23 december 2016

Om Pletterer Struve og hans Klage i Raketten Nr. 74, den 2den August d. A.

Sagen hvorom der her er tale, forholder sig således: Omtrent midt i juni måned kom ovennævnte mand en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård, idet han sagde at han havde et gravsted der. Da jeg ikke kendte denne person der var i en lurvet beklædning og forekom mig at være temmelig beskænket, så var det vist min pligt ikke at tilstede ham indgang uden ordre af graverne ved kirken eller andre foresatte. Jeg forestillede ham derfor at da det nu var så sent at jeg skulle lukke kirkegårdsportene, så kunne han vel komme igen næste dag. Men han påstod at han just nu var særdeles oplagt til at aflægge et besøg vedhans kones grav. Da jeg af oven anførte grunde dog ikke ville indlade mig videre med ham derom, gik han bort idet han sagde at han nok skulle komme ind. Når han altså nu anfører "at jeg har gjort ham opmærksom på at han ikke der (nemlig på kirkegården) måtte opholde sig, da det var mig strengt forbudt at tillade nogen adgang til samme når linned som den gang tilfældet var, fandtes ophængt til tørring" så farer han med usandhed. Om sådant blev intet ord nævnt mellem os. Ikke heller kunne dertil være mindste anledning. For der var aldeles intet linned ophængt på kirkegården.

Denne mærkelige fejl i synet eller hukommelsen hos denne mand kan vel tilskrives den højtidelige stemning han den aften befandt sig i!


Hvad hans kones gravsted angår, da er dette endnu i samme stand som det var for omtrent et år siden da jeg kom til kirken, i hvilken tid han hverken selv eller ved andre har ladet det oplægge eller pynte, hvilket heller ikke i de foregående år skal have været tilfældet. Kun i det år da hans kone blev begravet, skal der have været plantet nogle bellis på graven og en potte med nelliker nedsat der.
Det ses så ofte at disse sommerplanter på kanten af en gravhøj der ikke fremdeles vedligeholdes, snart kan tilintetgøres først af tørke og blæst, og derefter af regnskyl, ligesom også at en urtepotte kan fryse itu om vinteren og blomsten bortskylles når gravhøjen siden af sne og regn gennemblødes. Og den der ikke vil chikanere, gør ingen ophævelser derover. 

Forestående sandfærdige forklaring om denne sags sammenhæng er ifølge hr. Struves klage mod mig af 23. juli dette år den gang afgivet til de herrer kirkeværger som vel ikke har fundet grund til at indlade sig videre desangående. Men da min anklager nu offentligt har gentager sin ubegrundede beskyldning mod mig, så har jeg ikke villet undlade på samme vej at svare ham derpå, i stedet for at indkalde ham for retten og der lade ham tilbagekalde det usandfærdige i hans beretninger.


Andreas Sørensen
Graverkarl ved Helliggeistes Kirkegård.


(Politivennen nr. 1028, Løverdagen den 12te September 1835, s. 604-607).

 "En mand kom en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård" (P. Klæstrup: Helligåndskirkens kirkemur.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om sølvpletterer J. A. Struve, Ulfeldtsplads 100 ifølge Krak 1836. Der er ikke tale om hvad vi i dag kender som Vestre Kirkegård (den blev først etableret 1870), men om kirkegården om Helligåndskirken. Vestre Kirkegård var begrænset af Helligåndshuset mod øst og en hegnsmur mod vest ud til Kokkegade. Søndre Kirkegård mellem kirken og Amagertorv. Sprøjtehuskirkegården i vinklen ved husblokken mod sydøst og Østre Kirkegård fra korgavlen i en smal stribe mod nord hen til Kokkegades nordre forløb. Nordre Kirkegård med urtegården, begrænset af kirken mod syd, Helligåndshuset mod vest, hegnsmuren ved kokkegade mod nord samt Østre Kirkegård.

Mangel paa Haandverksfolk i Kjøbenhavn.

