M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 4. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Altona 1842-1843

Med Københavns politimyndigheder på nakken, flyttede Nathansen 1842-1845 i Neuenbrock, Flotbeck og Hamborg Altona. Her levede han bl.a. af almisser fra hans jødiske trosfæller. Som han dog efter nogle måneders forløb lagde sig ud med. Der opstod en voldsom modstrid med den lokale jødiske menighed. 

I slutningen af januar 1843 meddelte han derfor offentligt i aviser at han ville lade sig døbe sammen med kone og to døtre i Hamborg. Jacoby-kirkens hovedpastor Schmaltz døbte ham herefter, og ved samme lejlighed skiftede han navn fra Isaac Nathansen til Michael Leonard Nathanson. Det er sikkert ikke en tilfældighed. Hans navn kan forveksles med redaktørens for Berlingske Tidende, som han også var raget uklar med. Herefter udgav han et par pjecer imod jøders ret til at være borgere mm.

Fremsagt ved Forsamlingen i Haderlev
den 3. Jan. 1842.
[Nathansen forklarede her om hesteavlen i Jylland]
(Dannevirke. nr. 54. 5. januar 1842 og Dannevirke. Nr. 55. 8. januar 1842) 

(Annonce for Nathansons heste og hvor de er stationeret i Jylland) 
(Dannevirke. 5. januar 1842) 

Private Avertissementer.
Da jeg har havt alt for meget at bestille med Kammerraader, og herefter vil faae endnu mere at bestille med dem, saa tillader min Tid ei at føre en Pennekrig med Kammerraad Dalgas, og derfor vil jeg eiheller værdige denne Kammerraad nogensomhelst Svar paa hans Inserat i Veile Avis nr. 154. Blot dette tillader jeg mig at sige det ærede Publikum, at min Virken for Landets Hesteavl er bekjendt fra Skagen til Elben og paa det Bedste anbefalet og understøttet af alle høivedkommende Autoriteter og enerkjendt for gavnlig af enhver fordomsfri Landmand, ligesom mit Værn er Landets Love.
Skulde Hr. Dr. Neergaard også ville gjøre sig latterlig her i Amtet, kan vel Ingen have noget derimod, og allermindst jeg, men om han vil blive saa godt modtaget her, som hos hans Ordfører, Kammerraad Dalgas, derom tvivler vist Enhver.
At Kammerraaden har gjort sig endnu latterligere end Doktoren, beviser "Kjøbenhavnsposten" Nr. 127 f. A., hvor hans Adfærd mod mig er omtalt, og derfor værdigede Kancelliet ham intet Svar paa hans skraalende Klage.
Til Dato ere mine Modstandere i Hingstsagen følgende: Dr. Neergaard, Kammerraad Dalgas og Krokonen i Bodum Kro, som ogaa vil misrekommendere mine Hingster.
Haderslev, d. 6. Jan. 1842.
I. Nathansen.
_________________

Da det Spørgsmaal allerede er gjort mig af Mange, hvad der foranledigede mig til at anklage Hospitalsforstander, Hr. Kammerraad Andersen i Randers, hvilket har været omtalt i alle offentlige Blade, saa vil jeg foreløbig henvise til Kjøbenhavnsposten Nr. 105, 260 for Aaret 1839; thi i Cancellliet afleverede jeg den Gang min i alle Henseender velbegrundede og med Vidners Underskrift forsynede Klage. Vel blev den Gang tvende Gange givet Ordre til at Sagen skulde strængt undersøges, men hvorledes den blev undersøgt, er jo almindelig bekjendt. Bliver Hospitalsforstander Andersens embedsførelse med den fornødne Strænghed behandlet, saaledes som det nu skeer i Vensyssel, hvor vigtige Ting skal opdages, da vil vist saa graverende ting komme for lyset, at de aldrig have kunnet harmonere med de pligter, der hvile paa en Hospitalsforstander; thi et Hospital skulde dog vel kun være et Tilflugtssted for Alderdommen og for den Ulykkelige, men ingenlunde afbenyttes til andre ting.
Skal Borgerettigheden ei oftere paa det grrusomste krænkes i Sanmark, saa haaber jeg, og vel enhver dansk undersaat med mig, at denne Sag grundigen bliiver undersøgt, og at det mørke Slør, som indhyller mine Anliggender, engang bliver lettet.
I. Nathansen.
___________________

Om kort tid vil en af mig forfattet Brochure, betitlet: "Recensenten og Dyrene, eller Dr. Neergaard og mine Hingster", som i disse Dage er under Pressen her i Byen, udkomme i Boghandelen, hvilket nærmere skal vorde bekjendtgjort.
Haderslev, d. 7. Jan. 1842
I. Nathansen.
(Dannevirke. 8. januar 1842) 

Fremsagt ved Forsamlingen i Haderslev den 3. Jan. 1842 af I. Nathansen.
(Slutning)
Væddeløbene, som næsten i hele Verden ere anpriste, som det eneste og sikkreste Middel, hvorved Hesteavlen befordres, bleve i Jylland behandlede med en Slags Ligegyldighed, ja endogsaa som Modesag, hvilket foraarsagede, at Hesteopdrættere tabte Lysten til at producere den ædle Hest, ja de have endog givet Anledning til allehaande pøbelagtige Exesser ved sidste Væddeløb ved Randers. Stutteribesigtigelserne, som vist enhver Sagkyndig maa anprise som en god Indretning, bliver ligeledes hos os behandlet meget lunkent, thi de Mænd, som egentlig ere bekjente med den jydske Hesteavl, fungere jo ei som Stutterikommissairer.
Men idet Sted bereises Landet af Mænd, som formeentligen maa have de fornødne Kundskaber dertil, men vi have dog læst i offentlige Blade, at deres Færd meget dadles, og det af en Mand, som en Doctor Neergaard, som idet mindste tilforn gjalt meget i Jylland.
Dog Neergaards Dom over Stutterikommissionens Handlinger i de senere Aar ville vi lade staae ved sit Værd, idet man ogsaa læste i hans udgivne Brochure, at han deri roste en Mand, som han forhen dadlede meget, følgelig er hans Dom derved beven meget vaklende. Men slige heterogene Gjenstande have betydeligt skadet Hesteavlen i Jylland.
[Over ½ spalte uddybes dette yderligere, og Nathansens fortjenester i forhold til oprettelse af hestemarkeder og hesteopdræt fremhæves]
(Dannevirke. 8. januar 1842)

- Den forløbne Hestecharlatan, Hr. I. Nathansen "aus Kopenhagen", synes nu at have forbundet den Skam, han i afvigte Sommer indhøstede, da han havde indbudt Publicum til paa Christiansborg Slots Ridebane at besee sine klodsede og tildels spatlamme Hingster og høre dem bedømme af den kyndige Hippolog, Generalkrigscommissair Neergaard, men, saasnart han saae Generalkrigscommissairen paa Pladsen, rede til at begynde Besigtigelsen, fandt for godt at unddrage sig samme ved en ilsom Flugt, og derpaa af Øvrigheden skal have faaet Tilhold at forlade Kjøbenhavn, for ikke tiere at give offentlig Scandale. Han er nemlig ankommen til Haderslev og vil nu lyksaliggøre dette Amts Beboere med sine Halvblodshingster, som hans utaknemmelige Fædreland, det egentlige Danmark, har sat saa liden Pris paa. Et Menneske, som Hr. Nathansen, var naturligvis temmelig uskadeligt, hvis han ikke grebes under Armen paa en noget mysterieux Maade enten af det offentlige eller af Personer, der staae i Forbindelse med dette, hvis han ikke gjennem Kanaler, der enten ikke kjendes eller ikke tær nævnes, fik offentlig Understøttelse. Men naar disse Omstændigheder tages med i Betragtning, saa burde saa meget mindre noget Blad, der vil gjelde for patriotisk og velanstændigt, aabne sine Spalter for hans fjantede Snak og skrydende Udfald imod Mænd, hvis Skotvinge han ikke er værdig at løse. Dette henstille vi til Overveielse af "Dannevirkes" Redaction. 
(Fædrelandet. 10. januar 1842) 

