdt disse drenge i ave og fjernede dem fra volden, ville meget arbejde og megen bekostning ved voldens hyppigere reparation spares og vedbørlig orden tilvejebringes.

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 318-319)

Anmodning til Commandantskabet i Citadellet Frederikshavn.

Den del af det publikum som ved at købe et tegn har erhvervet sig lovlig adgang til Kastelsvolden, har i lang tid været udsat for en meget forskellige behandling af det militær der er kommanderet til fangetårnene, idet man som oftest når fangerne var ude for at trække frisk luft, uhindret stod og så på dem, andre gange blev opfordret til at fremvise tegn, skønt man allerede i forvejen havde fremvist det for skildvagten neden for volden. Atter andre gange blev det forbudt at stå stille, men derimod tilladt at gå frem og tilbage. 

Og sidste søndag den 10. i denne måned blev man endelig efter at såvel overjægeren der førte kommandoen, som også de ekstraordinære poster der var udsat på volden havde tilladt folk at spadsere frem og tilbage, kort efter at en løjtnant havde indfundet sig helt jaget bort fra den del af volden hvor fangetårnene nr. 1 og 2 ligger. Da man altså har al grund til at tro at sådanne ordrer der modstrider hinanden, ikke er udgået fra kommandantskabet, men meget mere er fostre af nogle underordnedes luner, så er indsenderen heraf så fri at anmode kommandantskabet om at lade opsætte nogle tavler på passende steder på volden, hvorpå er anført de regler hvorefter enhver som passerer volden har at rette sig. Herved ville man opnå den dobbelt nytte at militæret ville undgå vrang omdømme og det adgangsberettigede publikum blive fritaget for vilkårlig behandling.  

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 314-316)

 "Søndag den 10. blev man endelig efter at såvel overjægeren der førte kommandoen, som også de ekstraordinære poster der var udsat på volden havde tilladt folk at spadsere frem og tilbage, kort efter at en løjtnant havde indfundet sig helt jaget bort fra den del af volden hvor fangetårnene nr. 1 og 2 ligger." (Kastelsvolden. Eget foto, 2016)

Bekjendtgjørelse.

Københavns guvernement har under 4. maj ladet bekendtgøre: "Da Christianshavns hovedvold fra Kalvebod Bastion til Amagerport nu er istandsat, beplantet med højtstammede træer og givet en banet vej, lig Københavns vold, tillades det stadens indbyggere til fods at passere oven nævnte vold, i overensstemmelse med de på samme anbragte avertissementstavler." Ved denne tilladelse er et i dette blad flere gange fremsat ønske blevet opfyldt, hvilket vist påskønnet af Københavns og især af Christianshavns indbyggere.

(Politivennen nr. 1010, Løverdagen den 9de Mai 1835, s. 306)

Om Kunstneren Carl Rappo, og de om ham udspredte Rygter.

Når en mand begynder et foretagende som lykkes, mødes han ikke sjældent af misundelse eller brødnid der søger at nedsætte hans værd og på flere måder lægge hans bestræbelser hindringer i vejen. Således er det også gået den udmærket duelige kunstner Carl Rappo. Det almindelige bifald hans kunstpræstationer har vundet det bestandigt forøgede tal af tilskuere der indfandt sig til hans forestillinger, vækkede ildesindede og lavttænkende personers misundelse. Og i den hensigt at skade ham, udspredtes ufordelagtige rygter om ham som fx at den vægt han angiver på de kugler og lodder som han bruger ved sine forestillinger, var overdrevne. At han snød tilskuerne ved med behændighed at ombytte jernkuglerne med lignende af træ, osv. Ja, ved forestillingens onsdag den 29. april efter at første afdeling var til ende, lod en stemme sig høre ved udgangen af parterret som råbte: "Det er ingen sag, det er trækugler, de er ikke så tunge mm." Personen der således ytrede sig, forsvandt straks blandt flere andre som gik ud for at søge forfriskninger. 

Men da det passerede formodentlig fortaltes til hr. Rappo, kom han frem og erklærede at de rygter som var udspredt af ildesindede mennesker, var aldeles falske. At hans kugler var af støbt jern, købt her i København for flere år siden, og havde den tyngde han angav i dansk vægt, samt at det stod frit for enhver tilskuer at overbevise sig om at han ikke ved behændighed narrede tilskuerne, men at det var virkelige kraftprøver han fremviste. Derpå lod han de forskellige kugler falde på gulvet så at de rullede ned blandt tilskuerne hvor en af hans tjenere optog dem og efter at have fremvist dem for flere, bragte dem til hr. Rappo der spillede med dem som med en bold, kastede dem mod loftet, opfangede dem på nakken og gik således selv ned blandt tilskuerne for at vise dem at det var de samme kugler som før var vist dem. Således gendrev han sin nidske misunders beskyldning, hvorfor også enhver af hans ypperlige præstationer lønnedes med de overraskede og tilfredsstillede tilskueres bravoråb. 

Rappo som Herkules. Artistoptræden på det gamle Pantomimeteater. Illustration fra Axel Guthmann: Tivoli. Billedet findes også på forsiden af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. april 1835.

Anmelderen af dette har aldrig før ved omhandlede forestilling set hr. Rappo eller kender det mindste til ham, men har dog som dansk mand troet det rigtigt at tage en fremmed kunstner som besøger os, i forsvar mod falske beskyldninger der måtte krænke ham og forbitre ham hans ophold her. Og skønt anmelderen ikke er kaldet til at være hans lovtaler, tør han dog ligesom udgiveren af et andet meget læst blad, erklære hans præstationer for interessante og behagelige og at han langt overgår enhver der nogensinde hertil lands har vist sig i den genre, ja han tør endog mene at hvis en vis dansker der engang skal have udladt sig med at han kun kendte tre store mænd i verden, nemlig 1) Vestris, 2) Napoleon og 3) sig selv, får hr. Rappos kunstfærdighed at se, vil han vist erkende ham for den fjerde. 

