Dampskibet "Harlequin". (Efterskrift til Politivennen)

Dampskibet "Harlequins" Lystfart den 12te til Løgstør havde udbredt det muntreste Liv over Fjord, By og Omegn, hvor Dampskibs-Themaet fortiden beskæftiger Opmærksomheden, hedder det i "Aalb. Av.": Med 200 Passagerer ombord, under Kanonsalutter fra Skib og Land, klingrende Musik ombord og den talrige Tilskuermængdes Hurraraab og ledsagende Hilsener forlod Dampskibet om Morgenen Kl. 7 Havnen og bevægede sig ud af Fjorden til Løgstør, som man, paa Grund af den stærke Blæst og Strøm først naaede KI. 12 og hvor den uvante Dampsøile modtoges med Kanonsalut og vedvarende Hurraraab. Ligesom Seiiadsen paa Fjorden frembyder flere ret smukke partier, saaledes var det ogsaa interessant at see de mange nysgjerrige Grupper, der paa begge Fjordbredder dannede sig og i Baade flokkedes nær og fjern sra kor at tage det nye skuespil i Øiesyn. Løgstør, hvorhen Folk rundt om fra Egnen, ved et Extrablad til Avisen i Fredags underrettedes om Dampskibets Komme, vare hidstrømmede, var ved Dampskibets Ankomst overfyldt med Giæster, der gave den lille venlige By et muntert, broget Syn. Kl. 4 3/4 begav man sig atter paa Retouren der var begunstiget af det skjønneste Veir, og paa hvilken den ved Sang og Dands og den oprømte Stemning vedligeholdte Munterhed kun afbrødes ved en ubehagelig Begivenhed, der indtraf ud for Nibe, idet en af de mange Baade, der paa hele Retouren ligesom besaaede Fjorden - og hvoraf mange i deres Tilnærmelser iagttoge den største Uforsigtighed og foranledigede flere Standsninger i Dampskibets Fart - kom, uagtet man ved Signal havde varslet den, for tæt ind under Forstavnen og øieblikkelig seiledes isænk med de i Baaden værende 5 Personer: 2 Karle, 2 Piger og 1 Dreng. Lykkeligviis var den ene af Baadens Passagerer (Skytten fra Lundbæk) saa heldig at redde sig og den ene Pige, ligesom ogsaa den anden Pige, skjøndt i en forslaaet Tilstand frelstes ved den fra Dampskibet udsendte Baad og de 2 andre Passagerer reddedes fra selve Dampskibet, hvis Anker de havde omklamret og derved søgt øieblikkelig Frelse. Fra flere Puncter i Fjorden havde man forøvrigt ved Signal-Salut Hurraraab tilljendegivet sin Glæde over at see et Dampskib paa disse Farvande. Paa den lille Ø Egholm havde en Bonde heist det brittiske Flag, ledsaget af Salutskud, der fra Dampskibet besvaredes med tredobbelt Hurraraab. Henimod Kl. 9 ankom Dampskibet atter hertil og modtoges af en umaadelig Menneskemængde med levende Velkomsthilsener. Deeltagerne forlode Dampskibet med den ved Fartens Behageligheder følte almindelige Tilfredsstillelse og det af Enhver deelte Ønske, at snart en Dampsøile "ei blot til Lyst" maa bebude sin stadige Nærværelse paa vor skjønne Liimsjord. - Kl. 2 afgik Dampskibet atter til Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juni 1842).

"Harlequin" kom bl.a. også til Roskilde, som det fremgår af Roeskilde Avis og Avertissementstidende 20. august 1844.

Roeskilde, d. 27 Aug. Saa have vi da atter seet Issefjords Vande pidskes af en sprudende Drage, dog det var ikke hiint glubende Uhyre, hiin Mørkhedens Aand, som for Aarhundreder siden fordrede Menneskeliv som Told af de forbiseilende Skibe, og bortskræmmedes af Pave Lucii Billede, men en fredelig Elementernes Bekæmper, en Datter af Kunsten og Kulturens lyse Aand, hvis Ankomst bebuder de vaagnende Roskildensere en ny Epoche.

