Fæl Stank i Dronningensgade.

Ved at passere Dronningensgade forleden uge observerede indsenderen at udenfor huset nr. 237 fandtes et skilt der bebudede at der samme sted boede en lovkyndig mand. Da han behøvede at lade forfatte en ansøgning til Hans Majestæt Kongen, gik han op til denne mand. Men hvor studsede han ved at indtræde i gården hvor han mødtes af en stank der var mere anstødelig for næsen og lugteredskaberne end renovationskulens på Amager. Den kom fra samme hus' bagstue hvor en såkaldt høker koger ben og udpresser marven af dem.
Indsenderen beklager den mand der i dette hus skal leve af at forfatte og skrive ansøgninger mm. For havde det ikke været særdeles presserende for ham, havde han gået sin vej, og muligvis ville flere gøre omkring hvis de på fastende hjerte som det hændtes indsenderen, træder ind i et sådant hus der er opfyldt med stank. 

Ved sin bortgang så indsenderen endnu engang op ad huset og bemærkede da at hele taget var belagt med gamle klude etc. hvilket er anstødeligt for øjet, men dette kan vel være ligegyldigt. At vores respektive politi derimod må henvende sin opmærksomhed på denne for sundheden vigtige genstand, derom er intet spørgsmål. Og derfor fremsættes disse linjer med den ærbødige anmodning at huset nr. 237 i Dronningensgade på Christianshavn må blive befriet for den afskyelige stank det nu undertiden for ikke at sige altid er opfyldt af, og at det forbydes høkeren at udpresse benmarven ved kogning i et så indskrænket lokale og gårdrum som her forefindes.

(Politivennen nr. 1167, Løverdagen, den 12te Mai 1838. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

Dronningensgade 237 blev i 1856 til Dronningensgade 44. I 1905 blev den henlagt til matrikel 236, med husnummer Dronningensgade 46. Denne bygning er fra 1906, så man må formode at gården er revet ned.

Om Frederiksberg Sogns Fattigvæsens Regnskab.

I anledning af det i nr. 1165 i Politivennen indrykkede om offentliggørelsen af Frederiksberg Sogns fattigvæsens regnskab, er regnskaberne for 1833, 34, 35, 36 og 37 forevist redaktionen, og samme bemyndiget til at bekendtgøre for vedkommende, at på kommissionsmødet den 3. f. m., hvor blandt andet blev forhandlet, hvorvidt Fattigvæsenets regnskaber og dets Status for de 2 sidste år skulle trvkkes eller ej, blev af 3 af kommissionens medlemmer stemt for, at der i det mindste af Fattigvæsenets status skulle trykkes så mange eksemplarer, at enhver grundejer fik et; at 9 medlemmer stemte for, at den ikke skulde trykkes; men hvorefter det bestemtes, at afskrifter af fattigvæsenets regnskaber tilligemed de dertil hørende indberetninger til amtsfattigdirektionen ikke alene for årene 1836 og 37, men også for 1833 og 34 og 35 skulle henlægges i kommissionens forsamlingsværelse til eftersyn for interesserede.

At disse regnskaber endnu ikke er offentlig anmeldt at være til interesseredes eftersyn, er forårsaget ved den omstændighed, at arbejdshusets regnskaber tilligemed varebeholdnings-regnskaberne samt indberetningerne endnu ikke er afskrevne, fordi den mand, hvem dette meget omfattende arbejde er overdraget, endnu ikke har haft tid og lejlighed dertil.

Så snart disse afskrifter, hvortil 4-5 bøger papir ville forbruges, er færdige, vil de, ifølge hr. stiftamtmandens svarskrivelse af 26. marts 1836, på sognepræstens forespørgsel denne sag angående, blive henlagt på fornævnte sted til alle interesseredes efterretning. 

Redaktionen.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 289-290)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen indgik i en længere redegørelse fra sogneforstander Plockross, se baggrundsartiklen om dette.

Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien.

