En Reisendes Bemærkning i Anledning af Dystløbet i Korsøer.

Ved den 1. i denne måned at passere gennem Korsør, overværede indsenderen heraf det dystløb som blev afholdt sammesteds nævnte dag. I anledning af denne nu temmelig sjældne sømandsfest var havde en del af byens indbyggere udhængt danske flag fra deres huse. Men det frapperede indsenderen meget uden for et af husene at se opstillet det svensk-norske, det engelske og det hannoveranske flag! Uden at derimod så meget som en flig af vores eget herlige dannebrog var at opdage. Skønt indsenderen nu ikke tvivler på at ejermanden af nævnte hus må have været berettiget til at føre alle disse udenlandske flag, må det dog være enhver påfaldende at han ikke besad det galanteri mod den danske nation - forudsat at han er en udlænding - også at lade det danske flag veje, og det så meget mere da han dog må antages at være dansk borger, eller i det mindste at have en bestilling  landet, ja endogså ved det danske søvæsen. For ovenover hans dør stod med forgyldte bogstaver: "Opsynsmand ved færgevæsnet."

(Politivennen nr. 1050, Løverdagen, den 13de Februar 1836. Side 102-103)

En besværlig Kjelderbeboer i Vognmagergade.

Den uberettigede værtshusholder der bebor kælderen nr. 88 i Vognmagergade, driver den uskik dagligt at spærre såvel gaden som fortovet med opstabling af save, savbukke og bærebøre hvorved de passerende nødes til at gå midt ud på gaden når de ikke vil udsættes sig for at få deres klæder sønderrevne på hans save. Ikke alene lader han sig nøje med denne overtrædelse af anordningerne. Men for endog at drive sin egenmægtighed til det yderste, posterer han desuden i almindelighed hver morgen en savbuk på fortovet, fastsætter sine save på denne buk og giver sig derefter ifærd med at file den, idet han stiller med med den ene fod på gaden og med den anden på fortovet. Denne af nævnte eks-værtshusholder tiltagne selvrådighed er især til stor ulempe på ovennævnte tid da bøndervogne med tørv, mælk, fløde, kartofler, pindebrænde og andre sager samt bager-, brygger- og andre vogne i størst mængde befærder denne desuden snævre gade. Ja den forårsagede i sidste sommer den ulykke at en vogn læsset med græs hvorpå var 3 personer og et barn, væltede idet hjulene på vognen kom i berøring med de på savblokkene hængende save. Da de personer som sad på vognen, netop holdt deres ben ud over vognfjelden til den side til hvilken vognen væltede, slap de til al lykke derfra med hele lemmer, hvilket vist ikke var blevet tilfældet hvis vognen var kommet fra den modsatte ende af gaden. Om det på vognen siddende barn tog nogen skade, vides ikke. Så meget er vist at det græd bitterligt. Man har det håb at såvel vort årvågne politi som vedkommende korporations formænd ville behage at se lidt ind til denne selvrådige personage der nu over et halvt år på anførte måder har overtrådt de givne anordninger.

(Politivennen nr. 1048, Løverdagen, den 30te Januar 1836. Side 74-75)

En Mangel i almindelig Hospital.

Allerede i længere tid har der på Frederiks Hospital været indrettet en anstændig ligstue hvor sørgefølget samles når begravelse finder sted på hospitalet. Denne indretning savnes endnu ganske på Almindelig Hospital. For den stue hvori sørgefølget samles når ligbegængelse forefalder på dette hospital, kan på ingen måder kaldes anstændig. Værelset er stort og rummeligt nok så at endog flere sørgefølger kunne være til stede. Men hele dets udseende er meget uhyggeligt. Foruden et stort skolebord der optager en betydelig del af stuen, og noget andet skoleinventar - der holdes nemlig om eftermiddagen skole for en halv snes børn - dines værelset opfyldt med alt muligt gammelt bohave. Såsom en gammel skiden ubetrukket sofa og lignende stole, samt et stort skab. Endvidere et oplag lærreder og uldne tøjer, hvilket alt sammen bærer intet mindre end præg af properhed. Indsenderen er ikke af den mening at der på dette hospital burde findes pragtværelser. Men det synes ham sog rimeligt at når et hospital har så skønt et ydre, som Almindeligt Hospital, burde det indre dog nogenlunde svare dertil. Han er derfor så fri at henvende de ansvarliges opmærksomhed på denne mangel. For han kan ikke nægte at han fandt det beskrevne pulterkammer da han i forrige måned mødte på hospitalet for at følge en afdød ved til jorden, lige så stødende som at bedemanden ved samme lejlighed brød kagen itu med fingrene.