Sidstafvigte i Løverdag lod nemlig "Harlequin" den dampende Søile første Gang bølge sig mellem Roskildefjordens Bredder, satte allerede tidlig paa Eftermiddagen alle Seeredskaber i Virksomhed, og hilsedes af de Omboende med Jubel og Salutskud. Paa vor Skibsbro havde samlet sig en betydelig Menneskemasse fra Byen og Omegn, der i flere Timer med spændt Opmærksomhed søgte at opdage Dampskibet, der endelig lod sig melde ved den opstigende Røg, og ved Mørkets Anbrud forkyndte sin Nærmelse ved Raketter og Kanonskud. Omtrent Kl. 9 løb det op til Broen, hilset af 9 Kanonskud, og følgende Velkomstsang af Roskilde Borgere efter en af Organist Hansen componeret Melodi:

Velkommen, dampende Snække -
Du første i Issefjord!
Velkommen, alle I kjække
Og bolde Brødre ombord!
Velkommen toner fra Bunden
Af Hroars Kildespring,
Det toner fra Herthalunden
Og Kysterne trindt omkring!

Og Spiret hilser fraoven
Fra Domkirkens høie Tag,
Det lyser Fred over Boven
Og over det Danske Flag.
Thi kaster kun rolig Anker
I Bugtens stille Sand,
Og stig med venlige Tanker,
O danske Brødre, iland!

Fra Dronning Margrethes Dage
Var Svækkerne her kun faae:
O, maatte du, rygende Drage,
Nyt Liv paa Issefjord spaae!
O maatte igjen du vække
Hvad her i Sekler sov.
Den gamle Flade bedække
Ret med en svømmende Skov!

Hurra for det Ny og Gamle,
Som rækker hinanden Haand!
For Alt, som monne os samle
Til levende Folkeaand!
Hurra for Dampen paa Landet,
Som ti Miil gjør til to !
Hurra for Dampen paa Vandet
Som bygger en Verdensbro ! ! !

Denne Sang, der vistnok vilde være bleven bedre udført, hvis Dampskibet var kommen til den antydede Tid ved høilys Dag, eller hvis passende Belysning havde været tilvejebragt, sluttedes med et levende Hurra, hvorpaa Massen strømmede op paa det uvante Skib, for at tage det i Øiesyn. Kun faae Passagerer medfulgte hertil. Mange vare afskrækkede ved det daarlige Veir, hvormed Dagen begyndte, og de fleste Medrejsende aftraadte ved Anløbsstederne.

Den næste Dag gjorde Dampskibet med gunstigt Veir en Lysttour til Frederiksværk. Under Kanontorden stødte det fra Land med over 100 Passagerer, der i hastig Fart nøde det dejlige Skue af Fjordens mange skov- og engkrandsede Bugtninger. - Flere Steder hilsedes de ved Flagning og Salutstud.

Hjemreisen gik ei saa heldig som Udrejsen, idet Capitainens egensindige Opposition mod Lodsen bragte Skibet paa Grund i den smalle Rende ved Østskov. Han erklærede sig selv skyldig, og bød de Passagerer, der strax ønskede al reise hjem, at tage Befordring paa hans Regning, hvilken Opfordring efterfulgtes af de Fleste, der over Land ankom hertil Kl. 2 om Natten.