Overalt høre man klage over at næringsvejen er overfyldt. At selv den driftige, arbejdsomme borger med nød og næppe kan finde tarveligt udkomme, og at forældre er i den største forlegenhed ved at lede deres børns valg af tilkommende næringsvej således at disse med rimelighed kan håbe at tjene brødet selvstændigt i femtiden. Og disse klager er desværre i det hele taget i sandhed ikke uden grund. Indsenderen tror derfor at kunne gavne en eller anden ved her at nævne et håndværk som uden tvivl trænger til at rekrutteres.

Af blytækkermestre som arbejder, findes der nemlig i København kun to. Og de er så overlæsset med arbejde at man vanskeligt og kun efter langvarigt, altså ofte forulempende ophold, kan få færdigt hvad man forlanger hos dem. Da disse mænd desuden er så meget til års at man ikke tør vente at deres levetid endnu kan være af nogen særdeles lang varighed, vil det endog være nødvendigt at øvrigheden er betænkt på at deres afgang i sin tid kan erstattes med duelige subjekter, da deres arbejde ofte er af stor vigtighed, ja uundværligt. Skulle vi være nødt til at ty til udlandet for at få disse mænds pladser besat, ville det være en skam.


Måtte disse linjer tjene nogen som anvisning til et sikkert udkomme i den kommende tid, ville det glæde indsenderen meget. Måske har vi i provinserne flere dygtige blytækkere, i så fald ville det uden tvivl betale sig for en eller to sådanne at bosætte sig i København. 


(Politivennen nr. 1028, Løverdagen den 12te September 1835, s. 603-604).

22 december 2016

Nogle Bemærkninger i Anledning af den af Herr' Brændeviinsbrænder Thomsen foretagne overordentlige Svømmetour, den 18de f. M.

Det fortjener mere alvorlig opmærksomhed end den synes at have vakt, at hr. brændevinsbrænder N. Thomsen foretog en veludførte svømmetur den 18. i forrige måned mod vind og vejr fra det første tøndemærke ved Kongens Enghave til omtrent 1/4 mil udenfor toldbodbommen - en strækning på omtrent 5/4 mil, uagtet den overordentlige svømmer er en høj svær mand henimod 40 år gammel. Hertil henregner anmelderen ikke at en stor mængde tilskuere overværede samme og indrømmede den sejrende svømmers færdighed og udholdenhed fortjent erkendelse, så at selv danske søofficerer skal have ytret "at intet individ i søetaten formåede at svømme en sådan strækning under lignende omstændigheder."

Denne ytring gav anmelderen anledning til at tænke over hvilken overordentlig nytte det ville være for sømanden og andre når de i ulykkelige tilfælde formåede at svømme en sådan strækning eller endnu længere selv mod vind og strøm. Hvor mange menneskeliv ville ikke på den måde blive udrevet af dødens arme, mens svømningen som den nu i almindelighed læres og øves, kun tjener til ved sådan lejlighed at forlænge dødens kvaler. Vi har således for ikke længe siden oplevet det sørgelige tilfælde at 3 dygtige officerer fra marinen satte livet til på vores kyster ved at kuldsejle med en båd. Og den ene af dem havde dog i sammenligning med andre af hans jævnlige, en særdeles god færdighed i svømning.


Ville det da ikke være hensigtsmæssigt årligt i sommermånederne at foranstalte væddesvømninger for udsatte præmier? Udholdenheden, navnlig længdesvømning mod vind og strøm burde især tages hensyn til. Og anmelderen mener at hensigtsmæssige ordnede væddesvømninger ville være til langt større gavn end hestevæddeløbene, og at de ville blive efterlignet på andre steder. Lad os danske også begynde noget gavnlig nyt! I en tid hvor man lægger så megen vind på gymnastik, synes dette forslag ikke at være upassende. 


Hr. brændevinsbrænder Thomsen gør sin svømmelærer der står ved garden til fods, ære. Og han fortjener opmuntring for at have statueret et sjældent eksempel på hvad mennesket formår at udføre i svømning. Hvilket vil give dem mod og kraft der kender det og  i skibbruddets nødstund må søge at frelse livet ved svømning.

