Løbske Heste. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar Formiddags hændtes det ulykkelige Tilfælde, at et Par Heste, der af en kongelig Kudsk bleve tilkjørte for en Rustvogn, løb løbsk paa Volden, hvorved den private Eier af Hestene ved at springe af Vognen brak Benet. Til al Lykke standsede Hestene med et Træ, saa at ikke yderligere Ulykke herved blev afstedkommen. Ved at anføre denne Begivenhed kunne vi ikke andet end at beklage, at det tillades de kongl. Livreetkudske at tilkjøre Heste paa en offentlig Promenade, hvor det i den Grad, som det paa Volden er Tilfældet, er vanskeligt at komme afveien og som derhos saa meget besøges af gamle Folk og af Børn. Det vilde sikkert være høist ønskeligt, om dt almindelige Forbud imod at kjøre pa Volden (hvilket som bekjendt ene og alene er forbeholdt de kongl. Herskaber) ogsaa maatte blive udstrakt til at gjelde for de kongl. Kudske, naar disse ikke kjører for deres respective Herskaber.

(Kjøbenhavnsposten den 29. august 1839)

Asphalt. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Owens Forsøg med Asphalt-Brolægning udenfor hans Gaard i Store Kongensgade danner en glimrende Oase i det stenede Arabien, som Fodgjængere i denne Gade maae færdes igjennem. Det er unegteligt, at dette Experiment er udført paa en Maade, som er i høi Grad beregnet paa at sætte Asphalt-Brolægningen i Credit; ovenpaa et Underlag af Muursteen, som i sig selv vilde være en meget god Brolægning (skjøndt mindre varig end denne) er anbragt et Lag af Asphalt, hvori der er strøet hvidt Sand og dette Lag er deelt i aflange Fiirkante, som giver Fortoget et Udseende liig de brede Fliser, som bruges til de engelske Fortoge. Det forekommer os, at det eneste her muligt kunde indvendes mod dette Experiment er, at det er noget for kostbart; vi havde helst ønsket at see Forsøget gjort med et mindre kostbart Underlag, end Muursteen. Ønskeligt var det om Nogen nu ligeledes vilde gjøre et eller andet Forsøg med Trøbrolægning, der allerede er almindelig indført i flere store amerikanske Stæder og navnlig i Philadelphia.

(Kjøbenhavnsposten fra 28. august 1839)

Måske var det her asfaltbelægning for første gang blev lagt i Danmark. Owens Gård lå i daværende nr. 248, nuværende nr. 68 (1740 og ombygget 1882). Artiklen blev fulgt op den 5. november 1839 i Kjøbenhavnsposten. 

Borgervæbningen. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden var igaar Aftes Vidne til nogle tumultariske Optrin, hvis Anledning ligesaavel bør beklages som de Følger, de muligen kunne medføre for flere af Stadens Medborgere. Ved det borgerlige Artilleris Vaabenøvelser paa Amagerfælles igaar eftermiddags og navnlig ved tilbagemarchen til Staden yttrede sig en lydelig Uvillie mod Hr. Major og Garvermester Eberlin, der især efter Marchens Opløsning paa Christianshavn gik over til stærk Hujen og fornærmelige Udraab, hvormed man ledsagede Hr. Eberlin, der, - omringet af Mængden, forhindredes fra at undkomme, uagtet han var til Hest. Det stedse voxende Tog vedblev paa denne Maade gjennem en Deel af Byen, og man skal endog haandgribelig have insulteret Hr. Eberlin, hvem det først paa Kjøbmagergade lykkedes at unddrage sig disse Excesser. Den nærmeste Anledning til den saaledes yttrede Uvillie mod Hr. Eberlin skal være følgende. Hr. Eberlin havde, som constitueret Exerceerinspecteur, bestemt, at af Corpsets nye Medlemmer, der indøvedes iaar, skulde de, der udeblev en Dag, næste Gang indhente det Forsømte i Mellemtiden, medens de andre hvilede eller efter den fastsatte Tid. Da dette vakte Misfornøielse hos de Paagjeldende, idet man hellere ønskede at indhente en ofte uundgaaelig Forsømmelse ved næste Gang at indfinde sig een eller to Timer tidligere, end at blive saameget længere over Tiden, paatog en af Exerceerskolens andre borgerlige Officierer sig ved en paakommende Leilighed at bede Inspecteuren om en Forandring heri. Hr. Eberlins afslaaende Svar gav den Anrdragende Anledning til en uden Tvivl velmeent Yttring, der imidlertid foranledigede, at han, indkaldt for en af Corpsets borgerlige Officierer bestaaende Krigsret, dømtes til 3 Gange 24 Timers Arrest paa Hovedvagten. Den saaledes for sin vistnok humane Hensigt Undgjeldende, der tidligere har modtaget flere Beviser paa almindelig Agtelse af sine Medborgere ved Corpset, steg ved denne Leilighed naturligviis end mere i deres Yndest, hvilket ogsaa ikke alene først gav Anledning til at en talrig Deel af Corpset paa Fælledes igaar Eftermiddags androge for Corpscommandeuren deres Ønske og hans Fritagelse for den gam tilkjendte Arrest, men dernæst vel endog til de omtalte Excesser mod Hr. Eberlin. Hvor beklageligt det end er, at slige Optrin skulle finde Sted blandt bevæbnede Medborgere, og hvor høist dadelværdigt det end er, at Stemningen skal kunne udarte til slige strafværdige excesser, maa man derhos dog tillige beklage, at en medvirkende Aarsag dertil af Mange ansees at være den Tone og Adfærd, der af Enkelte ved slige borgerlige Corpser undertiden gjøres gjeldende, og som altfor meget synes at forglemme, at Forholdet her ikke er det ved Armeen herskende.