Skibet stødte paa Grund omtrent Kl. 3, og kom løs igjen ved Hjælp af een Baad Kl. 11. Menneskemassen, som havde samlet sig paa Broen, for at modtage det, adskiltes endelig af Mørket, Regnen og Rygtet om Skibets Uheld, der iagttoges ved Mørkets Anbrud. Skibet blev liggende for Anker om Natten, fortsatte Reisen om Morgenen, og ankom hertil Kl. 5 1/4, med de tilbageblevne Passagerer, hvorpaa det efter en Times Forløb under Kanonsalut og Hurraraab atter stødte fra Land og retournerede til Kjøbenhavn. Vi ville haabe, at hiint Uheld, der iøvrigt løb af uden videre Skade, ikke maa blive betragtet som et slet Varsel for Damskibsfarten, eller Skibsfarten overhovedet, paa vor Fjord; men at det i det Høieste maa virke hen til at formindske vedkommende Skibsføreres utidige Selvraadigded. "Harlequin", (der skal være det mindste af vore i Fart værende Dampskibe) stikker kun 5 Fod, og ved Havnecommissionens, fornemmelig dens virksomme Medlem, Malermester, Dannebrogsmand Ehlers Omsorg ere Grundene i vor Fjord saa vidt opmuddrede, at Skibe, der stikke over 10 Fod, kunne løbe op til vor Havn, og til sine Tider have vi ikke sjeldent glædet os ved Synet af saadanne. I den senere Tid blive de dog sjeldnere, og der er Tale om en yderligere Opmuddring paa et Par Fod. Dog det er ikke alene Indløbets Grundethed og Sneverhed, der forhindre Skibsfarten, ogsaa de mange Bugtninger gjøre den i høi Grad afhængig af Vind og Veir; et Dampskib, eller i del mindste en Dampbaad som de jydske, vil altsaa være af uberegnelig Nytte i vore Farvande; der har i længere Tid været Tale om Anskaffelsen af et Saadant; Communalbestyrelsen har, eller vil, som vi haabe, tage Sagen under snarlig Overvejelse, og den vil vistnok forstaae, at varetage det Almindeliges Fordeel, at see bort fra mulige privat-locale Interesser, og give Sagen den størstmulige Paaskyndelse! De uheldspaaende, som Mange sige, Jernbaner nærme sig med stærke Skridt, det maa være Roeskilde om at gjøre at hævde sin Existens, og dette vil ene kunne lade sig gjøre ved en samvirkende Forening af de dampende Kræfter paa Land og Vand.

Gid vi da snart maa gjensee støre Dampskibe, og gid snart Eet til Alles Nytte og Fornøielse maa vælge Issefjord til sin Station !

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende Tirsdagen 27. august 1844).

Af mangel på billeder af "Harlequin" her dampskibet "Horatio" ved Sankt Annæ Plads. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sommerfarten med "Harlequin" og senere dampskibet "Iris" blev en succes. "Harlequin" var bygget 1837 hos sibsbygmester Thomas Adamson, Dundee i Skotland. Det kunne sejle 10 knob. Rederiet Joh. Fr. Lund ejede "Harlequin" i 1842. Det blev 1845 solgt til Dampskibs Interessentskabet i Kjøbenhavn og omdøbt til "Sjælland", 1848 blev den købt af grosserer David S. Jacobsen, ombygget om omdøbt til "Victoria". Ved udbruddet af Treårskrigen lå det til reparation i Rostock, og måtte sniges ud af Tyskland til Danmark. Skibet blev formentlig lagt op i 1855. 

Limensgade Fabrik. Juni 1842. (3). (Efterskrift til Politivennen)

Limensgade-Selskabet.

Den 4de og 7de dennes afholdtes heri Staden en saakaldet Generalforsamling i Limensgade Selskabet ifølge derom forudgaaer Bekjendtgjørelse. Samtidig med den paa førstnævnte Dag indrykkede Bekjendtgjørelse læste man i Adresse-Avisen en Protest fra flere af de bornholmske Actionairer imod hiin Generalforsamlings Gyldighed til at tage nogen for Selskabet i Almindelighed indgribende Beslutning, idet de formene, at dets Generalforsamlinger ifølge Statuterne kun kan afholdes paa Bornholm. Det var naturligt, at en saadan Protest maatte føre Forsamlingens Opmærksomhed hen paa Spørgsmaalet om dens Gyldighed som Generalforsamling, og ihvorvel Pluraliteten udtalte sig herfor, saa skulle vi dog tillade os at yttre en modsat Mening.

Det er de for Selskabet for Tiden gjeldende Statuter, der hovedsageligen bør lægges til Grund for Spørgsmaalels Afgjørelse, og naar man af disse har villet udlede Forsamlingens Gyldighed, da kan saadant kun hidrøre fra en urigtig Fortolkning. - Det hedder nemlig i $ 12:

"Hvert Aar, den 24de Juni, holdes paa Bornholm, paa Fabriken eller i Nærheden af denne, en Generalforsamling af Actionairerne. Overordenlige Generalforsamlinger kunne sammenkaldes af den administrerende Directeur: enten efter egen Bestemmelse, eller efter Forlangende af Repræsentanterne, eller af saamange Actionairer, som repræsentere 60 Actier".