Paa Grund af Deres Annonce i Dannevirke Nr. 55 d. A., tager jeg mig herved den Frihed at meddele Dem, at jeg i Dag har sendt Herr Generalkrigscommissair Neergaard og min Fader, Kammerraad Dalgas, hver et Exemplar af dette Nr. - At sende et til Krokonen i Bodum overlader jeg til Dem; men da min Fader for øieblikket er syg, tillader jeg mig at anføre:
1) Eftersom de kjøbenhavnske Blade her kun læses af Faa, saa er det ubekjendt, at De er den, som i disse først har angrebet min Fader, og altsaa selv yppet Striden med ham.
2) Er De ikke, Hr. Nathansen, den, som har gjort sig latterlig, og det i høieste Grad? Viser ikke tydelig Deres Fremfær i Kjøbenhavn dette? Ligne Deres Optog der ikke et omreisende Beriderselskabs Indtog i en lille Stad? Og, saae De Dem ikke nødsaget til, i fuld Gallop at forlade Skuepladsen, forfulgt af flere hundrede Gadedrenge? Benægt dette, om De kan.
3) Beklager jeg Dem ret meget, at De var saa kortseende at opfordre Generalcommissair Neergaard, (hvem De selv ofte har kaldet Dannemarks første Veterinair) til Dommer over Deres Heste. Havde De valgt en ukyndig i dette Fag, som saa mange af Deres Attester maaske kan opvise Navnene paa, vilde vist Deres Hestesag have havt en heldigiere Fremgang, og
4) Ønsker jeg, at De og Deres Collegaer (Hestene) ikke skulde see Dem nødsagede til, saa hurtigen at forlade Slesvig, som Sjælland og Jylland.
Haderslev d. 12. Jan. 1842
J. A. Dalgas.
(Dannevirke. Nr. 56. 12. januar 1842.) 

(Referater fra Dannevirke, Lyna m.fl. dels om hestesagen, dels om Dalgas. Bladet bragte endvidere i den følgende tid løbende opdateringer fra andre blade.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 14. januar 1842) 

Til Hr. J. A. Dalgas hersteds.
I Anledning af Deres inserat i Dannevirke nr. 56 maa jeg tilmelde Dem, at jeg igaar har sendt et Exemplar af hiint Nr., med samt Deres intetsigende Ytringer, til min Fader, som fortiden opholder sig i Hamborg; og da maaske de tydske Blade ei læses af Dem, saa tillader jeg mig at sige Dem i Henhold til
Nr. 1. At de vist kun meget lidet kjender til Striden mellem Kammerraad Dalgas og min Fader, og paa Grund heraf veed De eiheller, hvo der har begyndt Striden.
Hvad Nr. 2 angaaer, da veed jeg meget vel, at et Menneske af Deres Begreber forundrer sig, naar han seer en tildækket Hest; og hvad De med Deres flere hundrede Gadedrenge siger, kan jeg frit erklære: er Usandhed.
Nr. 3 og 4 vil jeg overlade til min Fader at besvare Dem, naar han kommer hertil. Iøvrigt kunde jeg give Dem et godt Raad, nemlig ikke at befatte Dem med Ting, som De ei forstaaer; thi et gammelt Ordsprog siger: "Skomager blev ved Din Læst!"
Haderslev. d. 14 januar 1841.
M. Nathansen.
(Dannevirke. 15. januar 1842) 

Med Hestemanden Nathansen er Hestestriden flyttet over til Slesvig, navnlig til Haderslev. Efterat "Dannevirke" først hade taget sig af Hr. Nathansen har han i "Lyna" ladet indrykke en særdeles skjøn Anbefaling, som han har faaet af en anden virksom Hesteelsker, den ogsaa fra vor Væddeløbsbane bekjendte Hr. Völckers til Lehmkuhlen ved Kiel. Desuden har Nathansen selv ladt et Stridsskrift mod Dr. Neergaard trykke under titel: "Recensenten og Dyret", men det har fristet den Skjæbne at blive lagt under Beslag c: konfiskeret, af Politimesteren i Haderslev, Etatsraad Schrader.
(Kiøbenhavnsposten. 15. januar 1842) 

"Dannev." mener, at "Forvisningen om, at Hr. Nathansen ikke alene har besluttet at nedsætte sig i Haderslev, men allerede nu har bragt Saadant i Udførelse, for i Amtet at virke til Hesteavlens Fremme, vil opvække Glæde hos alle Omegnenes Hesteopdrettere, og sikre Udsigten til Hesteavlens hurtige Opsving." (Prosit! siger O. L. Avis.) Af samme Blad erfarer man, at bemeldte Hr. Nathansen har d. 3. ds. i Haderlev, for en stor Forsamling af sagkyndige Landmænd, i Overværelse af regimentschefen og tvende af Østeramtets Herredsfogder, viist 5 af sine Halvblodsingste, der alle vandt udeelt ifald. Adonis blev forud underkastet et lovligt Syn af Hr. Agent Petersen og Hr. Dyrlæge Hansen. Efter Præsentationen bestemtes af Forsamlingen de Steder, hvor Hingstene foreløbig passeligst kunne udstationeres, næmlig i Haderslev og i Vonsild Kro. 
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende. 17. januar 1842) 

Dannevirke. 29. Januar 1842. 

Dannevirke. 5. februar 1842.

(Hemp. A,) Efter forudgaaet Bekjendtgjørelse var Selskabet for Hesteavlens Fremme i Egnen af Colding den 24de Februar forsamlet i Colding By. Ifølge de ved den sidste Forsamling tagne Bestemmelser, vare adskillige Hopper tilstede for at præsenteres for Selskabet og for at concurrere til den frie Bedækning, som ved Hr. I. Nathansen var udlovet. Hr. Nathansen var imidlertid ikke mødt, og Selskabet kunde derfor ikke indlade sig paa at udlove nogen fri Bedækning. Da man derhos var kommen til den Overbeviisning, at Selskabet, i dets nuværende Form, ikke stiftede den Nytte, som ved dets Oprettelse var tilsigtet, besluttede man sig til at opløse det.

(Kjøbenhavnsposten, 7, marts 1842.) 

Private Avertissementer.
Herved tillader jeg mig at anmelde, at de Hesteopdrættere i Haderslev Amt, som tidligere have ladet deres Hopper bedække af Cheer, imedens den stod paa Petersholm, have indberettet til mig, at alle disse Hopper ere drægtige. Saagar en Bonde i Øddis har anmeldt for mig, at en ham tilhørende Hoppe er drægtig ved Cheer, uden at jeg finder anført i Bedækningslisten, at denne Mand har ladet Cheer afbenytte paa Petersholm. Jeg opfordrer derfor Hr. Lorensen paa Petersholm til offentlig at bekjendtgjøre, om Bonden i Øddis, Haderslev Amt, har faaet en Hoppe bedækket hos Cheeer, imedens den stod paa Petersholm, eller ikke, thi paa Bedækningslisten findes Bondens Navn ikke.
Haderslev den 15. marts 1842
I. Nathansen. 
(Dannevirke. 16. marts 1842)

Til mine agtede Medborgere.

