Dr. J. J. Dampe XI. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XI omtaler en affære før Dampes hvor nogle løbesedler var blevet omdelt uden at finde forfatteren. En affære der kan have fået indflydelse på hvorfor Dampe agerede som han gjorde umiddelbart op til anholdelsen.

Dr Dampe.

XI.

Når jeg, efter allerede tidligere at have bemærket, at det i forrige nr. omtalte manuskript, var hoveddokumentet, på grund af hvilket dr. Dampe blev dømt som majestætsforbryder, her tilføjer, at den i det foregående berørte petition til kongen om at give landet en konstitutionel forfatning efter al sandsynlighed var det andet af de oprørske skrifter, der ved anholdelsen forefandtes hos Dampe, og at intet andet af væsentligt aggraverende indhold blev fundet blandt Dampes øvrige under forvaring tagne papirer, vil publikum være på det rene med, hvad det da egentlig var, hvorfor Dampe blev dømt fra livet. Alle de tilsætninger, om catilinariske planer med at åbne fængslerne etc., hvormed rygtet i den tid udstafferede denne sag og gav den et så odiøst udseende, ville, efter alt hvad der har været mig muligt at efterspore, ikke i mindste måde findes begrundede i akterne, lige så lidt som det er antageligt, at de have anden hjemmel end i alt fald den, det kan have stemt med den utroværdige persons interesse, der ved Dampes forlokkelse og anholdelse spillede en så lidt hæderlig rolle, at give dem. Denne min overbevisning finder jeg til overflod stadfæstet ved den måde, hvorpå de inkriminerede intentioner omtales i den offentlige beretning, som jeg i min første artikel har aftrykt efter kollegialtidende, idet at de her betegnes som "planløse og lidet farlige". Den sidst nævnte karakter kunne fra det offentliges side umuligt have været tillagt dem, hvis de beskyldninger havde været sande. 

Ved at se hen til den kun lidt skjulte måde, hvorpå Dampe var gået frem og den så godt som totale mangel på understøttelse, hans forehavende fandt hos alle dem, han ville bevæge til deltagelse, og at han desuagtet ufortrødent fortsatte sine bestræbelser indtil det yderste punkt, må sikkert den anskuelse påtrænge sig mange, at Dampes begreber på den tid ved den række af ulykker og forfølgelser, han havde været underkastet, var blevet aldeles hildede, ligesom ved en fiks ide, af den modstands- og frigørelsesånd, der besjælede ham, så at han var ligesom åndelig blind for enhver fare og berøvet al besindighed. Det er umuligt, ganske at kunne sætte sig ind i et så irritabelt, for frihedens ide sværmerisk eksalteret gemyts tilstand, voldsomt bortrevet fra familielivets mildnende favn, under trykket af en kuende tvang, der måtte være det utåleligt, og af en stadigt æggende forfølgelse. Jeg tror imidlertid, i det mindste til dels, at kunne forklare mig den sorgløse ubesindighed, hvormed Dampe syntes at trodse og endogså at lege med de farer, der omgav ham; for at han var sig dem fuldkommen bevidst, kan der ikke være nogen tvivl om. Nøglen til denne tilsyneladende gåde, tror jeg, må søges foruden i Dampes karakter, også i en med hans stræben nøje beslægtet begivenhed , som havde fundet sted kort i forvejen, og hvis fareløse udfald vel kan have været skikket til at indgyde et gemyt som Dampes større sorgløshed. 

Det er sikkert nu gået de fleste af minde, at et attentat imod suveræniteten tidligere end dr. Dampes satte Københavns politi i stærk bevægelse og vakte megen opsigt her i løbet af sommeren eller efteråret 1820. Da intet derom er blevet offentliggjort, har jeg kun min hukommelse at bygge på, men det må have været på den nævnte tid, da jeg erindrer, at den til undersøgelse af de sager, der var foranledigede ved jødeforfølgelserne, specielt nedsatte kommission (som almindeligvis benævntes jødekommissionen) dengang var i virksomhed, og Hvidberg endnu politimester i København. Det bestod deri, at der samtidig var tilstillet såvel samtlige klubber og selskaber i København som en mængde privatmænd, for størstedelen folk af anseelse og endog deriblandt embedsmænd, afskrifter af en art opråb til folket om en forandring af regeringsformen eg navnlig om at indføre i Danmark en forfatning efter den næste konstitutionsmønster, hvilket opråb på samme tid var trykt i et norsk blad - om jeg ikke husker fejl, i "Drammens Tidende" - , hvoraf en stor mængde eksemplarer her blev udbredte. Både direktionerne for de fleste selskaber og en del private leverede de dem tilsendte afskrifter - der, som jeg erindrer, hvad de første angik, var konvoluterede med udskrift til samtlige medlemmer, og ikke til selskabernes bestyrelse - op på politikammeret; politiet opsporede flere og foranledigede disses aflevering, så at en temmelig stor bunke bragtes til veje, og der blev nu anstillet ivrige efterforskninger og undersøgelser. Rygtet nævnte almindeligt en endnu levende bekendt litteratur hvis pen dengang var både frygtet og anset, som forfatteren, og da man derhos troede i nogle af afskrifterne at genkende hans håndskrift, blev han arresteret og hans papirer tagne under politiets forsegling. Alle dem. der havde modtaget de omhandlede manuskripter, blev kaldt til forhør, for at forklare om de kendte håndskriften eller vidste hvem der var autor. Som et eksempel på, hvorledes sagen ved denne lejlighed blev taget, kan jeg anføre, at Hvidberg i et sådant forhør først spurgte vedkommende, om de kunne kende håndskriften igen på det opleverede manuskript, og da svaret lød bejaende, forudsatte, at man vidste hvem der havde skrevet det, skønt meningen naturligvis var, at man kun genkendte det som det samme man havde modtaget. Det hed også, at den som mistænkt for autorskabet anholdte literator aftenen i forvejen var blevet sat i kundskab om sin intenderede anholdelse - en omstændighed, der, hvis det forholdt sig så, hverken talte for hurtigheden eller sikkerheden af politiets bevægelser. Enden på sagen blev, at der ikke tilvejebragtes nogensomhelst oplysning, som enten kunde bestyrke at mistanken var faldet på den rette, eller at bringe den over på nogen anden, og efter at undersøgelsen havde varet nogle ugers tid, blev den anholdte atter frigiven og det hele faldt bort *) Mens udfaldet af denne begivenhed på den ene side syntes at måtte give Dampe et iøjnefaldende vidnesbyrd om, at her slet ikke var at regne på nogen direkte virksomhed for konstitutionssagen, var den måde, hvorpå den omtaltes i publikum og den nyfigenhed og interesse, man allevegne viste for ret nøjagtigt at erfare indholdet af det omhandlede manuskript og siden søgte at overkomme bladet, hvori det var trykt, vel skikket til at bestyrke ham i den tro, at sympatien var til stede, og det ret levende, så at det kun kom an på at optræde med energi for at få den vækket i gerningen, og at blive ved med udholdenhed for at sætte ingen igennem; og politiets aldeles frugtesløse bestræbelser for at opdage autor til det inkriminerede opråb, egnede sig ikke mindre til at gøre ham tryg og forøge hans uforsigtighed, idet at han indbildte sig, i det værste tilfælde dog altid at kunne få tid til at frelse sine håndskrifter, som han sædvanligt bar hos sig, fra at falde i politiets hænder. At han imidlertid ikke stedse handlede med lige ubesindighed, beviser den mig bekendte omstændighed, at han dagen før sin anholdelse havde betroet en bekendt, på hvem han vidste trygt at kunne stole, sin første kladde til den ofte omtalte erklæring, skjult i et franskbrød, og modtaget hans løfte om, i et forudsat tilfælde, at tilintetgøre den, for at ikke hans håndskrift skulle vidne imod ham.