Hvad der herved er overladt Directeuren "efter egen Bestemmelse", er kun at afgjøre naar der ere saadanne Omstændigheder tilstede, at han finder det formodent at sammenkalde en Generalforsamling, men denne Bemyndigelse slutter sig saaledes til ens første Passus, ifølge hvilken Generalforsamlingen skal afholdes paa Bornholm, at den ikke med Gyldighed kan udøves udenfor den i første Passus anviste Grændse. Det er i Strid med alle Fortolkningsregler at ville sønderlemme §en saaledes, at dens forskjellige Passus skulde kunne anvendes hver for sig, uden at tage Hensyn til dens Forbindelse, og uden dette ville man aldrig komme til det Resultat, at der i den "Directeuren givne Bemyndigelse ogsaa skulde være nedlagt Valget af der Sled, hvor Forsamlingen skal afholdes. Bemeldte § stiller kun til hans Raadighed "efter egen Bestemmelse" at "sammenkalde" en Generalforsamling, men ingenlunde noget Valg af Stedet, der alene kan blive det §en umiddelbar forud og ubetinget anviser. Sammenholde vi hermed Statuternes § 17, hvorefter Selskabets Directeur, Repræsentanter og dets Protocol forudsættes ar være tilstede paa Generalforsamlingen, da kan det neppe fornufrigviis antages, at man ved Statuternes Affattelse har havt for Øie, at Generalforsamlinger kunne afholdes udenfor Bornholm, da Directeurens og Repræsentanternes Reise samt Protocollens Overførelse fra Bornholm til Kjøbenhavn eller er andet Sted er en Fremgangsmaade, der vilde medføre alt for megen Uleilighed til, at den ikke nærmere skulde være bleven omtalt hvis den var forudsat som mulig, og at der ved de forestrevne Regler for Generalforsamlingen tillige er tænkt paa de overordenlige Generalforsamlinger, viser tydelig § 19, hvor der tales om Generalforsamlingerne. Det er ogsaa imod Sagens Natur, at en saa udstrakt Bemyndigelse, som man har villet søge i Statuterne, skulde ved disses Antagelse være given Directeuren, da Selskabet derved vilde have betaget sig Magten til at modsætte sig ethvertsomhelst Foretagende af ham i denne Retning, hvorved de største Ulemper for Actionairerne kunne blive tænkelige i det Øieblik, man ikke kunde søge Garantien herimod i Directeurens Personlighed. Forsaavidt man har villet bygge Generalforsamlingens Gyldighed paa den Billighedsgrund, at Pluraliteten af Actionairerne er hjemmehørende herpaa Stedet, da behøver det formeentlig kun at bemærkes, at dette er en aldeles tilfældig Omstændighed, som ikke kan forandre Loven. Var det indtruffet, ar Størstedelen af Actierne vare gaaede f. Ex. til Wandsbeck, monne da de herværende Actionairer vilde synes godt om, ar der paa hiint fjerne Sted holdtes Generalforsamling og foreskreves os Love; og i samme Stilling maae vi retfærdigviis betragte Bornholmerne til os.

Alt hvad her er sagt med Hensyn til Stedet for Generalforsamlingens Afholdelse, maa ogsaa gjelde i de Tilfælde, hvor den sammenkaldes "efter Forlangende af Repræsentantskabet, eller af saamange Actionairer, som repræsentere 60 Actier".