Vel har det været min faste Beslutning herefter ei mere at forsvare mig med Pennen; thi jeg troer at jeg ved mine Handlinger har klaret for mig, men, da "Fædrelandet" Nr. 851 har optaget en Artikel indsendt fra Jylland (?) føler jeg mig forpligtet til for mit Vedkommende ikke at tie; thi mine agtede Medborgere, som ikke have læst "Danevirke" Nr. 80 og "Ove Thomsens Avis" Nr. 57, 58 og dens Følgeskab Nr. 59, kunde let fatte en ufordeelagtig Mening om mig.

Ei heller har det været min Agt i Blade offentlig at bekjendtgjøre de skriftlige Vidnesbyrd jeg har ihænde, men ei ere udæskede til Kamp, og en Mand af Ære maa forsvare sig saalænge han kan, tilmed naar hans Sag er retfærdig; hans Valgsprog maa være seire eller dø.

Om mine 7 Hingsters Fortrinlighed, som og om deres Afkom og om min Sags Gavnlighed og rastløse Virken for at fremme Hesteavlen i Landet, har jeg erhvervet mig skriftlige Documenter, efterat Hr. Generalkrigscommissair Dr. Neergaard, Landets ældste Veterinair, optraadte imod mig. Saasom fra en af Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Oldenborgs Autoriteter paa Høisammes Gods Wibeck Reversdorff modtaget Anbefaling om Afkommets Elegance og Fortrinlighed af min 3/4-Blods Hingst Patriot of Bleythe.

Af Amtmændene, Herredsfogderne og andre høie Vedkommende Autoriteter fra Aalborg, Randers, Aarhuus, Skanderborg, Veile, Haderslev, Kiel, Bordesholm, Krohshagen, Preetzer Forening til Hesteavilens Fremme ved Hr. Greve v. Baudiein til Sophienhoff og Odense, saa og fra flere Tusinde Bønder i Jylland og Hertugdømmene Slesvig og Holsteen, samt af Foreningen til Hesteavlens Fremme i Veile ved Hr. Major Ingversen, Dalgas og Betzer.

Med alle disse skriftlige Anbefalinger, omtrent fra Skagen til Elben, vil jeg bevise og godtgjøre, at mine 7 Halvblodshingste især ere skikkede til at forbedre Landets Hesteavl.

Jeg vil og kan ydermere bevise, at deres Afkom er udmærket godt og vil i Tiden koste omtrent det Dobbelt, som Heste forhen i en Alder af 4 Aar solgtes til. Desuden kan jeg bevise at have kunnet sælge Hingsten Cheer til Hans Majestæt Kongen af Preussens Staldmester Hr. Major v. Schöning til en stor Priis, men jeg veed bedst hvad Cheer kan gavne Hesteavlen, og derfor har jeg fast besluttet, at den ikke skal ud af Landet. For yderligere at bevise denne Paastands Rigtighed offentliggjør jeg et Brev, hvilket Hr. Baron v. Juul-Brockdorff til Hindemadgaard i Fyen har tilsendt mig:

"Efter gjort Aftale med deres Velædelhed, tilmeldes Dem herved, at jeg i dette Foraar ønsker 6 Hopper bedækkede ved Cheer.

Manges Ønske vilde De vist forekomme, dersom De lod bemeldte Hingst til næste Foraar opstalde et Sted her i Fyen, f. Ex. i Odense, og jeg tror for min Part vil i saa Tilfælde, da jeg er saa vel tilfreds med det Føl, jeg i Aar har efter ham, strax tegnet mig for 10 Hopper til Bedækning og muligen flere. Enhver Fynboe, der er en Ven af forbedret Hesteavl, kan ikke undlade at ønske en saa fortrinlig Hingst som Cheer opstaldet her i Provindsen.

Hindemadgaard pr. Odense, den 10de April 1842.

F. Juul-Brockdorff.

Til Slutningen kan jeg ogsaa bevise med dHrr. Hans Nissen i Hamelev ved Haderslev, med Hr. Petersen i Dalby ved Colding og med mange Flere, som selv holde Hingste, at de lade deres Følhopper bedække ved mine Hingste og betale mig 4 Gange saa meget, som de selv tage for deres Hingste.

Jeg har den største Agtelse for Hr. Generalkrigscommissair Dr. Neergaards Kundskaber som Veterinair og veed tilfulde at paaskjønne dem, men jeg veed ogsaa tillige, at det er meget let at paapege Misgreb og Feil, som jo nu hører til Dagens Orden.

Hvad mit Vedkommende angaaer, da kan jeg forsvare mig for enhver fordomsfri, patriotisksindet Medborger.

Kjøbenhavn, d. 18de April 1842.

I. Nathansen,

Hestehandler fra Reunenbrock.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. april 1842.

Præmieuddeling af 500 Rigsbankdaler
for 62 Hopper
(Udfærdiget i Haderslev d. 25. marts 1842. 1 spalte.)
(Dannevirke. 26. marts 1842)

Der hviler et forunderligt mystisk Slør over det rette Sammenhæng med Kjøbmand eller Hestehandler I. Nathansen og hans Forhold til det Offentlige. Han og hans Sager ere som Skovbækken, hvis brusende og larmende Løb man kun paa enkelte Steder kan forfølge med Øiet, men hvis Udspring og øvrige Løb er skjult og ubekjendt.
Det Første, man hørte om ham, Begyndelsen til den Offentlighed, han senere har erholdt, var, at han var bleven indespærret som gal i Randers Daarekiste. Det var ingen brillant Begyndelse; men det var dog altid en Begyndelse. Det Næste var, at han havde giendrevet alle Beskyldninger for Galskab ved den saare fornuftige Handlemaade at løbe bort fra alle de Daarekister, hvori man atter og atter indespærrede ham.
Der hengik en Tid, og man hørte Intet til ham; men pludselig kommer en Brochure tilsyne, hvori han paastaaer, at hans Indespærrelse ere blevne foranledigede ved Cabale, ved skiendig Misbrug af Landets Love, ved 26 falske Vidner, ved en Embedsmands falske Forhørs-Optagelse o.s.v. Dette var en forunderlig Sag, men endnu mere forunderligere var det, at vedkommende Embedsmand, der nævntes ved Navn, og at flere af de "falske" Vidner, der ligeledes nævntes ved Navn, taug stille dertil. "Man ansaa Manden for gal", vil man sige. Nu vel; men saa kommer et endnu forunderligere Resultat ud; thi andre og stærkere Beviser tale for, at han ikke blev anseet for gal.
Nathensen havde ofte den Lykke at blive stedt til Audiens hos Hs. M. Kongen. Følgelig var han ikke gal.
Nathansen var, som "Fædrelandet" i sin Tid berettede, Entrepreneur for et stærkt Hurra for Hs. M. Kongen ude i Sorgenfri. Følgelig var han ikke gal.
Nathansen har af Statskassen erholdt flere tusinde Rigsbankdaler, hvorfor han har indkjøbt Heste. Disse Heste har han stationeret paa forskjelige Steder i Jylland og Hertugdømmerne, og et Par af dem nyde endog den Lykke at være tingede i Kost i Aalborg af selve Statssecretariatet for Naadessager. Den Naade, der vises Nathansen, er altsaa saa stor, at den endog udstrækker sig til hans Heste; men en Mand, der nyder saadan en Naade, er ikke gal.
"Hr. Nathansen er altsaa ikke gal?" - Ja, her komme vi igjen i Forlegenhed; thi der er igjen stærke Beviser for, at han jo er det. Herr Generalkrigscommissæir Neergaard, Landets første Veterinair og Hestekyndige, har nemlig paa det Bestemteste erklæret, at Nathansen ikke er rigtig klog. Han har desuden angrebet Nathansens Heste og givet dem de afskyeligste Tilnavne, saasom: uædle, elendige, gemene, bukbenede, spekkammede, platfodede, bare- og beenspattede Markdyr.
Hr. Nathansen kunde ikke lade dette sidde, hverken paa sig eller sine Heste, og imellem de to Mænd er derfor udbrudt og til Dato fortsat en Strid. De udgive vexelviis Bøger. Hvert med "Resultatet af sin Reise" De ligne Bierne, der ved deres Tilbagekomst til Kuben, samvittighedsfulde stryge det Voxstøv af dem de have samlet ved at krybe ned i Blomsterne.
Det sidste Ord har Hr. Nathansen foreløbig havt. I disse Dage er nemlig udkommet en ny Brochure fra ham, som forsikrer, at Hr. Nathansen har Ret og Dr. Neergaard Uret. Et retfærdigt og efter Grunde dømmende Publicum kan nu tage Parti. Vi tilføie kun, at Hr. Nathansen slutter sin lille Bog med den skjønne og sikkert mange Hjerter vindende Forsikkring, at han stedse vil have Tillid til Gud i Himlen, arbeide for Danmarks Hesteavl og elske sin Konge og sit Fædreland.
(Corsaren nr. 84, 29. april 1842, s 168)
(Artiklen er citeret i Dannevirke. 4. maj 1842) 