*) Man synes i den senere tid fra flere sider at have stået i den formening, at den her omtalte litterator hørte blandt tallet af dem, der besad Dampes intime fortrolighed og siden vidnede imod ham. Jeg anser det kun for simpel retfærdighed her at bemærke, at dette ikke var tilfældet. Han kendte vistnok Dampe, og kunde således vel næppe heller var uvidende om hans anskuelser, men han omgikkes navnlig ikke med D. i den tid, da denne færdedes med konstitutions-planens udvikling.

Kjøbenhavnsposten, 7. september 1841.

Dr. J. J. Dampe X. (Efterskrift til Politivennen)

 Del X omhandler dommen over Dampe, præmisser og senere fængslinger. Desuden kommer denne del ind på enkelte dele af det som dr. Dampe blev dømt for. Den beskriver bl.a. Kjerulff og Frederik 6. Og kommer ind på problemerne i at retsakterne dels er hemmelige, dels ikke kunne trykkes.

Dr. Dampe

X

Daværende politidirektør, nu politichef og overpræsident Kjerulff, der, som bekendt, ved i jødeforfølgelsernes tid, i stedet for de militære patruljer og udlovelsen af store belønninger for angivelsen af ophavsmændene, hvilke forholdsregler havde vist sig at være frugtesløse, straks da han afløste den posten så lidt voksne Hvidberg, så heldigt havde bragt politistokken i systematisk anvendelse efter en her hidtil ukendt stor målestok, styrede, som man af det foregående har set, med ikke mindre held det imod dr. Dampe systematisk anvendte politiske spioneringssystem. Disse to, så nær efter hinanden stedfundne gunstige omstændigheder må det vel især tilskrives, at denne embedsmand erhvervede sig en så høj plads i Frederik den Sjettes yndest, at han til enhver tid, også hvor intet af mindste vigtighed kunne være at rapportere politiet vedkommende, havde uindskrænket adgang til denne monarks person. Det var en selvfølge, at ligesom Kjerulff straks havde underrettet kongen om Dampes og Jørgensens anholdelse og hvilke papirer der hos den første var forefundne, således fik kongen også uopholdelig af ham efterretning om udfaldet af de afholdte politiforhør, om vedgåelsen af de væsentligste fakta og vidneforklaringerne imod Dampe. Enhver, der kendte det allermindste til den afdøde konges karakter, ved, hvor strengt han holdt over sin uindskrænkede suverænitetsmagt og at han ikke let lod hengå ustraffet noget angreb på majestætens hellighed og ukrænkelighed. Det er da ikke at undres over, at et attentat af den natur som dr. Dampes måtte opbringe ham i højeste måde og det så meget mere som de noksom omtalte hovedvidner i sagen tillige havde forklaret, at Dampe i fortrolige mundtlige meddelelser skulle have tilsidesat den ærbødighed, han skyldte kongen, og bedømt denne både personligt, og som regent med den største uforbeholdenhed. Da politiforhørene var tilendebragt, befalede kongen, at Dampe og Jørgensen skulle dømmes af en kommission, bestående af 3 hof- og stadsretsassessorer, hvortil valgtes de to nuværende kancellideputerede Lange og Bentzen (hvilken sidste, som nævnt, havde ført den præliminære kriminalundersøgelse) samt nuværende justitiarius ved overretten i Viborg, Schiønning. Udfaldet af denne sag var let at forudse, og kunne, efter de stedfindende omstændigheder og lovgivningens strikte bud, vel heller ikke blive anderledes. Dampe og Jørgensen blev, som skyldige i "at have tilskyndet eller rådet til forandring i den ved fædrelandets grundlov bestemte regeringsform", efter forordn, af 27. septbr. 1799 § 1 konf. med § 25 (hvorefter uddeling af håndskrifter, hvis indhold, ifald de var trykt, måtte anses strafværdige, medfører samme straf både for forfatteren og dem, der sælger eller uddeler sådanne, som om de var kundgjort ved trykken), dømt til at have deres liv forbrudt. Denne straf var, som kommissionen, ifølge den officielle kundgørelse, havde begrundet i præmisserne, en formildelse af den, der egentlig kunne have været dem pålagt for deres "misgerning" , da denne "åbenbart henhørte under lovbestemmelserne i lovens 6-4-1 og 2" og de således egentlig "skulle været dømte" som dem, der "enten med råd eller dåd lader sig finde at ville bringe nogen forandring i kongens absolut arveregering", til "at have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd levendes afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle og hjul og hovedet med hånden sættes på en stage". En tilstrækkelig grund til den "formildelse" fandt kommissionen deri, at de tiltalte "intet videre