Om Anmeldelsen i "Dagen" vedkommende Acrobaten Niemeczeck.

I nr. 185 af bladet Dagen findes en snurrig anmeldelse om ovennævnte kunstners første optræden på Morskabsteatret. Det hedder i samme at han er en særdeles god linedanser, at han udmærkede sig ved flere overraskende kunststykker og at hans umiskendelige færdighed sikkert vil bidrage til at gøre de forestillinger han giver i forening med hr. Rappo meget besøgte. Men dog påstås at han ikke kan kaldes Longuemares Mester og at han denne første aften har bevist at de udenlandske beretninger som har omtalt denne kunstner med megen berømmelse, ikke er helt at stole på. Heri tror indsenderen at referenten i Dagen er aldeles upålidelig, og han kan forsikre at man ikke alene ret vel kan kalde Niemeczeck Longuemares Mester, men at han er almen kendt for at være det, og at man i Paris hvor indsenderen for få år siden så ham, derom kun hørte en stemme så at de udenlandske beretninger i denne henseende har fortalt os den rene sandhed. 

Når referenten i Dagen taler om grimasser etc. etc. da fordrer han måske altid et sødt, smilende ansigt ved sådanne præstationer og har vel næppe erindret at Niemeczeck optrådte som fængslet slave. Indsenderen tror for sin del at hvis man fx så en polsk fange i russiske lænker føres til Sibirien, ville denne gebærde sig ganske anderledes end en fransk springfyr der fører sin hjertenskær ind i en balsal. Hvad dansen med lænkerne angår, da synes referenten i Dagen at finde den meget ubetydelig fordi lænkerne ikke er af massivt jern, men kun "blikkæder". Indsenderen tror at dette slags kunstfærdighed ikke bør bedømmes efter vægt, men efter den grad af gene som voldes kunstneren i hans bevægelser, og er dette så, da har man ingen grund til at kalde denne præstation ubetydelig.

Ovenstående bedes behageligt nærmere overvejet af anmelderen i Dagen som antages ikke at høre til et parti der nu igen synes at sætte sig i virksomhed, og tidligere søgte at nedsætte hr. Rappos kunstfærdighed som dog snart vandt almindelig erkendelse. For hvis indsenderen troede ham at tilhøre dette, eller at brødnid havde dikteret artiklen, ville han ikke have spildt et ord i denne sag.

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 524-526).

Morskabstheatret paa Westerbroe, 1835. Med bl.a. Rappo, Carl (1800-1854). Det kongelige Bibliotek.

Redacteurens Anmærkning

Longuemare var en linedanser- og akrobatfamilie. Longuemarerne blev som artiklen skriver anerkendt for at være første klasses artister i Paris. Anmeldelsen i Dagen, der udkom i Dagen nr. 185.nr. 185, lød således:

I Aftes begyndte Hr. Rappo atter sine Forestilinger paa Moerskabstheatret for et talrigt Publicum, der lønnede næsten ethvert af hans Kunststykker med et overordentlig stærkt Bifald. Hvad Acrobaten Hr. Niemeczek derimod angaaer, da beviste han, at de udenlandske Beretninger ikke aldeles ere at lide paa. Vel er han en særdeles god Liniedandser, der især uden Balancestang udmærkede sig ved flere overraskende Kunststykker, som ogsaa bleve optagne med meget Bifald; men han kan ikke kaldes Longuemarres Mester. Desuden skader han Effecten af sin virkelige Kunstfærdighed ved den lattelige Affectation, hvormed han udfører sine Kunststykker og den Prætension hvormed han annoncerer dem. Hans Dands med Lænker, det vil sige med tynde Blikkjæder, er dobbelt ubetydelig efter at Rappo har forbauset ved at spille med Kanonkugler, og man havde ogsaa ventet andet af hans Dands paa Hovedet, end den St. Veits-Dands han udførte paa Gulvet og som bedre kunde kaldes Dands paa alle Lemmer, Fødderne undtagne. Hvis Hr. Niemeczek under sit Ophold i Kjøbenhavn vil aflægge disse Charlatanerier, eller han fremtræder i en Dragt, der gjør saadanne Grimasser taalelige, da vil sikkert hans umiskjendelige Færdighed i Forening med Hr. Rappos Kunst gjøre disse Forestillinger meet besøgte. Alfred, Hr. Niemeczeks Søn, der dandser med særdeles megen Ivrighed og Lethed uden al Affectation, vandt stærkt og fortjent Bifald.

Virksom Paatale i Politievennen.

