Limensgade Actie-Forening. Maj 1840. (1). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge en opgørelse fra 1840 havde Aakirkeby by en befolkning på 542, mens landsognet Aaker 1.670.

Bornholmske Samlinger, 1957: G. L. Dam: Limensgadeselskabets Historie, beskriver at efter oprettelsen af den Polytekniske Læreanstalt i 1829 hvor der blev udsendt kandidater, kom der gang i Ørsteds planer. Fra det første elevhold i 1832 ansøgte J. Wilkens regeringen om eneret på produktionen af alun på Bornholm. Men han tabte hurtigt interessen. 

Det gjorde derimod ikke Peter Johan Hammer (f. 1809), som var søn af bornholmske forældre. Han var oprindelig udlært kunstdrejer, men tog afgangseksamen 1834 fra den polytekniske læreanstalt. Han fik eneret til produktion af alun på Bornholm og skøde på Limensgade, under den betingelse at fabrikken skulle være i drift inden 1. januar 1843. Herefter fremlagde han en plan til Den mercantile Industriforening som netop var blevet oprettet for at støtte danske produkter. 

Plan til en Actieforening til at benytte nogle i Limensgade og Omegn forekommende Mineralier.

Længe har det været erkjendt, al Bornholm har en Mængde Mineralier, der, fremdragne og benyttede paa den rette Maade, ville blive en Kilde til Velstand for Bornholm og for det øvrige Danmark. Men endskjøndt dette længe har været erkjendt, har man dog mere indskrænket sig til at udføre de raae Materialier, der egne sig til Forædling udenfor Øen, end søgt at forædle dem paa Stedet. Blandt disse Mineralier er den blaagraa Kalksteen, som er bekjendt under Navn af Cementsteen. Paa Bornholm produceres ikke Cement; derimod udføres aarligen en stor Mængde Cementsteen, som i Wismar og flere Steder i Mecklenburg og Pommern, men især i Flensborg, forædles til en meget søgt Handelsvare, hvilken paa selve Fabriken har omtrent 10 Gange saa store Værdi, som den høieste Priis, der betales for Materialet ved Udskibningsstedet på Bornholm *). Det synes, som om Forbruget af den flensborgske Cement allerede er steget til omtrent 1000 Tdr. aarlig; desuden forbruges i Danmark endeel fremmed Cement og Tras. Da Cementens udbredte Nytte i Bygningskunsten ogsaa hos os gjør sig mere og mere gjeldende i de senere Aar, saa et det al Grund til at vente, at Forbruget vil tiltage i en langt højere Grad; især naar man stedse kan levere en god Cement til billig Priis. Dette maa lettest kunne skee, ved at anlægge en Fabrik paa Stedet hvor Materialet findes; da man der kan gjøre et passende Udvalg af Stenen **), og tillege spare Transport af det raa Material; da Blandingsmalerialet og Kul findes paa Øen, Transporten af samme er billig, og da Arbejdslønnen paa Bornholm er meget lav. Med Hensyn til Afsætningen i Udlandet vil jeg her kun bemærke: at Rusland forbruger aarligen et betydeligt Qvantum Cement. som det tildels modtager fra England ***), og at Indførslen i Rusland er aldeles frigiven. Da Productionsomkostningerne neppe kunne være lavere i England end paa Bornholm, og da Bornholm er stærkt begunstiget ved sin Beliggenhed, saa maa man vintr, at bornholmsk Cement vil finde et godt Marked i Rusland ligesom i flere af Nabolandene.

Mange Mineralier egne sig kun til at forædIes paa eller nær ved Findestedet: flere af disse har Bornholm tilfælles med de andre danske Provindser og med alle Lande, f. Ex de grovere Leerarter og nogle Steenarter til Bygningssteen. Erfaringer paa Bornholm vise FordeIen ved at forædle disse, baade til eget Forbrug og til Udførsel. Saameget mere maa der være Fordeel ved at forædle eller benytte et Mineral, der ikke findes i det øvrige Danmark, og som kun i Norge og Sverrig findes af samme Godhed som paa Bornholm: Alunskiferen. At den bornholmske, norske og svenske Alunskifer erholdes uden TiIsætning, Alun, samt Jernvitriol og Bruunrødt; hvorimod Luden af de øvrige Landes Alunskifer ikkun indeholde de to af Alunens Hovedbestanddele: Lerjord og Svovlsyre, altsaa den tredie, Alkali (fEx. Potaske) maa tilsættes. Det er indlysende, at en saadan Tilsætning betydeligen forøger Productionsomkostningerne ****), og at følgeligen et Alunværk paa Bornholm under iøvrigt lige Omstændigheder - maa være fordeelagtigere end f Ex Fabrikerne i Sachsen Preussen eller England, og lige saa fordelagtigt som det norske og de svenske Alunværker. Men der maa bemærkes at Brændmateialet kan paa Bornholm haves billigt, og Ardeidslønnen er, som forannævnt, meget lav; et Alunværk kan anlægges nær en god Ankerplads, saa at Hjælpematerialer og Fabricata kunne transporteres tilvands. Derimod maa Andrarums Fabrik i Sverige og ligeledes de øvrige svenske (og det norske) Alunværker , mere eller Mindre - bære Omkostningerne for en lang og besværlig Transport og Brændmaterialet, og en endnu Iængere Transport af Producter til Udskibningsstedet, paa yderst slette Veje. Endvidere betales i Sverrig en Udførselstold af Alun (omtrent ligesaameget som Indførselstolden i Danmark). Uagtet følgeligen et Alunværk paa Bornholm maa arbeide under langt gunstigere Omstændigheder end Fleertallet af de svenske Alunværker, og end det norske, og vi altsaa med Fordel kunne forsyne Udlandet med Alun, lade vi os hidtil forsyne af Udlandet. Forbruget af Alun i Danmark (Hertugdømmerne iberegnede) er - ifølge authentiske Meddelelser) omtrent 235 500 Pd. aarlig (for hvilke udgaae 12-13.000 Rd. til Udlandet, især til Sverige); endvidere forbruges af Jernvitriol circa 350,000 Pd. (8-9000 Rd.) og af de forskjellige Varieteter af Brunkul omtrent 100000 Pd. (2-3000 Rd). Forbruget er i Tiltagende. Sverrig leverer Alun til Danmark, Hannover og Mecklenborg (deels directe, deels over Hamborg og Lübeck). men din stærste Mængde gaaer til Rusland *****). Sachsisk og norsk Alun afsættes med Fordel i England.

Kunne altsaa en Alun- og Cementfabrik paa Bornholm betale sig godt, naar de drives hver for sig; da maae de betale sig endnu bedre, naar de kunne forenes (saa at Administrationsomkostningerne for begge Fabriker ikke blive meget større end for hver enkelt Fabrik). Dette kan ske, og vil være det naturligste, da Alunskiferen paa Bornholm ledsages af og tildeels dækkes af den saakaldte Cementsteen; og da endvidere disse Mineralier, ligesom de øvrige der ledsage dem, ville tilade anden fordelagtig, technisk Anvendelse. (Fortsættes)

*) En Kubikfavn Cementsteen betales ved Udskibningen fra Bornholm med høist 19 Rd. Udføres 25 Kubikfavne aarlig, da erholder Bornholm - foruden Indtægt for Søtransporten, forsaavitt dertil bruges bornholmske Fartøjer - en Indtægt af høist 475 Rd. Men, naar 25 Kubikfavne Steen kunne give omtrent 1000 Tdr. Cement, udbringes dette Quantum til en Værdi af circa 5000 Rd. paa Fabriken. 1 Tde. flensborgsk Cement koster i Kjøbenhavn 6 Rd. 16 sk.

**) Den saakaldte Cementsteen skabes i Lag af forskjellige Haardhed og Sammensætning; Hvert Lag fordrer altsaa mere eller mindre en særegen Behandling (Hedegrad under Brændingen, Blanding osv.), for at give god Cement. Ved den Cementsteen, som udføres fra Bornholm, kan intet Valg gjøres. Den samles fra forskelligt Steder og Lag.

 ***) Saavidt vides, indførtes i Aaret 1828 til Petersborg alene, 4-5000 Tdr. engelsk Cement.

****) Fra de tydske Alunværker klages ideligen over de stigende Priser paa Tilsætningsmidler; flere Fabriker ere nedlagte, fordi det ikke mere er at erholde. Og andre tydske Alunværker ville inden kort Tid friste samme Skjebne. Alunen maa følgeligen stige end mere i Prisen, og det tydske Toldforbunds høje Toldsatser ville ikke kunne udeholde fremmed Alun.

*****) I Aarene 1826-1829 indførtes til Rusland i Gjennemsnit 1 910 470 Pd. Alun dansk Vægt (58.317 ethalvt Pnd); i Aaret 1827 alene indførtes 3 162,126 Pd. (96 524 Pud). Skjøndt jeg ikke har Angivelserne for de senere Aar, er der al Grund til at antage, at Forbruget og Tilførselen er steget betydeligt.

(Bornholms Avertissements-Tidende nr. 36, 5. maj 1840)

Plan til en Actieforening til at benytte nogle i Limensgade og Omegn forekommende Mineraller.

(Fortsat; see Nr. 36.)

Overtydet om den betydelige directe Fordeel af saadanne Fabriker paa Bornholm, og om de mange indirecte Fordele, som fornemmelig denne Provinds vilde høste af samme, har Proponenten forberedt Anlæget af et Alun- og Cementfabrik; og, for at bidrage til at vække Interessen for lignende Foretagender paa Øen, har jeg ønsket den fornødne Capital samlet ved Actier. Da jeg nu har paa billige Vilkaar erholdt et Stykke Land: Limensgaden, som er den meest passende Plads paa Bornholm til forannævnte Fabriksanlæg kan jeg indbyde mine Medborgere til Deeltagelse i et meget fordeelagtigt foretagende. Idet jeg ønsker min Plan underkastet den ærede Directions Prøvelse, og anmoder om, at der fra Foreningens Side maatte træffes de fornødne Foranstaltninger til at oprette Actieselskabet, tillader jeg mig at henlede den ærede Directions Opmærksomhed paa Følgende:

Udmarken, Limensgaden, er et udyrket og ubebygget Stykke Jord, af henved 25 Tønder Lands Størrelse beliggende i Aaker Sogn, omtrent treottendedeel Miil sydvest for Aakirkeby og omtrent en fjerdedeel Miil fra en Ladeplads ved Kysten, ved Læsaaen. Det er tidligere *) godtgjort, at Limensgaden egner sig til et fabrikanlæg af ovennævnte Natur. Imidlertid maatte, forinden man kunde skride til Bygningsarbejdet eller det egentlige Fabrikanlæg, undersøges nøie: i hvilken Udstrækning og i hvilken Mængde Alunskiefer og Cementsteen er tilstede (da Productionens Størrelse eller fabrikens Varighed maa være afhængig heraf); hvilke øvrige Materialier der findes, og Terrainets, de paa samme værende Vandbassiners og Vandløbets Beskaffenhed, Endvidere maatte Alunskiferen prøves paa fabrikmæssig Maade efter en stor Maalestok, for at erhelde de indbyrdes Maal for hvert enkelt Apparat (Udludningskasser. Reservoirer, Pander osv.), og for at kunne beregne Productionsomkostningerne. Disse Undersøgelser har jeg foretaget i afvigte Sommer og Efteraar, og deraf fremgaaer: at Cementstenen indtager en betydelig Deel af denne Udmark; den strækker sig under den tynde Jordskorpe i et Lag af 3-700 Fods Mægtighed; hvoraf med meget ringe Brydningsomkostninger kan vindes MateriaI til i de i mindste 200 000 Tdr. Cement, og med lidet forøgede Omkostninger endnu mere. Et endnu større Areal - omtrent 10 Tdr. Land - indtager Alunskieferen, som tildeels dækkes af Cementstenen. Lagets hele Mægtighed er ubekjendt; men ifølge mine Boringsforsøg i samme, dets Heldning og øvrige Forhold, maa det idetmindste være 120 Fod mægtigt **). Desuden strække sig baade Alunskieferen og Cementstenen ind under de nærliggende Jorder, saa at en Fabrik paa Limensgaden i flere hundrede Aar ikke vil savne disse Materialier. Etatsraaderne Ørsteds og Esmarchs, samt Professor Forchhammers Undersøgelser i Aaret 1819 ***) have viist, at Alunen med Lethed udvindes af Limsnsgadens Alunskiefer, og at denne giver et godt Udbytte. Ved gjentagne Forsøg i det Mindre, men især ved Mine seneste Forsøg med en større Mængde, har jeg ikke alene fundet Saadant bekræftet; men endog erholdt et langt større Udbytte end det, som Commissionen, formedelst den korte Tid der kunde anvendes paa Undersøgelsen, kunde erholde. Desuden gav Moderluden en meget betydelig Mængde Jernvitriol og et Residium, som med liden Bekostning kan forvandles til Bruunrødt. Da nu Commissionen, ifølge de samlede Data, havde gyldig Grund til at udtale den Overbeviisning: at et Alunværk paa Limensgaden vil kunne anlægges med Fordeel; saa følger ligefrem af mine Undersøgelser over Skieferens Righoldighed, at Fordelen maa blive mange Gange større.

