Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien.

Af og til sker det at der findes en druknet i Ladegårdsåen. Og man antager da i almindelig at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra at der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden. Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen. Men disse værner dog kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående der på denne vej det meste tid af året har meget at kæmpe mod. Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig. Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så at på flere steder kanten mangler helt. Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det var derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare. Og i det øjemed tillader indsenderen sig at foreslå et kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det også være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen, tillige måtte blive taget i betragtning. Vel har Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke, og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft af at udstrække stien i modsat retning. Den er meget simpel og smal. Men en sådan sti er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej. De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det da de der ligger meget dybere end grøften, ingen nytte har af den. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte. Hvorpå gangstierne på Gammel kongevej og på Nørrebro langs med Assistenskirkegårdsmuren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for en spadserevej, har vel egentlig mest været årsag til at den er så forsømt (for det lersand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan nok næppe regnes til nogen forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive næsten lige så besøgt som de andre, og folk ville da ikke som nu ofte nødes til at vende om fordi den er ufremkommelig.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 286-288)

"Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen." (Åboulevarden er anlagt ovenpå Ladegårdsåen, og vandstandsmåleren med en senere indskrift om ulykken i 1812 er et af de få minder. Ladegården lå over for på modsat side, til venstre udenfor billedet. Eget foto, 2013)

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åen med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

Det eneste der er tilbage af åen er nogle enkelte grøfter som kunne være en hvilken som helst grøft. (I forbindelse med et nu skrinlagt projekt om at fritlægge åen, er der skrevet en del om åen. Jeg var den 23. november 2013 på jagt efter de synlige rester af den.

Påtalerne hjalp tilsyneladende ikke. Se Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841.

Confirmations Søndag.

Konfirmationen som dog burde være en af de mest højtidelige handlinger i kirken, er vist få steder så uhøjtidelig som i Københavns kirker. De fleste af læserne har vist erfaret hvilken støj og spektakel der hersker under handlingen. Man ser unge lapse og nysgerrige damer strømme ud og ind af kirken i hobetal, overhovedet ikke for at høre, men blot for at se på konfirmanderne. Det er ikke muligt at høre et eneste ord af hvad præsten siger. Indsenderen tvivler meget på om selv konfirmanderne kan høre nogen, da der er støj og spektakel overalt i kirken, både foroven og forneden. Det var i sandhed ønskeligt om kirkedøren blev lukket under handlingen. De som da ikke havde tålmodighed til at blive, og som kommer blot for at kaste et flygtigt blik på konfirmanderne, blev da nok væk.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 276-277)

Et Par Ord til Trøst for velagtede Gaardmand Peter Petersen i Tjærebye Sogn, i Anledning af hans nylig i Kjøbenhavnsposten fremsatte Mishags-Yttringer over sit Sogns Fattigvæsens Regnskab.

Min kære bondemand!

At fattigvæsnets regnskaber på landet såvelsom sognekommissionernes foretagender i det hele taget, holdes for en ting der ikke vedkommer hver pågældende mand, uagtet anordningerne byder anderledes, og navnlig en høj grad af offentlighed i henseende til regnskabet er befalet, det gælder vist næsten overalt hos os. Hvad er fx Tjæreby Sogn at tale om imod Frederiksberg Sogn ved København? Dette er større end mange købstadssogne i landet, og for 5 til 6 år siden var den årligt til fattigvæsnets forbrug anvendte sum der over 4.000 Rbd, og desuden leverede sognet en stor mængde madportioner daglig til fattigvæsnet. Regnskab for at disse 4.000 Rbd kom ind og blev udgivet, blev dog i nogle år indtil 1832 offentligt fremlagt. Men fra det år er også dette glimt af lys forsvundet. Men du skal ikke tro, min kære Peder Pedersen, at der i dette store sogn er for tiden større offentlighed i fattigvæsnets regnskab end som du siger at være hos dig, eller at den i reglementet for fattigvæsnets indretning og bestyrelse på landet i Danmark befalede, ombringen i sognet af forsørgelsesplaneen og ligningen for hvert år iværksættes. I Politivennen af 28. november 1835 er givet tilstrækkelig vink til Frederiksberg sognekommission herom, men uden virkning. - Trøst dig dog med, at man får ikke verden til at være som den burde, men må tage den som den er. 
(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 275-276)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i det følgende nummer af Politivennen, og fik sogneforstander Plockross til at reagere, se baggrundsartiklen om fattighuset.

Ønsker til Kjøbenhavns Politie fra en Landmand.