Naar vi nu see, at Forsamlingen fra dette Standpunkt constituerer sig som gyldig Generalforsamling og saaledes søger at tiltage sig den høieste Magt i Selskabet for at kunne modarbeide Minoriteten, der vil forsvare sig i sine Rettigheder, da er der vist Føie til at spørge, hvorfra den har hentet sin Ret til dette Skridt? I Loven ligger den ikke, og ei heller vil den kunne være opstaaet af Hensyn til Selskabets Tarv; thi hvorledes skulde dette kunne fremmes, hvorledes skulde der kunne virkes til et fælles Øiemed af 2de Partier, der ved slige Foretagender endnu mere fjernes fra hinanden, saalænge det opstaaede Stridsspørgsmaal ikke er mindelig bilagt eller afgjort ved et Retsdekret. Gaaer den hele Attraa kun ud paa at vinde en Sejr, da kan det vel være temmelig ligegyldigt, at Forsamlingen har erklæret sig for gyldig, thi er den efter Staturerne ugyldig, saa vil dens egen Erklæring i saa Henseende ikke føre den synderligt videre; men det er ikke ligemeget om Forsamlingen ved nu at tage Beslutninger, som den sidenefter maatte blive kjendt uberettiget til, fører Selskabet sin Undergang nærmere imøde. Befandt den sig i sin lovlige Ret, da vilde den ikke behøve at udkjøbe de bornholmske Actionairer for at betage dem deres Indflydelse i Selskabet, men den kunde ligefrem foreskrive nye Love, som Minoriteten maatte underkaste sig. Den har vel ogsaa begyndt at foreskrive dem, men hvorvidt de ville blive respecterede paa vedkommende Steder, det vil Tiden vise. Som hertil henhørende maa navnlig bemærkes den ved den sidste Dags Forhandlinger tagne Bestutning, hvorved det blev overladt til Comiteen, der er nedsat til at forfatte et nyt Lovudkast, at decidere Udbetalingen af Selskabets Kasse. Skjøndt denne Bemyndigelse kun er given Comiteen med megen Indskrænkning, saa synes det tog at være en ganske egen Sag, at skride til Udbetaling netop i det Øieblik, da Selskabet trues med Opløsning og Tilintetgørelse, et Onde, hvorfra det først og fremmest burde befries, for der foretages noget i dets administrative Anliggender. Og hvortil fører iøvrigt denne Beslutning; thi Selskabets Kasserer vil vistnok, og det med Rette, vide at afholde sig fra at udbetale efter et Decret, som er givet af en Forsamling, der svæver i uvished om hvad den er.

Det er overhovedet et stort Spørgsmaal, om der netop er saa ensidigt, som man har troet, at kunne handle i Selskabet uden Indflydelse af de bornholmske Actionairer, thi flere Skridt af dem bære umiskjendeligt Vidnesbyrd om Takt for deres Handlemaade. At Selskabet befinder sig i en sørgelig Tilstand vilde det vistnok være ubilligt alene at tilregne dem. Er endog det ulykkelige Schisma, som nu i alt for lang Tid har tæret paa Selskabets Kræfter, fremkommet for en Deel ved de bornholmske Actionairer eller Repræsentanter, saa er del dog paa ingen Maade afgjort, at dets Kilde bør siges hos dem, men det er kun tydeligere fremtraadt derved, at uforudsete Begivenheder have foranlediget de Foranstaltninger, Repræsentantskabet har seet sig opfordret til at iværksætte. Dog noget kunde der maaskee bebreides Repræsentantskabet med Hensyn til den Hammerske Suspension; hvorvidt den har været beføiet eller ikke, skulde vi ikke indlade os paa at bedømme, da vi dertil mangle tilstrækkelig Kundskab til SeIskabets historiske Gang; men der er afgjort, at det under slige Omstændigheder kun geraader til Ulykke at blive staaende ved noget Halvt, og Suspensionen burde derfor have været forfulgt paa den i § 31 bestemte Maade, hvilket, saavidt vi have kunnet erfare, ikke skal være skeet. Var det blevet iagttaget vilde Directeuren forlangsiden enten have tiltraadt sin Virksomhed, hvorved Fabriken i det mindste indtil videre var bleven holdt i Gang, eller ogsaa var han bleven betagen sin Function i det Hele, hvorved mange af de Conflicter, som nu stedfinder, ufeilbarlig havde været bortfjernede. Vi sige ikke dette for at forekaste Directeuren nogen Bebrejdelse, men fordi vi troe, at det Misforhold, der plager Selskabet, ikke bør søges umiddelbar imellem de københavnske og bornholmske Actionairer som stridende Partier, men meget mere i Forholdet imellem Repræsentantskabet og Directeuren. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at den tabte Enighed iblandt de kjøbenhavnske og bornholmske Actionairer lod sig tilbagevinde, naar de første Skridt til en Tilnærmelse bleve gjorte, og fremdeles vil kunne bestaae under en velordnet Bestyrelse, i hvilken Henseende vi troe at burde henvise til den, der blev vedtagen paa den sidste Dags Forhandlinger; thi at Bornholmerne ikke ville lade sig aftvinge en Ret, de troe sig i Besiddelse af, berettiger os ikke til ar antage, at de kun af Lyst til Strid, ville opofre baade deres egen og de øvrige Actionairers Interesse i Selskabet. Kun en saadan Enighed vil føre Selskabet tilbage til et nyt Liv, der under en velorganiseret Bestyrelse ufeilbarlig vil bevare en fælles Stræben til et gavnligt Formaal, og vi ville ønske, at den maatte fremtræde paa den nu forestaaende Generalforsamling paa Bornholm; der er Forsamlingen paa sin rette Plads; der er dens Autoritet uomtvistet; der kan den discutere og afstemme det nu forventede Lovudkast ; ja, der vil det maaskee vise sig, at der endnu er "Enighed i det Væsenlige"

(Kjøbenhavnsposten den 4. juni 1842.)