Paa Limensgaden findes en højtliggende, tilstrækkelig rig Vandbeholdning, og Alun-Kogehytten kan lægges saa lavt, at Luden kan uden Pomper føres til Kogekjedlerne.

Med Hensyn til det mulige Spørgsmaal om Brugbarheden af Limensgadens Cementsteen til god Cement , vil jeg tillade mig at henvise til den flensborgske Cement, hvilken tildeels er fabrikeret af de samme Lag som findes paa Limensgaden ****). Blandingsmaterialet er tilstede; og ved Læsaaen (den største Aa paa Øen) er en særdeles passende Plads til en Vandmølle til Cementmaling med indtil 4 Hestes Kraft i lidet mere end den halve Tid af Aaret.

Bygningerne ville ikke koste meget at opføre: Sandsteen (Brudsteen) til Kogehytten og andre Bygninger kan haves ganske nær Byggegrunden; Cementstenen kan ligeledes benyttes som en god Bygningssteen, Leer (til brændte Muursteen osv ) findes, og de forskjellige Kalkstenarter ville ved en simpel Behandling give  Mørtel, både til eget Forbrug og til Salg paa Øen.

Cementsteen og Anthrakolit (store nyreformige Masser i Alunskieferen) kunne med FordeI anvendes som graasrot og sort Marmor, og forarbeides til Bygningssteen, Ligstene, Bordplader osv. Om den øvrige techniske Anvendelse af de forekommende Mineralier kan jeg endnu ikke ytre mig med Bestemthed; men det blandt Andet ikke usandsynligt at man med FordeI kan vinde som Biproduct endeel Svovl og at Alunskieferen kan bruges som Brændmaterial (dog er i vedføiede Beregning ikke taget Hensyn til dette). Ubeskjæftigede Arbeidere findes i Nærheden af Limensgaden, og Arbeidet i Alunværket og Cementfabriken er saa simpelt, at det under tilstrækkeligt Opsigt kan udføres af enhver Daglejer. (Fortsættes)

*) See "Beretning om en Undersøgelse af Bornholms Mineralrige, af Etatsr. Ørsted og Esmarch", Kbh. 1819 og 20 o. fl. Steder.

**) Forbruges af Alunskiefer til Indlandets Forsyning 14 000 Kubikalen aarlig, da findes paa Limensgaden, blot indtil 60 Fods Dybde Material for 300 Aar.

***) See ovennævnte "Beretning" osv. 1820 Pag. 49 o. fr.

****) Desuden kan hentes Beviis fra Ruinerne af Hammerhuus Slot. gamle Borg, o. fl. St.; i hvilke Cementen er saa fast, at man lettere kan sønderbryde Slenene, end Cementen, der sammenføier dem. Talrige Spor af Cementsteenbrud paa Limensgaden (Navnet af det gamle danske Ord: Liim c: Kalk); Spor af Ovne med halvbrændt Cement; Traditionen om en "Liimskat", som ydedes in natura til Hammerhuus Slot osv. . godtgjøre, at netop Limensgadens Kalksteen har givet Mørtelen til de nævnte Bygninger.

(Bornholms Avertissements-Tidende nr. 37, 8. maj 1840).

Plan til en Actieforening til at benytte nogle i LimenSgade og Omegn forekommende Mineralier.

(Sluttet see Nr. 36 og 37.)

Limensgaden, der er en Deel af den kongelige Udmark, er mig tilstaaet for en Kjøbesum af 800 Rd. Sølv, som først efter 5 Aars Forløb bliver at forrente og afbetale med tilsammen 100 Rd. aarlig.

Det er sandsynligt, at nogle (indtil høist 5) Aar ville gaae den, forinden den indenlandske Alun kan have aldeles fortrængt den fremmede, og forinden man kan vente betydelig Afsætning i Udlandet. Det ansees derfor rettest, at oprette en Fabrik med Apparater for Totrediedelen af førannævnte Quantum Alun, og saaledes, at det bestaaende ikke behøver Forandring, men kun flere Apparater anskaffes, efterhaanden som Afsætningen tiltager. Dertil antages at der behøves en Sum af 14 000 Rbd., nemlig: Til Udludningsapparaterne (med Pomper *), Render, Reservoirer og andre Utenfilter 1500 Rd. Til Kogehytter, af utilhugne Sandsteen, med Pander, Dampkjedel og øvrige Inventarium 3500 Rd, Til en Bindingsværks Bygning til Hestestald, Kudskebolig, Bødker- og Tømmerværksted og Materialskuur 700 Rd, Til et Par Heste, Seletøi og Vogne 400 Rd. Til Bødker og Tømmerværktøi, Skubkarrer, Brydeapparaler, en stor Ballance med Lodder, m, M. 400 Rd. Til en Bolig for en Formanden for Arbeiderne (som indtil videre beboes af Bestyreren) 700 Rd. Til Bolig for Bestyreren, med Plads til Generalforsamling, Contoir og chemisk Laboratorium 1500 Rd. Til Bekostninger ved de anstillede Undersøgelser og andre Forarbejder 500 Rd. Til uforudseete Udgifter 300 Rd. Anlægs Capital 9500 Rd. Til Indkjøb af Brændsel og andre Hjelpematetialier; til Arbeidløn, Varebeholdning og øvrige løbende Udgifter, som Driftscapital 4500 Rd. Capital at forrent, 14 000 Rd.

Udgivter i eet Aar, beregnet til 300 Arbejdsdage. Reparation af Bygningerne. Amortisation af Udlægget i og Reparation af Inventariet i Kogehytten 250 Rd. Do. do. for Udludnings og Brydningsapparatet **) 150 Rd. Hestefoder og Beslag, Reparation af Vogne m. v. , for Amortisation af Udlægget i Heste og Vogne 200 Rb. 15-20 Arbejdere: til Skieferens Brydning, Brænding, Udludning, til Arbeide i Kogehuset, Bygnings- og Inventarie Reparation osv. eller 10 Mand a 28 sk. daglig 875 Rd. 10 Mand a 24 sk. daglig 750 Rd. 1 Kudsk 100 Rd. 1 Formand for Arbeiderne 250 Rd. Bestyreren 600 Rd. Brændsel: beregnet til omtrent 2000 Tdr. bornholmske Steenkul ***) paa Stedet a totrediideel Rb. 1333 totrediedeel Rd. Brænde og Qvas 166 entrediedeel Rd. 1500 Rd. Emballage, til Alun 521 Foustager til Jernvitriol og Bruunrødt 200 Foustager 721 Stkr. a totrediedere Rd. er 480 totrediedel Rd, eller circa 500 Rd. Brandassurancepræmie a 8000 Rd., trefjerdedeel pCt. aarlig, omtrent 60 Rd. Skatter, Contoirudgifter, BeIysning osv. 265 Rd. 4 pCt. Renter af den indskudte Capital, 14 000 Rd., 560 Rd. Summa 6060 Rd. 

Indtægt for et Aars Fabrikation. 1500 Centner Allun a 4 enhalv Rd. 6750 Rd. 500 Centner Jernvitriol a 2 Rd. 1000 Rd. 100 Centner ****) Bruunrødt a 1 Rd. 100 Rd. Værdi paa Fabriken 7850 Rd. imod en Udgift af 6060 Rd. Netto Avance 1790 Rd. Deraf til Reservefond 10 % eller derover 180 Rd. Rest 1610 Rd. Bestyreren 20 % 322 Rd. Reen Dividend 1 288 Rd, som fordeelt paa Actiecapitalen: 14000 Rd. giver 9, 2 pCt. Tilsammen erholdes følgeligen som Rente og Dividende 4+9, - 13,2 pCt. af Actiecapitalen (altsaa omtrent 6 Rd 57 sk, paa hver Actie eller 50 Rd. i et Aar.) 

Afdrag paa Kjøbesummen for Limensgade er ikke anført i Beregningen, da denne gjelder for den nævnte Afsætning, altsaa kun for de første Aar. Det vil bemærkes, at Udgiftsposterne ere for størstedelen anførte høiere end de sandsynligviis ville blive; hvorimod Værdien af Fabricatet er ansat lavere, end den ifølge Middelpriserne i Kjøbenhavn kan antages at  blive ***), følgeligen tør det beregnede Udbytte snarest ansees for et Middeltal for en Production af den nævnte Størrelse. Fordelen vil stige betydeligt, efterhaanden som Fabriken kan udvides. Efter 5-6 Aars Forløb, eller tidligere, tør man vente en Afsætning af det Dobbelte af forannævnte Quantum Alun. altsaa 3000 Centner; hvorved vindes som Biproduct 1000 Centner Jernvitriol og 200 Centner Bruunrødt; ifølge foranførte Priser tilsammen for 15 700 Rd. For at producere disse Quantiteter maa Anlægs- og Driftscapitalen, 14000 Rd., forøges med omtrent 7000 Rd. (Anlægscapitalen med 3000, Driftscapitalen med 4000 Rd.), eller til 21,000 Rd. 

Den samlede Indtægt for eet Aars Fabrication 15.700 Rd. Den samlede Udgift for eet Aars Fabrication (6060+4580) 10640 Rd. Altsaa af 21,000 Rd. en Netto-Avance af 5060 Rd. Endvidere maa bemærkes, at Cementfabriken vil bære en forholdsviis Deel af Administraitonsomkostningerne og af Betalingen for Limensgaden; og der er Grund til at vente, at den skal betale sig endnu bedre end Alunværket, naar Afsætningen tillader at drive den efter en stor Maalestok. Jeg vedlægger ingen Indtægtsberegning for denne, da det er bekjendt at Cementfabriken i Flensborg givet sin Eiere en betydelig Fordeel. 

Det vil være af yderste Vigtighed - især med Hensyn til at sikkre sig en stadig Afsætning i Udlandet - at Fabrikanlægget snarest muligt kommer i stand. Det ansees rigtigst at oprette Alunværket først; og det vil være muligt at fremme dette, saavidt, at Alunproductionen kan begynde i det kommende Efteraar, dersom Bygningsarbeiderne kunne paabegyndes senest inden et Par Maaneder. De dertil fornødne Bygningstegninger og Overslag kan jeg udfærdige inden kort Tid.