havde foretaget til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme, og deres foretagender, der iøvrigt var planløse og lidet farlige, måledes ingen videre resultat havde haft". Denne kommissionsdom, der faldt den 14. februar 1821, er intetsteds bleven publiceret, og da den, tilligemed samtlige akter i sagen, beror i kancelliets arkiv, er den således utilgængelig for offentligheden. Der var allerede udstedt ordre til dommens indstævning for Højesteret, hvor generalfiskalen (Wivet) skulle have været aktor og de herrer Treschow og Sporon defensorer, den første for Dampe, den anden for Jørgensen, men både Jørgensen og senere også Dampe, der begge indså, at intet gunstigere resultat var at vente, renoncerede på dommens prøvelse for landets øverste tribunal, og henflyede til kongens nåde. De blev nu, ved den i det foregående omtalte kgl. resolution af 7. marts 1821, forundt en allernådigst formildelse af dommen, således at de begge, i stedet for at miste livet, skulle hensættes i fængsel på livstid på fæstningen Christiansø under streng bevogtning. Denne resolution undergik imidlertid - formodenlig ved senere kgl. resolutioner, om hvilke dog intet er bragt til offentlig kundskab - , flere forandringer og modifikationer, idet at nemlig Dampe tilbragte de første 6 år af sin straffetid i Kastellet, derpå kom til Christiansø, så, nogle år efter, førtes tilbage til Kastellet igen, og dernæst atter bragtes til Christiansø, mens Jørgensen slet ikke kom til Christiansø, men bragtes til fæstningen Frederiksort, hvor han sad i en del år, indtil han efter ansøgning af særdeles kgl. nåde løslodes og blev aldeles gengivet sin frihed. Mod Dampe forblev den afdøde konge derimod ubønhørlig. Alle ansøgninger fra ham og hans familie, understøttede af de mest gribende skildringer af hans ulykkelige stilling og de mest fordelagtige vidnesbyrd om hans forhold under de ham pålagte lidelser, forblev frugtesløse. Den ulykkelige havde i året 1831 på indstiftelsen af stænderinstitutionen bygget et tillidsfuldt håb om befrielse; men netop den omstændighed, at han i sin ansøgning beråbte sig på den tilnærmelse til en repræsentativ statsform og derhos anførte undskyldningsgrunde for sin handlemåde, forbittrede kongen på ny imod ham, ligesom man deri har set en ubesindighed eller uklogslab, der endog skulle vidne om en ved den lange indespærring og berøvelse af friheden tilvejebragt forvirring af hans begreber. Jeg vil, ved hjælp af en fra pålidelig hånd modtaget meddelelse, i det følgende nærmere komme til blandt andet også at omtale de af ham i denne ansøgning anførte motiver.

Skønt jeg i det foregående allerede har antyder, hvori den forbrydelse bestod, for hvilken Dampe underkastedes en så hård straf, vil det netop i nærværende øjeblik være af den højeste interesse at gå noget nærmere ind på denne genstand, og det glæder mig så meget desbedre at være i stand dertil som jeg allerede i flere år har været i besiddelse af en afskrift af det hoveddokument, hvorfor Dampe blev dømt, den allerede tidligere berørte erklæring, som han, efter at forsøget med en petition var mislykket, ville lade diskutere i den berammede forsamling. Den bedste og mest fuldstændige oplysning for almenheden ville vistnok tilvejebringes, hvis vor bestående presselovgivning tillod dette bemærkelsesværdige historiske aktstykkes trykning i sin helhed; men desværre har et par af vore mest kyndige jurister, med hvilke jeg i den anledning har rådført mig, ikke fundet dette tilrådeligt, da enhver, om end nok så bestemt fralæggelse af at dele eller billige de anskuelser og sætninger, dette dokument gør gældende, næppe ville kunne frelse for en domfældelse blot på grund af at man derved ville divulgere et håndskrift, der var befundet af statsforbryderisk Indhold, og efter at en beslaglæggelse havde forhindret divulgationen; og min eneste hensigt dermed: fuldstændigt at sætte publikum i stand til at bedømme, for hvilke sætninger. meninger og ord det var at dr. Dampe blev fundet skyldig i majestætsforbrydelse og dømt fra livet, ville således i intet tilfælde kunne opnås.

Jeg må derfor indskrænke mig til at referere, og skal kun, til prøve på den ejendommelige tone og stil, hvori dette aktstykke er affattet, hidsætte begyndelsen, med hvis offentlige meddelelse der, efter disse mænds mening - og forhåbentlig også efter vedkommende politiembedsmand - ikke kan være noget at erindre:

"Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker retfærdighed og folkets vel mere end sit eget vel.
Så lærer en indre stemme i det ædle hjerte; så lærer fornuften og religionen hos den, der har religion.
Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker det gode udrettet ved godt, når det kan ske.
Men den, der tænker som mand, frygter kun en ting: at gøre uret. Farer frygtes kun af foragtelige feje og elendige slaver.-
Der er nationer i syden, hvor en del af folket nylig har med magt forandret regeringsformen.
Der er også mange i Norden, hvem det synes at en forandring i regeringsformen er højst ønskelig, og vigtig til at afvende og bøde på megen offentlig og privat elendighed; foruden dette, at der gives regeringsformer, der er værdigere for frie mennesker end en uindskrænket enevoldsmagt.
Vi bedømmer ikke her disse meninger, eller de andre nationer. Af det eksempel, de har givet, følger ikke, at vi skulle forene os og med magt forandre regeringsformen.
Men vi skulle følge retfærdighedens stemme. Retfærdighedens stemme skal høres af folket og af kongen. Retfærdigheden skal forebygge magts anvendelse og borgerkrig. Retfærdigheden skal for bestandig sikre landets rolighed og lykke.
Vi forlanger ikke forandring i regeringsformen. Men vi nævner retfærdigheden, og det skal ske, at vi får den.
Norden bruger retfærdighed, hvor syden skrider til magt og krig. For sådant er folket i Norden, at, når det indser, hvad der er retfærdigt, da står og falder det derfor; og sådan er herskeren i Norden, at ordet retfærdighed vækker hans ærefrygt.
Vi står og falder for retfærdigheden alene; for retfærdighed er noget guddommeligt. Vi står og falder endnu mere derfor, når statens vel står i forbindelse dermed.
Vi siger ikke: at regeringsformen skal forandres. Vi siger, at en nation har ret til at bestemme regeringsformen, og til at forandre den, om den vil **)." - - -

Forf. går efter dette postulat over til at deducere den formentlige ret med grunde, hentede fra natur- og folkeretten, og at anvende den på forholdene. - Kongen har naturligvis ret til at bruge den magt, der er ham givet; men han har den af folket. folket er til alle tider, mens de enkelte slægter af folket, som lever, afløser hinanden. Ingen enkelt slægt råder over det hele folk, eller over de andre slægter. En enkelt slægt har givet kongen magt, og han har den da ikke fordi den slægt havde at byde over os, men fordi vi antages at have givet vort samtykke dertil. Statsindretningen består således ved det nuværende folks vilje. folket må ikke gå ind i kongens ret; for da bruger det vold og oprør; men det kan forlange, i fred at bruge sin ret til ar vælge deputerede og igennem disse at udtale sin bestemmende mening om regeringsformen i fremtiden. - Disse er grundtrækkene i det flere sider lange skrift og på det nys nævnte forlangende går i det hele den erklæring ud, som del var Dampes agt derved at forelægge til drøftelse. Opfordring dertil fandt Dampe i de med tiden mægtigt forandrede begreber og statens betryggelse for bestandig for revolution og borgerkrig, og han udtalte derhos, at ingen magt i Europa uden blusel ville kunne gøre indvending imod eller indblande sig i denne "fredelige retsudøvelse" af et helt folk, der, efter hans mening, var noget ganske andet, end at en del af folket med magt forandrede landets regeringsform.

*) Der kan selv, efter den mest ensidige bedømmelse, ikke være noget lovstridigt i sådanne sætninger, da begrebet nation. således som det her er brugt, naturligvis også indbefatter regenten eller kongen som nationens formand.

**) Det vil ikke være uden interesse at sammenholde med disse sætninger, hvis intenderede fremsættelse til diskussion i 1821 stempledes og straffedes som majestætsforbrydelse, flere ytringer under konstitutionssagens behandling i den jyske stænderforsamling 1840, således som disse er gengivet i den under den kgl. kommissarii, kancellideputeret og generalprokurør Ørsteds censur udkomne Stændertidende. Mens det blandt andel her hedder, at "Ønsket om forandringer i rigets forfatning er så almindeligt, at det strækker sig til de fleste med almindelig sund sans og med nogen indsigt i forholdene begavede mænd fra Skagen til Kongeåen", drages det i tvivl om det i 1660 "var gørligt at befuldmægtige nogen til at disponere over, ikke blot den nuværende slægts, men alle de kommende slægters helligste og uforkrænkeligste menneskerettigheder", ligesom der udtales den "Tro", at "Kongeloven, for så vidt den går udenfor at bestemme arvefølgen, kun kan være at betragte som provisorisk", at den "ikke har nogen lovlig grundvold", og at "folket har en historisk ret til en friere forfatning", som navnlig jyderne "i mange år med højeste grad af tålmod har afventet", og foreslåes, at folket, "med umiddelbart hensyn til konstitutionsanliggendet" måtte "vælge deputerede, der da måtte udtale, hvorvidt den almindelige stemning var for en konstitution eller imod". - Det er forresten en selvfølge, at man ingenlunde må overse den væsentlige forskel, der er imellem disse ytringers fremførelse i en af kongen sammenkaldt stænderforsamling og de ovenanførte sætningers proklameren i en fra en selvdannet forening udgående erklæring, således som det var Dampes intention.

Kjøbenhavnsposten, 6. september 1841.

Løjtnant Adolf Fibiger. (Efterskrift til Politivennen)

- Det vil være være Læsere bekjendt at en af Alle elsket og agtet ung Mand nylig er afgaaet ved Døden, Capitain Adolf Fibiger, som for omtrent et Aarstid siden reiste til Madera, i Haab om at denne Øes mildere Klima skulde indvirke gunstig paa hans angrebne Bryst. Dette Haab opfyldtes imidlertid ikke; han vendte uden synderlig Bedring tilbage til Hjemmet for her at finde sin tidlige Grav. Anledningen til udbrudet af hans Sygdom er maaske mindre bekjendt. Mange mindes vel ikke længer, at ved Læseforeningens 28de Mai-Fest i Aaret 1838 daværende Lieutenant A. Fibiger udbragte en Toast for den democratiske Aand, og at der derfor blev optaget Krigsforhør overe ham, samt at han kort efter blev sendt over til Vestkysten af Slesvig, hvor han beskiæftigedes med Opmaalingsarbeider og forblev indtil for omtrent halvandet Aar. Det derværende Ophold i den usunde fugtige Luft havde imidlertid virket saa skadeligt paa hans svage Constitution, at han med en ulægelig Brystsygdom omsider forlod Vestkysten. En af hans derværende Venner bevidner dette i "Ribe Avis" i følgende mindeord om den Afdøde: "Den 27de August døde Capt. Adolf Fibiger paa sin 28de Fødselsdag. Ribes Indbyggere mindes ham vel fra hans Ophold her, der desværre forkortede hans Liv. Mange af dem kjendte ham, og hver ærlig Mand, der kjendte ham, havde ham kjær. Han elskede sit Fædreland som Faa elske det, og var begeistret for Friheden som de, der grue for at misbruge den; han var et ærligt, kjærligt og elskeligt Menneske, livlig og aandrig og høit begavet. Hans Tab vil blive begrædt, saa vist som Kjærlighed ikke er uddød i Danmark".