Altona, d. 8. Febr. Den bekjendte Hestehandler I. Nathansen er igaar i Hamborg tilligemed sin Kone og to Døttre traadt over til Kristendommen. De bleve døbte af Pastor Greineisen, efterat de havde aflagt deres Troesbekjendelse. Hr. Nathansen fik i Daaben det af ham selv valgte Navn Michael Leonhard. En anden af Hr. Nathansens Døttre er allerede for to Aar siden i Kjøbenhavn traadt over til Kristendommen.
(Dannevirke. 15. februar 1843) 

Den bekjendte Nathanson har atter beriget Litteraturen med en Brochure om, "hvorledes en Jøde-Emancipation lod sig bevirke i Hamborg og Altona, til Almindelig Tilfredshed." Curieus er, blandt saa meget Andet heri, det Svar, som Forfatteren giver paa dette, af ham selv stillede Spørgsmaal; det lyder saaledes: "Der gives kun eet Middel hertil: Israeliterne maa lade sig døbe." Man skulde næsten troe, at den nu christnede Hr. Nathanson selv kunde ønske, endnu at blive "emanciperet". Forslaget forekommer os omtrent som "Curering for Tandpine ved Halshugning." Snurrigt tager det sig ogsaa ud, midt i disse Troesanliggender at see Forfatterens Bog om Hesteavl indflikket. (Hus. Av.)
(Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhus Stifts-Tidende, 23. oktober 1843)

- Nogle Jøder lader sig døbe ifølge Overbeviisning. Andre af Lyst til verdslige Guder og Behgaeligheder, men Hestehandler Nathansen har ladet sig døde af - Chikane.

(Corsaren. Nr. 163, 27. oktober 1843)

- Redacteuren af den "Berlingske Tidende", Hr. Grosserer M. L. Nathanson, har fundet sig foranlediget til at bekjendtgøre, at de to Flyveskrifter: "Vorschläge zur Verbesserung des Pferdezucht", og "Wie ist eine Emancipation der Juden zur allseitigen Zufriedenheit in Hamburg und Altona zuvermitteln," af M. L. Nathanson, som i disse Dage anmeldes som udkomne, ikke ere af ham, men at Forfatteren er Hr. Nathanson fra Randers, der nu, ved sin Overgang til den christelige Religion, har forandret sit navn til "Michael Leonard Nathanson" 

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 31. oktober 1843) 

Hr. Cosar!
Da De er, hvad man kalder "et forslagent Hoved" vilde jeg gjerne bede Dem sige mig lidt Besked med Noget, som jeg paa ingen Maade kan hitte ud af. De veed nok, der er to Nathanser: den ene, det er ham den gale Nathansen, der altid har havt saa meget at gjøre med Heste, den anden skulde være ham, som giver Bladet ud. Saadan har jeg ogsaa altid troet; men nu forleden Dag seer jeg et Par Bøger i Avisen, som handler om Heste eller saadant noget lignende, og de skal for ganske vist være af den gale Nathansen, og dog staaer der: M. L. Nathansen, accorat som det kunde være Bladet selv. Nu spørger jeg Dem, hvem er den gale, og hvem er den kloge Nathansen? Jeg har rigtignok holdt Bladet nu paa tredie Aar, men jeg vil være bansat, om jeg kanblive klog derpaa. Det rijæleste var jo vel at spørge sig for hos Manden selv; men det synes jeg nu igjen er saa inderligt flaut, hvis det er, som jeg halvveis er bange for, og desforuden saa husker jeg nok fra, da jeg var Kvartermester paa Bidstrup: de Godtfolk, der havde Sviin på Skoven, vilde aldrig selv være ved det.
Ærbødigt
Hans Jensen Rølleskov,
Høker og Abbenent paa den
berlingske Tidende.

Hvis brevskriveren ved "et forslagent Hoved" forstaaer: En, der faaer paa Hovedet, kunne vi naturligviis Intet indvende mod en saadan Titel, siden Cancelliet har været saa god at abonnere paa vort Blad, ja sommetider paa hele Oplaget. Hvad selve den omspurgte Sag angaaer, da maae vi med Skam bekjende, at det har været os ligesaa umuligt, som den ærede Brevskriver, at komme paa det Rene dermed.
Red.
(Corsaren. Nr. 164, 3. november 1843) 

Dronninglund-Mordsagen: Domme, 1842. (Efterskrift til Politivennen)

I begyndelsen af 1842 faldt nogle af dommene, se fx den over Simon Andreas Christensen, også kaldet Simon Bolle, i Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 12. februar 1842:

Domme, afsagte i den Kongl. Landsoverret i Viborg. - Den 24de Januar 1842:

Nr. 242. - Ldsoverkt Nyboe som Actor contra Ldsoverkt Lykke som Defensor for Simon Andreas Christensen, tiltalt for Tyverie og ved Lindenborgs Birks Extraret dømt til at hensættes til Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt- og Forbedringshuus i 2 Aar. Dom: "Birketingsdommen bør, for saavidt paaanket er, ve Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden nedsættes til 1 Aar." - (Ved Underretten var tillige en af de i Skjæve Sogn myrdede, Lars Pedersen Barkholdt, tiltalt som Medskyldig i Tyveriet, men ved samme Rets Dom frikjendt, dog kun for Actors videre Tiltale.)

Kommisionen begyndte nu sit arbejde, og den 28. februar 1842 kunne Fædrelandet citere Aalborg Avis for følgende (uddrag):

Efter hvad der erfares, har nu den kongelige Commission paa Boergaard actioneret over 60 Forbrydere i Dronninglund Herred, der alle have tilstaaet at have begaaet større eller mindre Forbrydelser, saasom: Mord, Vold, Voldtægt, Pæderasti, Barnefødsel i Dølgssmaal, Forsterets Fordrivelse, qvalificerede og simple Tyverier, samt Hæleri m. Fl. Det synes saaledes, at Herredet vistnok med god Grund i sin Tid besværede sig over et retløs og usikker Tilstand, ligesom man nu med Ængstelighed og Frygt imødeseer Tiden, da Commissionen forlader Herredet, naar ikke - som man dog med Vished haaber - vor allernaadigste konge til den Tid træffer saadanne Foranstaltninger, at den personlige og Eiendomssikkerheden hersteds kan vorde betrygget i Fremtiden.

