En Major her af Garnisonen saae forleden Dag i Grönnegade en afskediget Soldat sælge et pr. gl. Stövler og en gl. Stok, og da denne gav trodsigt Svar, fuklede han ham over Ryggen; herover gav Pöbelen sig til at forfölge ham; den kjække værdige Officer saae sig nödt til at gjöre Modværge. Forsamlingen var saa stor, at den blev ukjendt; men en Matros som flöjtede og forfulgte ham, blev anfaldt.
(Dagen, 27. juli 1804)
Man hörer ofte Klager over religiösitetens Forfald i Hovedstaden. Er denne Klage grundet, saa synes den at kunde föres endnu stærkere om Helsingör. Fra Katholicismen, som holdt sig der længere end i nogen anden Kant af Landet, synes Helsingöranerne at være faldne til en fuldkommen Indifferentisme. Hele Familier og en stor Mængde enkelte Personer leve der aldeles uden Dyrkelse, det vil sige, gaae aldrig i Kirke, nyde aldrig Sakramentet. En Rejsende gik nylig paa en Helligdag ind i den danske og siden den tydske Kirke under Tjenesten. I den ene fandt han 8 til 10, i den anden 10 til 12 Tilhörere, og dog har Helsingör 6 til 7000 Mennesker. Hvilke Kulde og hvor nedslagende for Præsterne der! Kan man da undres over den Skandal, at en der i 1792 oprettet Kirke allerede 1802 igjen nedlagdes, ja solgtes, og over den endnu större Skandal, at ingen bröd sig derom. Saavel Pastor Mourier som Pastor v. Gehren have nyligen paa Tryk tilbudet de Reformerte der deres gejstlige Tjeneste, men de havde vist sparet Umagen, hvis de havde kjendt Stadens Aand nöjere.
(Dagen, 23. juni 1804)
Denne Hauge ligner i mange Henseender det fordum saa berømte Eden. Saalænge Folk befinde sig her, ere de tildeels i en fuldkommen Uskyldighedsstand. Det eneste, de synde med, er maaskee Øinene. Haugen koster imidlertid Landet mange Penge, det vil sige, ikke at underholde, men som en Rede, hvor al Mode- og Glimresyge i Klædedragt udklækkes. Uagtet den besøges af Spadserende den hele Dag fra tidlig Morgen til sildig om Aftenen, saa lader Dagen sig dog her inddele i fire Perioder. Den første Periode begynder om Morgenen Kl. 5. Paa den Tid hører man Fuglene synge og qviddre, og seer hist og her imellem Buskene en eensom Nymphe, som har været saa heldig eller uheldig at komme for silde den forrige Aften til Udgangene. Hun anstiller philosophiske Betragtninger over Menneskenes Tilstand i Paradis og det paafølgende Syndefald. Henimod Kl. 9 samles Ammer med Børn, - Hypochondrister, som ikke gide være hjemme, - Dagdrivere, som ikke vide hvorledes de skulle dræbe de Dage, som de ikke kunne faae nok af. Denne Periode varer til omtrent Kl. 11. Da begynder der en ny, som maaskee kunde kaldes den politiske. Nu indfinder der sig drabelige Politikere med Aviser og andre courieuse Blade i Haanden. Her afgjøres, om Bonapartes Consulat skal være arveligt eller ei, - om Expeditionen paa Engelland skal udføres, - her fortælles, blandt mange andre vigtige Nyheder: "at den 1 Maji bleve de første Reier solgte i Kjøbenhavn", - her holdes Forelæsninger over den Europæiske Politiks Over- og Undervægt. - De Politiserendes Appetit gjør da i Almindelighed Udslaget i Sagen. Naar Kl. slaaer 12, vandrer Selskabet hjem, om der end ikke skulde blive noget af Expeditionen paa Engelland; thi man tænker her, hvad der er meget rigtigt, at man ikke bør forsømme sit Middagsmaaltid eller lade sin Appetit desertere for en saadan Bagatels Skyld. Nu forandrer Scenen sig igjen og den tredie Periode indfinder sig. Folk, som vel kunne blive kjede af Tiden, men ikke af den frie Luft, - Drenge, som ville sanke vilde Castanier, og Tjenestepiger, som ere vacante, samles efterhaanden. Bønderkoner og Goldammer med den nye Generation ved Haanden og ved Brystet vælte sig omkring i Græsset, Notabene der, hvor der er noget. Endnu er man her ganske ugeneret. Men endelig kommer den fjerde Periode, som er ganske forskjellig fra alle de foregaaende. Fra alle Kanter stimle nu de Spadserende til, i forskjellige Klædedragt, i forskjellige Hensigter, af forskjellige Stænder og af forskjellige Nationer. Med Natuglernes og Aftenens Ankomst nærmer der sig ogsaa et Slags Musik, som der bedre lader sig spadsere end danse eller nynne efter. Musicanterne tage Sæde i den saakaldte Cavaliergang, der, som hver Mand ved, just ikke altid besøges allene af Cavalierer. Hvad der foregaaer og hvad her underhandles om, det hverken kan eller bør der tales om paa Prent, nok er det, den kydske Maane er Vidne dertil, og det vilde den sandeligen ikke være, dersom man bar sig anderledes ad, end man burde. Imidlertid spadserer man op og ned i den cavaliermæssige Cavaliergang og indaander den Duft, som en velgjørende Vestenvind af og til hemmeligen fører over fra Gartnerens veltillukte og velbefæstede Blomsterhauge. At see og lugte Blomsterne selv, det skal, som man vil paastaae, kun være dem forbeholdt, der ville forsyne sig med en Bouquet, og denne Lykke nyde kun Damerne, naar de skulle staae til Comfirmation eller staae Fadder. Naar nu saaledes Elskeren med sin Elskede under Armen og Forretningsmanden efter fuldent Dagarbeide nyder den kjølende Aftenstunds Vederqvægelse, saa behøver midt i deres Glæde kun en Gartnerdreng at gjøre et Træk i Klokken, for at skræmme dem alle som Spurver ud af Haugen.