(Kiøbenhavnsposten bragte den 6. september 1841)

Dr. J. J: Dampe IX. (Efterskrift til Politivennen)

 Afsnit IX beretter om dagene op til selve arrestationen af Dampe den 16. november 1820, samt selve arrestationen hvor han var blevet lokket af provokatøragenten Top til at leje et lokale i Badstuestræde.

Dr. Dampe

IX.

Blandt de artikler, Dampe skrev i sin "Iagttager", var også en over det spørgsmål, om det er latterligt og urigtigt, at borgere tænke og ræsonnere over statssager? Det var Holbergs latterliggøren af sådant ræsonnement i hans politiske kandestøber - en satire, der, som Dampe bemærker, og hvad også den nyeste tid har vist, ikke var de mægtige ubehagelig - der nærmest gav ham anledning til at behandle dette tema. Denne artikel turde måske nu med nytte kunne reproduceres. - I det sidste nr, der udkom af "Iagttageren" begyndte D. at behandle spørgsmålet om hvorvidt et folk har ret til at blande sig i et andets indre anliggender. Efter her først at have udviklet, at ingen nation har ret til at befejle en anden nation, eller ved statshandling blande sig i dens anliggender og gøre indgreb i dens frihed, alene fordi den anser dens indretninger, dens konstitution, regeringsform, for ikke at være de mest hensigtsmæssige, - vedbliver han: "Enhver nation må altså have ret til, når ingen anden nation fornærmes, at gøre de indretninger hos sig selv, som den vil. Og den kan ikke, uden at gøre sig selv til slave, tåle, at nogen anden heri vil blande sig eller gøre indskrænkning. Deraf følger dog ikke, at en nation slet ikke kan have anledning eller endog ret til at blande sig i den andens indvortes handlinger. Min nabos husindretning vedkommer ikke mig. Men hører jeg skrig af et svagt og uskyldigt tyende, som han blodtørstigt hudfletter, da kalder menneskeligheds stemme i mit inderste mig straks til hjælp, og det endog uden at vente på retsformers opfyldelse, hvorved hjælp måske kunne blive for sen. Synet af en indre uret må kunne bringe den ene nation til at blande sig i den andens sager. Ingen ret handling kan for den være bevæggrund. Heller ikke en, endog for fejlfuld, erkendt statsindretning. Men uret kan oprøre dens følelse for ret, kan opvække dens ædlere harme, dens retfærdige uvilje, dens drift til forsvar for den, som lider. Dersom den ser en anden nation nedtrådt under en Caligula, hvis lyst er hver dag at dræbe uskyldige mennesker, skulle jeg vel tro, at menneskefølelse må kalde den til handling. Også hvis den ser en nation bestandig synke dybere under en Claudius, der, i tåbelighed og svaghed, om ikke gør uret, så dog tillader, at den højeste uret sker". - Jeg har citeret dette sted fordi den maxime, der i begyndelsen af samme opstilles, også er gjort gældende som et incidentspunkt i den petition eller erklæring, der, som man af det følgende vil se, var hoveddokumentet, hvorfor Dampe fældedes som majestætsforbryder. Den her omhandlede artikel forblev iøvrigt uafsluttet, da Dampe, som tidligere bemærket, blev arresteret dagen efter at dette nummer var udkommet.

Dampes entusiasme for friere statsformer bragte ham, som almindelig bekendt, til at optræde med direkte bestræbelser for disses indførelse i fædrelandet. Men det er sikkert ikke almindeligt bekendt, at den form, hvorunder han først søgte at skaffe denne stræben indpas og understøttelse hos folket, var den samme, som nu er bekendt for at være aldeles lovlig, nemlig en petition til kongen. "Det kan dog umuligt andet end være tilladt at bede" - dermed mødte han de indvendinger, der fra mange sider gjordes ham om det formentlige lovstridige i denne handling. Han gik selv omkring med petitionen til flere, hvis politiske anskuelser han kendte eller formodede at være stemmende med hans, for at bevæge dem til at underskrive den. Men det lykkedes ham kun dårligt. Mens nogle blev grebet af en panisk skræk, gik andre vel ind på sagen; men ville under ingen omstændigheder være blandt de første, der underskrev. Dampe spurgte da smilende, hvor mange der først skulde underskrive petitionen, om ti, eller tolv, eller tyve? Man forlangte i almindelighed flere endnu. "Når jeg har titusinde underskrifter, må jeg så komme til Dem?" spurgte Dampe da i et mig bekendt tilfælde. "De må komme, når De har tusinde", var svaret. - Under disse omvandringer og samtaler, der ofte varede i flere timer, stod politiets udsendinge i almindelighed på et eller andet, mere eller mindre bekvemt sted udenfor, og optegnede troligt hvor Dampe havde været og med hvem han havde talt. - Resultatet blev, at om også Dampe selv, smeden Jørgensen - den eneste, der for alvor var gået ind på hans konstitutionsplan - og Dampes i det forrige omtalte hjertesfortrolige, der var i politiets sold, havde underskrevet, eller var villige til at underskrive petionen, og om også et par andre dubiøse karakterer, der under denne sag kom til at stå i et meget tvetydigt lys, tilsyneladende gik ind på tingen, så blev den derved dog ikke fremmet, og allermindst kunne der være tanke om, hvad Dampe måske i sit entusiastiske drømmeri havde tænkt sig, i kort tid at tilvejebringe underskrifter i tusindvis.