Torsdag den 22. marts var jeg kørt til København med 3-4 tønder kartofler som jeg for størstedelens vedkommende solgte i gaderne. Efter at jeg havde passeret nogle gader, og en del købere på den medfølgende drengs råb havde indfundet sig hos mig, blev jeg holdende på hjørnet af Store Regnegade og Gothersgade. Det har jeg ofte gjort før og fundet at være almindelig skik og brug ved gadesalg. Men her var straks to herrer med store stokke i hænderne til stede, og næppe havde jeg begyndt at indlade mig i handel med de tilstedeværende købere før straks en, derpå to af disse stokkemænd med deres opløftede knipler og under en del upassende udtryk som jeg ikke erindrer, truende jog mig til at køre fra mine kunder. Imidlertid fulgte nogle af disse som ønskede at handle med mig, efter min vogn hen i Gothersgade hvor jeg atter dristede mig til at gøre holdt. Her spurgte jeg på grund af ovennævnte omstændighed nogle af de tilstedeværende hvem disse herrer der førte en så ualmindelig streng kommando, vel måtte være. Og fik det svar at de to som tiltalte mig, og hvoraf den ene havde et blegt ansigt og den anden var temmelig korpulent og af et ret smukt udvortes, var politibetjente.

Da jeg ved min holden på hjørnet af omtalte gader ikke var i stand til i hvilket retning jeg end vendte mig, at få øje på nogen vogn som var i nærheden og for hvilken jeg kunne anses at være til hinder, ligesom der ikke for mig kom andre fodgængere til syne end køberne ved min vogn og de 3 stokkemænd samt nogle enkelte personer der passerede fortovet på begge sider af gaden, så har jeg grund til at tro at Københavns politibetjente for så vidt de alle eller flertallet af dem, fører en så streng kommando som de oven omtalte førte mod mig, må være særdeles årvågne og nidkære ved andre mere vigtige tilfælde til stadens sande tarv. Og jeg tillader mig derfor at fremsætte et eget ønske som vist også er fleres: at sådanne påpasselige personer måtte flyttes til en anden efter min anskuelse mere nødvendig post, nemlig de smalle gader, Vognmagergade, Gammel Mønt, Kristen Bernikows Gade og flere andre lignede steder, hvor man næsten hver søgnedag ikke uden stor besværlighed og risiko kan passere gaden for torve-, brænde- og kartoffelvogne, dels for skarnagere og andre vogne. I det mindste har dette været tilfældet i alle de år jeg er kommet til København. Det forekommer mig at en kraftig inspektion er mere nødvendig i sådanne smalle gader end i de rummelige hvor 3 til 4 vogne kan mødes og hvor så at sige ingenting er i vejen.

Endelig finder jeg mig ved førnævnte tildragelse beføjet til at fremsætte det ønske at før nævnte eller andre virksomme politibetjente for eftertiden vil drage omsorg for eller have et vågent øje med stadens is- og renovationsvogne, så disse ikke holder midt i gaderne for at læsse og derved spærrer passagen. Jeg antager nemlig at de gerne kunne holde tæt til rendestenen og ikke som almindelig er tilfældet, i midten af gaden hvorfra de yderst sjældent i mindelighed især efter en bondes nok så høflige anmodninger er at formå til at rykke til side. Det var også ønskeligt at alle stadens vogne, kørende eller holdende, delte gader, porte og broer med enhver imødekommende da der derved ville forebygges mange ubehageligheder som desværre ofte indtræffer især for den simple bondes heste og vogne. Der synes at være så megen større grund for dette ønske som man står i den formening at Københavns politibetjente og kommissærer lige så vel er bestemt til at våge over orden med stadens vognes færdsel som til at møde bonden om morgenen tidligt langt ude på broerne, følge ham ind ad porten og ledsage ham omkring i byen, for så vidt vejret og lejlighed dertil gives

Pederstrup den 2. april 1838
J. P. Rasmussen

Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 272-275)

Uorden ved Frue Kirke.

Ved hovedindgangen til Frue Kirke finder en uorden sted som indsenderen næsten daglig har anledning til at harme sig over. På hvad tid af dagen man end går her forbi, træffer man gadedrenge som morer sig ved at spille klink op til kirkedøren og afstedkomme en støj og spektakel som slet ikke sømmer sig udenfor Guds hus. Dog - de lader sig ikke nøje med at spille klink op til kirkedøren, men besudler den endog på den uanstændigste vis, ligesom jo pillerne er frygteligt medtagne af dette gadepak. Indsenderen indser til fulde vanskeligheden i at holde disse drenge borte herfra. Men umuligt er det dog langtfra. Et af de bedste midler til at fordrive dem var visselig det at enhver elsker af orden og renlighed som traf dem afstedkomme uorden og spektakel udenfor kirken, ville påtage sig et slags politi og fordrive dem, om ikke med gode ord, så med stokkeprygl. - En lignende tumleplads har gadedrengene snart også fået en slags hævd over, nemlig universitetets stentrappe. Dog er det vel at vente at de studerende vil føle sig opfordrede til at forjage dem når de der afstedkommer uorden og spektakel.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Klink er omtalt som spil adskillige gange i Politivennen. Ifølge Jysk ordbog foregik det ved brug af dels mønter, (metal)knapper mv., dels små lerkugler mv. Reglerne varierede, og hvilke der gjaldt i København, fremgår ikke af Politivennen, udover at det tit foregik op ad mure. Man kastede én eller flere småmønter ind mod en væg eller et plankeværk. Den spiller, der kom nærmest, vandt. En anden variation gik ud på at deltagerne trillede deres kugle ind mod en væg. Ramte man en anden kugle, vandt man denne.