Den 9. juni 1842 citeredes igen Aalborg Avis i Fædrelandet. Den antyder at tyverierne slet ikke var ophørt:

Aalborg, d. 4. Juni. Fra en agtet Eiendomsbesidder i Dronninglund Herred er os tilstillet Følgende, der vist er berettiget til at henlede Opmærksomheden paa sig: "Neppe har den kongel. Commission forladt vor Nærhed, før vi atter paany omgives af Tyve, og er saaledes i den Deel af Dronninglund By, som kaldes Bolle-Fjerding, i Løbet af nogle Dage foretaget et Indbrud hos en Gaardmand og bortstjaalet en Tønde Byg, ligesom man om Natten har høstet og bortført den grønne Rug paa Dronninggaards Mark. Ikke uden den største Ængstelse imødeseer man her de mørke og lange Efteraarsnætter, da Tyverierr og Voldsgerninger, ligesom i de senere Aar, paany ville høre til Dagens Orden, og neppe tør vi tænke os den Tid, naar de utallige, nu af den kongl. Commission opdagede og tiltalte Forbrydere igjen vende tilbage til os efter udstaaet Straf; thi disse, da som Forbrydere stemplede, Mennesker, der ved deres Hjemkomst intet ærligt Erhverv have, ville og maae jo næsten nødes til - naar Frygten ikke afholder dem - paany at gribe til den vante Haandtering, og hvilken er og vil da navnligen Dronninglunds Sogns Skjæbne blive, i hvilket der alene af ommeldte Commission skal være tiltalt circa 100 Individer, hvoraf over den halve Deel i Tiden igjen er løsladt og gaaer - som det hedder - indtil den endelig Dom under Polititets Opsigt iblandt os; sandelig kun den, der ikke har Liv og Eiendele af Værdi at tabe, kan uden den største Frygt tænke paa en saadan Tilstand. Indsenderen af disse Linier og med ham vistnok enhver tænkende Beboer af Dronninglund Sogn formener: at naar Sognet ikke snarig faaer en egen og dertil begavet Justitsembedsmand, der idetmindste i nogle Aar ganske kan consternere Forbryderne, da vil den Tid ikke være langt borte, at de Retfærdige i Sognet maae vige Pladsen for de Uretfærdige, og til liden Nytte vil da vor gode Konges Omsorg for os - idet han forordnede hin saa duelige Commission - blive, naar den almindelige Sikkerhed for Person og Eiendom ikke bliver garanteret ved yderligere Foranstaltninger. (Aalb. A.).

Kjøbenhavnsposten kunne den 15. juni 1842 berolige med at sagerne blev opklaret hurtigt og ikke var noget særligt, men konstaterede at frygten og beboernes bekymring ikke var faldet ganske til ro. 

I Stokhusets slaveprotokol 1844-57 findes 19 af 72 vendelboere, der ved kommissionsdommen i 1843 blev idømt lange fængselsstraffe. Fem sad på livstid, en fik 16 år, to fik 12 år, tre fik 10 år, og de resterende fik mellem 6 og 8 år. 9 af de 19 blev med det samme sendt til Rendsburg 1 til Kronborg som fæstningsslaver. Efter en tid i Rendsburg, vendte de tilbage til Stokhuset i årene 1848-51. 

Af de særligt hårdt straffe i den omfattende retssag kan bl.a. nævnes Erik Svamp, livstidsstraf. Undveg fra Rendsburg 1848, men pågrebet og sendt til Stokhuset. Døde under koleraepidemien 1853. Christian Kæret, livstidsstraf. Stokhuset. Var sammen med Simon Bolle. Christian Milholtsled, livstid. Stokhuset. Niels Peter Gravensten. Bl.a. dømt for at have brudt ind i Voer kirke og stjålet 2 Rd. fra fattigblokken. Christen Knar og Rasmus Knar. Udver Svamp døde 2 andre Stokhusfanger under deres fængselsophold, og da det blev nedlagt i 1860, var der endnu 4 af de 19 tilbage, den ældste 71 år gammel.

Nogle af de arresterede stak under retssagen af, ifølge Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 3. august 1842:

For Paagribelsen af 3 fra Arresterne i Slotsgaarden i Aalborg undvegne Forbrydere: Erik Svamp, Simon Bolle og Jens Harboøre, er udsat en belønning af 10 () pr. st.

Og året efter stak Simon Bolle igen af, se Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 21. november 1843:

Hjørring, d. 7de Novbr. I Natten til afvigte Tirsdag fandt de af de Dronninglundske Tyverier noksom bekjendte Forbrydere, Rasmus Knar og Simon Bolle Leilighed til at undvige fra Arresten, hvor de havde arbeidet sig ud igiennem Vinduesstængerne. Rasmus Knars Broder Peter var under sin Bestræbelse for at søge det Frie ikke saa heldig, da Jernstængerne ikke vilde slippe ham indtil Fangevogteren befriede ham fra det Slags Fangenskab. Ved Herredsfogdens, Justitsraad Koefoeds Foranstaltning blev imidlertid hurtigt sat efter de Undvegne, der formodedes at have taget Coursen til gamle Bekjendte i Venneberg, hos hvilke de ogsaa vare ifærd med at gjøre deres Bekjendtskab paa en vel indtrængende Maade gieldende da de attraperedes og førtes tilbage til Arresten her i Byen. (Ah. Av.)

Selv efter at Simon Bolle var sendt til Rendsborg stak han af, se Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 1. august 1845:

Stikbrev. 

Da Fæstningsslaverne Johannes Pedersen og Simon Andreas Christensen eller Simon Bolle igaar Aftes ere undvegne fra Fæstningsarbeidet, saa anmodes samtlige Øvrigheder om at ville vigilere paa disse forbrydere og paagribe dem hvor de maatte antræffes.

Førstnævnte er født i Matterup Mølle i Skanderborg Amt, er 41 Aar gammel, 64½ Tommer høi, har lyst Haar og Skjæg, og blaae Øine, han taler Tydsk og Dansk.

Sidstnævnte er fra Landsbyen Bolle i Dronninglund Herred, er 25 Aar gammel, har mørkladent Haar, rødligt Skjæg, blaae Øine og et Ar paa det høire Laar og den ene Skulder.

Deres skjorter ere mærkede R. S., men iøvrigt vides ikke i hvilke Klædningsstykker de ere undvegne. 

Commandantskabet for Fæstningen Rendsborg, den 29de Juli 1845.

Kommandantskabet kunne den 18. september 1845 meddele at Simon Bolle var pågrebet, men ikke Johannes Petersen. Herefter var der nogenlunde stille om sagen indtil kommissionsdommen i 1843 (se indledningsvis). 

