Tivoli og dets Herligheder.

(En skrivelse til en ven i Ålborg.)

Du beder mig, kære ven, da du agter ved hjælp af Iris at gæste Københavns Tivoli, hvis vidunderlige herligheder er trængt over til det fredelige Jylland, at give dig en kort beskrivelse derover, som kan tjene dig til Cicerone, når du endelig kommer til at besøge det. Jeg skal tjene dig deri efter bedste evne.

Vil du se alt, må du indfinde dig kl. 5 i Tivoli, da lystighederne på den tid tager sin begyndelse. Jeg iler med dig hen til cirkus hvor et lille selskab under hr. Bergs direktion giver forestillinger i den højere ridekunst. Du vil blandt andet her få at se en dreng, den lille Pierre hvem det er lige meget enten han rider på hovedet eller på hvilken som helst måde du kan tænke dig. Vi går nu herfra til Dahls og ægtemages præstationer på en line der er spændt over stadsgraven til en lille ø. Du vil undre dig over den ægteskabelige troskab hvormed en kvinde følger sin mand på en som det synes så halsbrækkende tur. Men snart forkynder en lystig fanfare at parret er lykkelig kommet over og nu betragter du mere roligt parrests tilbagekomst og fryder dig over at også manden her er den leder kvindens skridt. Du sparer naturligvis ikke på klap for de kække nordmænds dristige turs fuldendelse.

"Vil du se alt, må du indfinde dig kl. 5 i Tivoli, da lystighederne på den tid tager sin begyndelse" (Tivolis indgang, 1843. Før og nu, 1915).

Nu er der et mellemrum hvori ingen kunstpræstationer forevises. Og jeg går op med dig på den himmelhøje rutsjebane. I dit indre beder du Gud denne gang bevare dine led og lemmer. da du så aldrig mere skal friste Herren din gud. Højt ytrer du derimod at det må være en herlig tur. Når rutsjningen begynder, rejser håret sig på dit hoved. Men inden du kan rigtig tænke over hvad du tænker, er 8 sekunder gået, og du står med et lettet hjerte, fri og frelst ud af vognen.

Nu begiver vi os derpå til en anden tur som er langt mere behagelig. Vi sætter os i en af karusselvognens vogne. Vi skråler lige såvel som de øvrige passagerer fra Kanton til Peking på nr. 3 og kører nu alt hvad tøjet kan holde. At du drejes ligesom en flue om på en skive, vil jeg ikke gøre dig opmærksom på for ikke at forstyrre illusionen.

Nu begynder der en gevaldig ringen med en klokke. Er forlystelserne allerede nu til ende, spørger du. Nej, på det lav nu begynder de først. Det er bonden der i teltet som indbyder til at se vokskabinettet. Entreen koster 8 skilling. Du ser nogle ret smukke grupper af voksfigurer, alle efter bibelske emner, men du ærgrer dig over at sådanne ting skal forklares dig af en lazaron der brøler op som en kniv sad ham i halsen, da dog alt ellers her er så smukt i tivoliet. Du tager fejl, et sidestykke til sådanne kontraster finder du når vi går over til bazaren. Men hvad er det, min gode ven gjorde jo en saltomortale. "Det forbandede tov!" råber du, det har allerede mange tusinde råbt, men det hjælper intet, børst støvet af dig og følg med mig ad den reglementerede vej. Det er te-, øl- og brændevinsskænken vi ville se. "Fy for fanden" siger du "a er en jyde, der ikke er så proper ad mig som I københavnere, men stille en sådan fittebod blandt sådanne pragtbygninger, kunne jeg ikke have gjort når jeg havde været Carstensen."

Nu betragter vi bazaren. Du må vide den er bygget efter en tegning som den kinesiske kejser har sendt entreprenøren. Du finder den er smuk, ja vi må gå ind i den smukke restaurationssal hvor belysningen falder ind fra vinduer højt oppe ved loftet. Bliv ikke bange for de mange vanskabninger du ser her på væggen. Der er malet. Du forlanger bøf. Jeg lader mig ikke mærke med at den nok er lavet den forrige dag, og din beskedenhed tillader dig ikke at gøre denne bemærkning. Du sluger det og forlanger en flaske vin. Vi drikker guvernørens og entreprenørens, københavnernes og jydernes skål og begiver os til teatret hvor vi hører Bellis stokkemarch efter takten af musikken. I aften håber jeg nok at vi kan stille os hvor vi vil, uden at møde en plump betjent, for jyderne må mødes høfligt, ellers kommer de ikke igen en anden gang. Du har set Rappo og finder at Belli ikke giver ham noget efter, det er ikke så besynderligt, han er også Rappos svoger. 

