Lindenborgkro, og Hotel du Nord i Helsingør.

På en rejse fra Holbæk til København for kort tid siden hændte det at indsenderen tillige med flere passagerer måtte tage ind i Lindenborg Kro som ligger 1½ mil fra Roskilde, da vejret var blevet så slemt at det var så godt som umuligt at komme længere eftersom vinden var imod, så man ikke kunne se vej eller spor, men risikerede hvert øjeblik at komme i vejgrøften. Nu ville vi da vederkvæge os lidt som rimeligt var og forlangte kaffe alle mand. Men måtte til vores forundring høre at denne ikke kunne fås før kl. 6 om morgenen (da var klokken omtrent 12). Vi forlangte ild lagt i kakkelovnen da værelset var koldt, vores klæder våde og frosne, og vi altså nok kunne behøve nogen opvarmning. Men heller ikke kunne tilstedes før kl. 6 uagtet vi tilbød aparte betaling for det så at vi ikke fik vore klæder optøede og langt mindre tørrede, skønt vi måtte opholde os der til det var dag. Kaffe, te, punch etc. ja endog smørrebrød var ikke til at få. Intet undtagen noget yderst mådeligt brændevin og noget hvedebrød (øl ved jeg ikke blev forlangt af nogen og skal derfor ikke sige til hvad klokkeslæt dette kan fås), før bemeldte tid da vi rigtig nok fik kaffe, langt fra at kunne kaldes god. 

"Indsenderen måtte tillige med flere passagerer tage ind i Lindenborg Kro som ligger 1½ mil fra Roskilde." (Otto Bache: Et kobbel heste udenfor en kro, 1878 skal forestille Lindenborg Kro. Statens Museum for Kunst.)

Da det nu ikke altid er rejsende belejligt at komme til denne tid eller overhovedet til noget vist klokkeslæt, heller ikke at vente 6-7 timer derefter især om de er våde og forfrosne, så skønt Lindenborg Kro vel ikke just er ubekendt for sin beværtning og modtagelse af gæster, har jeg troet at fortjene nogles tak ved at offentliggøre dette for at de som skulle have i sinde at bede der og har haft dette blad i hænde, kunne vide at forsyne sig med hvad de behøver. Dog må jeg oprigtig tilføje at jeg hellere vil råde til at anse det som der slet ingen kro var. For det kunne vel let hænde at sådanne folk som ikke ville beværte for penge, en anden gang slog døren i lige for ens næse så man fik stå udenfor.
 _____________

Når man betaler 4 mark (og endda 8 skilling i drikkepenge) for en nats herberge så burde det dog vel være bekvemt og godt i alle henseender. Dog dette er langt fra at være tilfældet i Hotel du Nord i Helsingør hvor indsenderen engang i afvigte høst måtte erlægge denne ublu betaling for et dårligere logi end på næsten ethvert andet sted hvor jeg nogen tid har overnattet og derfor betalt 16-20, højst 24 skilling.

(Politivennen nr. 1046, Løverdagen, den 16de Januar 1836. Side 38-40)

Anmodning til Hr. Grosserer Sass, som Bestyrer af Færgefarten mellem Aarhuus og Kallundborg.

Indsenderen har flere gange været vidne til de mishandlinger kreaturerne er udsat for ved forskellige færgesteder når de skulle ind- og udskibes for at transporteres til søs. Når de viser sig modvillige for at gå ombord, hvilket især hændes med tyre og stude, har det været tilfældet at 5 til 6 kæppe på en gang er sæt i bevægelse mens en karl drejede halen om indtil op mod rygbenene for at formå dyret dertil, og varer det de pågældende for længe inden de kan bringe det over landbrættet ombord i skibet, slynges et reb om hornene og ved en talje hejses det i vejret så at hele vægten bæres af halshvirvlerne. Er dyret endelig efter at være mørbanket, kommet ombord, viser det i almindelighed atter genstridighed når det skal trækkes ad lejderne ned i rummet, og mishandlingen begynder da på ny for med stød og slag at bringe det ned. Ja, indsenderen har endog engang set at en stud blev væltet ned i rummet, og blev liggende hvor den faldt uden at kunne rejse sig uagtet de skrækkeligste prygl tildeltes den. En karl forsøgte da med en skarp jernrive at formå den dertil, men alt forgæves uagtet huden var sønderrevet var det ikke muligt at bringe den til at rejse sig, og mishandlingen hørte først op da ejeren bød at holde op dermed - fordi ellers huden spoleredes!