(Politivennen nr. 1010, Løverdagen den 9de Mai 1835, s. 297-300)

Redacteurens Anmærkning

Kjøbenhavnsposten havde allerede den 8. juni 1833 omtalt Rappo:

"Europas første Athlet og Herkules", Carl rappo har nylig paa Königstädter-Theatret forbauset Berlinerne ved sine Herkuleskunster. Man kaldte ham allerede den Uovertræffelige, og besang ham i Oder og Sonnetter, da den, fra sine Forestillinger paa Nørrebroes Cirkus, for os bekjendte Kunstberider Bach kom til Berlin, og "Jupiters Søn", i det de Bachske Selskab, fandt en Rival, der udfører paa den gallopperende Hest, hvad Athleten Rappo producerer paa Jorden. Enhver Kjøbenhaver gjættr let, at denne Rival er Kunstberideren og Jongleuren Motti, der allerede i Frankfurt a. d. O. havde Udfordret Rappo til en Tvekamp, men forgjæves ventet paa hans Møde.Motti har desuden i Berlin offentlig ladet Enhver, der kan kaste ham til Jorden, tilbyde en Sum af 500 preussiske Daler.

Også i Kjøbenhavnsposten forholdt man sig i 1835 afvisende overfor disse rygter om at Rappo svindlede. Se fx 8. maj 1835, s. 440. Rappo var en verdenssensation. Ifølge flere hjemmesider, bl.a. denne var Karl Rappo (1800-1854) den første stærk-mand jonglør i moderne tid. Han trænede allerede fra sin ungdom, og 19 år gammel oplevede han en gruppe indiske artister i Innsbruck som han rejste sammen med. Sammen med sin kone og 2 lærlinge dannede de Rappo Theatre som spillede over hele Europa som fx zar Nikolaj i Rusland. Han optrådte i indisk kostume med bl.a. balancekunster.

Rappo kom til København i marts 1835 og gav her forestillinger på Vesterbro Morskabsteater, som berettet i Kjøbenhavnsposten, 31. marts 1835:

Rappos første Forestilling i Søndags var ikke saa talrigt besøgt, som den uden Tvivl vilde være bleven, hvis den iforvejen havde været bekjendtgjort paa sædvanlig Maade. Denne Kunstner, der, siden sin sidste Nærværelse her, har udviklet sin overordentlige Styrke og Behændighed i en forbausende Grad og derhos erhvervet sig den Gratie og Aplomb, der først giver enhver Art af Kunstproduktion sin fuldendelse, fyldestgjorde, ved hvert af de interessante Kunststykker, han gav til Bedste, baade som Jongleur og Athlet, de høitspændte Forventinger, og erhvervede sig et almindeligt og stormende Bifald.

En anden notits stod i Kjøbenhavnsposten den 7. april 1835:

I Søndags gav Hr. C. Rappo ude paa Moerskabstheatret atter Prøver paa sin athletiske Kunstfærdighed. Han er virkelig en Mand af Kræfter, og, hvad der er det Fornemste, han kjender sin Kraft, og veed at bruge den til rette Tid, uden at glemme Holdning, ja endog en vis Gratie: det fortjener ogsaa Paaskjønnelse, at han ved en egen Elegants i Dragt og Apparater veed at give sine Forestillinger noget Pynteligt, som viser, at han respecterer det Selskab, han har indbudet. Man kunde kalde Hr. Rappo et Kraft-Geni, en ægte Descendent i tusind'de Led af hiin første Aleide, hvis Kølle han endu fører i sit Skjold. Hr. R. annoncerede ved sidste Forestilling, at han næste Gang vilde bære en levende Hest: man venter, at han, efterat have forsøgt sig paa Heste, Oxer, Smaaskibe og andet Løsøre, godhedsfuld vil tilbyde sig at transportere Huse og Gaarde - salva forma - fra og til Hovedstaden, hvorved han med Hensyn til den tilstundende Sommer-Flyttetid udentvivl vilde forbinde sig mange Familier, ligesom en saadan Forholdsregel ogsaa meget vilde befordre den for Handel og Vandet saa vigtige Omsætning af faste Eiendomme.

Et andet eksempel på hans kunne stod i Kjøbenhavnsposten 11. maj 1835:

Hr Rappo aflagde forleden Dag paa offentlig Gade her i Kjøbenhavn en Prøve paa sin overordentlige Kraft og Behændighed. Han havde nemlig det Uheld at vælte med sin Glasvogn, i det at det ene Baghjul gled ned i Rendestenen. Men "Herkules" mistede ikke sin Fatning. Hurtigt Sprang han til og standsede Hestene, der allerede vare paa Veie til at blive løbske, løftede selv, ved at sætte den ene Skulder til, Vognen igjen op, kastede sig paa Sædet og kjørte bort, (rigtignok uden en eneste heel Rude) i fuld Fart, uden at Folk fik Tid til ret at besinde sig om hvad der egentlig var passeret. 

Kjøbenhavnsposten meddelte den 12. juni 1835 at Rappos sidste forestilling skulle være den 14. juni 1835. Efter det stormende bifald han fik ved den lejlighed, meddelte han at han også ville optræde i Dyrehaven (Kjøbenhavnsposten 18.juni 1835). Rappo forblev dog i Danmark, for den 5. august 1835 kunne Kjøbenhavnsposten berette at Rappo nu igen optrådte på Vesterbro Morskabsteater, denne gang i selskab med mad. Petoletti og hr. Riemeczek.