Efter at vi har beundret kuglefontænen falder dækket og vi går hen til koncertsalen hvor Tivoli-bazar-tsching-tsching-polkaen af Lumbye nu spilles. Da det herlige orkesters finale har lydt, begiver vi os atter hen til teatret. Jyderne er stærke folk, men disse folk her kan putte dem i lommen. Ser du, hvor han står ud fra væggen holdende sig i sine hænder, nu fastgør han sine ben og med hovedet nedad bær han 4 karle hvoraf vi ikke kunne bære 2 med hovedet opad. Bliv ikke bange, den smukke fyr som slår et hjul henad teatret som han ville flyve ud over publikum er en person hvis legeme ikke ligner andre menneskers, for han kan bøje det i hvad stilling du vil have det. Snart ligner han en frø, snart en sammenlagt foldekniv. Den første hedder Jensen, den anden Westerblaae. "Hvad" siger du "er det danskere?" Ja, vi behøver ikke mere udlændinge, de danske har også smidige led og lemmer. Nu kommer den stærke mand. "Er det Dupuis?" spørger du. Ja franskmandens galante væsen forråder ham. Du føler dig uagtet du er en håndfast karl som en mide mod en elefant når du ser hans kraftkunstner. "Den nydelige lille pige, som kommer ind der, skal vel danse da hun ligner en gratie?" Nej det er den stærke mands stærke kone. "Hun?" Ja du falder i forundring, men din forbavselse vil stige når du først får hende at se. Den lille mand der er konens bror. Han vil engang arve Dupuis' navn og hedde den stærke Kuhn. 

Min beskrivelse over deres præstationer ville berøve dig nydelsens nyhed, og derfor se dem selv, bror! Nu begynder endelig marmorfigurerne. Du tror i begyndelsen at flere kunstnere har her opstillet deres mesterværker, du bedrager dig, det er levende mennesker som ikke behøver mejslen for at vise os oldtidens guder og helte. Du og dine medrejsende klapper og råber Bravo! Klokken er allerede halv elleve. Vi må have os endnu en tur i en illumineret gondol. Kanonskud lyder, det er til jydernes ære. En søvnig københavner på Halmtorvet putter hovedet under dynen og siger: "Det er et forbandet spræl den Carstensen gør!" Det kan ikke være andet. Det er ikke hver dag at jyderne gør en Tivolitur herover.

(Politivennen nr. 1448. Fredagen, den 29 September 1843. Side 621-627).

Redacteurens Anmærkning

Linedanser Paul Dahl og frues linedansernummer foregik over stadsgraven til Gyldenløves Ravelin. Linen var udspændt mellem to høje stænger. Gyldenløves Ravelin hørte dengang til Københavns befæstning, men allerede i 1844 blev den en del af Tivoli og der blev bygget en bro. Da voldgraven blev opfyldt, blev øen sløjfet. Den anes i dag som en lille forhøjnng (Bastionen) tæt ved Glyptoteksindgangen.

Tivoli skabte også tumult, som det fremgår af en artikel i Kjøbenhavnsposten. 20. september 1843:

- I Anledning af Tivoli-Forlystelserne igaar have betydelige Uordener fundet Sted paa de bag Tivoli beliggende Græsmarker, hvor Nysgjerrighed havde samlet en meget stor Menneskemasse, der kom i Conflict med Politiets Betjente, hvorved Flere blev forslaaede, medens Andre faldt i Vandet osv.; ogsaa en Politibetjent skal være kommen til Skade.

De omtalte græsmarker lå ved tømmerpladsen. Her forsamlede fattige folk sig der ikke kunne betale for entreen, men herfra kunne se lidt over hegnet og høre musikken.  

Tivoli.

Dagligt bekræftes den gamle sandhed at det københavnske publikum vedholdende har sans for alt hvad der kan henregnes til nydelse af forlystelser med hensyn til det store antal besøgende som daglig frekventerer Tivoli. Denne på grund af sin pragtfulde, os førhen aldeles ubekendte indretning, åbnes med alle sine utallige herligheder for alle klasser af folket på meget billige vilkår. Og vi kan på grund af det ikke nok så meget yde opfinderen og bestyreren af alt dette, hr. Carstensen, vores fulde erkendtlighed. Vi gentager vores formening at det københavnske publikum altid har været særdeles oplagt til nydelse af adspredelser og forlystelser hvor lejlighed dertil blev givet. Erfaring bekræfter sådant, når vi passerer Frederiksberg Alle og Slotshave, Kehlets Jernbane og sammes kaffehus her i byen. De forskellige teatre udenfor staden, ligesom de kongelige teatre: promenaderne på voldene og på Langelinje. Charlottenlund Skov. Hele Dyrehaven med dens mangfoldige beværtningssteder. Sorgenfri og dens omegn. Lyngby, Brede, Søllerød, Frederiksdal samt flere steder. Og allevegne vil man finde enhver plads optaget af utallige københavnere der søger de forskellige glæder. Men desværre vel som oftest uden forud modent at overveje hvorvidt enhvers kår er svarende til de dermed forbundne udgifter. 