For omtrent 2 år siden blev i dette blad ført anke over det tiltagende antal naturlige ægteskaber i Helsingør som havde en mislig indvirkning på moralen og fattigforsørgelsen. De oplysninger som gennem politiet blev forlagt dengang af Frederiksborg amtmandskab, viste at disse forbindelser ikke var færre end 49 i antallet. At de vedkommende fandt det offentliges opmærksomhed henvendt på denne genstand, foranledigede i forbindelse med politiets private forestillinger en del til at fjerne sig fra hinanden, flere til at indgå lovligt ægteskab. Og ved i det hele taget at behandle denne sag med alvor og sindighed bragte man det så vidt at da efter foregående lovbefalet tilhold justitiel tiltale medio november forrige år blev dekreteret mod de overhørige, gik denne kun ud over 6 par. Af de tiltalte er en mandsperson blevet dømt ved militær værneting, og de andre har nu ifølge Højesterets dom af 20. maj udstået fængselsstraf på vand og brød, respektive fra 10 til 3 dage efter deres større eller mindre strafskyld.

Idet man således må anse et om sig gribende onde i Helsingør for tiden næsten aldeles hævet, tillader man sig til slut det ønske at såvel den gejstlige som verdslige øvrighed vil i fremtiden have et vågent øje med at sådanne ægteskabelige forbindelser ikke bliver langvarige, men straks modarbejdes. Senere påtale bliver let af meget beklagelig indvirkning på uskyldiges stilling. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 521-522).

Søstræde i Helsingør. Mon ikke der har været nogen naturlige ægteskaber her? (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Redacteurens Anmærkning

Indtil 1685 var forhold mellem mand og kvinde en verdslig aftale og havde intet med kirken at gøre. I starten af 1800-tallet kan man forestille sig at dele af befolkningen videreførte de gamle traditioner som nu var blevet ulovliggjort. Ikke alene kunne man som ovennævnte antyder, risikere bøder og fængselsstraf, børnene blev også erklæret for uægte.

Bør Politiet uden Nødvendighed forstyrre Folks Nattero?

I en dansk købstad anmeldte et kræmmerlaugs repræsentanter for nogle uger siden til politiet at en udenbys marskandiserenke benyttede sit ophold i købstaden til blandt andet at tilliste sig brugte klæder og husgeråd for nye kramvarer, og ved at omsætte disse agerede omløberske efter anordningernes udtryk. Hvad enten anmeldelsen herom skete sent på dagen eller man frygtede for at gå glip af byttet næste dag, begyndte undersøgelsen herom i enkens logi henved kl. 10 om aftenen. Efter at nogle stykker og tøjstykker alenvarer var bragt til stede, opgav enken en besiddende handlende som en slags hjemmelsmand til varerne. For nu at forebygge konference mellem enken og den handlende, tog politimesteren ikke i betænkning at lade den vitterligt i flere år sygelige mand vække mellem kl. 12 og 1 om natten, og ved en politiofficer at modtage hans foreløbige forklaring fra vinduet i anden etage. For manden kunne på grund af upasselighed ikke straks forlade sit værelse.

Ved offentligt at omtale denne passage er det som overskriften viser, ikke hensigten at berøre videre det mindre værdige for et handelslaug - som i påtale af laugsindgreb synes idet hele taget at være strengere mod andre end mod dets egne medlemmer - at fremstå som klager eller angiver af et forhold der i de menneskelige forseelsers række sikkert hører til de ikke meget betydende. Endnu mindre vil vi anke over at politiet så nær natten anstillede husundersøgelse hos enken. For omstændighederne bød muligvis ikke at opsætte denne, og hjemmel for det havde man i al fald i anordningernes bogstav. Derimod anser vi og vist flere med os, det for urigtigt i et tilfælde som det nærværende midt om natten at afkræve oplysning af en mand som ved at nævnes af den egentlig pågældende, inddrages under sagen.

Den samme autoritet der skal våge over den offentlige ro, bør næppe uden påtrængende nødvendighed forstyrre denne. Det følger både af sagens natur og af hvad lovene i andre tilfælde foreskriver. Den tid og de dage som er bestemt til hvile og vederkvægelse, må i reglen ikke gå tabt ved ubehageligheder. Ingen mand af nogen opdragelse kræver sin skyldner sent om aftenen, endsige om natten. Og hvad søn- og helligdage angår, da behøver vi blot at anføre den endnu gængse fordom hos almuen at det tilgodehavende er tabt som kræves betalt på disse dage. Af samme humanitets hensyn forbyder lovene at optage vekselprotester før kl. 8 om morgenen eller efter kl. 8 om aftenen, at forkynde stævninger efter solnedgang og kun som undtagelse for København er det bestemt at sådan forkyndelse der kan ske senere på dagen.