Jeg har indgivet Ansøgninger om Eneretsprivilegium til Alunfabrication paa Bornholm, og om Bevilling til at udstede Actier paa ustemplet Papir. Jeg tillader mig at vedlægge et Udkast til Statuter for et Actieselskab: tiI Benyttelse af Limensgadens og Omegns Mineralier. - Kjøbenhavn den 29de Marts 1840.

Hammer,
Polytechnisk Candidat. 

Til

Directionen for den mercantile Industriforening.

Som Følge af Ovenstaaende, og i den Overbeviisning, at Entreprisen vil være særdeles fordelagtig, har undertegnede Direction besluttet at lade Hr. Hammers Plan nærmere undersøge og gjøre de nødvendige Skridt for at et Actieselskab desangaaende snarest muligt vil kunne træde i Virksomhed. Idet vi derfor foreløbigen publicere ovenstaaende Afhandling, for at give Publikum Leilighed til at ytre sig derover, skulle vi med det første tillade os at bekjendtgjøre de tagne Forholdsregler. 

Directionen for den Mercantile Industrilforening,

*) Herved maa erindres, at Arbejdsløn, Kjørsel og endeel Materialier haves betydelig billigere paa Bornholm end i Kjøbenhavn. De ansete Udgifter ville ifølge herværende Priser tildels synes lave; medens de i Virkeligheden ere ansatte meget høit. 

**) Reparationerne (dog ikke Smedearbejdet) ville i Regelen blive udføite ved FabeikensAtbeibere; følgeligen er Arbejdslønnen foistøtstedelen betegnet nedenfor.

***) Eller et forholdsviis Quantum engelsk Kul.

****) Eftersom jeg ved min Afrejse fra Bornholm endnu ikke havde udvundet al Jernvitriol og Bruunrødt af den behandlede Alun-Moderlud, har jeg Grund til at antage, at Udbyttet af disse Biproducter vil blive endeel større end det her anførle.

*****) En Tønde svensk Alun - 18 lspd. Netto, leveret paa Kjøbenhavns Toldbod og fortoldet, koster 18-20 Rd.; den har kostet 20 Rd.; og Prisen har kun eet Aar, en kort Tid, været under 15 Rd., hvilken Priis er antaget som Norm i Beregningen (Middelprisen i Kjøbenhavn er, ifølge de senere Aar, omtrent 16 Rd. pr. Tønde). Ved at ansætte Værdien paa Fabriken til 4 enhalv Rd. pr. 100 Pd. eller 12 Rd. 92 sk. pr. Tde. ere altsaa 2 Rd. 4 sk fraregnede til Transport fra Fabriken til Kjøbenhavn (iberegnet Havnepenge, Spedition og Søassurance) , til Accise, Transport og Pakhuusleie i Kjøbenhavn, samt Commissionsgebyhr, hvilke Omkostninger dog tilsammen ikke ville andrage saameget, Jernvitriol koster i Kjøbenhavn 2 Rd. 80 sk pr. 100 Pd.; i beregningen er Prisen antaget til 2 Rd. 48 sk. Omkostningerne som ovenfor (i Forhold til Værdien) 48 sk. pr. Centner. Bruunrødt og Engelskrødt betales efter dets Godhed med 1 til 4 Rd. pr. 100 pd.

(Bornholms Avertissements-Tidende nr. 38, 12, maj 1840).

I Henhold til Den i Handels- og Industritidenden Nr. 30 d. A. bekjendtgjorte Plan af Hr. Hammer til Oprettelse af et Actieselskab, for at benytte nogle i Limensgade og Omegn paa Bornholm forekommende Mineralier, vil fra undertegnede Direction, saasnart de fornødne Forarbeider, med Hensyn til Subscriptions Betingelser og Statutudkast, ere tilendebragte, blive indbudet til Actietegning, Forinden forelægge vi herved for Publicum til nærmere Drøftelse af Planen valgte Comitees Betænkning.

Directionen for den Mercantile Industriforening.

Den ærede Direction for den Mercantile Industriforening har overdraget til Undertegnede at undersøge en til Foreningen af Hr. Cand. Hammer indgiven Plan til Anlæggelse af en Fabrik til Benyttelse af nogle af Limensgadens paa Bornholm og Omegnens Mineralier, tilligemed en Beregning over Anlægscapitalen og de aarlige Udgifter og Indtægter ved en Allunfabrik, samt Udkast til Statuter for den Actieforening, som Hr. Hammer ønsker at bringe i Stand for at drive ovennævnte Fabrikker.

Efterat have tager denne Sag under Overveielse, skulle vi derom tillade os at yttre Følgende:

Saavel chemiske Undersøgelser i det Mindre som de i det Store for over 20 Aar siden af Etatsraaderne Ørsted og Esmarch og Professor Forchhammer og nu senere af Hr. Hammer anstillede Forsøg have godtgjort, at den bornholmske Allunskifer er skikket til at udvinde Allun af. - Den har, som bekjendt, det Fortrin fremfor de fleste af de Mineralier, som andetsteds benyttes til Udvinding af Allun, at den indeholder alle de samme Bestanddele som Allunet; nemlig Svovlsyre, Leerjord og Kali, hvorimod de fleste af de Mineralier, hvoraf andetsteds udvindes Allun, mangle Alkaliet. Naar det betænkes, at i 100 Pd. Allun er omtrent 10 Pd. Kali eller saameget, som indeholdes i c. 14 Pd. almindelig russisk Potaske, saa sees, at det er et betydeligt Fortrin ved den bornholmske Skifer, at den indeholder Kali; thi ansættes den russiske Potaske til en lav Priis af 10 sk. pr. Pd., giver dette en Sum af 1 Rbd. 44 sk. for den Mængde Kali. som maatte tilsættess for at faae 100 Pd. Allun af Mineralier, som mangle Kali; hvilken Udgift altsaa spares ved Fabrikation af Allun af den bornholmske Skifer. Vel kan det ikke negtes, at man har kaliholdige Forbindelser, som kunne benyttes til Tilsætning for at faae Allun, og som er billigere end Potaske, men det bliver dog altid et betydeligt Fortrin ved den bornholmske Allunskifer, at den indeholder Kali. Den svenske Allunskifer er vel i Hovedsagen af samme Beskaffenhed som den bornholmske, idet den ligesom denne indeholder alle Allunets Bestanddele; men flere af de svenske Fabrikker have VanskeIigheder at bekæmpe, hvorfor den bornholmske vil blive fri. Saaledes ere f. Ex. Skovene i Nærheden af Andrarum, et af de betydeligste svenske Allunværker, beliggende i Skaane, tildeels saaledes udhuggede, at Brændmaterialet maa transporteres temmeligt langt borte fra til Værket, og fra dette har det færdige Fabrikat atter en temmelig lang Landtransport at bære, førend det naaer en Søstad. Hönsaater, et andet svensk Allunværk, ligger vel tæt ved Venern-Sø, men dets Fabricata skulle passere Gothacanalen for at naae Havet. Det bornholmske Allunværk vil derimod komme til at ligge henved en fjerdedeel Miil fra Havet, hvor der er god Ankerplads, saa at alle Transponer af Materialier til Værket og af Fabricata derfra kunne skee med temmelig Lethed; saaledes kunne navnlig Kullene, som skulle bruges, bringes tilsøs lige fra Udvindingsstedet næsten lige til Fabrikken. Danmark forsynes for Øieblikket med Allun næsten udelukkende fra Sverrig, men med Hensyn til den indenlandske Afsætning er det bornholmske Allunværk begunstiget fremfor de svenske Værker, foruden ved de ovenfor anførte Omstændigheder ved en Indførselstold i Danmark af 24 st. pr. 100 Pd. og en Udførselstold i Sverrig af 20 sk. pr. 100 Pd., naar hertil regnes Toldsportler, giver det en Avance af c. 3 Mk. pr. 100 Pd , som den danske Allun har fremfor den svenske. Paa den anden Side er det rigtignok tvivlsomt, om den bornholmske Skifer paa samme Maade som den ved enkelte svenske Allunværker, saasom ved Hönsaater og Garphyttan, kan benyttes som Brændsel under Kogepanderne, hvorfor der heller ikke er taget Hensyn til den Fordeel, som muligt kunde flyde deraf, i deri af Hr. Hammer opstillede Beregning.

Den bornholmske Allunskifer har en saadan Beliggenhed, at den med stor Lethed kan brydes. Allerede med de tidligere anstillede ovennævnte Forsøg fandt man, at een Mand i een Dag kunde bryde c. 24 Cub. Alen Allunskifer, og det er naturligt, at en Arbejder ved et regelmæssigt indrettet Brud maa kunne Udrette langt mere; regner man blot 25 Cub. Alen dagligt og tillige 10 Pd. Allun af 1 Cub. Alen Skifer, hvilket er det ResuItat, som Hr. Hammer har erholdt, saa kunne 2 Mand i 300 Arbeidsdage bryde Skiferne til de 1500 Centner Allun, hvortil din aarlige Produktion er beregnet.

Med Hensyn til det Udbytte af Allun, som kan vindes af den bornholmske Skifer, da er det, som man erholdt 1819 ved de dengang anstillede Forsøg, vel kun ringe, men Commissionen tilstod selv, at de ufuldkomne Apparater, hvoraf den kun havde kunnet benytte sig, havde forhindret den fra at erholde et langt større Udbytte, hvilket den under andre Omstændigheder vilde have kunnet faae. Hr. Hammer har med sine i det Store anstillede Forsøg faaet henimod 1 enhalv pCt. reent Allun af Skiferen; et Udbytte, som svarer til det, som erholdes ved de fordeelagtigere fremmede Værker, og dog kan der næppe være Tvivl om, at der ved Arbejde med bedre og fuldkomnere Apparater end dem, Hr. Hammer har kunnet anvende ved de foreløbige Forsøg, vil kunne erholdes et endnu større Udbytte end ved disse Forsøg.

Med Hensyn til Hr. Hammers Plan at forbinde en Cementfabrik med Allunværket, da maae vi erkjende Rigtigheden af det, som han i sin Plan anfører om Fordelen herved. Det er nemlig bekjendt, at den Cementfabrik, som drives i Flensborg, giver betydelig Fordeel, og til Fabrikationen bruges næsten udelukkende bornholmske Mineralier. De Tilsætninger af ikke-bornholmske Mineralier, som det er os bekjendt, at den flensborgske Cement faaer, ere enten saadanne, som meget let kunne erstattes ved bornholmske Mineralier eller saadanne fremmede Producter, som lige saa billigt kunne haves paa Bornholm som i Flensborg. Desuden er en af de største Vanskeligheder, som den flensborgske Cementfabllk har at kæmpe imod, den, at den bornholmske Cementsten er af forskjellig Beskaffenhed, og at Fabrikanten ikke seIv kan gjøre sine Udvalg, hvilket derimod bliver let for den bornholmske Fabrikant, som selv er Herre over Bruddet og til enhver Tid selv kan lade den meest passende Steen bryde. 

Vel er det os bekjendt, at den flensborgske Fabrikant først efter mange Forsøg har udfundet det rette Forhold for Sammensætningen, men vi maae antage, at Hr. Hammer, der kan lade chemiske Undersøgelser lede sig ved sine Forsøg, inden føie Tid vil naae Maalet. Og endelig maae vi minde om, at Allunværket efter al Sandsynlighed kan betale sig godt uden at forenes med en Cementfabrik, altsaa saa meget desto bedre, naar dette bliver Tilfældet.