(Kjøbenhavnsposten 1. august 1839).

Johan Frederik Eberlin (1787-1868). Garvermester, kommandør for det borgerlige artilleri i København. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Da borgerlige Artillerie i Onsdags Aftes ( d. 31te Juli) efter endte Excerceer-Øvelser drog ind ad Amagerport, viste en Deel af Medlemmerne paa en høist upassende og raa Maade deres Utilfredshed med Major og Garvermester Eberlin. Denne har nemlig for nogen Tid siden i en Tjenestesag havt et Skiænderie med en Lieutenant Bech ved det borgerlige Artillerie, hvoraf Følgen var, at Beck efter Eberlins Klage blev af en Krigsret dømt til 3 Gange 23 Timers Arrest paa Hovedvagten. Endskiøndt der er almindelig antaget, at Eberlin deels ofte gaaer for vidt i sin Tienesteiver, deels har antaget en Tone mod sine Undergivne i Corpset, der ene minder om Majoren og ganske glemmer Borgeren, saa skal der dog paa len anden Side ikke kunne negtes, at Beck under denne Sag har opført sig altfor respektstridigt. I Tirsdags blev Bech, som er meget yndet i Corpset, arresteret paa Hovedvagten, hvor han skulde hensidde til Fredag Morgen, da Corpset skulde præsenteres for Hs Maj. Kongen. Onsdag Aften forfulgte Borgerne Eberlin hele Byen igjennem med Huien og Piben, og at der til dem sluttede sig en talrig Mængde af den stedse til "Commers" beredte kiøbenhavnske Pøbel, er naturligt. Man paastaaer endogsaa, at det paa store Steder er gaaet til Haandgribeligheder, inden Eberlin slap ind i sin ved Nørreport beliggende Bolig. Derpaa begav Borgerne sig hen til Hovedvagten, hvor der bragtes den arresterede Lieutenant Bech et 3 Gange gientaget Hurra. - Naar vi i vor Artikel have betjent os af Ordet "Borgeren" som om det var disse, der havde foretaget sig Ecesserne, da maae vi tilføie, at det kun var en saare ringe Deel af de Forfølgende, der vare i Uniform, hvorimod den langt større Masse holdt sig borte derfra og neppe billigede, at en Borger blev forfulgt af Gadedrenge. - Naar enkelte kiøbenhavnske Blade ved at referere denne Sag ere gaae til Felts mod den otte upassende Maade, hvorpaa de høiere Borger -Militaire behandle deres Undergivne, da have de vel forsaavidt Ret, som det er denne Behandlingsmaade, der fremkalder stige Optøier, men de burde dog ikke glemme at udtale deres Misbilligelse over en saa Plump og drengeagtig Maade at tage sig selv tilrette paa. 

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 5. august 1839).

Rekrutterne ved Kjøbenhavns borgl. Artilleri marcherede i Torsdags Middags op og bragte den inspicerende Major for deres Exerceerskole, Garvermester Eberlin, et Hurra, der formodentlig var saameget mere velmeent, som denne Borgerofficeer endnu for et Par Aar siden var Gjenstand for stærke Opinionsyttinger i den modsatte Retning. Denne Meningsmanifestation gik, mærkeligt nok, af uden Mellemkomst af Politistokkene, der ellers i Regelen spille en saa indgribende Rolle ved alle Udbrud af Stemninger. (Kbhp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. juli 1842).

