Om St. Olai Kirkegaard i Helsingør.

Da man for nogle år siden nedrev de porte og muren som omgav kirkegården, troede man vist derved både for at forskønne byen og at gøre nytte for kirkegårdens beboere. Men man tog i begge henseender mærkbart fejl, for for det første er det et malpropert syn især for fremmede at se de nøgne og ukalkede gavle på de huse der har mistet deres mangeårige sidekammerater i de høje og brede portaler, og især har det misprydet såvel kirkegården som husene at det gamle sprøjtehus blev nedrevet da denne plads mellem de to høje gavle ligner en brandtomt.

For det andet er der nu en sådan slud og træk på kirkegården siden der er blevet så mange andre pladser at det er yderst ubehageligt at passere samme, når det er regn eller blæst. Hertil kommer også de mange bjerge og dale - de i forrige år omtalte grusbunker osv. blev man dog langt om længe endelig befriet for - vandpøle når det er regnvejr, glidebaner når det er frost og om sommeren en nydelig græsmærk er de skønheder der pryder St. Olai Kirkegård. Dog kunne det være med græsmarken som det kunne når blot den var jævnet, men da den består af bakker og ujævnheder, var det vel værd at ønske om man til det tilstundende forår lod hele pladsen makadamisere. Vel blev det jo lidt sørgeligt for vor kære boldspillende ungdom når deres smukt med græs bevoksede legeplads skulle således ruineres, men det ville jo dog kun være småting i henseende til den nytte en sådan forandring måtte bevirke, og i Helsingør synes man jo heller ikke synderlig at bryde sig om småting.

Da St Olai Kirkegård tillige er alarm- eller samlingsplads for såvel det borgerlige artilleri som brandkoret vil pladsens makadamisering også af denne grund blive hensigtsmæssig og ønskelig da det dog altid er bedre især for brandkoret hvis sprøjteredskaber som oftest er nærved at vælte på grund af ujævnheder at exercere på en jævn plads.

(Politivennen nr. 1416. Løverdagen, den 18de Februar 1843. Side 108-109). 

St. Antonistræde.

Antonigade giver et fuldkomment bevis på hvorledes man i vore dage, i det mindste i København, holder de gamle helgener i agtelse og hvorledes man endnu hos os udvælger sin skytshelgen under hvis vinger man søger tryghed. Den gades skytsengel, den hellige Antonius, var som bekendt plaget af djævelen med vellyst og mange slags kødelige fristelser, hvilke han så fuldstændig undveg og med held overvandt. Det er måske derfor at de allermest gemene skøger har valgt denne gade for under helgenens beskyttelse og ved hans bistand at blive forvandlet til bodfærdige Magdalener. Det er sandelig et skønt syn om aftenen at se disse gade- eller rettere sagt fortovsnymfer marchere frem og tilbage på fliserne af det smalle fortov. Og oven over disse i vinduerne skælder de såkaldte salsdamer ud på dem, fordi de ved at strejfe omkring nedsætter priserne for de andre.

Vil man nu om aftenen passere denne gade, er det en pur umulighed at kunne gå på fortovet. Det har nymferne optaget helt. Man må naturligvis holde midten af gaden hvad enten føret er så eller så, og dog kan man vente at blive lystig udskældt. Kommer nu en stakkels soldat eller andet enfoldigt subjekt gående, da stormer gerne en halv snes af disse kvindemennesker omkring ham, hviner og støjer og siger han dem noget som de ikke vil tåle, da kan han være belavet på en kinarejse i rendestenen. 

Det må uden tvivl være slemt for de fredelige og ordentlige beboere i denne gade. Men det er næsten ubegribeligt at de i så mange år har kunnet udholde et sådant uvæsen. Ingen ordentlig kone eller pige tør her nærme sig vinduet uden at hun jo må frygte for at blive antastet som en skøge og blive anset for en sådan. Skulle man dog ikke engang kunne finde et middel til at anse dette uvæsen om ikke ganske så dog blot så meget at enhver af disse tøjter på det strengeste blev pålagt at holde sig på sit gebet, det vil sige i den forstuedør som var ved deres logi. Det var også ønskeligt om politiet engang imellem klædte sig således at de ikke straks erfarede hvem de var, og ville foretage en tur gennem Antonistræde. De ville da vist more sig over de fortræffelige komedier som spilles her.

(Politivennen nr. 1414. Løverdagen, den 4de Februar 1843. Side 75-77).

Om deet helsingørske Magistrats- eller Vægter-Maaneskin.