(Politivennen nr. 1046, Løverdagen, den 16de Januar 1836. Side 43-44)

Redacteurens Anmærkning.

Indtil midten af 1700-tallet var de af Københavns fattige, syge og gamle, der ikke kunne klare sig selv eller bo hos familien, spredt over byen i forskellige mindre plejestiftelser. Det var en stor del af disse mennesker, der fra 1769 blev samlet i fattigvæsenets store prestigebyggeri, Almindelig Hospital i Amaliegade med plads til 700 lemmer af begge køn. Hospitalet blev opdelt i en mindre sygeafdeling og en større lemmeafdeling til ubemidlede fattige borgere. Desuden blev der indrettet værksteder, hvor de arbejdsføre fattiglemmer blev sat til at arbejde. Det var landets andet hospital, Frederiks Hospital var fra 1756.

Lægemiddelforsyningen til hospitalet blev varetaget af københavnske apoteker, men inden for hospitalets direktion og lægekreds fandt man, at denne form for medicinforsyning både var for besværlig og for dyr. Med Danske Kancellis tilslutning blev der i 1815 oprettet en dispensationsanstalt som en del af hospitalet. På dispensationsanstalten blev lægemidlerne til brug for hospitalet fremstillet og udleveret af en af hospitalet ansat farmaceut, betitlet dispensator, under ansvar af en af hospitalets læger. Den første dispensator ved Almindelig Hospital var Søren Christian Ørsted med de kendte sønner: farmaceuten og fysikeren Hans Christian Ørsted samt juristen og politikeren Anders Sandøe Ørsted. Søren Christian Ørsted var en dygtig og erfaren apoteker. Han havde tidligere drevet apotek i Rudkøbing i 30 år og efterfølgende apotek i Sorø med filial i Ringsted i 4 år.

Dispensationsanstalten blev imidlertid ikke den store succes, man havde håbet. Dens drift var betydelig dyrere end beregnet, og lokalerne blev efterhånden for trange til at kunne opfylde de stadig stigende krav til dispensationsanstaltens ydeevne, der blev stillet fra hospitalet. Tilmed var vedligeholdelsen meget mangelfuld. Langvarige forhandlinger om forbedring af forholdene endte med en ministeriel beslutning om at nedlægge dispensationsanstalten, hvilket skete i 1851. Lægemiddelforsyningen til hospitalet overgik nu atter til københavnske apoteker.

Officielle navne gennem tiderne: 1769-1933 Almindelig hospital, 1933-1941 Københavns Almindelige Hospital og Plejestiftelse. 1941-1957 Nørre Hospital og Københavns Plejehjem. 1957-1978 Nørre Hospital. Uofficiel betegnelse: "Almindeligheden".

Litteratur: 

Almindelig Hospital. Wendt. 
Almindelig Hospital i København. 1897.
Brøndstræde Hospitalskapel. 

Lindenborgkro, og Hotel du Nord i Helsingør.

På en rejse fra Holbæk til København for kort tid siden hændte det at indsenderen tillige med flere passagerer måtte tage ind i Lindenborg Kro som ligger 1½ mil fra Roskilde, da vejret var blevet så slemt at det var så godt som umuligt at komme længere eftersom vinden var imod, så man ikke kunne se vej eller spor, men risikerede hvert øjeblik at komme i vejgrøften. Nu ville vi da vederkvæge os lidt som rimeligt var og forlangte kaffe alle mand. Men måtte til vores forundring høre at denne ikke kunne fås før kl. 6 om morgenen (da var klokken omtrent 12). Vi forlangte ild lagt i kakkelovnen da værelset var koldt, vores klæder våde og frosne, og vi altså nok kunne behøve nogen opvarmning. Men heller ikke kunne tilstedes før kl. 6 uagtet vi tilbød aparte betaling for det så at vi ikke fik vore klæder optøede og langt mindre tørrede, skønt vi måtte opholde os der til det var dag. Kaffe, te, punch etc. ja endog smørrebrød var ikke til at få. Intet undtagen noget yderst mådeligt brændevin og noget hvedebrød (øl ved jeg ikke blev forlangt af nogen og skal derfor ikke sige til hvad klokkeslæt dette kan fås), før bemeldte tid da vi rigtig nok fik kaffe, langt fra at kunne kaldes god. 