I Kiøbenhavnsposken Numer for i Løverdags findes under Mærket en Artikel angaaende Limensgade Actieselstabet, i hvilken med megen juridisk Styrke er forsvaret den Mening om Generalforsamlingers Afholdelse, som jeg for længere Tid siden i "Fædrelandet" har udtalt, og  som har fremkaldt de bornholmske Actionairers Protest. Naar jeg her atter fremkommer med et lille Indlæg i Limensgade Sagen, saa er det ikke for yderligere at argumentere for dette Punkt, hvis Rigtighed jeg finder saa vel begrundet, at det ei trænger til videre Forsvar; men kun for at meddele Dhrr. Actionairer her i Byen en Oplysning om et andet Punkt, hvori den ærede Hr. * synes rigtig underrettet, og hvorom jeg desuden har erfaret ved Samtale med Flere, at der iblandt Actionairerne hersker en temmelig almindelig Vildfarelse, da det, enten forsætlig eller tilfældigvis, er forblevet uberørt paa alle de Forsamlinger, der ere blevne holdte siden Undersøgelfes-Comiteens Indstilling forelagdes Selskabet, og naar jeg fremsætter disse Oplysninger offenlig, saa er det dels fordi Sagen nu engang er appelleret til Publicum, dels og fornemmeligen fordi jeg, som ikke længer Actionair, ei har Adgang til Forsamlingerne.

Hr. * beklager nemlig, at de bornholmske Repræsentanter ei ifølge Statuternes § 31 have forfulgt den Directeuren dicterede Suspension, ved at sammenkalde en Generalforsamling til Spørgsmaalets Afgjørelse. Men dette have netop Repræsentanterne gjort, idet de indvarslede behørigen en Forsamling til den 10de August f. A. At Spørgsmaalet imidlertid ikke blev afgjort, var saaledes ikke Repræsentanternes Skyld, men Actionairernes, der ei mødte i tilstrækkelig Mængde, især var det de kjøbenhavnske Actionairers Skyld, der saa godt som aldeles ei mødte eller lode møde, uagtet de vidste, at Forsamlingen ved deres Udeblivelse maatte blive uafgjørende, da der paa Bornholm ikke i Alt findes 200 Actier. Nu kunde der 3 Uger efter atter være afholdt en Samling, der uden Hensyn til Antallet af Stemmegivende kunde have afgjort Sagen; men dette forhindredres ogsaa af de kjøbenhavnske Actionaircr, ved at de tilskreve Repræsentanterne en Anmærkning om at fratræde Repræsentationen, hvilken dog maaske ei var tagen til Følge, dersom det ikke paa samme Tid var blevet bekjendt paa Bornholm, at der vilde komme fra Kjøbenhavn en Comitee for at undersøge Directeurens Forhold. Den afgjørende Forsamling blev saaledes udsat, indtil Comiteens Indstilling kunde forelægges denne, hvorfor Bornholmerne, til Beqvemmelighed for Kjøbenhavnerne indvilgede i, at Forsamlingen kunde afholdes i to Dele, først i Kjøbenhavn og dernæst i Rønne. Bornholmerne viste altsaa heri en roesværdig Eftergivenhed og Imødekommen af de kjøbenhavnskeAetionairers Ønske, men hvad gjorde disse? Istedetfor at benytte denne gode Udsigt til at opnaae en Afgjørelse, fik et vist Partis ret udvirket, at man paa den indkaldte Forsamling ei afstemte over den egenlige Gjenstand for samme, men derimod gav sig til at debattere nye Statuter, der paastodes at være rigtigere og maatte forudgaae Spørgsmaalet om Directeurens Afsked. Da det nye Statutudkast imidlertid var af den Natur, at Bornholmerne ei kunde antage det, hvilket iøvrigt var let at forudse, saa blev Sagen stedse mere og mere trukket i Langdrag og indviklet. Man vil af denne korte, paa Sagens Acter byggede, Fremstilling see, at Bornholmerne ei have nogen anden Skyld i at Sagen endnu ei er afgjort, end den, at de have givet for meget efter for de kjøbenhavnske Actionairers Forlangende, i Tillid til at disse vilde handle fornuftigt og mere i Selskabets, end i Directeurens Interesse, og denne Høflighed fra deres Side er det sandelig i høieste Grad ubilligt , at nogen Kjøbenhavner vil lægge dem til Last. Jeg kan heller ikke antage at Hr. * vilde have gjort dette, dersom ikke Sagens sande Sammenhæng havde været skjult for ham.

