Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Bornholm ligger overladt til sig selv, sit eget Liv og sine egne Kræfter, tæt sluttet til sin gamle Tilværelse, gamle Vaner, gamle Synsmaader, gamle Fordomme, gamle Erkjendelser, særskilt og afsondret fra Tidens Udvikling og Nutidens Leven; det Væren ligner en Dreien om sig selv, et Kredsløb om sit eget Jeg. Rigets store udviklede Ideer er en lukket Bog, som Ingen kan læse. Livets daglige Sysler fængsle al vor Interesse, derom dreie sig alle Spørgsmaal: Bonden driver sin Plov, Skipperen venter med sin lille Skude efter en gunstig Leilighed til at stryge over Havet, Kjøbmanden veier og sælger; hvad der bringer saamange Andre Glæde eller Uro, det hverken glæder eller ængster her; om det gaaer sa eller saa med Finantser og Stat og Bestyrelse af det Hele, er en Sag, som kun lidet vedkommer os. Gjenstanden for alle vore Forhaabninger for Fremtiden og vore inderligste Ønsker, Lægedommen for alle Fortidens Misgreb, vor egentlige Tillid og Fortrøstning - den store Tidende: "Vi have faaet Constitution", der vilde lyde som et Glædens Budskab over al Danmark, vilde kun tone mat og klangløs over Dybet der kastedes mellem Bornholm og Øerne.

(Kjøbenhavnsposten den 26. marts 1841)

Ulv ved Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

"Aalborg Avis" bekræfter nu et af den tidligere omtalt Rygte, at en Ulv er bleven skudt i Egnen af Aalborg, nemlig ved et Udflyttersted fra Hiesby, i Nærheden af Albek Hovedgaard. "Bondens Datter", hedder det "kom ind og berettede sin Fader, at der ude ved et Aadsel af et Faar stod et Dyr, som hun endnu aldrig havde seet. Manden ladede da sin Bøsse og skjød Ulven, som endnu løb et Stykke, hvorpaa den segnede. Skindet skal være solgt i Robe, hvor Bonden ogsaa skal have hævet 5 Rbd. som Præmie for skadelige Dyrs udryddelse. En 5 a 6 Faar der i Egnen havde Ulven bidt. Mærkeligt er det forøvrigt, hvorledes Dyret har kunnet komme tilstede, thi at det fra Sverig over Sjælland og Fyen skulde have fundet Vei herop, er ikke sandsynligt. Rimeligviis maa det da paa et Iisstykke have gjort Reisen over Nordsøen fra Norge til Jylland."

(Kjøbenhavnsposten den 24. marts 1841)

Toreadoren pebet ud. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have endnu ikke omtalt det Optrin, der i Søndags Aftes foregik i Theatret ved Opførelsen af "Toreadoren", og som lover endnu i lang Tid at give Publikum ligesaa meget Stof til Underholdning som til halv morsomme og halv ærgerlige Betragtninger. Det Hele er, at Hr. Bournonville ved sin Fremtrædelse blev modtagen af endeel Hyssen og enkelte Pibere, at han i i Ærgrelse herover begik den Daarskab, at træde ud af sin Rolle og hen til den kgl. Loge for at spørge hvad Hs. Hs. Maj. befalede, han skulde gjøre, og at Hs. Maj. svarede: "bliv ved".

- Det kunde vel være morsomt nok at erfare hvorvidt denne exalterede Taabelighedshandling af Hr. Bournonville har havt sit Udspring af hans høie Begreb om Prædicatet kongelig Balletmester; men da en saadan Adfærd saa aldeles giver sig selv Latterligheden i Vold, maa man ansee videre Reflexioner derover for at være overflødige. Vi skulle heller ikke her anstille Betragtninger enten over de obscure Cabaler, der have givet Anledning til bemeldte Optrin, eller over det Tab, Theateret vilde lide ved at Hr. Bournonville tager sin Afsked, en Beslutning han forresten nu har erholdt Tid til i Stilhed at overveie ved dn ham paalagte Huusarrest, hvortil en af Theaterdirectionen decreterede Arrest i Blaataarn er bleven formidlet. Hvad vi derimod her skulle berøre, er den af Politiet derved brugte overordentlige Fremgangsmaade. En gammel Placat fra Frederik den Femtes tid, der er dateret den 24de Septbr. 1753 fra Comediehusets Oberdirecteur, fastsætter, at Directionen, for at forekomme i Fremtiden alle Insolencer paa det danske Comediehuus, maa ved Politiet lade observere, anholde og med Retten forfølge dem, som medens de danske Comedier opføres, i Comediehuset enten ved Udpibning eller i andre usømmelige Maader nogen Slags Uorden foraarsage og begynde. Denne Bestemmelse, der senere, formodentlig paa Grund af et eller andet Optrin, er bleven fornyet ved Politiplacat af 25de Febr. 1819, er nu i hele sin Strenghed bleven bragt i Udøvelse i Anledning af det omtalte Optrin. Flere Personer, der formodentlig ansaaes for at være Dem, der modtoge Hr. Bournonville paa den ovennævnte Maade, og saaledes ved derees Oppinionsyttring i strengeste Forstand kunne siges at have forvoldt Uorden, bleve nemlig anholdte og underkastede Forhør om Natten, og kunde Dagen efter ikke engang mod den af deres Paarørende tilbudne Caution erholde deres Frihed. Anvendelsen af en saadan inqvisitorissk Fremgangsmaade i Anledning af en Overtrædelse, der i alt Fald ikke kan paadrage Vedkommende anden Straf end en ringe Mulct, maa vistnok forekomme overordentlig, og om ogsaa Politiet, som den "Berlingske Tidende" for igaar beretter, "ved fortsatte Forhør er kommen til Kundskab om, hvem der er interesseret i denne Sag", saa er det Hele dog en saa ubetydelig Gjenstand, at den vistnok ikke fortjente at behandles som om det var en revolutionair Sammensværgelse, man var kommet paa Spor efter.

