En besynderlig Methode.

(Indsendt fra Helsingør.)

En vis skomagermester der i nogle år har været plaget af apopleksi eller lammelse og som på grund af det ikke kan flytte sig fra et sted til et andet uden hjælp, har allerede længe troet at kunne standse sine smerter ved at tyrannisere sine lærlinge. Han lider nemlig kun i underkroppen af denne svaghed, og kan da temmelig godt bruge arme og hænder. Når nu smerten med forandring af vejrliget eller på grund af alt for mange strabadser tager heftigt på, kalder han på en eller anden af drengene og lader dem opsøge et eller andet på gulvet. Og når han da har dem i fælden, tyranniserer han dem på det skammeligste ved at slå dem i hovedet med læste eller hvad der er for hånden. Da denne metode langt fra kan være rigtig, og da det ikke mindsker hans smerter, var det uden tvivl mest hensigtsmæssig at han lod den være.

(Politivennen nr. 1420. Løverdagen, den 17de Marts 1843. Side 165-166). 

Sudergade i Helsingør. Suder er et plattysk ord for ”skomager.” Og skomagere var der mange af her dengang gaden lå i udkanten af byen. Stanken fra garvningen af læder gjorde dem uønskede i bymidten. På Politivennens tid lå Sudergade dog inde i byen.

Om Runde-Taarn.

Det har ofte undret indsenderen at man af de mange luger i Rundetårn kun har anbragt vinduer i de allerøverste og ladet resten være åbne, såvel vinter som sommer, da her rigtig nok er en afskyelig træk og slud både for dem der besøger Universitetsbiblioteket, og for dem der går op i tårnet for fornøjelses skyld. Da nogle lemmer og vinduer næppe ville medføre bekostning, der kan opveje den nytte, de ville forårsage, håber man at vedkommende vil tage dette under betænkning. Kom der sirlige vinduer i disse lugehuller som kun forviser de rustne jernstænger, ville Christian 4.s kæmpetårn blive forskønnet fremfor det er.

(Politivennen nr. 1419. Løverdagen, den 10de Marts 1843. Side 159). 

Redacteurens Anmærkning.

Rundetårn blev omtrent på samme tid stedet hvor man iagttog en komet, ifølge Kjøbenhavnsposten, den 28. marts 1843:

Iaftes var hele Rundetaarn festlig oplyst i Anledning af den omtalte store Comethale, om hvis Ankomst vore Observateurer imidlertid først skulle være blevne underrettede ved Posten fra Hamborg igaar Morges. Den viste sig her i aftes dog ikke længer saa tydeligt som man havde ønsket, og D. M. Kongen og Dronningen, som havde isinde at iagttage den, opsatte derfor deres forventede Besøg paa Rundetaarn. Forresten har man nu overalt i Tydskland, Frankrig og England opdaget dens Hoved, saa at enhver Tvivl er hævet om det virkelig skulde være en Comet, eller blot Halen af en Comet, der løb ene omkring. Det nu over Horizonten opstigende Hoved viser sig som en i Forhold kun ubetydelig mat Taageplet, medens Halen strækker sig hen over næsten en Fjerdedel af Himmelen; en Længde, som ikke nogen Comethale har havt siden den af Keppler opserverede i Aaret 1618, - samme Aar som Tredieveaarskrigen begyndte. - Den bevæger sig, ifølge Gruithusens Beretning, fra Stjernebilledet "Orion" henimod "Haren" og "det brandenborgske Scepter", og antages at ville forblive synlig endnu i længere Tid, hvorhos det ikke bør forglemmes, at den skal være temmelig nær Jorden.

Kometen omtales ofte som "den store komet fra 1843" og "den store marts-komet", officielt med det mere kedelige navn C/1843 D1. Den blev først observeret i februar 1843, passerede tættest på Jorden den 6. marts og blev sidst set den 19. april 1843. Rundetårn omtaltes bl.a. i Kiøbenhavnsposten 30. maj 1844:

De Udkigsposter, som i disse Dage have været udstillede paa Nikolay- og Runde-Taarn for itide at opdage Keiseren af Ruslands forventede Ankomst, kunne nu rolig trækkes tilbage, da der idag med Posten er kommen Efterretnng om den russiske Majestæts uventede Ankomst til Berlin den 26de dennes, hvorfra han allerede igjen var reist videre til Brunsvig.

Vesterbroes Theatre.

Da en nøje kritik af vores udenbys teatre ses så sjældent i bladene, og når en sådan anmeldelse forekommer, smager den da så meget af fribilleter, kunne måske en upartisk vurdering af disse præstationer også have sit gode.

Gautiers Beriderselskab.