Aaret 1841. (Efterskrift til Politivennen)

Atter er et Aar afsluttet; et Aar om hvilket der desværre maa siges, at det i Danmarks Historie ikke vil erholde andet end Trivialitetens; et Aar, der hverken fra Folkets eller Regeringens Side er betegnet ved nogen eneste mærkværdig Handling, som kan gjøre Krav paa at have historisk Betydning. - Hvor ere de folkelige Forhaabninger, som, smaa og ringe i Sammenligning med deres henved tretten Maaneders ældre Forgængere, endnu ved det forløbne Aars Begyndelse snege sig frem i al Beskedenhed, da det paa Nytaarsdagen blev tilkjendegivet, at alle Folkets "billige Ønsker" skulde blive opfyldte i 1841? - Terminen er nu udløben, men hvor ere Beviserne for hine bly Forhaabningers Opfyldelse? - Landcommunalanordningen er den eneste betydelige Lov, der i 1841 er udgaaet fra Christian den 8des Regering i Overeensstemmelse med Stændernes folkelige Ønsker og Andragender. Hvor ere alle de øvrige billige Ønskers Opfyldelse bleven af? Hvad er der iøvrigt skeet til at fremme Almeenvellet; hvilke betydningsfulde Foranstaltninger ere iværksatte til at fremskynde og lede Samfundsforholdenes Udvikling eller betrygge Statens Bestaaen; hvad er der gjort i 1841 for at føre det danske Folk Tidens Oplysning imøde? - Vi vide vel, at det vil være den servile Presse let at besvare disse Spørgsmaal tilfredsstillende, og den vil vist heller ikke mangle i det nye Aar at istemme de vanlige Lovtaler over Regeringens ophøiede Viisdom, landsfaderlige Kjærlighed, Retfærdighed og overmaade store Naade i det forløbne Aar, og heller ikke vi skulle undlade at komme tilbage til de dermed forbundne Kjendsgerninger, hvis rene og simple Belysning maa være nok for den, der vil "Sandheden og Sandheden alene". - Men et Spørgsmaal ville vi endnu fremstille paa Aarets første Dag og det er, om der i 1841 fra den danske Regerings Side er udrettet Alt det, som et Folk i vor Tid og under vore Forholde turde have ventet af en kraftfuld, oplyst og folkelig Regjering, om ingen retfærdige Fordringer ere blevne uopfyldte, om ikke noget stort og ædelt, for Nutid og Eftertid heldbringende Værk er blevet forsømt og tilsidesat af Ængstelighed, Tvivlraadighed eller uværdige Hensyn? - Enhver tænkende Medborger vil snart være enig med sig selv om et Svar derpaa, men den ubestikkelige Historie vil engang, naar den hurtig henilende Tid har omskiftet Mennesker og Forholde, uden at Sminke eller Tilbageholdenhed, høit og tydelig gjengive det Svar, som den sande Fædrelands- og Menneskeven nu maa give sig selv i sit Indre paa hine Spørgsmaal.

(Kjøbenhavnsposten  den 1. januar 1842)

Jule- og Nytaarsbazaren. (Efterskrift til Politivennen)

- Imorgen Kl. 10 Formiddag aabner Industriforeningen i Gothersgadens Brøndsal (Indgangen nærmest Excercerhuset) den Jule- og Nytaars-Bazar , som vi tidligere have omtalt i dette Blad. Den Tanke, at oprette en saadan foreløbig Bazar paa den Aarstid, da gammel Vedtægt medfører, at en forholdsvis overordenlig stor Mængde især af visse Slags Varer finde Afsætning , for saaledes at give saavel Publikum som de eventuelle Entrepreneurer af den paatænkte vedvarende Bazar Sands og Interesse for Gjenstanden, saa vel som for i visse Henseender at samle nogle foreløbige Erfaringer, er vistnok meget heldig, og man maa høiligen beklage, at den er opstaaet saa sildigt, at Committeen trods den største og mest vedholdende Anstrengelse ikke har kunnet blive færdig saa tidligt, som den ønskede, og at derfor Isenkræmmernes Udstillinger af mest udenlandske Industriproducter ere blevne aabnede tidligere end denne Udstilling, der ligeover for hine optræder som Repræsentant for den indenlandske Industri. Ved at sammenligne dem indbyrdes, vil det vistnok vise sig, at man i Bazaren vil savne adskillige Gjenstande, som man endnu ikke har lært at gjøre hertillands saa smukke og saa billige som i Udlandet, eller som formedelst tilfældige Aarsager ikke ere blevne indsendte til den, men paa den anden Side vil man her faae at see en saadan Masse af de mest forskjelligartede Gjenstande udførte saa godt, som man vel kan have seet dem paa de ugenlige Industriudstillinger, men som man skælden seer dem i Boutikerne, og saa billigt, som man overhovedet kan faae dem, at det vil være lettere at gjøre et almindeligt Udvalg, naar man har i Sinde at kjøbe en Julegave, men ikke er enig med sig selv om, hvad man skal vælge. Det talrige Besøg, som har fundet Sted ved de tidligere Industriudstillinger, borger os for, at Bazaren ogsaa vil tælle mange Gjæster, saa meget mere, som Totalindtrykket af Bazaren vil være uden al Sammenligning smukkere, især om Aftenen, dels paa Grund af Localets Beskaffenhed, som tillader med eet Blik at overskue det hele, imedens Varerne ved de egenlige Udstillinger have været fordelte i flere store og mindre Sale, dels ogsaa formedelst det Liv, som hele Udsalget bringer med sig. Adgangen til Bazaren, som er aaben indtil videre hver Dag fra Kl. 10 Formiddag til Kl. 10 Aften, koster 1 Mk. for Personen, men deraf godtgjøres 8 sk, naar man kjøber en eller anden Gjenstand Bazaren. Dels for at skaffe en behageligere Temperatur tilveie, dels ogsaa for at fordrive den baade for de Besøgende og for adskillige Slags Varer saa ubehagelige Fugtighed, bliver Localet opvarmet hele Døgnet igjennem.

(Fædrelandet 17. december 1841).

- Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Møde den 9de Decb. 1841. Under 9de April f. A. blev der allernaadigst tilstaaet den Mercantile Industriforening Privilegium paa at oprettede en Bazar her i Staden til Forhandling af alle Arter indenlandske Industrifrembringelfer, med Fritagelse for at svare Næringsskat i et Aar fra dens Aabning, samt Fritagelsen for Brugen af stemplet Papir, ved alle i Anledning af Bazaren og den dermed i Forbindelse satte Creditkasse for Haandværkere foretagende Transactioner. Vanskeligheden i at finde et passende Locale, og de Forhandlinger, som kort efter Privilegiets Meddelelse indlededes imellem den Mercantile Industriforening og et andet Selskab med samme Hovedøiemed, nemlig Industriforeningen, og som fra Begyndelsen af dette Aar have ledet til en Sammensmeltning af begge Selskaber under Navn af "Industriforeningen", have foraarsaget, at Privilegiet hidtil ikke er blevet benyttet. Bestyrelsen for det sidstnævnte Selskab har nu søgt at fremme denne Sag dels ved at beslutte sig til i denne Maaned at aabne en Prøvebazar, dels ved, da der var opstaaet nogen Tvivl om, hvorvidt det ovennævnte Privilegium kan benyttes af det forenede Selskab, under 15de f. M. at ansøge Hs. Maj. Kongen om, at Privilegiet i et og alt maa overdrages til Industriforeningen. Under 14de f. M. har derhos Bestyrelsen for Haandværkerforeningen og samtlige Oldermand for Laugene her i Staden allerunderdanigst andraget paa, at nogle nærmere Bestemmelser maae vorde fastsatte med Hensyn til den Tilladelse til at oprette en Bazar, som er given den rnercantile Industriforening. Det anføres i dette Andragende, at Oprettelsen af en Bazar mulig er bleven Kongen forestillet som et almindeligt Ønske af hele Haandvarksstanden, men at dette ingenlunde er Tilfældet, da kun nogle faa Haandværksmestere have været vidende om, at nogle Mand udenfor Haandværkstanden af Iver for Industriens Fremme have søgt om Tilladelse til Oprettelsen. De Udtryk, hvori Tilladelsen er meddelt, kunne efter Andragernes Formening letteligen blive fortolkede derhen, at der under Navnet Bazar kunde oprettes en stor Boutiqve, hvorfra man ansaae sig berettiget til at forhandle alle mulige Haandværksarbeider, saavel fra hele Danmark som fra Hertugdømmerne, men i saa Fald vil Kjøbenhavns Haandværksstand see sin fuldkomne Ruin imøde, da det vil være umuligt for den at udholde Concurrencen med Kjøbstædernes og Landsbyernes Haandværkere, eftersom baade Levnetsmidler og Huusleilighed, Folkeløn og alle Fornødenheder ere langt dyrere her i Staden end andetsteds i Riget - og Haandværkerne ville med Hensyn til Afsætningen og Fortjenesten paa deres Arbeider blive aldeles afhængige af de Mænd, ved hvis Penge Bazaren oprettes. Som Følge heraf og overbeviste om, at det ikke er HS. Majestæts Villie, at en saa pludselig Omvæltning af de hidtil bestaaende borgerligt Forhold skal iværksættes, og at Kjøbstædernes og Landsbyernes Haandværkere skulle ophjelpes paa de kjøbenhavnske Haandværkeres Bekostning, ansøge disse om, at den den Mercantile Industriforening givne Tilladelse til at oprette en Bazar og til deri at udsælge alle Arter indenlandske Industrifrembringelser maa gives en nærmere Fortolkning, navnlig at der derfra kun maa falholdes sjeldne og ualmindelige Konstflidsfrembringelser eller saadanne Arbeider, som hidtil ikke ere blevne forfærdigede her i Landet, men at derimod ingen af de Haandværksarbeider, paa hvis Forfærdigelse Kjøbenhavns Haandværkere ere meddelte Borgerskab, maae være Gjenstand for Forhandling i den paatænkte Bazar, uden forsaavidt de ere forfærdigede af Haandværkere og Fabrikanter, der i den ene Egenskab, nemlig som Fabrikanter, have vundet Borgerskab i Kjøbenhavn og i den anden Egenskab, nemlig som Haandværkere, have vundet baade Borger- cg Mesterret ligeledes i Kjøbenhavn. Begge de heromhandlede Ansøgninger ere af det kgl. Generaltoldkammer og Commercecollegium blevne sendte til det kgl. danske Cancellies Betænkning, og sidstnævnte Collegium har igjen forlangt Magistratens og Borgerrepræsentanternes Yttringer i denne Anledning meddelte, med Tilføiende allerede at have tilskrevet Generaltoldkammeret, at der ikke findes nogen Betænkelighed ved, at den den Mercantile Industriforening forundte Tilladelse meddeles Industriforeningen med Hensyn til den Prøvebazar, som den ønsker at aabne i denne Maaned. Efterat Sagen saaledes har været forhandlet i Repræsentantforsamlingen, er derom afgaaet følgende Skrivelse til Magistraten: "Ved Tilbagesende!sen af den Repræsentantskabet under 3die d. M. tilstillede Gjenpart af en Ansøgning fra Industriforeningen her i Staden om at overdrages den Tilladelse til Oprettelsen af en Bazar, som ved allerh. Resolution af 9de April f. A. blev meddelt den rnercantile Industriforening, undlade vi ikke at yttre, at der efter vor Formening intet kan vare til Hinder for det Ansøgtes Bevilligelse. Vi finde derhos ingen Anledning til at anbefale det i Forbindelse med fornævnte Ansøgning og i Gjenpart tilstillede og herved tilbagefølgende Andragende fra Haandværkerforeningen og samtlige Oldermand for Haandværkslaugene her i Staden, om at nogle nærmere Bestemmelser maae blive fastsatte med Hensyn til den Tilladelse til at oprette en Bazar, som er given den mercantile Industriforening. Dette Andragende gaaer nemlig ud fra den urigtige Forudsætning, at det i Almindelighed skulde være forbudet til Kjøbenhavn at indføre og der at falholde Haandværksarbeider eller andre Industrifrembringelser, tilvirkede udenfor Kjøbenhavn. Men da det allerede ifølge den bestaaende Lovgivning er de Handlende i Hovedstaden tilladt at forskaffe sig de Haandværks- og Industrivarer, som de ere berettigede til at falholde, ved at forskrive disse fra de til deres Forfærdigelse berettigede Handværkere i Rigets andre Kjøbstæder og privilegerede Fabrikanter baade i Kjøbstæderne og paa Landet, samt fra Hertugdømmerne og imod fornøden Toldberigtigelse fra Udlandet , og da de privilegerede Fabrikanter paa Landet i Nærheden af Kjøbenhavn ligeledes ere berettigede til her i Staden at have Udsalgssted for deres Fabricater, skjønnes det ikke, at Haandværkslaugene her i Staden kunne have nogen Grund til at modsatte sig Oprettelsen af en Bazar, fordi det ogsaa tillades Haandværkerne i Kjøbstæderne og privilegerede Fabrikanter at benytte den. Bazaren vil i det Væsenlige ikke faae større Rettigheder, end andre til Handel med Haandværks- og Industrifrembringelser berettigede Handlende her i Staden, og kun derved adskille sig fra disses Udsalgssteder ved der i den vil kunne paa eet Sted findes Varer, som man ellers maa søge hos forskjellige Handlende. Oprettelsen af en Bazar, endogsaa i den hele Udstrækning, som er hjemlet ved den den mercantile Industriforening i sin Tid meddelte Tilladelse, synes desuden ikke at kunne andet, end have gavnlige Virkninger for Haandværkerne her i Staden, da der ligefuldt derved aabnes dem en udvidet Leilighed til at faae deres Arbeider stillede til Skue og afsætte, og de vistnok baade paa Grund af deres Arbejders større Fuldkommenhed og fordi de ere frie for Transportomkostninger, ville være i Stand til at drage langt større Nytte af Bazaren, end Haandværkerne og Fabrikanterne udenfor Kjøbenhavn. Hvis endelig Haandværkerne her i Staden skulde nære nogen Frygt for, at enten Landsbyhaandværkere eller Personer i og udenfor Kjøbenhavn, der ere uberettigede til at forfærdige Haandværksarbeider, skulde igjennem Bazaren finde Lejlighed til at afsætte deres Arbeider her i Staden, da maa en saadan Frygt ansees for ugrundet, thi Lovgivningen forbyder under Straf saadant uberettiget Næringsbrug, og det er derfor en Selvfølge, at det ikke kan blive lovligt derved, at det tillades i Bazaren at falholde alle indenlandske Industriftembringelser, om end ikke nogen udtrykkelig Bestemmelse derom skulde være bleven tilføjet ved Tilladelsens Meddelelse. Ligesom det ikke er at antage, at Bazarens Bestyrelse vil i denne Henseende give nogen Anledning til Klage, saaledes vil Haandværksstanden ogsaa kunne sikkre sig imod saadanne Indgreb i dens Rettigheder ved de Midler, som i Følge Lovgivningen ellers staae til dens Raadighed. Ovenstaaende Erklæring afgiver Repræsentantskabet med 25 Stemmer imod 1.

(Fædrelandet 18. december 1841. Uddrag).