Hvoraf kan det vel komme at den kærlige magistratsmåne lyser så forskellig at den p en og samme tidbåde er fuld halv og sidste kvarter? På Stengade og adskillige andre gader, dvs. hvor honoratiores har bopæl, skinner den velsignede måne i sin fuldeste glans, men derimod i de gader der kun bebos af andet godtfolk, der ikke har plads i rangforordningen eller sidder i råd, hersker et egyptiskmørke hvilket så ofte har været tilfældet i Sct. Olai Gade. Og når da endelig lygterne bliver tændt i disse gader, er dog belysningen langt fra at sammenligne med den der findes i de veloplyste. At vægterne er ganske uskyldig heri er vist. For hvor ingen lygter er, kan disse jo heller ikke skaffe lys. Det vil derfor vist ikke kunne synes urimeligt om der i den ende af Strandgade som går ud til den såkaldte snurre såvel som i Brøndstræde blev placeret flere lygter da den ene borger eller husejer lige såvel må betale lygteskat som den anden.

(Politivennen nr. 1413. Løverdagen, den 28de Januar 1843. Side 61-62). 

Redacteurens Anmærkning.

Sct. Olai Gade fik sit navn efter først at have heddet Mellemgaden og Brøndstræde (sidst nævnte på Politivennens tid). Brønden lå i den østlige ende. Andre navne var Danske Kirkestræde og Store Kirkestræde. I 1830'erne blev gaden forlænget nord for Skt. Olai Kirke, og i begyndelsen af 1900-årene fik gaden sit nuværende navn, måske som følge af det dårlige ry som Brøndstræderne i København havde.

Anmodning til Kjøbenhavns Politi og Magistrat.

Disse to autoriteter bedes om at kaste et nådigt øje på Københavns Østerbro og på Blegdamsvej, to steder der virkelig trænger til deres virksomme bistand. Det første nemlig med hensyn til renlighed da man vader i dynd og snavs alle de tider på året hvor det ikke er komplet tørvejr, da ifølge en højst forunderlig indretning denne bro skal fejes 2 gange om året, nemlig en gang om foråret og en gang om efteråret, og da denne bro uophørligt befærdes af renovationsvogne der jævnligt spilder fra de stærkt belæssede vogne, og dette skarn således skal ligge fra det ene halvår til det andet inden det bortkøres, så kan vedkommende høje autoriteter indse hvorledes føret må blive der og hvorom de let kan overbevise sig når de behageligst ville trække deres vandstøvler på og gøre sig en tur ad den omtalte vej. De ville da tillige bringe i erfaring hvor halsbrækkende Østerbros fortov er at passere hvor ikke en eneste flise ligger ordentlig, men vind og skæv i alle retninger, og da man på grund af det evindelige søle på stenbroen er nødt til at ty ind på dette farefulde fortov, så anmodes de høje ansvarshavende om i det mindste at lade fortovsfliserne rette således at man uden livsfare kan passere dem.

Derpå kommer vi til Blegdamsvej på hvilken der alle vinteraftner hersker et egyptisk mærke som bliver så meget mere farefuldt som der hverken findes fejning eller indhugning sted så at man når frosten begynder, balancerer med livet i hænderne langs med den dybe, moradsige grøft. Vor mest ydmyge begæring er derfor at der måtte tildeles os nogle enkelte af de i byen i den sidste tid afskaffede såkaldte ældre lygter for at afhjælpe dette onde. Og da vi nu er lige så skatteydende borgere som hovedstadens beboere, så mener vi at vores her fremsatte ønsker ikke er urimelige og forventer nådigst bønhørelse.

Nogle af Østerbros og Blegdammens beboere.

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 48). 

Til Inds. af Stykket, i Nr. 1410 af "Politivennen," angaaende Vægterne paa Lappen.

Da der ikke er nogen anden vægter på Lappen end undertegnede, byder pligten mig a modsige de beskyldninger som indsenderen af det stykke har lagt mig til last, da jeg kan bevisliggøre min ret. At jeg til enhver tid har passet min dont og råbt mine råb, vil jeg når de afkræves, kunne beedige. Og at man ofte træffer mig ved accisseporten, er ikke fordi jeg er bange for at være ude på posten, men kun ene og alene for at kunne høre de andre vægters råb da det ikke altid er muligt at kunne høre klokken slå. - Men der gives en slags mennesker hvis eneste fornøjelse består i at gøre ondt, og som altid vil over hvor gærdet er lavest. De betragter ikke en vægter som om han hørte til det menneskelige samfund, men som om han var et umælende dyr.

P.Olsen

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 46).