Vel maatte Comiteen ønske, at kunne have underkastet den af Hr. Hammer for et Allunværk opstillede Beregning en nøiagtig Drøftelse. Men for at kunne dette, maatte den, foruden Detailkundskab om den her omhandlede Fabrikation, have nøie Kjendskab til de locale Forhold og vilde ved en saadan Undersøgelse doa blive nødsaget til tildeels at støtte sig til selve Hr. Hammers Forsøg med den bornholmske Skifer; thi Comiteen har ikke selv kunnet anstille lignende Forsøg, der maatte udføres paa Stedet selv og vilde kræve en Tid af flere Maaneder, og de almindelige Forhold, som kunne hentes fra andre Allunværker, lide betydelige Modificationer efter den særegne Beskaffenhed af den Skifer, som skal bearbeides, og efter de locale Forbold paa de Steder, hvor Fabrikken skal anlægges. Imidlertid have vi dog af Hr. Hammer ladet os forelægge de Detailberegninger, hvorpaa hans Overslag over Anlægscapitalen grunder sig, og forsaavidt som de af ham i det Stort anstillede Forsøg ere rigtige, hvorom vi ei have Grund til at tvivle, skjønne vi ei rettere end at Allunværket maa kunne anlægges for den af ham beregnede Sum. Kun over enkelte Punctet i Calculen skulle vi yttre os noget nøiere:

I Beregningen over de aarlige Udgifter med Fabricationen ere der især tvende Hovedpuncter, hvis Rigtighed det maatte ansees for vigtigt at undersøge, nemlig det beregnede Antal Arbeidere og det calkulerede Brændselsqvantum. Hvad det første Punct angaaer, da er det naturligviis vanskeligt, uden nøie Kundskab til de Locale, at sige noget Bestemt derom, men efter vort Overslag skjønne vi dog, i rettere, end at det er meget rundeligt anslaaet. Naar vi slutte os til de af Hr. Hammer anstillede Forsøg og regne, at 1 Pd. bornholmske Kul kunne fordampe 3 Pd. Vand , hvilket er meget lavt regnet, da finde vi, at der kun behøves 1250 Tdr. bornholmske Kul for at vinde de 1500 Centner Allun, hvortil den foreløbige Production er anstaaet; i Hr. Hammers Beregning er anført 2000 Tdr. Kul. Større Tvivl kunde det være underkastet, om det altid vil lykkes at erholde bornholmske Kul ved Værket for 4 Mk. pr. Tde.: men skulde dette ikke være muligt, da kunne engelske Kul vist haves for en Piiis af Z Mk. pr. Tde. og altsaa 1000 Tdr. engelske Kul for samme sum som de 2000 Tdr. bornholmske; og skjønt 1000 Tdr. engelsk, Kul ei fuldkommen have en saa stor opvarmende Kraft som 2000 Tdr. bornholmske, er Forskjellen dog ei meget betydelig, saa at den til Brændsel beregnede Sum rimeligviis vil være tilstrækkelig. (Fortsættes.)

(Bornholms Avertissements-Tidende 23. juni 1840.)

(Slutningen af Undersøgelsen af Hr. Hammers Plan til Anlæggelsen af en fabrik til Benyttelse af nogle af Limensgadens paa Bornholm og Omegnens Mineralier; see Nr. 50 )

Med Hensyn til de af Hr. Hammer vundne Biprodukter, maae vi bemærke, at den beregnede Produktion af Jernvitriol (500 Centner) synes forholdsmæssig meget stor, og den vil vist, naar en længere Tid kan anvendes paa Fabrikationen end det var Hr. Hammer muligt ved de foreløbige Forsøg, kunne indskrænkes, og derimod Allunproductionen Udvides. Dette vil kunne bevirkes derved, at Allunskiferens Jern let vil kunne bringes i en anden Tilstand end den, hvori det er i Jernvitriolen, og at da en større Mængde Svovlsyre vil kunne forbinde sig med Leerjorden, hvorpaa Skiferen er riig. Hvis der da er en tilstrækkelig Mængde Kali (den tredie af Allunets Bestanddele) tilstede, vil strax faaes et større Udbytte af Allun; skulde der derimod ikke være tilstrækkelig Mængde Kali i Skiferen, vil det dog kunne betale sig at tilsætte kaliholdige Forbindelser, for at vinde en større Mængde Allun. ResuItatet af Fabrikationen vil da med Hensyn dertil blive fordeelagtigere end angivet af Hr. H. Paa samme Tid som Mængden af Jernvitriol formindskes, forøges den Mængde Brunrødt, som kan produceres, og naar det kan lykkes at vinde dette af samme Beskaffenhed som det engelske, vil det være et godt Biprodukt, hvorpaa vi nu dog ikke tør gjøre Regninq, da vi ikke have seet Prøver deraf. Dette Produkt er ogsaa ansat til en meget ringe Værdi i Calculen. 

Hvad angaar den Priis, som Hr. H har beregnet for de forskjellige Fadricata, da er denne vist ei for høi. Middelprisen for Allun for de sidste 9 Aar er 5 Rd. pr. 100 Pd. uden Told, regnes hertil Told og Sportler(25 ellevefemogtyvendedel sk), saa faaes en Middelpriis af c. 5 Rbd. 24 sk. pr. 100 Pd. Efter vor Beregning ville Omkostningerne ved 100 Pd. Allun fra Fabrikken, indtil de ere afsatte her i Kjøbenhavn, være circa 56 sk., saa at Middelprisen paa Fabrikken vil blive 4 Rbd. 64 sk. pr. 100 Pd. I Hr. H's Beregning ere 100 Pd. Allun kun ansat til en Priis af 4 Rbd. 48 sk. I de sidste Aar har Prisen paa Allun været langt høiere, nemlig 18 a 20 Rbd. pr. Tde. a 18 Lpd. Nettovægt eller 6 Rbd. 24 sk. a 6 Rbd. 90 sk. pr. 100 Pd. Den Priis af 2 Rdd., som er tegnet for 100 Pd. Jernvitriol, er ogsaa lav, men, som vi allerede have anført, bør der ei regnes synderligt paa dette Biproduct, da der ved Opoffrelse deraf kan vindes et større Qvantum Allun. Prisen paa Brunrødt varierer særdeles meget, og da vi ei have seet Prøver af Hr. H's Fabrikat, kunne vi Intet sige derom, men den af ham beregnede Priis er den, som betales for de slettere Sorter, og den hele Indtægt af dette Biprodukt et ogsaa kun anslaaet til 100 Rbd.

Skjønt vi saaledes ingenlunde tør udtale nogen bestemt Dom om den fuldkomne Nøiagtighed af hvert enkelt Punkt i Hr. Hs. Beregning, skjønne vi dog ei rettere, end at det er al Sandsynlighed for, at en saadan Fabrik som den af Hr. H. projekterede, maa kunne betale sig Meget vel, naar den bliver anlagt og dreven med den fornødne Sagkundskab og Oekonomi. Dog bør vi udtrykkelig bemærke, at Actionairerne vistnok ikke bør regne paa at erholde noget Udbytte af deres Capital i dets første Aar, indtil Fabrikken er kommen i Orden og har forskaffet sig Afsætning, og naar Renter i denne Tid skulle udbetales til Actionairerne, maae de, i det Mindste i det første Aar, tages af Anlægscapitalen.

Skjønt Hr. H's Overslag over Allunfabrikken, saaledes som de efter hans Mening bør anlægges fra først af, for siden uden at udvide Bygningerne at kunne modtage et forøget Inventarium, naar Afsætningen stiger og Fabricationen skal udvides, kun gaaer ud paa en Sum af 14.000 Rbd., have vi dog, med ham, maattet ansee det for rettest, at Selskabets Capital bestemmes til 20,000 Rbd. thi det er ved Overdragelsen af Limensgadens Udmark gjort Hr. H. til en udtrykkelig Betingelsen, at saavel Allunværket som en Cementfabrik skal være i Gang inden 3 Aars Forløb. For at denne udvidelse af Fabrikken kan finde Sted, saasnart Hr. H. ved foreløbige forsøg har udfundet det rette Forhold af Bestandelene for at kunne frembringe god Cement, uden at der behøves at udstedes nye Actier, have vi anset det for rettest strax at bestemme Selskabscapitalen saa stor, at denne udvidelse kan iværksættes ved hjælp deraf. Da ingen nye Indbetaling paa Actirne kan finde Sted, uden at Repræsentanterne have givet deres Samtykke dertil, have Actionairerne herved formeentlig tilstrækkelig Garanti for, at den sidste Indbetaling ikke finder Sted, førind Hr. H har godtgjort, at han er istand til at fabrikere Cement, og for at den da indbetalte Sum virkelig anvendes til Cementfabrikkens Anlæg. Naar Capitalen bestemmes til en saadan Størrelse , som foreslaaet, have Actionairerne desuden den Fordeel, at der vil kunne blive et længere Mellemrum mellem hver Indbetaling, end naar Capitalen fastsættes til en mindre Sum! thi den hele Indbetaling vil da formentlig fordele sig paa en Tid af circa 2 Aar.

For at hæve det dobbelte Forhold, hvori Hr. H. vilde komme til at staae til Selskabet, naar han blev Fabrikkens administrerende Directeur og tillige vedblev at disponere over nogle af de Betingelser, hvoraf Fabrikkens Drift afhænger, nemlig Limensgadens Udmark og Eneretsprivilegiet til Fabrication af Allun, have vi anseet det for rigtigst, at han overdrager Selskabet til Eiendom Limensgade, og Eneretsprivilegiet; det sidste mod en Erstatning af 500 Rdd., og Limensgade paa samme Betingelser, hvorpaa han har erhvervet Eiendommen. Tillige vil det være billigt, at Selskabet erstatter Hr. H. de directe Udgifter af 500 Rbd.  som han har havt ved sine Forsøg paa Limensgade i f. A. o. s. v. . eftersom saadanne Forsøg ere nødvendig, Betingelser for Fabrikkens Anlæg. Den Sum af 1000 Rbd., som Selskabet saaledes skulde udbetale til Hr. H., have vi meent passeligst kundt gives ham ved Overdragelse af 20 Actier i Fabrikken; hvilke Actier paa den i Statuterne nærmere bestemte Maade kunne disponeres som Sikkerhed for Selskabet.

Sluttelig maae vi tillade os at gjøre opmærksom paa, at det maa ansees for særdeles vigtigt, at Fabrikken kommer i Gang i Aar, og at det derfor var ønskeligt, at Indbydelsen kunde udstedes saasnart som muligt.

Kjøbenhavn den 25de Mai 1840.

A. Wessely. B. Rothe. A. E. Meinert. 

til

Directionen for den mercantile Industriforening.

(Den af Hr. Hammer opstillede og i Planen meddeelte Beregning, læses i Bornholms Avis Nr. 38 d. A.)

(Bornholms Avertissements-Tidende 26. juni 1840).