Vi tilstår gerne at politiet ofte vil forfejle hensigten for sin virksomhed ved alt for vidtdreven delikatesse. Men vi kræver blot at man skal skelne mellem de forskellige tilfælde. I det her opgivne gjaldt undersøgelsen intet brud på de strengt menneskelige rettigheder, men kun på de såkaldt borgerlige. Vel skal politiet så længe næringsfriheden er begrænset af laugstvang også håndhæve sådant. Men dog skal denne håndhævelse ikke ske på de første menneskelige goders bekostning. I stedet for i det her omtalte tilfælde at ulejlige ved midnatstid den sygelige mand op af sin seng, at ængste hans familie, at foranledige andre husbeboeres dårlige omtale og formodninger - for politibesøg især om natten hører hverken til de behagelige eller umistænkelige - havde intet været simplere end ved midler som vi ikke behøver nærmere at opgive, at hindre enken fra at komme i tale med manden indtil man selv om morgenen havde indhentet hans erklæring. Større nidkærhed for sine rettigheders overholdelse kunne det pågældende laug så meget mindre forlange som det selv havde forsømt tiden og ventet til sidste øjeblik med sin angivelse. Også embedsiver bør have sine grænser, og man glemmer for alting ikke at så stor end myndighed er, lovene har tillagt politiet, har dette dog en særdeles væsentlig støtte i de bedresindedes gode omdømme. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 517-521).

Om en Landeplage i Hovedstadens Omegn, med en Opfordring til formaaende Mænd.

Spurvene er en sand landeplage for hovedstadens omegn. Indsenderen tør uden at overdrive tingene sige at over 1.000 tønder sæd bliver fortæret i stadens nærmeste omegn eller måske rettere ødelagt, i en sommer af disse plyndrere. Lige sådan går det i haverne. De skarnagtige fugle går løs på alt som: kirsebær, ribs, ærter, bønner, alle frøsorter osv. og fører kort sagt en fuldkommen ødelæggelseskrig. For af alt hvad de griber fat på, ødelægges tre fjerdedele, og kun den mindste del formår de at fortære. Den tale at de er nyttige dyr i skabningernes rækker og den filosofiske snak at udrydder man dem (dette lader sig ikke let gøre) da vil man få at erfare hvor uundværlige de er, gælder kun lidt her. Man behøver bare her på egnen at se hen til tjørnehækkene, spurvenes opholdssted, og man vil da blive klar over hvorledes de er afbladede af kryb eller larver som spurvene lader med god fred, mens i mange andre egne hvor få spurve findes, træer og sæd lider så godt som intet af utøj. Det dejlige sunde majkirsebær må i år næsten ganske undværes, da den ikke ganske ringe del som var blevet tilbage efter misvæksten på denne frugt, er ødelagt. Sikkert havde den udgjort flere hundrede lispund. 

Det næsten eneste råd mod disse plageånder er skydning, skarp og løs, den første især. For når nogle træffes, da går det med spurvene som med andre voldsmænd, de er de største stympere når de kniber. En panisk skræk farer i livet på de overblevne ved de såredes og døendes skrig. Vel kommer de frem igen, men alene for at stille sulten og søger da kun nødvendig næring uden at fordrive tiden med ødelæggelser, hvilket sker når de har fred dertil og nok at tage fat på. Indsenderen opfordrer formående mænd til at forsøge, at udvirke tilladelse for de plagede jordbrugere og gartnere til at bruge en fugleflint. I år er der millioner af de omtalte ulykkesfugle, en ganske uhørt mængde som en følge især af de milde vintre hvori de så let bjerger sig. Ved en sådan tilladelse ville stiftes megen gavn, mens nu de marker som ligger i læ ved træer og andet, bliver mest medtagne. Forrige år blev således et stykke hvede af betydelig størrelse ved eller på Vesterfælled næsten totalt ødelagt. 

(Politivennen nr. 1021, Løverdagen den 25de Juli 1835, s. 494-496).

Anmodning til ejeren af Bryggergaarden Nr. 106 paa Ulfeltsplads.

Ejeren af denne gamle bryggergård anmodes om at efterse om hans folk ikke tillader sig imod anordningerne at udskylle komøg gennem den rende der fører ud til Valkendorfsgade ved Helligåndskirken, da der samme sted ofte er en fæl stank som synes at give tilstrækkelig grund til en sådan mistanke. I lige måde gjorde han vel i at anskaffe et nyt bræt over rendestenen udenfor gårdens port ud til Gråbrødretorv da det der ligger, ikke svarer til hensigten, og mennesker eller kreaturer let kan komme til at brække et ben ved at betræde det.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-460).