Af og til sker det at der findes en druknet i Ladegårdsåen. Og man antager da i almindelig at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra at der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden. Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen. Men disse værner dog kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående der på denne vej det meste tid af året har meget at kæmpe mod. Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig. Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så at på flere steder kanten mangler helt. Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det var derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare. Og i det øjemed tillader indsenderen sig at foreslå et kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det også være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen, tillige måtte blive taget i betragtning. Vel har Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke, og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft af at udstrække stien i modsat retning. Den er meget simpel og smal. Men en sådan sti er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej. De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det da de der ligger meget dybere end grøften, ingen nytte har af den. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte. Hvorpå gangstierne på Gammel kongevej og på Nørrebro langs med Assistenskirkegårdsmuren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for en spadserevej, har vel egentlig mest været årsag til at den er så forsømt (for det lersand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan nok næppe regnes til nogen forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive næsten lige så besøgt som de andre, og folk ville da ikke som nu ofte nødes til at vende om fordi den er ufremkommelig.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 286-288)

"Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen." (Åboulevarden er anlagt ovenpå Ladegårdsåen, og vandstandsmåleren med en senere indskrift om ulykken i 1812 er et af de få minder. Ladegården lå over for på modsat side, til venstre udenfor billedet. Eget foto, 2013)

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åen med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

Det eneste der er tilbage af åen er nogle enkelte grøfter som kunne være en hvilken som helst grøft. (I forbindelse med et nu skrinlagt projekt om at fritlægge åen, er der skrevet en del om åen. Jeg var den 23. november 2013 på jagt efter de synlige rester af den.

Påtalerne hjalp tilsyneladende ikke. Se Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841.

Confirmations Søndag.

Konfirmationen som dog burde være en af de mest højtidelige handlinger i kirken, er vist få steder så uhøjtidelig som i Københavns kirker. De fleste af læserne har vist erfaret hvilken støj og spektakel der hersker under handlingen. Man ser unge lapse og nysgerrige damer strømme ud og ind af kirken i hobetal, overhovedet ikke for at høre, men blot for at se på konfirmanderne. Det er ikke muligt at høre et eneste ord af hvad præsten siger. Indsenderen tvivler meget på om selv konfirmanderne kan høre nogen, da der er støj og spektakel overalt i kirken, både foroven og forneden. Det var i sandhed ønskeligt om kirkedøren blev lukket under handlingen. De som da ikke havde tålmodighed til at blive, og som kommer blot for at kaste et flygtigt blik på konfirmanderne, blev da nok væk.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 276-277)

Et Par Ord til Trøst for velagtede Gaardmand Peter Petersen i Tjærebye Sogn, i Anledning af hans nylig i Kjøbenhavnsposten fremsatte Mishags-Yttringer over sit Sogns Fattigvæsens Regnskab.

Min kære bondemand!

At fattigvæsnets regnskaber på landet såvelsom sognekommissionernes foretagender i det hele taget, holdes for en ting der ikke vedkommer hver pågældende mand, uagtet anordningerne byder anderledes, og navnlig en høj grad af offentlighed i henseende til regnskabet er befalet, det gælder vist næsten overalt hos os. Hvad er fx Tjæreby Sogn at tale om imod Frederiksberg Sogn ved København? Dette er større end mange købstadssogne i landet, og for 5 til 6 år siden var den årligt til fattigvæsnets forbrug anvendte sum der over 4.000 Rbd, og desuden leverede sognet en stor mængde madportioner daglig til fattigvæsnet. Regnskab for at disse 4.000 Rbd kom ind og blev udgivet, blev dog i nogle år indtil 1832 offentligt fremlagt. Men fra det år er også dette glimt af lys forsvundet. Men du skal ikke tro, min kære Peder Pedersen, at der i dette store sogn er for tiden større offentlighed i fattigvæsnets regnskab end som du siger at være hos dig, eller at den i reglementet for fattigvæsnets indretning og bestyrelse på landet i Danmark befalede, ombringen i sognet af forsørgelsesplaneen og ligningen for hvert år iværksættes. I Politivennen af 28. november 1835 er givet tilstrækkelig vink til Frederiksberg sognekommission herom, men uden virkning. - Trøst dig dog med, at man får ikke verden til at være som den burde, men må tage den som den er. 
(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 275-276)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i det følgende nummer af Politivennen, og fik sogneforstander Plockross til at reagere, se baggrundsartiklen om fattighuset.