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 47, 11. maj 1804, side 719-742)
Den 5 Junii 1795 er og bliver en længe uforglemmelig Dag for Hovedstadens, ja maaskee for Dannemarks Beboere. Denne dag, som forvandlede en Trediedel af een af Europa's anseeligste Stæder til en Steenhob, har havt en vigtigere Indflydelse paa vore Sæder, vor Nationalcaracteer og vor individuelle Stilling, end man ved første Øiekast skulde troe. Det er ikke aldeles ubehageligt, at dvæle ved overstandne Farer, og det er lærerigt for Mennesket at skue tilbage paa overvundne Uheld, og deraf at see at ingen Ulykke er saa stor, som Øieblikkets Forstørrelsesglas viser den, og at vi i vort Bryst bære en Kraft, som kun store Ulykker ere istand til at gjøre os opmærksomme paa. I Ildebrandens Dage lærte tillige de Mægtige og Rige, hvor meget den ene Borger trænger til den andens Bistand, og at udvortes Glands og Rigdomme kun have Værd, saalænge som man ikke hjemsøges af almindelige og fælles Gjenvordigheder. Aldrig har der hersket mere Lighed blandt Hovedstadens forskjellige Stænder end i hine Dage. Superfine Damer kjørte med deres Tjenestepiger paa Vognmandsvogne, og galante Cavalierer associerede sig med Strandcadetter for at befordre Bærebørsdragter. Ilden havde gjort alle lige, og fælles Ulykke hist og her endog de haardeste Hjerter bløde. Mangen dødelig Fiende blev forsonet, mangt et hovmodigt Menneske bøiet. Ilden greb som en rivende Strøm mere og mere om sig, og den Pragtbygning, som et Øieblik før var Yppighedens og Rangstolthedens Bolig, var et Øieblik derefter en rygende Steenhob. Midt i denne almindelige Nød saae man vel de skjønneste Exempler paa Broder- og Næstekjerlighed, men ogsaa de sorteste og skjændigste Prøver paa Følelsesløshed og Egennyttighed. Vognmandskarle f. Ex. lode sig betale 20 til 25 Rdlr. for en Vogn. Endog den Fattige, hvis Bohave blev fortæret af Luen, var saaledes nødsaget til at berige disse Blodigler, nar han vilde frelse noget deraf. Dersom en Digter anførte et saadant Exempel paa Nederrægtighed i et Skuespil eller en Roman, saa vilde man kalde det unaturligt og overdrevent.
Skrækkeligt og rørende var det, at vandre omkring imellem de rygende Steenhobe Dagen efter llden var standset. Hvor man henvendte sit Øie, fandt man Spor af menneskelig Elendighed. Volden, Rosenborg Hauge og Nørrefælled vare opfyldte af huusvilde Familier. Al Handel og al Haandtering var standset; Fremtiden laae indhyklet i mørke Skyer. Mange troede, at det nu var Tid at forlade Hovedstaden, og forlode den virkelige; mange meente, at Byen aldrig igjen vilde blive opbygt og at alle Næringskilder i lang Tid eller for bestandig vilde være stoppede. Kun den Trøst var endnu tilbage, at Rod og Trang vilde vænne Menneskene til Tarvelighed, og lære dem at undvlre de mange tusinder Fornødenheder, som de have skabt sig selv: en Fordeel, som tildels vilde opveie det lidte Tab. - Men hvor meget har man ikke bedraget sig i sin Forventning? - Den strax derpaa følgende Kildetid var det tydeligste Beviis paa det Modsatte. Medens røgen endnu opsteg fra den af Luen fortærede Stad, tullede man skareviis ud til Dyrehaugen.