Københavns Borgervæbning blev oprettet 1573 med en kongelig befaling. Borgerne var værnepligtige, og de skulle kunne mobiliseres til byens forsvar, hvis fjenden kom. Den havde vagttjeneste i byen og fungerede senere også i brandkorpset og ved ceremonier. Alle borgere skulle indskrives i borgervæbningen, medmindre de var syge, svage eller allerede gjorde tjeneste i livgarden eller flåden.

I 1610 fik den vedtægter der bestemte bødestraffe for forskellige forseelser. Borgervæbningens øverstkommanderende hed stadsøverste og stadsoberst indtil 1676 var hvor hed Stadshauptman. Han havde bla. a. ansvar for at borgerne var i god form og havde nok ammunition i hjemmet. Vægterkorpset overtog i 1683 flere af borgervæbningens arbejdsopgaver, først og fremmest vagttjenesten. Borgerne stod nu kun vagt i særlige nødstilfælde og for det meste kun på byens volde.

I 1801 blev landets borgervæbninger indrettet med to afdelinger: 1. afdeling for egentlige borgere og 2. afdeling for unge mænd uden borgerskab. Den nye 2. afdeling skulle stå for deciderede militære udfald, mens 1. afdeling havde samme opgaver som tidligere. Ved en kongelig forordning af 1808 blev en borgerlig indrulleringskommission oprettet, og administrationen af borgervæbningen flyttet dertil. Indrulleringskommissionen bestod af Stadshauptmanden, byens brandmester og en deputeret fra Danske Kancelli.

I 1870 blev Københavns Borgervæbning nedlagt.

Holstener skriver fra Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Gennem mange årtier kendte hovedstadspressen til anti-tysk propaganda. Hvorvidt denne var udtryk for samme tankegang som i Jylland og hertugdømmerne, kan man diskutere, ligesom hvem der "kom først". Under alle omstændigheder blev det nu skærpet yderligere. Det viser et brev fra en holstener, dateret den 8. juli 1839, citeret fra "Kieler Correspondenz-Blatt" nr. 38, 1839 i  (i uddrag):

Hvorledes en Holstener skriver fra Kjøbenhavn.

"Den Kamp, som et dansk Parti under "Dannevirkes" Anførsel paa Literaturens Mark har begyndt imod det tydske Elements foregivne Overvægt i Hertugdømmet Slesvig, maa naturlig ogsaa berøre de heri Kjøbenhavn sig opholdende "Schleswig-Holsteiner" paa mangfoldig, ikke altid meget gemytlig Maade. Vi Tydskere ere noget beqvemme og holder ikke af (??) at omtumle os paa en uhyggelig Dialektiks Tourneerplads, hvor kun tørt Sand suser om Ørerne; kun naar man træder vore helligste Sympathier for nær, naar  man vil overtale os til at troe, at der for os kun gives et enesaliggjørende politisk Samfund, med de Danske, da fare vi vel undertiden med et "Donnerwetter" derimellem, medens den forundrede Danus med fornem Mine beklager vor Nationalfølelses plattydske eder. - Forgjæves søger den fredelskende Tydsktalende at indhylle sig i Taushedens Kappe, eller i alt Fald,med det i sin inderste Overbeviisning krænkede Gemyts Ironi, at smile over de hidsige Angreb paa hans udværtes politiske Existents; dog - "So kan er alle Tage her etc." - De Danske i og for sig frembryde mange elskværdige Charakteersider, muntert Lune og holbergs Vittighed, forekommende Høflighed og Artighed imod hverandre og human Adfærd i gjensidige Livsforhold. Men den hos Øboere sædvanlige Eensidighed yttrer sig med Hensyn til Fremmede paa en ofte mærkværdig Maade. Jo mere den fremadskridende Cultur fører det civiliserede Europas store Nationer en gjensidig Anerkjendelse af deres eiendommelige Character imøde, yttrer sig derimod en dansk Propaganda med en blind fanatismes hele Modbydelighed, som ikke tager i Betænkning at tilregne Modstanderne som en Forbrydelse Resultaterne af Forholdenes naturlige Udvikling. Thi forgjæves spørger man, hvilke forskrækkelige Voldsomheder da de Tydsktalende i Hertugdømmet Slesvig have udøvet, for at fortrænge det danske Sprog. Den politiske Friheds Venner kunne kun smertelig beklage, at en saa talentfuld ung Mand, som Cand. Jur. Lehmann, kan istemme den samme Tone og paatrykke denne, om og forblændede, dog høist beklagelsesværdige, lidenskabelige Færd en ædel og retfærdig Sags Stempel! (hør!!). - For den tydsksindede "Scleswig-Holsteiner" kan denne Korstogpræken kun være i høi Grad piinlig, og den forbittrer ham de aandlige Nydelser, som han ellers, ogsaa paa fremmed Grund,stræber at tilegne sig, men som med al deres blændende Glands aldrig og ingensinde kunne opveie Opoffrelsen af hans helligste Følelser"

