Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Frederikshavn skrives under 3die dennes, at det stormende Veir i de sidste Dage havde bragt 56 svenske Fiskerbaade, med en Besætning af 2 til 300 Mand til at tye ind i de derværende Havn. De faa Penge, de havde med, vare snart forbrugte, saa meget mere, som de væsentligst bleve forbrugte til Brændevin, og der begyndte nu et Betleri, der, med Hensyn til den store Mængde, der foregav Trang, var høist besværende for Byens Indvaanere, og endog foruroligende, da der begyndte at drage store Sværme op i Landet. Politimesteren fandt sig derfor foranlediget til at opfordre den derværende svenske Consul til at understøtte dem, eller, hvis han dertil ikke maatte ansee sig embedsmæssig pligtig, da at aabne en Subscription til at afhjelpe deres Trang, som Consulen erkjendte at behøve Hjelp. Af Consulen blev nu givet den Hjelp, som han fandt nødvendig, og derved blev for en Deel hævet den Fare og de Ubehageligheder, som en saadan Skare af trængende Mennesker, der vare uden ringeste Commando, kunde medføre. Efter Forlydende skal Politimesteren heller ikke have anseet Omstændiighederne for ubetydelige, men tvertimod have havt Conferents med Fæstningens Commandant i denne Anledning; men Styrken i Frederikshavn er saa liden, at den vilde været nødvendig til at bevogte Fæstningen og det deri værende Krudtaarn. Det nu indtrufne Tilfælde, i Særdeleshed med Hensyn til, at det let igjen kan indtræde, og under andre Omstændigheder give Anledning til ubehagelige Forviklinger, synes derfor at fortjene Opmærksomhed. I Øvrigt have Frederikshavns Indvaanere derved havt Leilighed til at Gjengjelde den Gjestfrihed, der i Fjor paa den svenske Kyst som bekjendt blev viist en Deel Fiskere fra Jylland.

(Kjøbenhavnsposten 15. april 1837)

Straffeanstalterne. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Forlydende skal den franske Regjering have besluttet at afsende tvende sagkyndige Mænd til Danmark, Sverrig og Norge for at undersøge de derværende Straffeanstalters Tilstand. Denne Tidende har jaget os Blodet i Kinderne; thi skjøndt vi ere af den Overbeviisning, at det er godt at vore Mangler komme for en Dag, fordi dette er den eneste Vei til engang at faae dem afhjulpne, saa tilstaae vi dog, at det vilde have været os meget kjært, om de Franske havde ventet med at undersøge vore Fængsler indtil vi havde faaet dem i en Stand, hvori vi nogenlunde kunde have været bekjendte at forevise dem; men derefter kan vel sagtens Frankrig ikke vente. Maaskee er det en falsk Patriotisme, der ligger til Grund for denne vor Følelse; men vi tilstaae det ærligt, at vi med Gru tænke paa den Dag, da denne Besigtigelse skal gaae for sig, og med sand Rædsel paa den Dag, da vi ville faae det Avertissement i Hænderne: at nu er den officielle Beretning udkommen i Trykken. Saa ville vi da faae et net Skudsmaal og hele Verden vil læse det, og Journal des debats vil da rimeligviis igjen rykke frem med sit bekjendte "le Danemark, un pays presque sauvage." Gid derfor Franskmændene vilde blive hjemme; vi ville forpligte os til at skaffe dem Attest om det saa var fra samtlige vore Autoriteter paa at de ikke vilde kunne lære hos os, hvorledes Fængsler bør indrettes. Gid de ville blive hvor de ere,; eller, skulle de komme, gid da Danmark kunde negte sig hjemme, eller naar det endelig skal være galt, gid Dampskibet vilde springe i Luften med dem hellere end at de skulde komme i "Huset paa Christianshavn", aftegne Ruinerne af denne "Røverborg", eller gjøre en Valfart til "Graabrødrekloster", eller see vore Politi-Arrester - eller - eller. Men maaskee komme Franskmændene ikke for her at see hvorledes Fængsler bør være, men for at lære os det; og i saa Fald maae de være os velkomne, hvis det blot kunde hjelpe noget; men selv dertil ere Udsigterne nok ikke store; thi vel have vi en Commission, der skal ordne denne Sag, der i mere end een Forstand er vort Statslegemes materia peccans. Men hvad en Commission hos os har at betyde, det vide vi Alle; blot ikke Franskmændene ogsaa skulle komme under Veir med dette. Men Commissionen vil det i alt Fald være lettere at skjule for dem, end de Ruiner, hvori Lasten har opslaaet sit Universitet. Vi forbeholde os i sin Tid at levere vore Læsere den Beretning, som de Fransk Emissairer sikkert ville give af hvad de have seet her, saafremt den ikke skulde blive saa skarp, at det paa Grund af vor Trykkefriheds-Lovgivings Bestemmelser ikke gaaer an, at gjentage eller endog blot omtale den.