Det varede ikke længe og Kjøbenhavn reiste sig op af Støvet og prunkede med Bygninger, der vare indrettede til at optage Yppigheden med alle dens Følgesvende. Lave Hytter bleve forvandlede til store Gaarde, og Gaarde til glimrende Palaier. Pengene udbredte sig i alle Statslegemets Aarer, og ligesom ved et Underværk blev enhver Bygningsentrepreneur en Herremand, enhver Professionist en Capitalist, og enhver Haandværkssvend en flankerende Mand. Et reent Tab af omtrent 15 Millioner Rigsdaler havde bragt Rigdomme ind i Landet, og gjort Hovedstadens Indbyggere rige istedet for fattige. Store Politikere have heraf beviist saa klart, som to og to ere fire, at Ildebranden har været endog en stor Lykke for Kjøbenhavn. Tiltagende Pragt og Ødselhed i alle Stænders Levemaade, og den ubetydelige Værdie, man sætte paa Penge, synes at stadfæste, at deres Mening ikke var ganske urigtig. Men, hvorledes? - et positivt - et uopretteligt Tab af 15 Millioner skulde være en Fordeel for et Land? Ordet Tab og Fordeel ere her alt for modsigende Begreber. - Ingen kan negte, at Ildebranden har sat mange Penge i Omløb, og at mangen en blank Daler, som hvilede paa Kistebunden, er derved kommen for Dagen. - Men eet er det, at der kommer mange Penge i Circulation, og et andet, at de ere komne i Circulation,paa den rigtige Maade. At Ildebranden satte mange Mennesker i den sørgelige Nødvendighed at laane Penge endog af Aagerkarle, og at mangen en Mand er bleven ødelagt ved sit Byggerie, det er en alt for bekjendt og af Erfaringen stadfæstet Sandhed. De Penge, som kom i Omløb, vare desuden for størstedelen ikke virkelige; de vare kun imaginaire eller indbildte. Men den Indflydelse, de have havt paa vor Levemaade er desværre alt for virkelig. Endog Folk af simpel Stand ere blevne vante til et Slags Vellevned, som tidlig eller sildig maa briste for dem. Yppigheden i Værelser og Levemaade er bleven saa stor, at mangen en Familie nu betaler ligesaa meget i Huusleie, som den førend Ildebranden ret vel kunde leve af. Vor Cours beviser paa det kraftigste, at det ikke er virkelige Penge, som ere komne til at circulere; de daglig tiltagende overdreven høie Priser paa alle Livets Fornødenheder, den forhen ubekjendte Raffinement i alskens Bedragerier, den store Mængde Fallerede, der ligesom kappes om at tilintetgjøre den offentlige Credit, alt dette lærer os at indsee, at Ildebranden ikke har været nogen sand Fordeel for os og at de tilsyneladende gode Virkninger af en indbildt Pengecirculation dog omsider bliver skadelige.
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 54, 4. juni 1804, side 848-852)
Man har altid anseet det for meget besynderligt, at een Konges Undersaatter og eet Lands Indbyggere skulde betragtes som forskjellige Nationer. Vel smigrede man sig med det Haab, at Holstenerne efterhaanden vilde ophøre at henregne sig blandt Tydsklands Beboere, og at Dannemark og Holsteen vilde blive betragtede som eet Land; men hvor er dette mueligt, naar Holstenere selv i Dannemarks Hovedstad ikke ville glemme, at de ere vante til at tale Tydsk; naar de, for at tilkjendegive, at de ere Tydske, endog spille Tydske Comoedier i Kjøbenhavn? Man indvende ikke, at der ogsaa ere mange indfødte Danske i det Holsteenske dramatiske Selskab *). Netop dette gjør Tingen endnu værre. Det er høist latterligt, at Danske Forældre ville lade deres Børn spille Tydske Comoedier, førend de endnu har lært deres Modersmaal, og det er at prostituere det Danske Folk i Fremmedes Øine, naar en Dansk Dame eller Cavalier stiller sig hen paa Skuepladsen og radbrækker det Tydske Sprog. Det Korn, som voxer paa vore Marker, er Dansk, de fedekalve, som komme fra Sjælland, ere Danske, - og Holsteenske Comoedier her bør ogsaa være Danske. Det er Holstenernes Pligt at lære Dansk, ikke de Danskes at lære Tydsk. Vi ere desuden allerede fortydskede nok, vi behøve ikke Tydske Comoedier, som skulle fortydske os endnu mere. I Holsteen har man jo ingen Danske dramatiske Selskaber, hvorfor skulle vi, som Hovednation, lempe os mere efter Holstenerne, end Holstenerne lempe sig efter os? - Man vilde blive udleet, dersom man i Holsteen vilde oprette et saadant Dansk Selskab.
*) Man kunde maaskee sige: De fleeste ere indfødte Danske. Men hvorfor kalder da Selskabet sig det Holsteenske?
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, den 28. maj 1804, s. 823-824)