Dronningen besøger Almindelig Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Fredag morgen var man alt beskæftiget med at give den fameuse Badeanstalt en øieblikkelig Udbedring, og senere med at hvidte de kulsorte Vægge, samt ordne Alt paa beste Maade. At denne Reparation ikke sket aldeles tilfældigviis samme Dag, skulle vi imidlertid ikke indlade os paa at forsvare ... Hds. Majestæt behagede at tage Badeanstalten i Øiesyn; dernæst blev hun ledsaget til de fleste af de netteste, frieste og lyseste Sygestuer, hvor hun huldrigt henvendte sig, dog mest med personlige Spørgsmaal, til enkelte Syge. Derfra førtes hun til Oeconomikjøkkenet og dernæst til Hospitalets Lemmestuer. Her besøgte hun ogsaa kun de anstændigste og hyggeligere Stuer, nemlig de fleste i "den nye Bygning", men i "den gamle Byging" alene Spindestuen og de to Legatstuer. Paa Spindestuen opholdt hun sig især længe, besaa Lemmernes Arbeide, og udbredte ogsaa her ved sine kjærlige Yttringer og ømme Deeltagelse overalt Lindring, Trøst, Haab og Glæde. Endelig lod Hds. Majestæt sig Hospitalets Kirke forevise og forlod Stiftelsen efter lidet over 1½ Times Ophold. Om de paa Lemmestuerne benyttede Lagener (der ere  de i Kjøbenhavnsposten omtalte, fra Sygestuerne fordrevne Varer), skal hun have yttret sig just ikke paa den fordelagtigste Maade, og det endskiøndt de 5 Dage iforveien vare leverede rene. (Hvert Par bruges paa en Seng i 6 Uger). - ... Som et Curiosum skulle vi blot slutteligen anføre, at kun en Deel af Badestuens Vægge blev hvidtet indtil Hds. Majestæts Ankomst, og at Resten ikke blev fuldført, men den Dag idag, som en skjøn Contrast, paraderer ligeoverfor den hvide Deel, skjøndt badestuen strax den følgende Dag igjen blev tagen i Brug. - Vi troe iøvrigt, at man med fuld Ret tør gjøre den Slutning, at Hds. Majestæt ikke har beseet Hospitalet saaledes, som hun havde ønsket det. - At man ad Omveie iforveien var bleven underrettet om hendes Komme, tør vel ogsaa antages.

(Kjøbenhavnsposten den 2. april 1840)

Der er vel tale om dronningen Caroline Amalie der var dronning 1839-1848.

Fattigvæsenet i Kiøbenhavn 1840. (Efterskrift til Politivennen)

- Fattigvæsenet Foranledigede ved Fattigforstanderne Bondrups, Linds, Petersens og Thønnesens til Directionen for Fattigvæsenet indgivne Bemærkninger og det fra denne modtagne Svar, have de 32 Mænd (See Nr. 69 af vor Tidende) af deres Midte udnævnt en Committee, bestaaende af Grossererne W. Duntzfelt og Meinert samt Bagermester Sager for at undersøge hiint Fattigvæsenet og dettes Bestyrelse vedkommende Andragende. Ved at afgive Betænkning i denne høist vigtige Sag bemærkede Committeen, at de nødvendige Egenskaber for Fattigstiftelsernes hensigtsmæssige Organisation vare "streng Oeconomi, Reenlighed og Orden forenet med vedholdende Arbeidstid, og at det ikkun er ved bestandig at foretage en hensigtsmæssig Classification af Individerne, at disse Betingelser kunne bringes i Harmonie med de Humanitetshensyn, der i saadanne Forhold altid maae være gjeldende." Det er fra disse Synspunkter, Committeen har betragtet og bedømt de bestaaende Indretninger, og de Stiftelser, som nærmest meentes at komme i Betragtning, vare Frue, Nicolai, Holmens, Trinitatis og Frelserens Arbeidshuse, Bredgadens Pige- og Drengeskole samt det almindeligt Hospital, hvilke Stiftelser alle have deres egne Bygninger med Undtagelse af Holmens Arbeidshuse og Bredgadens Skoler. 

Fatigvæsenets Administrationsvæsen, Localer, Brændsel og Belysning koste aarligt 110,200 Rbd.; disse Udgifter maatte sikkerligen kunne blive formindskede, naar ikke Fattig-Stiftelserne og Indretningerne vare saameget adsplittede eller adspredte, og Fattigdirectionen har ogsaa allerede i længere Tid paatalt en hensigtsmæssig Forening af de forskjellige Fattigstiftelser, en Forening, der desuden vilde tilveiebringe mere almindelig Orden og forskaffe en bedre Oversigt og Tilsyn. De anførte Udgifter udgiøre for hver af samtlige Fattige, hvis Antal vi tør anslaae til 7000, 15 Rbd., hvori naturligviis den egentlige Underholdning og Forpleining ikke ere indbefattede, og det maa sikkert være indlysende for Alle, at dette er for meget.

Idet vi der omtale de Fattiges Antal, ville vi afskrive hvad Committeen har bemærket med Hensyn til en Sammenligning imellem hiint Antal i Aarene 1798 og 1836; vi finde det saameget mere hensigtsmæssigt, som man har bestridt en lignende Sammenligning, som vi have anstillet med Aaret 1807, og her bør vi lægge Mærke til, at Antallet af de Fattige i de 8 Aar 1799-1807 paa Grund af mange uheldige Omstændigheder er steget omtrent 3000, ligesom man ikke bør tabe af Sigte, at Aaret 1798 hører til de meest heldige med Hensyn til Handel og Røre, og at Arbeidsklassen maaskee aldrig har haft saamegen Leilighed til Beskjæftigelse som netop i dette Aar. Committeens Ord angaaende hiin Sammenligning lyde saaledes: "Anstiller man en Sammenligning mellem Antallet af Byens Fattige i 1798, som Aaret, forinden den nu gældende Plan for Fattigvæsenet udkom, og 1836, bliver Resultatet følgende:

Ved et Mandtal i Sommeren 1798 "fandtes udenfor Hospitalerne 5795, som kunde ansees trængende til at understøttes", (Forestillingen til Planen af 1ste Juli 1799 Pag. 55) henfører man til Hospitalerne ikkun (l. c. Pag. 57):

det almindelige Hospital med 700 Lemmer,
St. Hans                  dito med 300 -
Vartou                     dito med 400 -
og Abel Cathrines   dito med   23
                               - ialt:     1423 Lemmer, 

bliver 7218 det hele Antal, hvortil man efter Sandsynlighed maa regne alle saavel civile som militant Fattige og Lemmerne i Sognenes Arbeids- og Pleiehuse, ihvorvel det er meget tvivlsomt, om derunder ogsaa maae indbefattes de Syge paa Hospitalerne, samt isærdeleshed Opfostringshusets Børn. Efter den nøiagtige Opgjørelse i Oversigten for 1820 var i Slutningen af Aaret Antallet paa samtlige Fattige, iberegnet de nylig nævnte Syge og Børn, som udgiorde 440, ialt 6911, og der fandtes altsaa, i 1830 idetmindste 307 færre Fattige end i 1798. Efter de af Malling og Hjorth udgivne "Efterretninger fra det kiøbenhavnske Fattigvæsen" var der i 1799 mellem 8000 og 9000 Fattige, der trængte i større og mindre Grad til Understøttelse (Pag. 51), og i 1801 havde man at forsørge 8000 Mennesker, deriblandt 2000 Børn (Pag. 103)".

Committeen inddeler de Fattige i 3 Classer, nemlig Lemmer, Arbeidere og Skolebørn. Til Lemme-Classen hørte i Begyndelsen af Aaret 1840: 1635, og deraf vare 1054 paa det almindelige Hospital; denne Classe kan atter deles i to Afdelinger, nemlig de uheldbredelige eller særdeles gamle og svage og de ikkun tildeels arbeidsføre Fattige. Committeen bemærker Følgende: "De aldeles affældige Lemmer findes isærdeleshed paa det almindelige Hospital, hvor der tillige er endeel, der kunne henføres til den anden Classe, nemlig de tildeels arbeidsføre. Antallet af samtlige Lemmer paa Hospitalet stiger til 1000 a 1100, og man seer der smaa Børn som Krøblinge ved Siden af udlevede Oldinger. Paa Hospitalet, hvor Reenligheden, som næsten i alle Fattigvæsenets Stiftelser og Arbeidsanstalter, er exemplarisk, ligge samtlige Lemmer i gode Senge, med - for en ringe Deel (4-5 tegn mangler) - Sengeklæder og alle med Lagener. Deres Gange og Sengelinned vadskes. Forsaavidt de, som Affældige, Intet kunne erhverve, erholte de ugentlig fra 12 til 24 sk. til deres smaa Fornødenheder. De have tillige ugentlig 7 Pund Brød og Middagsmad; naar det behøves tildeles dem Sygemad og noget Tillærg i Brød. Spisereglementet er bekiendtgiort i Oversigten for 1836."

"Da det almindelige Hospitals Oekonomi i den senere Tid har været Gjenstand for offentlig Omtale, have vi troet ogsaa at burde yttre os herom, ihvorvel Ankerne nærmest have vedkommet Sygeafdelingen. Man har klaget over Fødemidlernes Beskaffenhed, og vi have i denne Anledning, forsaavidt vor Kundskab strakte sig, taget Tingen i Øiesyn under et Besøg paa Hospitalet den 13de Februar. Vi fandt ved denne Leilighed de tilstedeværende Victualier at være af en saa god Beskaffenhed, som man kan erholde samme for de ved Licitationerne betingede Priser. Paa det foreviste Smør havde man vel klaget, men som det syntes uden nogen Grund, og Overlægen havde, efter Opgivende, ei heller fundet sig foranlediget til at kassere det. Det er vistnok aldeles rigtigt, at Fattigvæsenet ved Licitation forskaffer sig sine Victualier til den billigst mulige Priis, samt at de Varer, som bruges under Fattigvæsenet, som saadant, til de egentlige Fattige, der sjældent have været vante til en bedre Forpleining, i Almindelighed høre til Middelsorten, nemlig til saadanne sunde Varer, der overskride de slette i den Grad, at de ikke kunne kasseres, uden derfor at kunne henregnes til fortrinlige Varer. Men mindre rigtigt vilde det efter vor Mening være, naar man anvendte dette Princip, uden Modification, paa det omhandlede Sygehospital. Dette indbefatter vi alene de forarmede Syge, som have fri Pleie, men tillige henvises adskillige Syge hertil fra Frederiks Hospital paa Grund af Sygdommens Beskaffenhed eller af andre Ansager. Uagtet Betaling i flere Tilfælde ydes for saadanne, og denne, med nogle specielle Undtagelser i Faveur af Svendes Sygekasser, er den samme (3 Rbd. 2 Mk. ugentlig) som paa Frederiks Hospital, er dog Pleien m. v. simplere paa det almindelige Hospital, og naar Lægen ikke gjør nogen speciel Bestemmelse, lig for Alle. Følgen af dette Forhold bliver, at man mulig selv fra det lægevidenskabelige Standpunct kan forsvare den Behandling, som de Syge nyde, naar man betragter Hospitalet for det, som det ogsaa principaliter er, nemlig et Fattighospital, men at man ogsaa paa den anden Side kan have Grund til at giøre Bemærkninger imod den, naar man seer hen til de enkelte Patienter, som ere vante til og kunne gjøre Krav paa en bedre Pleie; Hospitalet er en Dobbelthed, der, underkastet een Regel, letteligen til en af Siderne kan medføre en væsentlig Urigtighed. Ved tidligere at undersøge Hospitalets Linned, hvorom man ogsaa har læst forskjellige Klager, have vi fundet, at det nye Linned vel i Sammenligning med det tidligere anvendte Ravndug var meget afstikkende, isærdeleshed med Hensyn til, at det var slet bleget, men at der af det egentlige grove Lærred var meget lidet i Forhold til det bedre. Brugen af dette simplere Stof fremmede ingenlunde den Reenlighed, som paa et Hospital altid bør være anskuelig, men paa den anden Side forekom det os ikke, at der var viist Vedkommende nogen utilbørlig Behandling derved, at man havde gjort et Forsøg med Anvendelsen af dette under Fattigvæsenet frembragte Fabricat; Thi selv de grove Lagener, der tillige, som Udbyttet af en slet Fabrikation, vare løse, og af hvilke kun nogle faa vare i Brug, bleve ved at være vadskede enkelte Gange temmelig bløde. Rigtigst vilde det vistnok have været, om man aldeles ikke havde indført disse Varer paa Hospitalets Sygestuer, om man end vilde have anvendt dem paa Lemmestuerne. Ved at tale om Linnedfabrikationen paa Ladegaarden, ville vi forøvrigt vende tilbage til disse Varers Beskaffenhed."