(Kjøbenhavnsposten, 17. marts 1841)

Det gik ud over den dengang 35 årige August Bournonville ved opførelsen af hans folkelivsballet "Toreadoren" (1840), der faldt dom i denne sag:

Idag faldt der Politiretsdom i den i Anledning af Pibningen ved Hr. Bournonvilles Fremkomst i Balletten Toreadoren den 14de dennes reiste Sag. Skomager P. C. Trane og Fuldm. P. Kjerulf bleve, for at have givet Logebilletter til forskjellige Personer imod at disse skulde pibe ved Hr. B.'s Indtrædelse, hver idømte en Mulkt, den første af 40 Rbd., den anden af 30 Rbd., og Drengen O. Kjerulff, for at have pebet, en Mulkt af 10 Rbd. Under Sagen var det oplyst, at Grev Schulenburg havde kjøbt to Loger og foræret dem til Førstnævnte, P. Thrane, imod at denne skulde anbrnge Billetterne til Personer, der vilde pibe ved den nævnte Leilighed. Grev Schulenburg har, for sit Vedkommende, forlangt Sagen henviist til den militaire Ret. 

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1841)

Prygleri ved Nørreport. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge gjentagne Anmodninger skulle vi ikke undlade at henlede Vedkommendes Opmærksomhed paa det uhyggelige og demoraliserende Prygleri, der oftere finder Sted ved Nørreport, hvor det ikke saa sjelden skal arrivere, at de der posterede Skildvagter uden tilsyneladende skjellig Grund anvende deres Vaaben paa en meget følelig Maade. I den senere Tid skal det saaledes flere end een Gang have været Tilfældet, at de, der ansaae sig forurettigede, have forgrebet sig paa Skildvagten og derved paadraget sig Tiltale og haard Fængselsstraf. Som et Exempel paa, med hvilken Lethed Skildvagtens Gevær kan accomodere sig til Vedkommendes Ryg, skulle vi ikkun anføre, at forrige Mandag (Kl 11 Formiddag) nødtes en fra Landet indkommende Tørveslæde til at gjøre holdt nogle Skridt inde i Frederiksborggaden, men da Kudsken ikke kunde kjøre afsted i det Øieblik, Skildvagten befalede, fordi Hestene formedelst Gadens Glathed ikke formaaede at tage Slæden, anvendte Skildvagten saaledes sit Gevær paa Kudskens Ryg, at Bajonetten sprang tvers over paa det Sted, hvor den er tykkest, uagtet hiin gjorde sig al mulig Umage for at efterkomme Ordren. Enhver human Militair vil vistnok med os erkjende, at den Enevælde, der ved Plac. 17 Marts 1818 er indrømmet Skildvagterne - endog i den Grad, at den, som ikke følger hvad der af dem befales, skal ligge paa sin Gjerning - kan, hvor den sættes i Udøvelse af Individer, der staae paa saa lavt et Culturtrin som mange af vore Soldater, lede til høist farlige og uoprettelige Følger. Men netop derfor synes Bestemmelsen at gjøre det til en saameget desto større moralsk Pligt for de høiere militaire Autoriteter at tilholde Skildvagterne - især hvor der ikke er Officiersvagt - ikkun med Varsomhed at gjøre Brug af deres Magtfuldkommenhed.

(Kiøbenhavnsposten, 11. februar 1841)

Hvortil fører Afsondringen mellem Rigets forskjellige Dele? (Fra det sydlige Slesvig). (Efterskrift til Politivennen).

Følgerne af det saalænge fortsatte Afsondringslysten mellem Statens tvende Hoveddele træde nu mere og mere frem for Lyset. Begge Statsdele ere i den Grad blevne fremmede for hinanden formedelst forskjellige Love og Indretninger, afvigende Beslutnings-, Underviisnings-, Mynt-, Told- og Commune-Væsen, at de hartad betragte sig som adskilte særegne Stater. Især er denne Anskuelse stærkt fremherskende herovre hos os, i Særdeleshed hos de høiere Stænder. Alt, hvad der kommer fra Norden, faaer hos os Udseende af noget Fremmed, der skal paatrænges os, og har det tilfældigviis Lighed med allerede bestaaende Indretninger i Statens nordlige Dele, saa vil Jammerskriget over Indlemmelses- og Fordansknings-Forsøg ingen Ende tage. Der har herovre allerede udviklet sig en mod Danmark saa fjendtlig Aand, at Forslag til de gavnligste Indretinger og mest frisindede Foranstaltninger med Afsky tilbagevises, saasnart de ere af en nordisk Charakteer eller have en større tilnærmelse til Øiemed, medens vore hervæende offentligt Blade indtil paa et Par nær stræbe at vedligeholde og forøge Spændingen paa alle Måder. Man forlanger endog at Hertugdømmernes Anliggender ikke maa omtales i de danske Blade, at Embedsmænd ikke maa forflyttes fra den ene Deel af Staten til den anden, at det danske Folkeelement i Slesvig ikke maa nyde mindste Anerkjendelse og Rettighed, kort, man forlange to selvstændige Stater ...

"En Slesviger"

(Kiøbenhavnsposten, 31. januar 1841. Uddrag)