Det københavnske publikum var - det mente nu Dampe - ikke forberedt nok på sagen. Den måtte først yderligere diskuteres. Til en offentlig diskussion kunne han imidlertid ikke indbyde, og det forbød ikke alene genstanden, men det var jo ham desuden forment både at optræde som docent og i egenskab af statsborger at indbyde sine medborgere til at høre ham drøfte nogen som helst materie. Der var da ikke andet tilbage end, så vidt muligt, efter en større målestok at fortsætte de private diskussioner, D. allerede tidligere havde indledt med adskillige, han havde troet at kunne skænke sin tillid. Til den ende bad han disse at indbyde deres bekendte og overhovedet folk, hvis stilling eller synsmåder måtte gøre dem tilbøjelige til at gå ind på sagen, til private sammenkomster, hvilke ikke længere skulle holdes hos Dampe selv eller hos hans kvasifortrolige, der også tidligere venskabeligst havde åbnet sit domicil for møder og samtaler i den omhandlede anledning; men i et dertil lejet lokale. Dampe averterede offentlig, dog ikke under sit navn, om et sådant "til brug for et lidet selskab" (jfr. Adresseavisen af 11. nov. 1820); Billetter derom under udskrift "Håbet" modtoges på Adressekontoret; og han lejede et sådant lokale i Badstuestræde, omtrent ligeoverfor statsminister Stemanns nuværende bopæl. Det første møde skulle finde sted den 16. novbr. Naturligvis var politiet underrettet om alt. Det var ved hjælp af højre fortrolige i besiddelse af de nøjagtigste opgivender om hvad Dampe ved denne lejlighed ville bringe under diskussion, hvilke personer der var anmodet om at komme etc., og politibetjente blev for den berammede tid holdt skjult i huset, hvilke, i det øjeblik Dampe kom, ledsaget af sin ven, politiets trofaste håndlanger, arresterede dem begge. I den offentlige beretning hedder det, at Dampe "med flere" blev anholdt. Jeg har imidlertid ikke kunnet bringe i erfaring, at andre end de to ved den lejlighed blev arresteret. Smeden Jørgensen havde ikke indfundet sig, og arresteredes senere i sin bopæl. Jeg ved, at flere personer, der senere indfandt sig i det nævnte lokale for at deltage i mødet, da de fandt døren lukket, igen begav sig bort uden at træffe på politi. Dampe havde hos sig såvel den tidligere nævnte petition som en i en mere decideret og uforbeholden tone affattet erklæring, som det var hans agt at lade underkaste drøftelse og som gik ud på det forlangende, at folket uhindret skulle tilstedes at gøre brug af den det formentlig tilkommende ret til selv at bestemme landets regeringsform. Dette var hoveddokumentet, hvorfor Dampe siden blev dømt fra livet som majestætsforbryder. Der åbnedes nu straks en række af politiforhør, der, i politidirektør Kjerulffs overværelse, administreredes af daværende hof- og stadsretsassessor og fungerende kriminaldommer, nuværende kancellideputeret Bentzen, og til at aflægge vidnesbyrd, indstævntes alle de, om hvem man på nogen måde vidste, al de enten i den sidste tid eller tidligere havde kendt eller stået i forbindelse med Dampe. Da denne imidlertid straks vedstod sin håndskrift og hvad hans hensigt havde været, og Jørgensen ligeledes vedgik sin delagtighed, og der desforuden fandtes vidner nok af dem, der på skrømt var gået ind på Dampes planer, til at fælde dem begge, selv om ikke en sådan vedgåelse var sket, fandt man det overflødigt at edfæste de øvrige som vidner tilkaldte. Ingen andre end Dampe og Jørgensen fandtes ved politiets præliminære undersøgelse, eller under den påfølgende behandling af sagen ved en kommission, på en sådan måde graveret ved samme, at der kunde blive tale om nogen straf. Heller ikke har jeg hørt, at hele affæren bragte grundet mistanke over nogen tredie person; dog tror jeg ikke at burde lade uberørt, at det almindelige rygte dengang gik, at en også som vidne tilkaldt almenagtet ung mand foretrak at tage sig selv af dage for at aflægge et vidnesbyrd, han i ethvert tilfælde anså graverende for sig i sin stilling.

Kjøbenhavnsposten, 1. september 1841.

Midt i fotoet hjørnet af Brolæggerstræde/Knabrostræde hvor Dampe gik i politiets fælde. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Dr. J. J. Dampe VIII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del VIII fortsætter del VIII: diskuterer hvordan ytringsforholdene for masserne er under enevældige styrer og parlamentariske styrer. Hvor utilfredshed ytrer sig og hvordan man kan/ikke kan måle den.

Dr. Dampe

VIII.