G. Schram.

(Fædrelandet den 8. juni 1842.)

Disciplinærsag i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

.... Forbedringshuusfangen Christian Musted var sat under Tiltale for med en Kniv at have saaret en Mestersvend ved Straffeanstalten i den Hensigt at skille ham ved Livet. Under denne Sag har Tiltalte, der er 21 Aar gammel og ifølge Høiesteretsdom af 16de Februar forrige Aar, for i tyvagtig Hensigt at have indsneget sig i en Gaard og for gjentaget Løsgængeri, er idømt Straf af 5 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedrinshuus, afgivet en Tilstaaelse, der i det Væsentlige gaaer ud paa, at han, da han om Morgenen den 9de April sidstl. var udebleven fra Gaardtouren, og det derefter omtrent Kl. 8 af Opsynsmanden Svendsen blev ham tilkjendegivet, at der savnedes Brød, der formeentligen var blevet borte, da de andre Fanger var i Gaarden, og at han vilde anmelde det Passerede for Mestersvend Andersen, fattede den Beslutning, saafremt sidstnævnte vilde tildele ham en Correction, uden at tillade ham forinden at foredrage sin Sag for Inspecteuren, da at dræbe ham med en Kniv, hvoraf han var i Besiddelse, fordi Tiltale holdt sig overbeviist om, at der ved den ham af Mestersvenden tildelende Correction tillige vilde blive taget Hensyn til den opstaaede Mistanke om, at han havde stjaalet det savnede Brød, hvori han paastaaer at være uskyldig, samt at han i fornævnte Hensigt allerede kort efter forvarede Kniven i sit Ærme og saaledes medbragte denne, da han Kl. 11 blev afhentet for at fremstilles for Mestersvenden Andersen i Skolestuen, hvor han, da Andersen lod en Tamp hente og nægtede Tiltalte at faae Inspecteuren i Tale førend Correction skete, i den omforklarede Hensigt foer ind paa Andersen og stak ham med Kniven. Inspecteur Keller har under Sagen forklaret, at den ham tilkommende Ret til at anvende Correction for Fangernes mindre Forseelser er af ham, saaledes som det stedse har været Tilfældet og Nødvendigheden byder det, i den egentlige Tugthuusbygning overdraget Mesteren, og paa Sæqvæsthuuslocalet Mestersvenden, der paa Grund af dettes afsides Beliggenhed under Inspecteurens Tilsyn har Overopsigten med Fangerne sammesteds, hvilket saameget mere gjør det nødvendigt, at han strax maa kunne anvende en ringere Correction. Efter Gjerningen har Tiltalte yttret, "at det var Skade, at Kniven ikke havde været noget større" og "at om det ikke skete denne Gang, kunde det skee en anden Gang", ligesom han ogsaa skal have sagt, idet han pegede paa Hovedet, "det kan ikke koste mere end dette". Tiltalte har imidlertid under Sagens yderligere Behandling, under Paaskud af, at han ved de tidligere Forhører havde været i en Sindsstemning, hvori han var aldeles ligegyldig ved sin Fremtid, ja endog ønskede at styrte sig saa dybt som muligt i Ulykken, forandret ovenstaaende sin Forklaring derhen, at han vel, da han erfarede, at det Passerede skulde meldes for Andersen, forvarede Kniven hos sig, for, naar han fremstilledes for Andersen og denne vilde straffe ham, uden at tillade ham forinden at faae Inspecteuren i Tale, at fare ind paa Andersen og stikke efter ham med Kniven, men at han hverken da han fattede denne Beslutning eller senere i Gjerningens Øieblik har havt den Hensigt at dræbe, ikke engang at saare Andersen, hvorimod det egentlige Maal, han havde for Øie, ikkun var at blive stillet for Inspecteuren og saaledes undgaae at belægges med en haardere Correction end han havde fortjent for at udeblive fra Gaardtouren, uden