- Bazaren, som for Tiden er det Sted. der udover mest Tiltrækningskraft paa det kjøbenhavnske Publikum, skylder, næstefter den merkantile Industriforenings Virksomhed, en kgl. Resolution af 9de April 1840 sin Existents. En kgl. Resolution vilde imidlertid ikke have været tilstrækkelig til frivillig at paabegynde et saa vidtløftigt og bekosteligt Foretagende, selv om det ikke havde den Omstændighed imod sig, at det var noget Nyt hertillands, og det varede derfor meget længe, inden Bazaren kom istand. I denne Mellemtid forenede det fornævnte Selskab sig med Industriforeningen, og antog dennes Navn, og man ansaae det derfor fornødent at erholde Approbation paa, at den det gamle Selskab meddeelte Tilladelse ogsaa maatte gjælde for den nye Forening. Omtrent samtidigt dermed reiste Bestyrelsen af Haandværkerforeningen sig i Forbindelse med samtlige Oldermand for Laugene her i Staden og androge paa, at nogle nærmere Bestemmelser maatte være fastsatte med Hensyn til den Tilladelse til at oprette en Bazar, som er given den mercantile Industriforening. Det anførtes nemlig, at Oprettelsen af en Bazar muligt er bleven forestillet Kongen som et almindeligt Ønske af hele Haandværksstanden, men at dette ingenlunde er Tilfældet, idet det kun er nogle faa Haandværksmestere, der have været vidende om, at nogle Mand udenfor Haandværksstanden af Iver for Industriens Fremme have ansøgt om Tilladelse til Oprettelsen. Tilladelsen kunde letteligt blive fortolket som om der kunde oprettes en stor Boutique, hvorfra alle mulige Haandværksarbeider fra hele Landet kunde forhandles, hvorved Kjøbenhavns Haandværksstand gik sin Ruin imøde, fordi de ikke kunde udholde Concurrencen, og at Haandværkerne bleve altfor afhængige af de Mand, for hvis Penge Bazaren oprettedes. De androge derfor om, at Tilladelsen maatte gives en nærmere Fortolkning, navnligen at derfra kun maa falholdes sjeldne og ualmindelige Konstflidsfrembringelser eller saadanne Arbeider, som hidtil ikke ere blevne forfærdigede her i Landet, men at derimod ingen af de Haandværksarbeider, paa hvis Forfærdigelse Kjøbenhavns Haandværkere ere meddeelte Borgerret, maae være Gjenstand for Forhandling i den paatænkte Bazar, uden forsaavidt de ere forfærdigede af Haandværkere og Fabrikantere i Kjøbenhavn. Da dette Andragende kom til Borgerrepræsentanterne, for at erholde deres Betænkning derover, vare disse af en aldeles modsat Mening af Haandværksforeningen. Det bemærkes, at dennes Andragende gaaer ud fra den urigtige Forudsætning, at det i Almindelighed skulde være forbudet til Kjøbenhavn at indføre og der at falholde Haandværksarbeider eller andre Industrifrembringelser, tilvirkede udenfor Kjøbenhavn. Men da dette ifølge den bestaaende Lovgivning er tilladt, forudsat at Arbejderne ere forfærdigede af dertil berettigede Haandværkere eller af de privilegerede Fabrikanter paa Landet i Nærheden af Kjøbenhavn, saa have Haandværkerne ingen Grund til Klage over Oprettelsen af en Bazar. Da Bazaren derhos ikke vil faae større Rettigheder end andre til Handel med Haandværks- og Industrifrembringelser berettigede Handlende her i Etaten, kan en Bazar kun have gavnlige Virkninger for Haandværksstanden i Kjøbenhavn, der altid har det Forspring for Haandværkere udenfor Hovedstaden, at de ere frie for de Transportomkostninger, som disse maae bare for at faae deres Varer udstillede. At Uberettigede skulde sende Arbeider til Bazaren, forhindres ved den bestaaende Lovgivning, som Haandværkerne kunne betjene sig af til deres Rettigheders Beskyttelse. Da Borgerrepræsentanterne saaledes havde med 25 Stemmer imod 1 erklæret sig imod Haandværksforeningens Andragende, indsaae denne vel, at der ad denne Vei intet Resultat var at erholde i dens formeentlige Faveur, og den har derfor valgt den fornuftigere cg hensigtsmæssigere Vei at underkaste Sagen en fuldstændig Discussion, i hvilken Anledning der igaar Aftes har været afholdt en Generalforsamling industriforeningen, hvor ogsaa Haandværkerforeningen var indbuden til al uddebattere Sagen. Under disse Debatter, om og hvorvidt Bazaren vil ruinere eller netop ophjelpe Haandværksstanden i Kjøbenhavn, har den faaet den offenlige Mening for sig. - I den smuk, oplyste Brøndsal ere omtrent 30 Næringsdrivendes Udsalgssteder arrangerede med megen Smag og Orden, og et overordenligt talrigt Publikum strømmer hele Dagen, men i Særdeleshed om Aftenen, til for at see de smukt udstillede Varer, der ved deres idelige Afvexling give et godt Beviis paa. at Afsætningen er god. Det er en Selvfølge, at man ikke bør bedømme Freqventsen i den vordende Bazar efter den Tilstrømning, som Prøvebazaren har i denne til de der udstillede Varers Afsætning allermest belejlige Tid; men naar engang en Bazar har vundet den offenlige Mening for sig, - og det antage vi allerede at være skeet - saa vil det neppe mangle, at de i samme Interesserede ville høste rigelige Frugter af en Indretning, der ikke mindre er i det producerende end i det consumerende Publikums Interesse. Vi skulle ikke her forsøge at fremhæve, hvilke Udsalgssteder der tage sig bedst ud eller ere bedst forsynede og smagfuldest arrangerede - thi Alt er saa smukt og tilfredsstillende, at det intet lader tilbage at ønske, naar man tager Forholdene og den korte Tid til Arrangementet i Betragtning. Vi skulle kun ønske, at den Modstand, der har viist sig imod en saa gavnlig Indretning, maa tabe sig, og at Erfaringen snart maa lære, at de indgroede Fordomme her Intet have at støtte sig til, fra hvilken Side man end betragter dem.

(Kjøbenhavnsposten 22. december 1841)

Toldbodbommen. (Efterskrift til Politivennen)

Der har oftere gjennem Pressen været ført Anke over, at Toldboden var afspærret om Natten, saa at Ingen kunde komḿe ombord i deres Fartøier, selv om det maatte gjelde disses Conservation og Redning fra Undergang. Det er gaaet med dette Afspærringssystem som det saa ofte gaaer, at man først har kastet Brønden til, naaer Barnet var druknet. Bladene have nylig omtalt en fisker fra Humlebek, der i en stormfuld Nat henvendte sig til Toldbodsvagten med en Anmodning om, at maatte blive tilstedet Adgang til sin ved Toldboden liggende Baad, der var hele hans Eiendom, og hvorved han ernærede sin Familie. Underofficeren, til hvem han henvendte sig, afslog ikke alene denne Begjæring, men negtede ham endog at faae den vagthavende Officer i Tale. Da Fiskeren ifølge dette uimodstaaelige Magtsprog var bleven bortviist og atter indfandt sig om Morgenen ved Toldboden, var Baaden sunken og hans Erhvervskilde saaledes stoppet. Ifølge det saaledes passerede har Krigsforhør været optaget, hvis Resultat er, at Underofficieren blev tilkjendt en arbitrair Straf af 10 Dages Fængsel, og den Bestemmelse fastsat, at Afspærringssystemet forsaavidt er opgivet, at der nu kan tilstedes Vedkommende Adgang til Toldboden om Natten, naar Omstændigheden synes at godtgjøre Nødvendigheden heraf til vigtige Øiemeds Opnaaelse og navnligen under saadanne Forhold som i det ovenanførte Tilfælde.

(Kjøbenhavnsposten, 4. december 1841)