I mangfoldige år er sådant hengået sin jævne gang uden at der nogensinde i så henseende har været gjort betragtninger. Hvorimod der nu fra forskellige sider erfares de mest stiklende ytringer om at regeringen selv på en vis måde ikke alene skulle tillade, ja at regeringen selv skulle understøtte sådanne indretningers fremme for dermed at opmuntre folket til at besøge Tivoli der forstyrrer den almene deltagelse i de ulykker som den fri presse er udsat for. Muligvis er det derfor at vores håndværkere har en særdeles passion for Tivoli, og at de ved jævnlig ophold der forsømmer deres dont i værkstedet, således som tilfældet skal være med vores såkaldte - store mest søgte skomagere som rigelig tager erstatning i forhøjet pris på deres varer. Disse gode folk der i øvrigt mangler de fornødne evner til rigtigt at kunne fatte de forskellige genstande som oppositionsbladene bearbejder, hænger sig kun i det som er vand på deres mølle: nemlig når der forekommer de mest uforskammede bagvaskelser mod højtagtede mænds, ja selv mod regeringens handlinger - for med den vigtigste mine at føre sådant sprog som om sådant kom fra deres egen hjerne. Imidlertid tilråber vi dem kun: Skomager bliv ved din læst!!!

(Politivennen nr. 1447. Fredagen, den 22 September 1843. Side 607-609). 

"På grund af sin pragtfulde, os førhen aldeles ubekendte indretning, åbnes med alle sine utallige herligheder for alle klasser af folket på meget billige vilkår."  (Tivoliana)

Til DHrr Beværtere i Tivoli.

Indsenderen af dette der har set de udenlandske tivolier, navnlig det i Hamborg, finder det meget forunderligt at priserne hos konditorerne og restauratørerne er langt højere end der, og især da entreen er så billig. Muligvis vil man sige at den der vil fornøje sig, må også have råd til at betale. Men det er ikke just altid tilfældet. Har man nu betalt sin entre, vil man jo gerne se sig omkring. Tiden går hen, man trænger til forfriskning og følgen er at man enten må betale dem i dyre domme, eller gå hjem. Således ser man også hele skarer af mennesker trække ud fra Tivoli når de blot har opholdt sig her et par timers tid. Andre ser man sætte sig i græsset eller på bænke og gøre sig til gode med forfriskninger de har medbragt. Hvis priserne hos oven nævnte herrer nu blev nedsat således at varerne kun kostede ubetydeligt mere end inde i staden, da ville de selv vinde betydeligt ved det. For de ville få større afsætning end nu, hvor de tager næsten mere end det dobbelt af hvad prisen er inde i staden. I det hamborgske tivoli køber man alt for samme pris, ja nogen gange mindre end man køber det hos andre handlende.

(Politivennen nr. 1446. Fredagen, den 15 September 1843. Side 591-592). 

"Således ser man også hele skarer af mennesker trække ud fra Tivoli når de blot har opholdt sig her et par timers tid" (Tivoliana)

Rutschbanen i Tivoli.

Rutschebanen i Carstensens Tivoli kan vel skaffe en hårdfør rutscher, men næppe en forkælet dansker fornøjelse. Ser man hvorledes de personer der sidder i vognen, i ordets sande betydning styrter ned, ofte mister hatten på halvvejen ved den voldsomme faren ned og op, ser man hvorledes frygt og gysen afmaler sig på deres ansigter på den 7 sekunder lange rutschetur, så begriber man ikke hvorledes noget menneske kan få den ide at gøre denne som det synes halsbrækkende tur. 

Vil man indvende at der ingen fare er at frygte, så kan der dog i denne henseende gøres nogle spørgsmål. Er det fx sandt at i det øjeblik den ene vogn begynder at fare ned fra oven, er man ofte endnu i færd med at hejse den kort i forvejen nedrutschende vogn i vejret, hvorved de nedfarende rutsche-pasagerer sættes i en dødsskræk, da de venter i næste sekund at knuse hovedet mod den endnu i luften svævende vogn? Er det sandt at en af de kroge der fastgøres i rutschevognen, er gået itu og at vognen lykkeligvis blot skrabede næsen på en løjtnant i stedet for at slå hans hoved itu? Bør der ved en sådan farlig tur for menneskelemmer bero på de ansatte folks forsigtighed at der ikke sker en ulykke? Bør den nedfarende vogn ikke straks når den har nået sit standsningspunkt, forsvinde fx igennem en lem således at den efterfølgende rutschevogn ikke kan støde på den første? Ligeledes tillader vi os at stille spørgsmålet: hvorfor har man i stedet for at bygge en rutschebane som andre steder i Tyskland i en jævntløbende, rund kreds valgt en op- og nedgående bane der absolut må forårsage de nedrutschende højst ubehagelige følelser og skub, ja som vi har hørt endog opkastninger?

(Politivennen nr. 1443. Fredagen, den 25 August 1843. Side 543-544). 

"I det øjeblik den ene vogn begynder at fare ned fra oven, er man ofte endnu i færd med at hejse den kort i forvejen nedrutschende vogn i vejret, hvorved de nedfarende rutsche-passagerer sættes i en dødsskræk, da de venter i næste sekund at knuse hovedet mod den endnu i luften svævende vogn" (Forside på Lumbyes Rutschebanegalop. Tivoliana)

Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.

(Politivennen nr. 1438. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450).