"Ved saaledes at berøre disse offentlige Klager, maae vi tillige udhæve det høist ønskelige i, at Fattigdirectionen, og enhver Administration, hvis Virkekreds griber i samme Grad ind i de borgeligt Forhold, og for hvis Fremme Tillid hos Borgerne i samme Grad er nødvendig, vilde benytte Pressen til at giøre sine Bemærkninger ved saadanne Leiligheder; thi Klagerne, om end undertiden mindre begrundede, ere dog som oftest Yttringer af Interesse for Sagen, af en gavnlig Opposition og en god Borgeraand, og man der derfor ogsaa vise den fortjent Opmærksomhed. Man har vel tidligere mod saadanne offentlige Gjendrivelser anført, at de ei stemmede med Regieringens Anskuelser; hvorvidt dette har været Sandhed, vide vi ikke; at Ingen længere troer derpaa, er derimod en Vished. Man mener ogsaa, at Forretningerne ei ville lade Embedsmanden Tiv til at skrive i Bladene, men vi troe, at den Tid er vel anvendt, som bruges til et styrke Administrationens Anseelse i Folket." (Fortsættes.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. marts 1840).

Norgesgade 55 (senere Bredgade 63-69, matr. Nr. 184a), Fattigvæsenets drengeskole i Bredgade ca. 1865, tidligere Holmens Arbejdshus. Kildetekst: Drengeskolen paa Sankt Annæ Plads blev i Foraaret 1864 henflyttet til dette sted. (Mariboe). Kbhbilleder. Public Domain.

Fattigvæsenet. (Fortsat.) Vi have i Løverdags begyndt med at give Uddrag af den interessante Committeeberetinng til de 32 Mænd om Fattigvæsenet, og vi fortsætte den idag, forsaavitt den angaaer det saa ofte omtalte Frelsers Arbeidshuus og Ladegaarden. Om det første hedder det:

"Med faa Undtagelser i Frelserens Arbeidshuus har Enhver sin Seng, men ikkun de, som selv eie Lagener, have saadanne. Heraf følger, at navnlig i dette Arbeidshuus ere Sengesteder, der bære Præget af Smuds og Usselhed i den Grad, at det ikke burde taales i en offentlig Stiftelse. De, som selv ingen Sengeklæder have, erholde dem vel af Fattigvæsenet, men de ere paa enkelte Steder , især paa Mandfolkenes Sovestuer i bemeldte Arbeidshuus, af saa ringe Qvalitet og saa lidet Omfang, at man vanskeligen kan tænke sig, hvorledes disse gamle Mennesker paa et Loftskammer kunne vedligeholde den fornødne Livsvarme i de strenge Vinternætter. Nogle Forbedringer ere foretagne, men vi see os alligevel ikke istand til at mildne den Skildring, vi have givet efter vort Besøg i sidste Efteraar. Vel anfører man til Forsvar for det Bestaaende, at Tilstaaelse af Lagener m. v. er noget exceptionelt, da Lemmerne ufejlbarlig vilde sælge deres Rester af Sengeklæder og Lagener, naar Fattigvæsenet tilstod dem saadanne, og vist er det, som ovenfor er udhævet, at man ei bør tilstaa Lemmerne mere, end det høist Nødvendige, men maa kan ogsaa paa den anden Side modarbeide fornævnte Salg af Sengeklæder, deels ved den ovenfor omtalte Stiftelse med Friboliger, som er ønskelig for mange Lemmer, deels derved, at de ordentlige Lemmer, der medbringe Sengeklæder m. v., komme i de bedre Stiftelser og derved under bedre Omgivelser. I ethvert Tilfælde er det utvivlsomt, at Reenlighed og den af samme betingede Orden ere de nødvendige Fordringer for Stiftelsens Bestaaen, og at disse Egenskaber endnu ere fremmede for enkelte Dele af det omhandlede Arbeidshuus i Sammenligning med de andre Stiftelser, kunne vi ei Andet, end indrømme. Bedre vil det blive derved, at de akkumulerede Renter af et Legat, hvis Uddeling mod dets Bestemmelse har ventet undladt i længere Tid, ere blevne anvendte til endeel Lagener, saa at man er begyndt at fravige den hidtil fulgte Regel, men en partiel Forbedring synes ikke at være tilstrækkelig, hvor en total Rentning er nødvendig, og vi ville ei tilbageholde den Mening, et enhver anden Beqvemmelighed, der under Fattigvæsenet erhverves paa Communens Bekostning, burde tilsidesættes for et saadant høiere Hensyn. Vi troe saaledes, at Forstanderne med Grund ere fremkomne med deres stærke Yttringer om Frelserens Arbeidshuus" 

"Forstanderne have ligeledes udtalt sig for, at Kroplinnedet burde besørges vadsket af Fattigvæsenet." 

"Ligesom dette vilde være høist gavnligt, saafremt man kunde giennemføre en reglementsmæssig Reenlighed, saaledes kunde det næppe være nogen betydelig Udgift, paa Grund af, at man til dette Arbeide har det tilstrækkelige qvindelige Personale, især naar man tager Hensyn til, at det egentlig ikkun er Mandfolkene, der trænge dertil, da fruentimmerne i Almindelighed selv holde sig reenlige. Vi have hørt anføre som en Grund for at Lemmerne paa Frelserens Arbeidshuus ei fortjene bedre Sengeinventarium, at de ere høist ureenlige og tildeels befængte med Utøi , men heri synes netop at ligge et Beviis for, at en giennemgribende Reenlighed og Orden ved Inventariet og Personerne er aldeles nødvendig. Reenlighed er dog den hensigtsmæssigste Tvang, man kan anvende; thi Orden er Armodens Fiende, medens Ureenligbed og Uorden ere de Elementer, i hvilke den finder sin frodige Vært. Lemmerne udenfor det almindelige Hospital have foruden Huusly en Pot Middagsmad, og ugentlig Fruentimmerne 5 Pd., Mandfolkene 7½ Pd. Brød."

Om Ladegaarden hedder det:

"Arbeiderne findes samtlige paa Ladegaarden og til dem henregnes saadanne arbeidsføre Fattige, der paa Grund af ydre Omstændigheder eller personlige Aarsager ei kunne faae Erhverv, og derfor som Løsgængere skulle have Underhold eller Arbeide af det Offentlige *). Under denne Klasse henhører den store Mængde løsladte Forbrydere, der, paa Grund af deres tidligere Vandel, næsten ere udelukkede fra det bedre Samfund og ei kunne faae lovligt Erhverv. De fortsætte deres Fangenskab i Arbeidsanstalten, som en Politieanstalt, i mange Henseender under lige Vilkaar som i Fængsiet, indtil Fristelsen fører dem videre ad Lastens Veie. De gaae ud om Søndagen og kunne saaledes finde og vedligeholde deres ældre forbryderiske og lastefulde Forbindelser, medens i Anstalten ikkun Arbeide, men ikke Forbedring eller en moralsk Forberedelse til at træde ud i Livet er Maalet for Ugens Beskæftigelse. Ved Siden af denne fordærvede Race, hvortil ogsaa maae regnes endeel Fruentimmer, der tidligere have været Skøger, staaer den fattige Borger, Haandværkssvenden og Tyendet, ja endog Embedsmanden, der ved Uheld, Alderdom, eller vel som oftest paa Grund af personlig Skyld, ved Drikfældighed, Dovenskab, Lotterispil og Uorden er bragt i Elendighed. Hos disse kan man i Almindelighed forudsætte en bedre Følelse opretholdt ved Anger og ved Minder om en værdigere og lykkeligere Fortid. Til Ladegaarden, som er en interimistisk Optagelsesanstalt, henvises tillige de Fattige, som skulle sendes til andre Communer, eller de, om hvis Anbringelse endnu ingen endelig Bestemmelse er taget. Ligesom der er flere Grader i Lemmernes Arbeidsførhed, saaledes ogsaa blandt Arbeiderne, og en vanskelig Opgave for Bestyrelsen er det at, bestemme, hvorvidt en Fattig skal betragtes som Lem eller Arbeider. Lemmerne kunne ved Siden af Understøttelsen anvende deres hele Tid til Selverhverv; Ardeiderne faae i Reglen Intet uden Arbeide, idet Principet for Arbeidsanftalten udgaaer fra, at Arbeiderne bør fortjene, hvad hans Underhold koster, og at dette bør være Maalet for hans Bestræbelser, medens Overarbeidet ogsaa er hans egen Fordeel. Med Hensyn hertil deles Arbeiderne ifølge Reglementet i Henseende til Forpleiningen i 2de Afdelinger. (Fortsættes).

*) En af de væsentligste Grunde til, at Mængden af Løsgængere er saa betydelig, er isærdeleshed den store Tilstrømning af Landfolk, som søge Erhverv i Kjøbenhavn. Den 1 Febr. 1840 vare af 484 ladegaards-Arbeidere ikke mindre end 125 fødte udenfor Kjøbenhavn. Ved den Mynstring af de Fattige, som i Juli og August f. A. foretoges, var i Almissenumere:

enkelte fattige 636, af dem fødte udenfor Kjøbenhavn 333
Familie-Forsøgere 767 ...............................436

Efter Uddrag af Politiets Protocol over mistænkelige Personer stode den 27de Januar 1840 i det Hele under Politiets Opsigt 629 Personer, af dem fødte i Kjøbenhavn ........447
udenfor dito .....................182

Efter Udddrag af den ved Politiet ligeledes førte Vagtmester-Protocol var:

...........................................................Fødte i Kbh Fødte udenf. Kbh.
I 1837 det hele Antal af Arrest. 2754 heraf 1359     1395
I 1838 ..................................... 2436   -      1224     1212
I 1829 ..................................... 2262   -      1204     1058

Ved at meddele disse Angivelser, kunne vi ei andet end udhæve det ønskelige i, at der kunde træffes Garantier mod et altfor stort Tilløb af Fremmede til Communen under saadanne Former, at den personlige Frihed og den frie Concurrence imellem Arbeidere derved iøvrigt ei vilde lide nogen skadelig Indskrænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1840).

Ladegården, set fra Ladegårdsåen ved Blågårds Bro, ca. 1869. Kbhbilleder. Public Domain.