Den interesse Fourniaires vakte her, vil gøre det vanskeligt for det efterfølgende selskab at vedligeholde publikums interesse. Ikke desto mindre har Gautiers Selskab hidtil nydt megen yndest, og forbedringen af dette selskab spores tydelig i den nytte hr. Alexander Gautier har haft af at være medlem en tid i Faurniaires selskab. Vil man sammenligne disse to selskaber, da kan Gautiers hvad den egentlige kunstridning og antallet af fortrinlige medlemmer angår, aldeles måle sig med Faurniaires. Enkelte heste står heller ikke tilbage i skønhed og dressering. Forestillingerne begynder præfice, og opholdene er meget korte mm. Men vil man i det hele taget sammenligne disse to selskaber, da står naturligvis Gautiers tilbage. Faurniaires store samling af smukke heste, franskmændenes gentilitiet, galanteriet mod publikum ved at opvarme store ovne og forsyne gulvet med tæpper, et udmærket kostume osv. må absolut gøre sit til for at gøre det hele fuldendt, skønt nogle vil indvende at det ikke vedkommer kunstpræstationerne. Ligeledes stod komikeren Goutard også langt over B. Gautier der for resten ikke er slet: Han er i et og alt en kopi af Manzini. Men hvorvidt kopien bliver originalen tro, må tiden vise. Endnu er han for ung til at more det dannede publikum. En ting savnes hos Gautiers: De mange metamorfoser hvoraf man stedse så en ved hver forestilling hos Fourniaires. Og hvoriblandt mange vist endnu mindes Agussis "Militæravancement" og Bertotoes "De fire nationer." 

Hvad derimod Gautiers har forud for F. er den udmærkede jonglør Cancelier der i alt er en fortrinlig artist. Akrobaten Pietro Bonno er som bekendt publikums yndling, hvortil han også har fuld ret, men hans dans er for ensformig. Man har før set træskodans, militæreksercits mm., men aldrig af Bonno. 

Hvad pantomimen angår, tør man nok sige at arrangementet for det meste er uheldigt, og med undtagelse af P. Bonno står mimikken på svage fødder. De mindre pantomimer kan endda passere, men "Napoleon" var et elendigt sidestykke til F's. Den sunde menneskeforstand var ikke engang brugt ved arrangementet af denne pantomime. Til eksempel: Republikkens soldater bar uniform som den kejserlige garde, oboisterne ved garden bar uniform som kosakker, men det største misgreb var at man lod kejser Napoleon vinde slaget ved Arkola. Efter gammel sædvane hilstes Napoleon ved sin fremtræden med bifaldsytringer, næppe fordi publikum blev overrasket ved lignelsen med den forestillede kejser, kun en gammel sædvane fra B. F.s tid. Havde B. Gautier vist sig første gang til hest på teateret og blevet modtaget med "Marseillaisen", havde begejstringen været mere rimelig. Men da kejseren her kommer gående ind på ridebanen og straks blander sig mellem soldaterne for at få fat på fanen, må absolut den virkning han ellers kunne frembringe, gå tabt. Apoteosen og nogle tableauer er i F.s stil og meget gode.

 Vedkommende må nu ingenlunde antage at denne recension er skrevet for at nedsætte selskabets præstationer. Langtfra. Man kan tilbringe en meget underholdende aften i Gautiers cirkus. Og en upartisk recension vil altid være langt mere til nytte end skade. En svulstig anmeldelse der udgyder sig i lutter lovtaler, tager man ingen notits af, da man alt for tydelig ser at den er tvunget. Noget for noget når venskab skal holdes.

Brødrene Prices Teater

Dette teater er med årene gået betydeligt tilbage. Tænker man sig den tid da Kuhn og Winther levede, familien Petoletti, familien ledet og mange flere var medlemmer af selskabet, præstationernes mangfoldighed, maskineriets meget roste gang mm, så er forskellen meget mærkbar. Og hvorfor er denne tilbagegang så mærkelig? Ikke af mangel på pantomimens hovedperson: A. Price er en fortrinlig Pjerrot, J. Price er en meget god Kasaner, madam R. Price en vakker Columbine og madam F. Price en livlig Harlekin. Når man har disse 4 roller besat sådan, skulle det vist næppe være vanskeligt at få engageret nogle duelige artister til birollerne. A. Kuhn er ret god, men de øvrige artister er sande statister. 

Og nu akterne før pantomimen? Linedansen er for mange år siden gået ind mm. i stedet får man nu hver gang "Boltige" af hr. Dahl som nok lader sig se en gang, men hver gang! Hvilket jager publikum ud af huset. Nej, denne tilbagegang kan kun ligge i en karrig bestyrelse hvilket ikke går an i vore tider. Gautier har heller ikke ville tro denne sætning før, men nu har han indset det, og bemærket de gode følger af det. Når man på plakaten vil anmelde: stor fægtning, soldater, røvere, etc, da nytter det ikke at fremstille 4 mand i dårlige uniformer, nye pantomimer med opkogte scener etc. etc. Prices har publikums yndest endnu, men vedbliver forestillingerne at gå uden en ganske anden drift, da må denne yndest absolut tabe sig. Men man håber de herrer Price snart vil bringe teatret i et bedre sving. Man trænger tit til livets afveksling at få sine lunger rystet, og det har der altid i forrige tider været lejlighed til hos Prices.