Endelig mente Bastholm. at den misfornøjelse, der finder sted i England, var et bevis for, hvor lidt de repræsentative forfatninger duer. "Det er", skrev Dampe, "en meget slet følgeslutning, hr. B. drager af den misfornøjelse. Sikkert rejser den sig ikke af utilfredshed med, at forfatningen er alt for fri, og længsel hos folket efter større tvang. Den kan tænkes at rejse sig (for vi tage her hvad der er tænkeligt, da det her er for langt at indlade sig på hvad det virkelige er) af utilfredshed over temporære onder, eller over misbrug, der atter enten blot finder sted under forfatningen, eller hvortil forfatningen endog måske leder. Det første rammer ingen forfatning, da det under enhver kan finde sted. Hvad misbrugene angår, der kunne finde sted under forfatningen, da tilkom det hr. B. at vise at så store misbrug. om ikke af samme art, mindre kunne finde sted under ufri forfatninger, end under friere. Her må han ikke komme frem med eksempler af historien om det forbigangne, eller af Verdens landes nuværende tilstand, og ville bevise, at folkene under de ufri forfatninger altid have været lykkelige og tilfredse, fordi de måske have tiet og ikke talt lydelig, således som nu folket i England, og atter af denne tavshed og den deraf ved hel mislig slutning formodede tilfredshed, ville bevise, at det lkke er muligt, at jo uhyre misbrug under ufri forfatninger have kunnet finde sted og kunne finde sted. Sådanne floskler om det tavse folks tilfredshed kunne finde sted i Geburtsdags-taler, hvilke, i vejret henviste, er tilintetgjort som i luften flagrende halmstrå for historiens og sandhedens fakkel. Alle støtter, transparenter, menneskemængder, der er kommanderede til at spænde sig selv, som heste, for fyrsternes vogne og opfylde luften med glædes-hurra over landets tilstand, hvilken disse jublende menneskemængder oftest enten slet ikke kender til, eller, berusede af vinen, har glemt, alle døgnbladskrivernes ækle gentagelser, deres ofte menneskeheden højst nedværdigende og en dyb foragt for menneskemængden vækkende talemåder og slaviske udtryk, alt dette er for den fornuftige et intet, alene fordi det beviser intet. Det beviser intet, hvor nationerne kunne tale, og det beviser endnu langt mindre, hvor nationerne er tavse. Hvor folkene aldeles intet kan fremføre, uden sådanne udtryk af tilfredshed, der egentlig hører til hofstilen, der gærer ofte utilfredsheden i det inderste med en des stærkere kraft. Munden kan bindes, men sjælene og tankerne kan ikke bindes. Der gælder det især for styrerne at vogte på sig selv, for der er styrerne i en langt større uvishedsstilling, end hvor folkene kan tale. Ikke, at man skulle antage nogen styrer der at være så tåbelig, at han ville lade sig dysse i selvtilfredshedens søvn ved den lovtale-stadses intet, for det ville være ligeså enfoldigt, som om jeg ville holde enhver, der sagde til mig: Deres tjener, for at være en person, der virkelig ville tjene mig. Men da styrerne i sådanne lande aldeles intet får at vide om folkets egentlige mening og stemning, så er de ligesom skribenter, der ingen kritik hører. De kan skrive godt, eller de kan skrive dårligt, men de står dog altid i fare for at henfalde i en vis ligegyldighedsslummer, og ofte kunne de holde for mesterstykker af dem selv, hvad der indeholder kun sladder. Hos sådanne nationer skal man altså aldeles ikke tænke på, hvad folket taler, men hvad folket ville tale, hvis det måtte tale. Ikke de tanker, som kommer frem, men den dybt sammenknugede, måske store masse af tanker, som ruger i hjerterne. Der må det ofte hedde som ved den stumme ulykkelige i tragedien: "Oh hvad ville han ikke sige, om han kunne tale!" Ja, hvilke ord ville udstrømme fra hans læber, hvilke jammerfulde, så længe i hjertet sammenpressede klager, hvilke udtryk af lange lidelser, hvilke så længe bårne bitterheder og smerter i det inderste, hvilke udbrud af den så længe tilbageholdte harme over dynger af uretfærdigheder, hvilke anklager mod underkuer- og hemmelige voldsmænd i staterne, hvilke opregnelser af de mægtiges hidtil med tavshed forbigåede forbrydelser, hvilke tungt rammende bebrejdelser af uskyldige svage, der have båret lænker, medens de formående lastefulde har strakt sig på det bløde purpurleje, ja! hvilke forbandelser, hvilke hidtil undertrykte fortvivlelsesudråb. hvilke fordringer af gengældelsen over de skyldige! Således ville stemmen ofte lyde i de ufri lande, om tungerne fik mæle. Det er derfor højst uret at drage et bevis for, hvad der tales i de friere lande, når man ikke ved, hvad der forties i de ufri, eller af den offentlige misfornøjelse over misbrug i disse at drage et bevis mod landets forfatning, når man ikke kan vide, hvor stærk den skjulte misfornøjelse er i disse. For at anstille sammenligning, måtte man kende begge dele lige godt; ellers ophører beviset. Dette, at misfornøjelsen ytrer sig over misbrug i de friere stater, er ikke noget punkt, der kan nedsætte deres forfatninger under de ufris, hvor folket kan være lykkeligt eller ikke lykkeligt, tilfreds eller utilfreds, efter omstændighederne, men hvor man ingen stemme hører". -  For ikke at have noget at bestille med de nordamerikanske fristater, siger B., at man ikke kan sammenligne dem med de europæiske stater. Dampe kalder dette "den sædvanlige udflugt, som de bruger, hvem de nordamerikanske fristaters eksempel er i vejen". "Hvorfor ingen sammenligning? Måske luften i Nordamerika er bedre for en større frihed? Måske luften i Europa er i forvejen så opfyldt med de mange hofsnoges uddunstninger, at ingen større frihed kan trives. For af hofsnoge er der mængde nok i Europa, og der er ingen tvivl om, at sådanne giver alle Bastholms grunde magt, såsom logikken ikke er deres sag". 