Fattigvæsenet. (Fortsat.) Ladegaarden. Om det Arbeide, som paa denne forfærdiges, giver Committeen følgende interessante Oplysninger:

"Arbeidet paa Anstalten bestaaer fornemmeligen i Uld- og især i den senere Tid i Linnedmanufacturer. Disse sidste ere imidlertid til stort Tab for Anstalten, og man erholder ved dem ogsaa et umådeligt Materiale, medens dette ikke, idet mindste i Almindelighed, er Tilfældet med Uldmanufacturerne, der efter deres Beskaffenhed mere egne sig til den ufuldkomne Bedrift, som maa være en Følge af den hele Indretning. Simple klæder, Multum, Tæpper, Værkgarn, Olmerdug og Lærreder m. m. ere Hovedgjenstandene for Fabrikationen. Nogle enkelte dygtige Vævere beskjæftiges med finere Gulvtæppers Vævning, hvilket efter Opgivende skal være fordeelagtigt, og ei foranledige noget Indgreb i den borgerlige Næring. Allerede fra den første Tid da Arbeidsanstalten oprettedes finder man ulige Meninger om Gavnligheden af Linnedfabrikationens Forøgelse, idet Majoriteten i den daværende Commission fraraadede samme. Efter at Ladegaarden i 1833 blev overtaget af Direktionen , er Linnedfabrikationen imidlertid steget betydeligt; i 1834 fabrikeredes der 1418 Al., i 1837 19,611 Al. og i 1839 34,074 Al. Det var naturligt, at man, under de almindelige Klager over Indgreb i de private Uldmanufacturer, ønskede at forøge Linnedfabrikationen, og hertil kom, at man derved kunde beskiæftige endeel Spindersker og Skolebørn, og giøre Indkiøb af Linned til eget Forbrug unødvendigt. Det private Spind for de Fattige aftog tilmed efterhaanden, som Familierne ophørte med at giøre Lærreder, og Trangen til Beskæftigelse for de Fattige tiltog bestandig. Seer man imidlertid hen til Resultatet af Fabrikationen, maa man erkjende, at denne er forbunden med stort Tab for Fattigvæsnet, og det forekommer os derfor, at man ei alene ikke burde udvide den, men svarere indskrænke den saa meget som muligt, saa at man ei uden Nødvendihed beskiæftiger de Fattige med Linnedspind, og at man langt hellere burde kiøbe Linnetvarer end udvide Fabrikationen for derved at erholde det fornødne Linned til eget Forbrug. Ved at giennemgaae Fabrikbøgerne have vi nemlig fundet, at de linnede Varer ikkun benyttes under Fattigvæsenet, og de anføres da sammes enkelte Brancher til Debet for Omkostningerne ved deres Fabrikation. Men sammenligner man disse med Handelens Priser ere de ei ubetydeligt høiere end disse, saa at de andre Stiftelser herved bebyrdes med et slet og dyrt Materiale. Uldvarerne ere derimod efter Kyndiges Sigende upåklagelige, og de finde derfor ogsaa stadig Afsætning. Grunden til Varernes ringe Qvalitet og Udseende ligger efter Opgivende deels deri, at endeel Spind kommer fra Skolerne og i Almindelighed ikkun er maadeligt behandlet, deels deri, at Væverne som oftest ere uvante Arbeidere, medens Uldfabrikationen ved Valkningen m. m. kan udjævne de Feil, som den mindre nøiagtige Forarbeidning foranlediger. I Faveur af Uldfabrikationen anføres ogsaa den Omstændighed, at Uldvarer indeholde i sig en større Arbeidsmasse, cg saaledes give en mere omfattende Beskiæftigelse i Forhold til Varemængden, end Linnedfabrikationen, der fordrer langt mindre Arbeide, og saaledes producere en større Masse Varer med ringe Arbeidsværdi. Vor Formening i denne Henseende finder endelig Bestyrkelse ved de af ovennævnte Commission anførte Tal, hvorefter Linnedfabrikationen, der var adskilt fra Uldmanufacturen, bestandig foranledigede det betydeligste Deficit. Saaledes var Underbalancen i 1822-1824 for enhver Arbeider i Uldfabrikationen daglig 11 3/4 sk; og for Linnedfabrikationeen 19 1/11 sk.; i 1823 var det respektive Tab 12 5/7 sk. og 28 3/4 sk.; 1826 12½ sk. og 25½ sk., hvori ikke er beregnet det Tab, som Fattigvæsenet kan have havt ved Spindet, for saavidt det er besørget udenfor Arbeidsanstalten. Den Bedrift, der synes at være meest fremmet, er trykkeriet af uldne og linnede Varer. Paafaldende er imidlertid det særegne Forhold, hvori Inspecteuren, der tillige er Fabrikmester, i denne Henseende staaer til Fattigvæsenet. Han er nemlig Eier af Trykkeriet og driver det i Compagni med Fattigvæsenet midt imellem den øvrige Bedrift. At der i Regnskabsformen maa ligge Garantier mod denne Sammenblandings Skadelighed bør man slutte af den Nøiagtighed, med hvilken Bogføringen skeer, men ønskeligt synes det dog at være, at et sligt Forhold ei fandt Sted."

(Fortsættes)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. marts 1840

Fattigvæsenet. (Fortsat.) Ladegaarden. En Deel af dennes Befolkning beskjæftiger sig, forsaavidt Aarstiden tillader det, med Havedyrkning, og Fattigvæsenets andre Stiftelser bliver derved tillige forsynede med Grøntsager. Andre anbringes ved forekjellige Haandværksarbeider og andet Arbeide til Brug for Ladegaarden og andre Fattigvæsenets Stiftelser. "Man har ogsaa i længere Tid," hedder det i Beretningen, "beskæftiget endeel Arbeidere med Steenslagning, og en extraordinair Afdeling udgjør denne Klasse. Om man end har Tab ved dette Arbeide - hvilket forøvrigt tildeels har ligget i locale Omstændigheder - har det dog den store Fordeel, at Tabet er beregneligt, og at dette Arbeide afskrækker den Dovne fra at give sig ind under Fattigvæsenet, saa at han hellere søger Erhverv andetsteds. - Vi maae ved denne Leilighed tillige henlede Opmærksomheden paa Spørgsmaalet, om ikke Fattigvæsenet kunde paatage sig ei alene Steenslagningen, men ogsaa Vedligeholdelsen af Stadens Veie, navnligen dem, der ligge Ladegaarden nærmest; ligeledes forekommer det os sandsynligt, at Stadens Sandgrav og Arbeidet ved dens Jorder, som Grøvtegravning, endvidere den offentlige Gadefeining m. m. kunde være hensigtsmæssige Beskjæftigelser. Det maa nemlig være i Communens Tarv, at saameget som muligt dens Arbeide udføres med dens egne Kræfter, og til disse regne vi den Arbeidsførhed, som de Fattige besidde og som det er Communens Pligt at sætte i Virksomhed; thi en unødvendig Afsondring i denne Henseende kunne vi ei andet end antage for lidet gavnlig for Communens Oeconomie." 

Trods alle Foranstaltninger for at adskille Mandfolkene fra Fruentimmerne kan en saadan Adskillelse dog ikke opnaaes. Saaledes søger man ved kunstige Midler at gjøre sig fnattet , kun for at blive bragt til Frelsers Arbeidshuus for der med fnattede Kjærester at dovne Tiden hen. Forstanderne have med Hensyn herpaa og i det Hele den nære Forbindelse mellem begge Kjøn foreslaaet, at man maatte henlægge Fruentimmerne til Frelsers Arbeidshuus og lægge de huusvilde fnattede Mandfolk paa Ladegaarden, aldeles afsondrede fra de sunde, og beskjæftige dem med særegent Arbeide, som ei udbreder Smitte. - Vi kunne ikke nægte, at dette Punkt er et af de væsentligste, hvorpaa Fattigdirectionen bør henvende sin særlige Opmærksomhed; thi hiint Samqvem og Kjæresteliv giør netop Opholdet paa Ladegaarden eller andre Stiftelser tillokkende, og da Befolkningen for en Deel bestaaer af løsladte Forbrydere, saa blive i Almindelighed Planer for nye Forbrydelser lagte i Forening med de fordærvede Fruentimmere, der som oftest gaae dem tilhaande og ere dem behjælpelige ved de foretagne Tyverier.

Committeen gjør ogsaa opmærksom paa den urigtige Fordeling af Arbeidet og den altfor store Vilkaarlighed, som man indrømmer Opsynet, og siger om de forskiellige Ufuldkommenheder paa Ladegaarden, "at de have deres Grund deels deri, at Stiftelsen, uagtet den efter sin Bestemmelse og Organisation er en Arbeidsanstalt, dog, i Særdeleshed fordi Pladsen i Lemmestiftelserne er altfor indskrænket, maa antage endeel Personer, der burde betragtes som Lemmer, deels deri, at den ei alene er et Fattighuus, men tillige en Politianstalt, der maa optage de løsladte Forbrydere og unge Løsgængere. En Forandring bør derfor ogsaa skee enten ved en anden Classification og Behandling af Arbeiderne, eller, da vi gierne indrømme det Høist Vanskelige og maaskee Umulige i en bedre Deling end den nærværende, da derved, at de svagelige og gamle Arbeidere afgaae til Lemmeafdelingerne, og at man ikke i Fremtiden optager andre, end dem, som maae antages at have eller at kunne erholde Kraft til at arbeide sig op i første Afdeling, saa at Stiftelsen i sin Sammensætning alene bliver efter sin Bestemmelse en Arbeidsanstalt. Herved vil man ogsaa formeentlig see afhjulpet det Urigtige, som opstaaer ved Blandingen af de løsladte Forbrydere med ikke-Forbrydere, thi den arbeidsføre Fattige, der ved sit Arbeide kan forskaffe sig Plads i første Afdeling, maa i Almindelighed antages ved egen Brøde at være kommen i sin trængende Tilstand, da Erhverv for det skikkelige Menneske ikke i den Grad er vanskeligt at erholde, og han kan derfor ei heller have nogen særdeles Grund til at klage over sin Skiæbne. Den Gamle og Svagelige derimod bør ikke udsættes for at henleve sin sidste Tid i et Selskab, hvis Beskaffenhed maa virke nedtrykkende paa hans Sind, og hvor det neppe er tænkeligt, at han kan finde Ro til at forberede sin Bortgang fra dette Liv paa en Maade, der kan stemme med hans bedre Følelser. - Vi mene tillige, at man bør udvide Optagelsen i første Afdeling til enhver Arbeider, der ved erkjendt Orden, Flid og Sædelighed gjør sig værdig dertil, om end hans Arbeidsdygtighed lod ham mangle Noget i hans Ovalification, thi hidtil har det ikkun været denne sidste Egenskab, der mod Ordene i Regl. af 31te December 1838 § 1 berettiger Arbeideren til denne Opstigen, og han behøver, naar han har den, ikkun at vogte sig for at gjøre sig uværdig dertil ved beviislig Uorden eller Usædelighed. Følgen af en saadan Forandring som den her omtalte vil blive en Forøgelse af Lemmernes Antal, og en Formindskelse af de ikke arbeidsføre Arbeidere, men i oeconomisk Henseende vil denne Forandring neppe have nogen væsentlig Indflydelse, da Ladegaardens Deficit netop for største Delen grunder sig i dens Egenskab som Forsørgelsesanstalt, ligesom man ogsaa kan antage, at en forestaaende Udvidelse af Stiftelsernes Bygninger vil kunne afgive det tilstrækkelige Locale til Øiemedets Opnaaelse." (Fortsættes)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1840

Artikelserien fortsætter samme dag med "Om Hospitalet for Afsindige paa Bidstrupgaard" og ugen efter med "Om Hospitalet paa Bidstrupgaard." Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. april 1840. Dem har jeg valgt ikke at bringe her.

Se også Politivennen 6. marts 1841. Samt en række kritiske artikler om Almindeligt Hospital skrevet af L. I. Brandes, også i 1852 i Berlingske Tidende hvor offentligheden for første gang fik et indblik i forholdene på Almindelig Hospital. Heri beskrev han de trange pladsforhold, mangel på frisk luft og urolige beboere.

Fattigvæsenet hvilede på fattiglovgivningen fra 1799. I 1840 brugte man mest de bestemmelser som afskrækkede folk fra at søge fattigvæsenets hjælp, mens lovens mere humane blev overset. Fattigdirektionen eksisterede til 1858, hvor Fattigvæsenet blev underlagt Magistraten. En fattigskatten blev indført 1815, da fattigvæsenets særlige Indtægter og de frivillige gaver kunne ikke dække udgifterne. I 1840 udgjorde den 160.203 Rdlr. og steg kraftigt de følgende år. 

