En Kirke forvandlet til Dandsesal

I Helsingørsavisen af 16. september bekendtgør en danselærer at han til 1. december åbner sin danseskole, og at øvelserne "foretages i den forhenværende engelske kirke". Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere.

Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 601-602)  

Huset i Søstræde 2-4 som blev bygget til den engelske kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om en ejendommen i Søstræde 2 og 4 som blev indrettet til danseboden med det bibelsk klingende navn "Babylon" i 1839 efter at være blevet solgt 1837. Babylon bliver i Bibelen brugt som symbol på synd og forfald, skøge mm. 1889/1904 blev ejendommen til "Arbejdernes forsamlingsbygning" (fra 1951 Folkets Hus), som blandt andet brugte kirkerummet til sommerteater. 

Lukningen af kirken var enden på en stribe forgæves forsøg på at etablere en engelsk menighed i Helsingør. Den britiske menighed var siden 1761 henlagt til Olai sogn. Første gang var 1781-84 hvor der var en engelsk præst til byen og der blev indrettet et kapel med prædikestol i en sal i en lejet ejendom i Stengade. 

Anden gang var med den anden præst 1791-98. En præstebolig blev indrettet i Søstræde 1792-93. Det var her man indrettede kirken for "den engelske nation". Den havde 25 lukkede stole, orgel og opvarmning. Kirken var blevet solgt 1796. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, no. 44, 30. april 1804, side 700 kunne man læse følgende:

"Hr. Jackson, Engelsk Præst i Helsingøer, erklærer nu i sine trykte Breve til Hr. Mourier, dennes Efterretning om den Britiske Kirkes Tilstand i Helsingøer for virkelig ufuldkommen og i mange Dele urigtig. Han siger, at han i Dannemark er bleven behandlet uretfærdig (unjust) og at man allerede i Aaret 1794 gjorde Forsøg paa at skille ham ved hans Kald eller Levebrød. Udeblivelsen af hans løn var den egentlige Aarsag til den Tvistighed, han har havt, og hans Vægring for at give Slip paa sit Levebrød Aarsag til Tvistigheden i Forveien. Dette sidste findes anført i den i samme Anledning nedsatte Commissions Protocol."

Den tredje præst fra 1805 fik ingen varig ordning. I 1807 kom så Københavns Bombardement, og kirkens ejer John Good udlejede fra 1809 kirken til indkvartering af kanonbådenes søfolk. Det må have været en underlig situation da kanonbådene blev brugt til at angribe engelske flådefartøjer. Kirken forfaldt og blev herefter tilsyneladende opgivet. 

Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1833 for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Efter endnu et forgæves genoplivningsforsøg i 1854 ophørte forsøgene. (Kilde: Danmarks Kirker og Helsingør Leksikon.)

En uheldig Kongelig Kudsk.

Adskillige store uheld der i den sidste tid er ramt flere kørende her i staden, har forøget den opmærksomhed hvormed man må betragte en kongelig kusk der synes at være meget uheldig. For at uduelighed ligefrem skulle være årsagen til de mange fataliteter der er truffet ham, tør man næppe antage, da han vel i så fald ikke havde opnået en sådan ansættelse. 

Denne mand hvis navn skal være Niels Petersen Skousgaard, kørte således i oktober måned forrige år i Filosofgangen hvor begge hestene der var af det kongelige røde spænd, styrtede i den dybe slamkiste, hvoraf de måtte løftes op med stænger. At de der har fået et betydeligt knæk, er troligt, da den ene efter en langvarig sygdom er død for kort tid siden. For samme mand kuldkastedes i juni måned dette år på samme sted 4 af kongens sorte hingste som ved slaver måtte graves ud af den dybe grav. 

Ligeledes har han haft det uheld mens et medlem af den kongelige familie sad i vognen, at køre på en afvisersten med en sådan kraft at lakajen styrtede af vognen. Og samme dag tog hesten der var spændt for den tomme vogn, sig den frihed at spadsere ind mellem fourchetterne udenfor vagten på Amalienborg, hvorfra de måtte ledes ud ved vagtmandskabet. 

Næppe nogen af stadens borgere ville betro en mand hvem sådant var hændt, deres heste og vogne og endnu mindre deres og families liv og lemmer. Og vi kan derfor heller ikke uden stor ængstelse tænke os ham som kusk for de os allerdyrebareste medlemmer af den kongelige familie. Dog vil vi ikke dvæle ved et sørgeligt maleri af de ulykker der kan afstedkommes ved en sådan mands malkonduite. Eller hvad navn man nu heller ville give det. Men vi henstiller trøstigt til hans excellence staldmesteren om det ikke måtte anses passende at den her nævnte mand blev fjernet fra en post hvortil han synes mindre brugbar hvis man tør dømme efter de her anførte bevislige fakta, som vi dog antager ikke at være hans excellence ubekendte. For mandens forsørgelse på anden måde vil der vel ved hans excellences gunst findes udvej.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 599-601)

Bør Skolelærere være Prangere?

I Fanefjord Sogn på Møn har det i mange år fundet sted at flere af de skolelærere der er ansat der, påtager sig den kommission at opkøbe kornvarer for købmændene. Selvom man nu kunne ønske at sådanne i almindelighed knapt aflønnede embedsmænd kunne finde lejlighed til på en passende måde at anvende deres fritid til nogen bifortjeneste, bør der dog på ingen måde tillades dem at være handelsmænd og allermindst at agere prangere hos de forældre hvem deres ungdom er betroet. Det samme der taler for at præsten ikke bør befatte sig med handel, gælder i sandhed også med hensyn til skolelærerne. Ingen kan tjene Gud og Mammon. Men når pludselig der indtræffer en ordre til opkøb, må bevægelsen i en aldeles uvant sfære og tanken om den dermed følgende vinding uden tvivl have en skadelig indflydelse på selve skoleundervisningen. Ja, utilbørlig forsømmelse kan vel endog fra tid til anden være følgen. 

Finder den omtalte prangen eller handlen endog sted med skolebørnenes forældre, bliver sagen dobbelt betænkelig da bonden vel ofte for sine skolesøgende børns skyld entrerer med skolelæreren i en handel som han ikke indgik med nogen anden. Da i øvrigt de her omtalte skolelærere sidder i mere end almindelig gode embeder, håber man så meget mere at deres foresatte som ikke kan være uvidende om det her påankede forhold, vil sørge for at få det fjernet, hvilket burde være sket for længe. siden.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 585-586)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1247, den 23. november 1839.