Skønt Dampe mente, at en overvejende lyst til repræsentativ forfatning havde været i det mindste vigtig medvirkende årsag til revolutionen i de sydlige lande, indrømmede han, at Bastholm gerne kunne have ret i, at statsfejl havde været nærmest anledning til dem. "Er det så", vedbliver han, "da følger umiddelbar deraf, al de lande må have revolutionen mest at frygte, hvor de groveste statsfejl finder sted. Hvor tingene bestyres viseligere, der kan styrerne være roligere. Men at frygt bor sammen med tyranner og med slette styrere, det er en så gammel sætning, ar den knap kan gentages. Den sig selv sin slethed bevidste styrer lurer og spionerer, når den vise og gode er rolig. Ved at kaste et vejende blik rundtom på de større og mindre magter, vil man også opdage, at disse ting allevegne findes parrede i ængstelige forholdsregler og uduelighed. I en tid, da frygt griber mange magter, en frygt, hvortil en af de største for kort siden i et manifest har erklæret virkelig ar være grund, da hedder det dobbelt: Held den gode og kloge styrer! Held den fyrste, der er beredt til, hvad øjeblik timen lyder, at nedlægge scepteret, kaste sig for verdenens herre, og sige: Her er det, rent som jeg stedse har båret det, rent som jeg modtog det, ikke besmittet ved ladhed, ved skødesløshed, ved yndlinger, ved friller, ved uretfærdighed, ved forkastelse af kloge råd og kloge rådgivere, ved egensindighed, ved mangel af agtelse for de evig hellige menneskerettigheder, ved mangel af agt for oplysningen. Her er det, ikke besmittet ved nogen af disse viljes fejl, for over forstandens var jeg ikke rådig. Blandt alle de egenskaber, hvorved jeg har attrået, at det skulle være smykket, er lysten til retfærdighed kronen. For jeg vidste, at et helt land trænger til retfærdigheden, og kun enkelte kan nyde godheden. Jeg vidste, at retfærdighed mod et helt land er godhed, og godheden mod enkelte er oftest uretfærdighed. Derfor har jeg derefter fornemmelig tragtet; jeg vidste, at mit liv havde sin dom, såvelsom hyrdens ved ledet, til hvem jeg kastede penningen, og at al  knejsen og pragt er for denne doms alvor tilintetgjort. Derfor offrede jeg mangt et øjeblik til den tanke: er jeg min bestemmelse tro? Jeg troede ikke, at tanken om mig kunde trædes under fødder; for jeg vidste, at oven, der var jeg ikke herre. Jeg troede ikke, at jeg med en egensindig vilje kunne skræmme den tilbage, for jeg vidste, at ved ingen vilje lader den sig skræmme. Kort, jeg troede ikke, at blot fordi jeg ville, at alt skulle kaldes godt, derfor blev det godt; fordi jeg ville, at det ikke skulde hedde, at der fandtes vrimmel af fejl og uretfærdigheder, derfor ophørte fejlene og uretfærdighederne; fordi jeg ikke ville, at bygningen skulle kaldes rådden og forfalden, derfor blev den fast og nybygget. Jeg vidste, at min befalingsmagt ikke var til for at bortfjerne den åbenbare eller hemmelige anke over fejlene (mod den sidste var jeg desuden afmægtig), men for at bortfjerne fejlene. Jeg vidste, at den fornemste genstand for min befalingsmagt skulle være ophavsmændene til fejlene, de lade og dorske, de uretfærdige, undertrykkerne. Jeg vidste, at det, at se fejl, er godt, at tage fejl i at se dem, er tilgiveligt, men kun at begå dem, er det, som egentlig medfører skade. Jeg vidste at statsbestyrelsen er et sådant menneskeværk, som er mere underkastet utalligt fejlgreb, end styren af skibet blandt klipper, at dette ror fordrer vågen, at slummer derved er farlig, og at det derfor er bedre at takke den, som vil vække, end at slå ham. Efter dette mit begreb stræbte jeg at bære scepteret, her ligger det, ansvaret derfor kommer over mit hoved! Jeg vidste, da jeg tog det, at det gaves mig til ansvar. Jeg vidste, at jeg stod under nationerne, for de skulle dømme mig; at jeg stod under sandheden, for jeg kan aldrig rokke den men den kan rokke min ære, om den ikke er desfastere; al jeg stod under efterverdenen , som skal vandre på min grav. Min korte magt svandt bort; retfærdighed venter mig, så sandt jeg gav retfærdighed! - Ja, held den styrer, der således kan tale om sig selv! I det øjeblik, en sådan skildring lyder, vandrer folkenes dom rundt og vejer styrerne. Den mægtige, evig uundertrykkelige dom. Idet folkene sammenligne ethvert enkelt af sådanne træk med de enkelte fyrster, for at prøve, hvorvidt de på dem er anvendelige, da bliver det klart for deres blik, hvem der har anledning til at frygte, hvis sæde der står fast, hvem der ingen spejdere behøver, og hvem der har anledning til at tro, at han sidder usikkert og som på en skjult ild, hvilken han må befrygte, pludselig skal bryde frem og, ved tidens opbrusende vejr, hvirvle asken af hans sæde mod skyerne". - - - 

Jeg har ment at burde anføre disse ytringer af dr. Dampe så udførligt, fordi de ganske afspejler hans politiske karakter og meninger, fordi de viser, hvilke de sandheder var, for hvilke han i de sidste dage af sin borgerlige tilværelse, på brinken af den afgrund, der skulle skjule ham i en mer end tyveårig kvalfuld tilintetgørelse, virkede og stred med sin tunges hele magt. At det var Dampe den dybeste alvor med denne sin kamp; men at hans heftige iver for hvad han efter sin fuldeste overbevisning anså for sandhed og ret, trodsende enhver fare, gjorde ham blind imod alle dem, der omgav ham, derom vidner, blandt meget andet, også et digt af ham, som findes i et af de første numre af det nævnte blad, en ode, betitlet: "Sandhedselskerens Bøn", hvori det, ligesom profetisk, hedder:

"Da jeg spæd end, skælvende, frygtsom trådte.
Fremført af en ledende hånd, til døren
Af det store videnskabs tempel, knælede.
Kyssede tærskelen.

Da jeg øjet hævede over templets
Indgang, så jeg sandhedens navn i ildskrift,
Og jeg hørte tusinde englestemmer,
Tonende vældigt:

Ingen denne hellige dør betroede,
Når der ikke brændende ild kan flamme
I hans bryst, for sandheden indtil døden
Bankende heftigt!

Alt hans liv til sandheden var viet!
Blindt, mod sandhed skuende, han sig styrte
Ned i afgrundsdybene, styrte blindt i
Åbnede ildsvælg

Kjøbenhavnsposten, 31. august 1841.