Antallet af dem, der stod under Fattigvæsenets forsorg voksede især pga. personer der nød midlertidige understøttelser. Den mere permanente personer talte i 1840 5339 Personer, i 1857 naaede det over 6000. 

Fattigvæsenets direktion bestod i 1840 af fem medlemmer: tre udnævnt af kongen, to valgt af kommunalbestyrelsen. Hertil kom 64 ulønnede fattigforstandere, valgt blandt de næringsdrivende borgere. Deres opgave var at skaffe oplysninger om de fattige, føre tilsyn med dem og uddele almisser. 

Fra 1840 blev der ikke længere afgivet regnskab for fattigvæsenet. Da man endelig efter 12 år begyndte på det, opdagede revisionen store misligheder ved Fattigvæsenets Brødbagning. En Bagermester blev således dømt for omfattende bedrageri. Fattigvæsnets direktør siden 1843 var kaptajn Herforth som var tilhænger af barskhed og modstander af alt nyt. Han blev udsat for mange angreb i den liberale presse Han havde den særlige ledelse af Almindelig Hospital, og dermed også ansvaret for de tilstande, som efterhånden kom til offentlighedens kundskab.

På Almindelig Hospital var de som kunne arbejde en smule, beskæftigede med snedker- og tømrerarbejde, med at spinde, sy og lappe eller arbejde som vågekoner og gangkoner. Søndag og torsdag havde lemmerne udgangstilladelse, og de gik da i reglen rundt i byen og tiggede. Forholdene på Almindelig Hospitals sygestuer var en anelse bedre end i Lemmeafdelingen, men med samme pladsmangel.

Arbejdshusene var i 1840 under afvikling. Helliggejstes og Garnisons Arbejdshuse var nedlagt, og i 1840 nedlagdes Trinitatis Arbejdshus. De mandlige lemmer samledes derefter i Holmens Arbejdshus (baghus til Opfostringshuset, ud mod Bredgade), de kvindelige i Frue og Nikolaj Arbejdshuse. Frelserens Arbejdshus havde både mænd og kvinder, og en optagelsesafdeling for husvilde. I nogle år var der desuden et hospital for fnatpatienter. De i 1840 i alt 624 lemmer, især de gamle havde det ikke godt .

Rapporten nævner ikke at i 1839 stak lemmerne ild på Ladegården. Den store fløj ud mod Ladegårdsåen nedbrændte. Den blev dog hurtig opbygget igen. Anden juledag 1843 udbrød atter et "oprør" på Ladegården, og militæret skred ind. I 1844 overgik det fra Frederiksbergs til Københavns Jurisdiktion. 

Vartov Hospital, Opfostringshuset, Abel Cathrines Hospital og Kristians Plejehus (nedlagt 1845) bestod helt eller delvis ved egne Midler. 

Frederiks Hospital var overfyldt. Den medicinske afdeling var beregnet til 150 Patienter, havde i 1845 mindst 220. De, som ikke kunde få plads, henvistes til sygeafdelingen på Almindelig Hospital.

Fængsler. (Efterskrift til Politivennen)

Beviis for Rigtigheden af vor Mening søge vi fornemmelig i Arrestanternes store Antal og deri, at det hidtil ikke har været Birkedommerne muligt, uagtet al anvendt Umage, at forhindre store Uordener at gaae i Svang i Arresten. Men hvorledes skulde man ogsaa kunne vedligeholde den tilbørlige Orden mellem 30 Arrestanter - og saa stort er Middeltallet af de der hensiddende Fanger - i en Bygning som Blaataarn? Umuligheden heraf er vistnok indlysende for Enhver, især naar man betænker, at det ikke er hele Bygningen, der afbenyttes til Arresterne, men en Deeel gaaer bort til Tingstue, Retsarchiv osv. Umuligheden bliver endnu mere iøinefaldende, naar man veed, at Blaataarn i Almindelighed indeslutter nogle af Hovedstadens værste Forbrydere. Thi disse vide meget vel, at man med langt mindre Risico gjør en god Fangst i Landjurisdictionerne end i Byen, hvor man strax efterspores af "Snushanerne." Da det baade ved Discussion gjennem Pressen og Stænderne nu vel er gjort klart ogsaa hos os, maa man vistnok være beretiget til at vente, at det nye Arresthuus, dere indrettes lige under Justitscollegiets Øine, vil blive af hidtil her ukjendt Fuldkommenhed, saa at det ei blot kommer til at danne et glædeligt Modstykke til det majestætiske Raad- og Domhuus' usle Arrestbygning, men at det ogsaa vil afgive Model for de nye Detentionshuse, som nødvendigviis maae gaae - og vi ønske om ikke for lang Tid - forud for den saa høist nødvendige gjennemgribende Reform af vore Straffeanstalter. 

(Kjøbenhavnsposten 10. marts 1840)

Slesvig-Holsten 1840. (Efterskrift til Politivennen)..

 I Haderslev skabte valget af en ny provst og præst diskussioner omkring tysk eller dansk, "Kjøbenhavnsposten" 27. januar 1840. I denne artikel bliver der sat lighedstegn mellem tysk sprog og tysksindet:

Om Provsteembedet i Haderslev.

For kort Tid siden blev ved Consistorialraad Provst Strodtmanns Død Provsteembedet i Haderslev Provsti ledigt, hvilket Embede hidtil har været forvaltet af Pastor Primarius ved Frue-Kirken i Kjøbstaden Haderslev. Da Gudstjenesten i denne Kirke er Tydsk, saa maa der naturligviis sees paa, at dette Embede besættes med en Mand, der helst er tydskfødt eller dog saaledes hjemme i det tydske Sprog, at der ingen Hindringer lægger i Veien for hans Embedsvirksomhed. Men samme Mand skal tillige være Provst for et aldeles dansk Provsti, saa at han maa med ligesaa megen Lethed kunne udtrykke sine Tanker paa Dansk, dersom han skal virke med Velsignelse for de ham undergivne Kirker og Skoler. Skulle derfor disse to Embeder fremtidigen forblive forenede, saa kunne vedkommende høiere og høieste Autoriteter ikke anvende for megen Forsigtighed og Prøvelse ved den forestaaende Besættelse deraf.

Det tydsksindede Parti befrygtede strax, at de Dansksindede vilde arbeide paa, at en Danskfødt, d. e. en i Kongeriget født, Mand maatte kaldes til dette vigtige Embede, og denne Frygt gik snart over til en aabenbar Beskyldning i de tydske Blade. "Dannevirke" viste at denne Beskyldning var ubegrundet, og at der var skrevet saa Meget om det nordlige Slesvigs Danskhed, at en viis Regeringen nok vilde vide, hvad der skulde gjøres. Imidlertid troer jeg dog, at der vel kunde være Et og Andet at oplyse og gjøre opmærksom paa i hiin Anledning. Kort efter Provst Strodtmann døde ogsaa Provstiets anden geistlige Veteran Consistorialraad Pastor Windkilde i Vilstrup. Dette Dødsfald aabnede Udsigt til en naturlig Besættelse af Provsteembedet. Ved Besættelsen af Præsteembedet i Vilstrup, hvor Dansk er udelukkende Kirke- og Skolesprog, behøves altsaa blot at tages Hensyn til Ansøgernes Færdighed i dette Sprog. Der kunde saa i det mindste for Landets Vedkommende ikke indvendes Noget imod, at Sognepræsten i Haderslev forblev tydsk som hidentil. Erfaringen synes ogsaa at tale for, at Provsteembedet vel kan overdrages en Landsbypræst, endog naar en Kjøbstad ligger i Provstiet, hvilket er og længe har været Tilfældet i Flensborg Provsti. Paa denne Maade vilde ogsaa det unaturlige Forhold, at den eneste tydske Præst i Provstiet netop er alle de danske præsters Provst, ophøre. Hvor ønskeligt, ja nødvendigt det maa være, at en dansk d. e. dansksindet Mand bliver Provst her, viser sig især, naar vi see hen til Skolerne, som, med Undtagelse af de tvende Kjøbstadsskoler, ere og maae forblive fremherskende danske, og naar vi betænke, hvor megen Indflydelse Provsten har og efter sit Embedes Natur bør have paa Udnævnelsen af Skolelærerne. Skal en tydsk d. e. tydsksindet Mand prøve Skolelæreren, saa er det saare indlysende, at han især viil betragte Kundskab i det tydske Sprog som en Hovedsag, og Indsigt i Modermaalet, der burde være Hovedsagen, som en bisag. Jeg haaber derfor, at det ikke vil ansees for overflødigt, hvad jeg her har fremhævet.

Oeversee Kirke, ca. 10 syd for Flensburg. En af den provisoriske regerings første opgaver i 1848 var at forsøge at imødegå de sociale uroligheder blandt de fattige inderster på landet og arbejderbefolkningen i byerne. Som senere blev tilfældet i Danmark, ønskede selv de vensteliberale ikke at uformuende arbejdere, daglejere, proletarer, ubemidlede og kvinder skulle have medbestemmelse. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Artiklen er underskrevet: En Præst i Nordslesvig, men Kieler Candidat. Kjøbenhavnsposten, 28. november 1840 citerede Olshausen fra Correspondenz-Blatt (og formentlig korrekt citeret):

Nu har Sagen begyndt at tage den rette Vending. I "Kieler Correpondenzblatt" har deel Redacteuren af dette Blad, Actuarius Olshausen, deels Advocat Claussen i en Række Artikler tilfulde udviklet, at en sand politisk Forening mellem Holsten og Slesvig er en statsretlig Uting, saalænge Holsten udgjør et Led af det tydske Forbund og Slesvig ikke staaer i nogen Forbindelse med samme, at det navnligen vil være aldeles ugjørligt at indføre en forenet, med constitutionelle Prærogativer udrustet Stænderforsamling for begge Hertugdømmer, fordi en saadan Stænderforsamlings Beslutninger ville kunne standses i deres Virksomhed i Holsten - men ikke i Slesvig - ved Forbundsdagens Intervention, hvoraf atter vilde følge, at Holstens Deputerede i mange Henseender vilde kunne udøve en Indflydelse paa Slesvig, som aldrig omvendt vilde tilkomme Slesvigs med Hensyn til Holstens Anliggender. Skulle Holsten og Slesvig være forenede, maa altsaa Eet af To skee. Enten maa Holsten træde ud af det tydske Forbund, eller ogsaa maa Slesvig indlemmes deri.

Så vidt så godt, men fortsættelsen viser noget om pressens manipulationer. For det efterfølgende må være Kjøbenhavnspostens egne holdninger, selv om artiklen glider umærkeligt fra det ene til det andet:

Det Første kan ikke skee allerede af den Grund, at Wiener-Schluss-Act, i dens femte Artkel erklærer Forbundet for en uopløselig Forening. Og det sidste bør ikke skee, fordi den danske Stats Interesser vel skulle agtes noget høiere end nogle Slesvigske embedsmænds og Advocaters Had mod det danske Sprog og Foragt for deres mindre dannede Landsmænds naturligste Rettigheder. Vilde det ikke være Daarskab, om den danske Regering atter vilde gjentage den sørgelige Sønderlemmelsens Politik, hvis enerverende Virkninger altfor vel føles hver Dag?

Citatet er medbragt her for at vise hvordan pressen agerede. Artiklen fortsætter i øvrigt i samme spor endnu et par spalter.