 
(Politivennen nr. 1027, Løverdagen den 5te September 1835, s. 592-594).

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1835 (og 1833) optræder en N. Thomsen, brdvbr, Slippen 155. Slippen er nu Landemærket, stykket mellem Vognmagergade og Gothersgade. 1 mil svarer til ca. 7,5 km, han svømmede altså knap 10 km. Svømmeturen blev også omtalt i Kjøbenhavnsposten, 18. august 1835. Her anføres endvidere præmien på 200 Rbd. Thomsen angaves til at være omtrent 50 år, høj og korpulent, og at han talte med folk i bådene undervejs. Egentlig skulle han være svømmet til Trekroner, men strømmen var imod,og stoppede ved den røde pæl udenfor Toldboden.

21 december 2016

Anmodning til Herr' Malermester E. H. Stoltenberg.

Når De igen koger fernis hvilket ellers så vidt vides er forbudt her i staden, bedes Dee at være noget mere forsigtig end sidste søndag da der som det siges allerede 2. gang opstod husild hos Dem af denne årsag. For skulle De endnu engang være så ubehændig ved denne dont, kunne det vel hænde at de tililende ikke så velvilligt kom Dem til hjælp når de har fået at vide at De giver 12 skilling i belønning til en gammel fortovsjæger der har udsat sig for at få sine klæder brændt op og sit skind svedet for at redde Deres ejendom, og at De jager ham på porten når han ytret at kunne have fortjent noget mere.

Christianshavn, den 25. august 1835.

Ærbødigst
Jens Peter Martin
Arbejdsmand.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 577).

Fra Farver og Vognmand Rasmussen i Kjøge.

I nr. 1024 af Politivennen d. å. har en anonym der skal være en vis cand. jur. Nyholm, anket over den befordring jeg afgav med dagvognen fra Køge til København onsdag den 12. dennes, og i den anledning finder jeg mig beføjet herved at erklære: Den påankede vogn var en holstensk kurvevogn med 3 rummelige, udstoppede og bekvemme agestole, forsynet hver for sig med 2 fjedre under sædet, og antaget af den kongelige generalpostdirektion som lovmæssig, hestene var jo ikke så vel ved magt som hr. Nyholm, men dog i arbejdsdygtig stand, og er ligeledes af vedkommende autoritet erkendte befordringsdygtige, sikkert ikke uden grund, siden de tilbagelagde vejen mellem Køge og København, som er over 5 1/4 mil, den omhandlede dag, ikke som indsenderen beretter i 5, men i 4½ time, bedetiden iberegnet, hvilket kraftløse heste vist nok ikke formår, og postillonen sm skønt halt, dog havde fornøden førlighed til at køre et par heste, var medgivet reglementeret mundering. Om han ikke ha iført sig den undervejs, ved jeg ikke. Men i alt fald kan dette ikke lægges mig til last hvorimod den rejsende som sad ved siden af ham, kunne have pålagt ham at tage denne beklædning på dersom den øvrige ikke behagede ham. 

Uoverensstemmelsen mellem disse bemærkninger hvis rigtighed jeg tilbyder i fornødent fald at bevise, og dn anonyme indsenders fortælling godtgør således at denne referent farer med usandhed og derved har karakteriseret sig som en person der i det hele ikke kan stå til tro, ja endog må formodes at være ledet til sin færd af lave bevæggrunde.

At overalt den måde som Anonymus har valgt at fremføre sin anke på, bestyrker at ædel interesse for sagen ikke er hans drivfjeder, behøver næppe nogen udvikling.

Køge den 21. august 1835
H. Rasmussen.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 572-573).

Redacteurens Anmærkning.

En artikel underskrevet Interveniens i Politivennen nr. 1027, 5.september 1835, s. 586-589, stilet til den kongelige generalpostdirektion, spørger om det virkelig kan være rigtigt at de omtalte heste var godkendt til befordring.

Endnu en klage i Politivennen nr. 1075, 6. august 1836. Side 501-503 beskrev nogle af de miserable heste som Rasmussen brugte.