(Kjøbenhavnsposten den 4. april 1837)

Ønske til den høie Direction for det kongl. Frederiks Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Saa vist som det er, at der paa et Hospital bør herske Orden, saa vist er det ogsaa, at denne ikke maa udarte til Pedanteri. Dette synes Indsenderen at være Tilfældet ved den Bestemmelse, der er tagen med Hensyn til de qvindelige Patienter paa.Hospitalet. Disse er det nemlig i den senere Tid af Inspecteuren blevet forbudet at beskjæftige dem med at sye, hvorimod det kun er dem tilladt at strikke og læse. Grunden hertil skal, efter Forlydende, være, at Patienterne ikke ved Haandarbeide skulle søge at fortjene sig Noget. Hvorledes denne Grund, hvis det virkelig forholder sig saaledes, rimer sig med Directionens velbekjendte Humanitet og Billighedsfølelse, kan Indsenderen ikke indsee. Paa hospitalet faae Patienterne kun Medicin og Kost men, snurrigt nok paa et saa rigt Hospital, hverken Thee eller Sukker, hvilke tvende Artikler Overlægerne for have reqvireret til meget fattige Patienter, men hvilket i den senere Tid pludseligt er hørt op, og altsaa formodentlig er blevet forbudt af Directionen. Hvis nu ogsaa en fattig Pige ved at sye fortjente sig Noget til at erholde disse tvende i vore Dage uundværlige Ting, hvad kunde det da i mindste Maade skade Directionen eller rettere Hospitalet, thi dettes Tarv maa Directionen vel have havt for Øie? Denne Bestemmelse bliver overholdt saa strengt, at Opvartningskonen paa Stuen, hvor Inspecteuren træffer en Patient syende, bliver mulcteret uden Naade. Betænker man nu, at en saadan stakkels Kone, der kun har 1 Rbd. i Løn om Ugen, ikke kan have meget at undvære, da kan man let beregne, hvor nøie der bliver passet paa, at stige kontrabande Forretninger ikke blive udførte. Skulde denne Bestemmelse virkelig være udgaaet fra Directionen, hvilket Inds. nødigen vil troe , da haaber han tilligemed hele det qvindelige Personale paa Hospitalet, at en saa ubillig Bestemmelse snarest mulig maa blive hævet. Dersom det derimod skulde være en egenmægtig Anordning af Inspecteuren, da er man overbeviist om, at Directionen vil tage de fornødne Forholdsregler mod slige Indgreb i Publicums Rettigheder; thi at Hospitalet er til for Publicums Skyld og bør gjøres Enhver saa nyttigt og behageligt som muligt, derom tvivler vist Ingen, og den høie Direction sikkert mindst.

(Kjøbenhavnsposten 30. marts 1837).

Pidskning. (Efterskrift til Politivennen).