Der er ikke meget som tyder på tysk infiltration, og artiklen imødegås da også på en nedladende måde. Et af argumenterne er at artiklen forveksler holstensk med tysk, idet artiklen anerkender tyskere arbejdsomhed mm.:

Holstenerne have rigtignok hidindtil i deres af Naturen saa rigt velsignede Afkrog af Tydskland kun taget liden Deel i Germanernes store Aandelige og Statsborgerlige Bedrifter, og deres nøisomme Folkefæller i Høilandet ere ondskabsfulde nok til at paastaae, at det kommer af den megen Smør og Ost, Kjød og Flesk, Grog og punch, som aarligen fortæres i Holsten ... At de danske Slesvigere have skandinaviske Sympathier, er ligesaa naturligt, som at Holstenerne have germanske. .. At der endelig netop i Hovedstaden kjæmpes for Danskheden i Slesvig, er ligesaa naturligt, som at man gaaer til Kilden for at hente Vand. Ingen tydsk Slesviger eller Holstener, der har samme Agtelse for Andres Nationalitet, som han fordrer for sin egen, vil i Hovedstaden af den angivne Aaarsag finde sin Stilling piinlig og føle sig forstyrret i sine Nydelser; det har jeg af Mange hørt stadsfæstet.

Nis Hansen.

Ornum Mølle ved Mysunde.Schnellmarker Holz ved Eckernförde. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

I såvel "Fædrelandet" som "Kiøbenhavnsposten" kunne man læse sammenligninger med at det danske militær i årtier havde måttet døje under tysk kommandosprog, og at tyske adelsmænd sad på statens vigtigste poster, med at Holsten efter indlemmelsen i den danske stat i begyndelsen af 1800-tallet nu havde fået et dansk kommandosprog. Sammenligningen må vel set med eftertidens øjne være noget skæv. For grunden til det tyske embedssprog i Danmark kan mere ses som et udtryk for at hoffet foretrak dette, end et forsøg på fra "tysk" (hertugdømmernes) side om at overtage staten. Modsat det kunne indlemmelse af Hertugdømmerne i starten af 1800-tallet med nogen grund anses for "danomani"

Og selv om at de danske aviser anerkendte at tysk kommandosprog var velbegrundet i Holsten, så mente de at dette ikke gjaldt i Slesvig, og så ønsket om tysk kommandosprog i Slesvig for et udtryk for "germanisering". Med nogen ret da "Kieler Correspondenz-Blatt" først et pænt stykke op i 1840erne tilsyneladende blev opmærksom på den dansksprogede, nordlige del af Slesvig. Omvendt afspejler artiklerne i de danske aviser også at den danske, nordlige del af Slesvig blev brugt til at argumentere for at hele Slesvig skulle være dansk. Både de danske og tyske avisers dæmonisering af modparten anviste dels ikke nogen løsning på sprogproblemet, dels blev sprogproblemet netop brugt til en dæmonisering af modparten for hhv danificering og germanisering.

Sådan så man på rigerne i 1820 i J. Jørgensen Riise: Nyeste kort over Kongeriget Danmark med Hertugdömmene Slesvig, Holsteen og Lauenburg, udgivet især med Hensyn til Borger- og -Almue-Skoler saavelsom privat Underviisning, giennemseet og foröget med historiske Bemærkninger. (Hentet hos det Kongelige Bibliotek, med CCL.). Titlen taler vel for sig selv. Men se hvad der sker senere med kortene få årtier senere, længere nede i artiklen.