Hvad begge teatrene angår, da må man undre sig over at der ikke er sørget mere for publikum i tilfælde af ildebrand. En ulykke som langt snarere kan ske her end i det Kongelige Teater. Begge teatre er gamle og svage og der er så vidt vides intet brandkorps til stede ved forestillingerne. Når man tænker sig hvorledes der er sørget for det Kongelige Teater der er en grundmuret bygning med mange udgange, da må man undre sig at der ved en bræddebygning slet intet er gjort for at frelse de samme mennesker som der er gjort så meget for i førnævnte teater.

(Politivennen nr. 1417. Løverdagen, den 25de Februar 1843. Side 121-127). 

Om St. Olai Kirkegaard i Helsingør.

Da man for nogle år siden nedrev de porte og muren som omgav kirkegården, troede man vist derved både for at forskønne byen og at gøre nytte for kirkegårdens beboere. Men man tog i begge henseender mærkbart fejl, for for det første er det et malpropert syn især for fremmede at se de nøgne og ukalkede gavle på de huse der har mistet deres mangeårige sidekammerater i de høje og brede portaler, og især har det misprydet såvel kirkegården som husene at det gamle sprøjtehus blev nedrevet da denne plads mellem de to høje gavle ligner en brandtomt.

For det andet er der nu en sådan slud og træk på kirkegården siden der er blevet så mange andre pladser at det er yderst ubehageligt at passere samme, når det er regn eller blæst. Hertil kommer også de mange bjerge og dale - de i forrige år omtalte grusbunker osv. blev man dog langt om længe endelig befriet for - vandpøle når det er regnvejr, glidebaner når det er frost og om sommeren en nydelig græsmærk er de skønheder der pryder St. Olai Kirkegård. Dog kunne det være med græsmarken som det kunne når blot den var jævnet, men da den består af bakker og ujævnheder, var det vel værd at ønske om man til det tilstundende forår lod hele pladsen makadamisere. Vel blev det jo lidt sørgeligt for vor kære boldspillende ungdom når deres smukt med græs bevoksede legeplads skulle således ruineres, men det ville jo dog kun være småting i henseende til den nytte en sådan forandring måtte bevirke, og i Helsingør synes man jo heller ikke synderlig at bryde sig om småting.

Da St Olai Kirkegård tillige er alarm- eller samlingsplads for såvel det borgerlige artilleri som brandkoret vil pladsens makadamisering også af denne grund blive hensigtsmæssig og ønskelig da det dog altid er bedre især for brandkoret hvis sprøjteredskaber som oftest er nærved at vælte på grund af ujævnheder at exercere på en jævn plads.

(Politivennen nr. 1416. Løverdagen, den 18de Februar 1843. Side 108-109). 

St. Antonistræde.

Antonigade giver et fuldkomment bevis på hvorledes man i vore dage, i det mindste i København, holder de gamle helgener i agtelse og hvorledes man endnu hos os udvælger sin skytshelgen under hvis vinger man søger tryghed. Den gades skytsengel, den hellige Antonius, var som bekendt plaget af djævelen med vellyst og mange slags kødelige fristelser, hvilke han så fuldstændig undveg og med held overvandt. Det er måske derfor at de allermest gemene skøger har valgt denne gade for under helgenens beskyttelse og ved hans bistand at blive forvandlet til bodfærdige Magdalener. Det er sandelig et skønt syn om aftenen at se disse gade- eller rettere sagt fortovsnymfer marchere frem og tilbage på fliserne af det smalle fortov. Og oven over disse i vinduerne skælder de såkaldte salsdamer ud på dem, fordi de ved at strejfe omkring nedsætter priserne for de andre.

Vil man nu om aftenen passere denne gade, er det en pur umulighed at kunne gå på fortovet. Det har nymferne optaget helt. Man må naturligvis holde midten af gaden hvad enten føret er så eller så, og dog kan man vente at blive lystig udskældt. Kommer nu en stakkels soldat eller andet enfoldigt subjekt gående, da stormer gerne en halv snes af disse kvindemennesker omkring ham, hviner og støjer og siger han dem noget som de ikke vil tåle, da kan han være belavet på en kinarejse i rendestenen. 

Det må uden tvivl være slemt for de fredelige og ordentlige beboere i denne gade. Men det er næsten ubegribeligt at de i så mange år har kunnet udholde et sådant uvæsen. Ingen ordentlig kone eller pige tør her nærme sig vinduet uden at hun jo må frygte for at blive antastet som en skøge og blive anset for en sådan. Skulle man dog ikke engang kunne finde et middel til at anse dette uvæsen om ikke ganske så dog blot så meget at enhver af disse tøjter på det strengeste blev pålagt at holde sig på sit gebet, det vil sige i den forstuedør som var ved deres logi. Det var også ønskeligt om politiet engang imellem klædte sig således at de ikke straks erfarede hvem de var, og ville foretage en tur gennem Antonistræde. De ville da vist more sig over de fortræffelige komedier som spilles her.

(Politivennen nr. 1414. Løverdagen, den 4de Februar 1843. Side 75-77).