Med fornøjelse har indsenderen hørt at De, hr. grosserer har påtaget Dem bestyrelsen af færgefarten mellem Århus og Kalundborg. Han håber nemlig at De blandt de andre forbedringer, De måtte have påtænkt også vil vide at træffe foranstaltninger der måtte gøre ovennævnte dyrenes mishandling unødvendig. Det gode eksempel tør man da vel vente vil finde efterligning ved de andre færgesteder. Og sådanne oprørende for det kulturtrin som vi smigrer os med at stå på så lidt passende scener forebygges. De ville herved fortjener hvert følende menneskes højagtelse. Det er kun på sådan måde at der kan virkes noget for vore lidende medskabninger. I Danmark værner ingen lov om deres mishandling.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 22-24)

Om Frederiksbergs Byes Communebestyrelse, samt nogle Spørgsmaal og Bemærkninger i Anledning af den sidste Ildebrand i samme By.

Frederiksberg Sogn, med 1500 indbyggere af højst forskellig stand og vilkår, fra statens førstemænd og nedad i alle grader indtil armodens usleste søn, udgør en kommune som uden tvivl er den eneste af sin art i Danmark. Jordbrugere, håndværkere og embedsmænd bor her ved siden af hinanden, så sognet på visse måder ligner en købstad hvor de mest forskellige interesser findes samlet, og dog har den kommunalbestyrelse som et landsbysogn hvor interessen kun kan antages at være en.

En følge af denne sognets særeegne beskaffenhed og en bestyrelse der ikke er afpasset derefter, er at de offentligt byrder - med undtagelse af hvad der sorterer under amtsstuen - fordeles urettelig hvilket således fx er tilfældet med de meget besværlige pligtkørsler der aldrig bliver og ikke kan blive ligeligt fordelt så længe de skal præsteres in natura. Nu bruges den metode som ellers kun er brugelig i krigstid: man fordrer de fornødne arbejdsheste og vogne hvor de findes. Hvem der kender til forholdene, vil med indsenderen sikkert antage at sådanne misligheder næppe ville blive ophævet uden en forandret kommunebestyrelse. Indsenderen tænker sig nemlig intet mindre end en art byfoged eller sogneforstander på rette sted her. Måtte han vælges af sognets beboereved stemmeflertal, ville det sikkert ikke blive vanskeligt, dertil at finde en mand der ville vide såvidt som muligt er under de eksisterende lokale omstændigheder at forhindre at de mindre formuende lider et uforholdsmæssigt større tryk end deres mere heldige medbrødre. Og til at bevirke en sådan forandring, opfordres herved de mange formående mænd der har bopæl i sognet og retsindighed nok for ikke at ænse en tilkommende lille opofrelse som rimelighed kræver.

Nu til nogle bemærkninger ved sidste ildebrand i Frederiksberg By.

Assurancesummen for Reidels nylig afbrændte sted siger rygtet at være over 110.000 Rbd. Er det rygte sandt, har Reidel denne sum i behold, foruden grund og have, hvilket alt sammen nylig har kostet ham kun 2 til 3.000 Rbd. Kunne det da ikke være rimeligt om han lod sig formå til at tåle afdrag i assuranesummen af den nødvendige sum til bestridelse af den forestående reparation på byens sprøjte? Ellers skal denne udgift som sædvanligt fordeles på sognet. - Ligeledes kan man med rette spørge: bør ikke af den samme assurancesum afdrages noget til betaling af kørsler og håndlangerarbejder som blev rekvireret for at rydde grunden efter at faren var forbi? Lovgiveren har sikkert forudsat at en brandlidt som således skal nyde fri hovningshjælp af sine medbrødre, er en ikke alene for øjeblikket, men for længere tid, højst ulykkelig mand. Men dette kan Reidel efter hvad ovenfor er anført, ikke anses for at være. I øvrigt ved indsenderen det ikke om det er skrevet nogen steder at der til sådan rydning skal anvendes heste og vogne. Også kan den meget let udføres og bliver på adskillige steder udført, alene af arbejdere med brandhager, hakker, spader og skovle, hvormed de udtrækker og bortbringer de store slukkede brande, samt mursten, grus osv., hvilket alt sammen henlægges i små bunker tæt ved brandstedet. Kørslen synes altså her ufornøden. Men blev dog præsteret på den ovenfor anførte måde af de i almindelighed mindre formuende, der nødvendigvis må have arbejdsvogne til deres jordbrug.