Svenske Studenter. (Efterskrift til Politivennen)

I 1839 var der kommet en del svenske studenter til København for at fejre dagen for indkaldelsen til stænderforsamlingere den 28. maj. Efter afrejsen den 27. maj udbrød der tumulter ved Langelinje, og flere artikler i :

Kort førend Dampskibet Malmø bemeldte Dag afgik fra Rheden, strømmede en stor Deel danske Studenter, for at tilsende de bortreisende svenske Venner en sidste Afskedshilsen, ind paa Langelinie, hvilket den ved Indgangen til samme posterede Skildvagt, om efter, eller uden høiere Ordre, vide vi ikke, roligen lod skee, uagtet ingen Tegn bleve ham foreviste. Efter nogen Tids Forløb, da Dampskibet allerede var kommet næsten til Trekroner, begave en Deel Mennesker, saavidt skjønnedes, over 30, sig en masse til Langelinie, hvorhen de troede paa samme Maade at kunne faae Adgang, hvilket Skildvagten imidlertid negtede dem, da han umuligen kunde antage, at de kom for at hilse paa Bortreisende, der allerede vare saa langt borte, at de ikke mere kunde sees fra Landet. Man vilde opnaae ved Magt, hvad der ikke godvilligen blev tilstaaet, og nødte derved Skildvagten til at gjøre, hvad hani et saadant Tilfælde ikke alene er berettiget men ligefrem pligtig til at gjøre, at værge sig imod et personligt Angreb med sit Vaaben. Under den derved opstaaede Kamp ilede et Par Mand fra den i Nærheden værende Vagt til, under en Overjægers Commando, og denne satte Vold imod Vold, ethvert Menneskes, og vel fornemmeligen en miitair Vagts Pligt. Men Magt vilde man forcere Indgangen til Langelinie, der, som det maa være enhver dansk Student vitterligt, kun staaer aaben for den med det anordnede Tegn Forsynede, med Magt blev Angrebet tilbageviist, og den forsamlede Mængde greb til det afskyeligste af alle Midler, til, hvad den ærede Indsender i Nr. 144 kalder det eneste "Forsvarsvaaben", den angreb Vagten med Steenkast, hvorved denne saae sig nødsaget til at trække sig tilbage til Jernporten og lukke denne (dette var maaskee ogsaa et af de fornærmelige "Angreb", hvorimod man "forsvarede" sig med Steenkast!), og hvem veed, hvilket Udfald Sagen havde faaet, hvis ikke Commandantens Ankomst havde gjort en Ende paa Striden.

I redaktionens følgende svar står der bl.a.:

Vi have paalidelige Personers Ord for, at den nærmeste Anledning er opstaaet derved, at en Soldat uden tilstrækkelig Grund voldeligt har overfaldet en Person, der efter Vagtens Formening altformeget nærmede sig Posten, og med Kolbeslag søgt at documentere denne Formening, uagtet Personen hverken i Ord eller Gjerning fornærmede den posterede Soldat. Vi antage iøvrigt, at man, om det end lader sig forsvare fra det juridiske Standpunkt, dog har viist en høi Grad af Indiscretion ved atter at ville spærre Adgangen til Langelinie, efterat Folk, med eller uden høiere Vedkommendes Tilladelse, havde faaet Adgang til samme, og det i Særdeleshed saa hurtigt efter Dampskibets Afgang, fordi det ved tidligere Leiligheder har været Brug, at Langelinie, efterat være aabnet for Alle og enhver, er vedbleven at staae aaben nogen Tid efter, Noget man derfor med Grund maatte antage ogsaa dennegang at ville blive Tilfældet. At bemærkedette i rolige Udtryk, afgav da under alle Omstændigheder ingen Grund til, at Vagtcommandandeuren beordrede Soldaterne at plante Bajonetten paa Geværet og storme ind paa Folk, ved hvilken Leilighed, hvad der er oplyst ved mange Vidner, een Person alene reddede sig fra at faae en Bajonet i Livet ved at kaste sig ned bag et Træ ... Under saadanne Omstændigheder tror vi ogsaa, at Steen vare Folkets "eneste Forsvarsvaaben", da Soldaterne fore frem i blindt Raseri og ikke agtede paa, om de anfaldt rolige Spadseregængere eller dem, som de antoge for deres Fornærmere ... Folket, som iøvrigt ikke alene bestod af Studenter, men ogsaa af mange ældre Borgere, der ikke viste mindre Harme over Soldaternes Fremfærd end de yngre og fyrigere. 

(Kjøbenhavnsposten, 3. juni 1839. I uddrag)