"Indsenderen måtte tillige med flere passagerer tage ind i Lindenborg Kro som ligger 1½ mil fra Roskilde." (Otto Bache: Et kobbel heste udenfor en kro, 1878 skal forestille Lindenborg Kro. Statens Museum for Kunst.)

Da det nu ikke altid er rejsende belejligt at komme til denne tid eller overhovedet til noget vist klokkeslæt, heller ikke at vente 6-7 timer derefter især om de er våde og forfrosne, så skønt Lindenborg Kro vel ikke just er ubekendt for sin beværtning og modtagelse af gæster, har jeg troet at fortjene nogles tak ved at offentliggøre dette for at de som skulle have i sinde at bede der og har haft dette blad i hænde, kunne vide at forsyne sig med hvad de behøver. Dog må jeg oprigtig tilføje at jeg hellere vil råde til at anse det som der slet ingen kro var. For det kunne vel let hænde at sådanne folk som ikke ville beværte for penge, en anden gang slog døren i lige for ens næse så man fik stå udenfor.
 _____________

Når man betaler 4 mark (og endda 8 skilling i drikkepenge) for en nats herberge så burde det dog vel være bekvemt og godt i alle henseender. Dog dette er langt fra at være tilfældet i Hotel du Nord i Helsingør hvor indsenderen engang i afvigte høst måtte erlægge denne ublu betaling for et dårligere logi end på næsten ethvert andet sted hvor jeg nogen tid har overnattet og derfor betalt 16-20, højst 24 skilling.

(Politivennen nr. 1046, Løverdagen, den 16de Januar 1836. Side 38-40)

Anmodning til Hr. Grosserer Sass, som Bestyrer af Færgefarten mellem Aarhuus og Kallundborg.

Indsenderen har flere gange været vidne til de mishandlinger kreaturerne er udsat for ved forskellige færgesteder når de skulle ind- og udskibes for at transporteres til søs. Når de viser sig modvillige for at gå ombord, hvilket især hændes med tyre og stude, har det været tilfældet at 5 til 6 kæppe på en gang er sæt i bevægelse mens en karl drejede halen om indtil op mod rygbenene for at formå dyret dertil, og varer det de pågældende for længe inden de kan bringe det over landbrættet ombord i skibet, slynges et reb om hornene og ved en talje hejses det i vejret så at hele vægten bæres af halshvirvlerne. Er dyret endelig efter at være mørbanket, kommet ombord, viser det i almindelighed atter genstridighed når det skal trækkes ad lejderne ned i rummet, og mishandlingen begynder da på ny for med stød og slag at bringe det ned. Ja, indsenderen har endog engang set at en stud blev væltet ned i rummet, og blev liggende hvor den faldt uden at kunne rejse sig uagtet de skrækkeligste prygl tildeltes den. En karl forsøgte da med en skarp jernrive at formå den dertil, men alt forgæves uagtet huden var sønderrevet var det ikke muligt at bringe den til at rejse sig, og mishandlingen hørte først op da ejeren bød at holde op dermed - fordi ellers huden spoleredes!

Med fornøjelse har indsenderen hørt at De, hr. grosserer har påtaget Dem bestyrelsen af færgefarten mellem Århus og Kalundborg. Han håber nemlig at De blandt de andre forbedringer, De måtte have påtænkt også vil vide at træffe foranstaltninger der måtte gøre ovennævnte dyrenes mishandling unødvendig. Det gode eksempel tør man da vel vente vil finde efterligning ved de andre færgesteder. Og sådanne oprørende for det kulturtrin som vi smigrer os med at stå på så lidt passende scener forebygges. De ville herved fortjener hvert følende menneskes højagtelse. Det er kun på sådan måde at der kan virkes noget for vore lidende medskabninger. I Danmark værner ingen lov om deres mishandling.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 22-24)