Ved den ovenfor omtalte ildebrand fik ref. et nyt bevis for visse offentlige byrders ulige fordeling. Ved brandstedet fandtes nemlig en tilskuer som formodentlig havde hjemme i København. Af ham hørte indsenderen forskellig lidt meget fri snak. Blandt andet sagde han følgende. "Hvad angår de herude os! Skulle vi møde hver gang de kæltringer afsvider en af deres gamle, uforsvarligt højt assurerede kasser, så får vi herefter nok at bestille." Skønt ref. anså snakkeren for noget beruset, troede han dog i de de ord: "hvad angår de herud os", at finde den forudsætning hos manden, at Frederiksberg Bys beboere ingen hjælp havde at vente hos københavnerne i sådanne ulykkestilfælde, med mindrebarmhjertighed villeyde en sådan. Men ref. tør dristig påstå det modsatte, og atter må han her ytre, at sognets bedste ikke behørigt påagtes. Staden København har nemlig en betydelig stor fattigvæsens-indretning beliggende under Frederiksberg Sogn, den såkaldte Ladegårdsfabrik der vel som sagt for staden er en fattiganstalt, men for Frederiksberg er den derimod et etablissement beliggende i Frederiksberg Sogn, og derfor bør staden København uomtvistelig for sådan sin del i sognet, tage forholdsmæssig del i alle dets byrder, og navnlig lade give møde i ildsnød, ikke alene med mandskab og befalede brandredskaber, men vel endog med sprøjter, da staden ejer sådanne. Ved ilds voldsomme udbrud er ingen grænselinje trukket, men forpligtelse til al mulig hjælp. Her så meget mere som netop i oven nævnte fabrik omgås særdeles meget med ild og lys og let antændelige varer, så at en lille sprøjte placeret på fabrikken selv, var en temmelig fornøden foranstaltning. At dette etablissement som hører under staden København og ligger i Frederiksberg ikke bør undgå a tage del i i årlige brænderejser for skolen - hvilke rejser ligeledes, allerede omtalte, urettelig fordeles - i offentlig snekastning og flere byrder som mulig burde fordres af det, men sandsynligvis ikke fordres og at det burde yde bidrag til sognets fattigkasse, såvel af fabrik som af jordejendom, kan uden tvivl være underkastet.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 17-22)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev genstand for kritik af sogneforstander Plockross, Frederiksberg. Se baggrundsartiklen om dette emne.

Den bundløse Plads i Kjøbenhavn.

En rejsende fremmed der i nogen tid har opholdt sig her i staden, gav for nylig sin forundring til kende over den tilstand han fandt en af pladserne i denne ellers så skønne hovedstad. På hans spørgsmål hvad dette næsten bundløse morads kaldtes, sagde man til ham efter at han havde udpeget beliggenheden, at det hed Hauser Plads. Han erfarede nu fremdeles om denne plads at den om sommeren er en tumleplads for hele nabolagets gadedrenge der uophørlig foruroliger og forskrækker de omkringboende ved skrigen, skrålen, stenkast og boldspil og at den da bestandig på grund af den løse grund står i en støvsky der gør den næsten lige så modbydelig på denne årstid som den er om forår, efterår og vinter ved sin skidenhed. Ja at man endog på nævnte plads tillader sig at henkaste døde hunde og katte samt fejeskarn, ja selv menneskelige ekskrementer.

For at det nu ikke skulle falde en fremmed ind at give en beskrivelse over denne plads lig den en englænder for en del år siden gav over Holmens Bro, men især for de der boendes skyld da disse må betale samme brolægningsskat som alle andre i staden, er man så fri at gøre de ansvarlige autoriteter opmærksomme på dette uvæsen der muligvis kunne være ubekendt. Dertil anmoder man dem om at påtage sig denne ulykkelige plads' sag og sørge for at den ikke behandles så stedmoderligt. Hvilket måske alene har sin grund i at dens beliggenhed ikke er midt i hovedstaden.

Konferensråd Hausers minde fortjente vel at pladsen skænkedes nogen opmærksomhed. Den ene skønne bygning hæver sig rask efter den anden i dens omkreds, og disses ejere ville sikkert yde enhver rimelig hjælp for at lette den gensidige kommunikation over dette morads der virkelig ved vådt vejr er næsten ufarbar. Måske kunne de sten der kasseres fra Kongens Nytorv som nu får en ny brolægning, uden synderlig bekostning for det offentlige anvendes til denne stakkels plads' beklædning.

(Politivennen nr. 1044, Løverdagen, den 2den Januar 1836. Side 9-10)

En jydsk Bemærkning.

(Forlangt indført)

I Aarhus Avis nr. 43 for indeværende år læses: "Det er just en af vor tids mest skærende modsigelser at dens ordførere over al deres råben på menings- og ytringsfrihed, glemmer at indrømme andre den. Dette uvurderlige gode skal kun være til for dem. Der skal ingen sandhed gives undtagen den de udgiver derfor. Ingen ret uden den de anmasser sig. Ingen frihed uden den at være deres slave. De opponerer imod alt bestående og denne opposition er deres idol. Men at opponere mod dem selv er en af de synder som aldrig forlades, hverken i dette liv eller i det tilkommende. At denne intolerance må lede til fanatisme er klart. Men hvad den politiske fanatisme har forud for den religiøse er ikke at indse" og endvidere "menings- og ytringsfriheden er kun til for Kjøbenhavnsposten." 

At bringe udgiveren af et vist blad dette i erindring synes at være det bedste svar til ham når han anker over illiberalitet hos de forfattere som vover at skrive mod de principper der er proklameret af ham eller vel rettere gennem hans blad eller når han viser sin kvasi-liberalitet ved at karakterisere disse forfatteres arbejder som dårlig skrevet fordi de ikke indeholder eksklamationer, højtravende fraser eller opfordringer til at angribe den bestående orden.

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 859-860).