Torsdagen den 23de Februar om Morgenen Kl. 8½ kom jeg gaaende over Gammeltorv, og saae da en betydelig Menneskemasse ad Lavendelstræde at bevæge sig vester paa; da mine Forretninger ikke presserede, ilede jeg hen at underrette mig om Aarsagen, og jeg gjettede da snart, uden at spørge mig for, af den Iver, hvormed Karle og Piger, Gamle, Unge og Børn strømmede hen imod Halmtorvet, at en Synder skulde ved Kagen høitideligen indvies til Medlem af den store Synderforening. Der er noget Opløftende i denne Skik; det ere den strenge Nemesis, som, uanfegtet af blidere Følelser, viser sig i en Bøddels Skikkelse, væbnet med en Kat i Stedet for et Sværd i sin høire Haand, for at udgyde den Frækkes Blod, som har vovet at trodse de guddommelige Love, det er tillige den jordiske Øvrighed, der paa eengang straffer et Brud paa den til dens Varetægt betroede offentlige Sikkerhed, advarer de Ildesindede for at følge det slette Exempel og bringer et Offer paa Publicitetens Altar ved at vise Enhver, at selv Synderen skeer hans Ret. Gjennemtrængt af disse Følelser ilede jeg for at finde en Plads, hvorfra jeg kunde overskue Scenen, men trods al Anstrengelse var det mig umuligt at faae anden Løn for min Iver end Lyden af den festlige Musik og nogle Glimt af Vægterhuer, som jeg kunde skimte imellem de lykkelige Tilskuere. Ærgerlig kastede jeg mit Blik omkring paa disses glade Ansigter; hist saae jeg et lille Pigehoved nysgjerrig titte igjennem Gardinerne, som skulle skjule hendes Morgendragt for næsvise Blikke, her i et andet Vindue en om, af sine Børn omgiven Moder, som tidligere end sædvanligt havde vækket de Smaa, for at de kunde see paa Stadsen; tilhøire Kjørende og Ridende, der kom for at besøge Hovedstaden, tilvenstre de paa Torvet staaende Arbeidsvogne, overfyldte med Tilskuere; men bagved disse Lykkelige stode Mange, dere som jeg forbandede deres langsomhed og ønskede sig Vinger for ovenfra at beskue den betydningsfulde Gruppe. Endeligen blev Forbryderen ført til sin nye Residents. Vægterne vandrede hjem og Vrimmelen adspredtes.

Artiklen fortsætter med skribentens overvejelser om at man burde indrette siddeplader rundt om kagen så folk bedre kunne se. Og slutter således:

saalænge den indbyrdes Underviisning trives saa vel i Fængslerne, kunde man med god Samvittighed substituere denne Straf for lang Fængselsstraf. 

(Kjøbenhavnsposten 30. marts 1837)

Opgør paa Guineakysten. (Efterskrift til Politivennen)

Det sidstudkomne Hefte af "Archiv for Søvæsenet" indeholder følgende Beretning om en lille Krig, de Danske paa Kysten af Guinea i forrige Aar have ført med en opsætlig Negerstamme, "Krobbo-Negerne:" Med en talrig Hær af Indfødte og, hvad der var af større Betydenhed, med 40 Mand af Garnisonen, en Feltkanon og 3 Haubitzer, rykkede Gouverneur Mørk imod Fienden, der beboede 12 Landsbyer paa et lille, steilt, midt i en flere Dagsmarcher udstrakt Slette, isoleret liggende Bjerg, adskillige Dagsmarcher i det Indre af Landet. Efter flere Dages Skjærmydslen og af og til nogle velanbragte Kanon- og Haubitzskud, bleve de Opsætsige nødte til at underkaste sig det danske Gouvernement, gave Gidsler o. s. v. samt sluttede Forlig med de andre Stammer, som de ligeledes havde levet i Uenighed med. Følgerne af denne lille, i Tide anbragte Tugtelse vil være Rolighedens Gjenoprettelse i Landet og det danske Herredømmes Befæstigelse, hvortil især det har bidraget, at de Indfødte have seet, at Kanoner lade sig transportere dybt i det Indre af Landet, uden stor Vanskelighed." 

(Kjøbenhavnsposten den 2. marts 1837)