at han gjorde sig nogen bestemt Tanke om, hvilken Følge Knivstikket maatte medføre for Andersen. Hvad Tiltalte har forklaret om Gjerningens Anledning, er stadfæstet ved de iøvrigt oplyste Omstændigheder, og har Andersen under Eed bevidnet, at Tiltalte ved den omhandlede Leilighed stødte til ham med en saadan Kraft, at han, Andersen, tumlede om mod et Bord, samt at Tiltalte da 3 Gange fornyede sit Angreb, imod hvilket Andersen værgede sig ved at sparke med Benet, ligesom den eneste under Gjerningen Tilstedeværende, Opsynsmand Borup, ligeledes under Eed har udsagt, at Tiltalte, efterat Andersen var falden hen imod Bordet, atter løftede Haanden og førte den hen imod Andersen, som om han paa ny vilde overfalde ham. Det er constateret, at Kniven var trængt igjennem Andersens Frakke, Over- og Underbeenklæder, en ulden Nattrøie og Lærredsskjorte samt derefter er stødt imod et Læderbrokbaand, hvorfra den sandsynligviis er gledet af og har bibragt Andersen et lidet aldeles ufarligt Hudsaar, der har blødt ubetydeligt, paa venstre Side af Underlivet, hvorfor det af Lægen ved Straffeanstalten er attesteret, at det ikke er urimeligt, at Kniven - hvormed der efter dens Beskaffenhed kunde bibringes livsfarlig Stik - vilde, dersom den ikke var stødt imod Brokbaandet, være bleven stødt igjennem Underlivets Muskler ind i Underlivet og saaret Tarmene, om ikke en Pulsaare, og frembragt i første Tilfælde farlige og i sidste Tilfælde dødelige Følger. "Maatte nu end", siges der i Underrettens Dom, "Lovens 1-15-1 uanseet Arrestantens seneste Forklaring kunne lægges til Grund, og han saaledes ikke dømmes efter Lovens &-&-22 cfr. Frdn. af 4 Oct. 1833 § 14 (:for attenteret Mord), skjønnes det dog ikke rettere end, at det af Arrestanten under Sagens senere Behandling tilstaaede Forhold, efter samtlige dettes Omstændigheder, gaaer ind under den i Plac. 31te Aug. 1813 § 10 indeholdte Bestemmelse, og at han saaledes i ethvert TIlfælde ike kan undgaae at idømmes Livsstraf, og vil han derhos have at udrede alle af Sagen lovligt flydende Omkostninger". Høiesteret kom til samme Resultat som Underretten, men da den formeentligen ikke har biliget dennes Raisonnement, gav den en ny Conclusion, der lyder saaledes: "Christian Musted bør have sit Liv forbrudt. I Henseende til Sagens Omkostninger bør den indankede Dom ved Magt at stande. I Salarium til Justitsraad Høegh-Guldberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rbd. Sølv."

(Kjøbenhavnsposten den 3. juni 1842. Uddrag)

Havnecapitain Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

I 1842 forsøgte Eskildsen også at påstå at hans privilegium gjaldt dampskibene. Det slap han dog ikke afsted med:

I det Regulativ, som er meddeelt Havnecapitain og Lodsoldermand Erik Eskildsen i Forbindelse med den ham givne "udelukkende Rettighed til for Betaling at befordre Reisende med deres Reisetøi fra Kjøbenhavn til den skaanske Kyst mellem Helsingborg og Skanør, begge inklusive", er Prisen for Farten til Malmø og Landskrona fastsat for en stor Baad til 19 Rbd. 3 sk og for en Jolle til 12 Rbd. 90 sk foruden de Afgifter, som ere eller maatte blive lagte paa denne Fart i de svenske Havne. Da det er vanskeligt at samle et saa stort Antal Personer til at besætte et Fartøi, at Prisen kommer til at staae i et passende Forhold til denne Transport, og dette Befordringsmiddel var altfor uhyre dyrt, til at det kunde afbenyttes af enkelte Personer, saa er det en Selvfølge, at det maatte blive en særdeles væsenlig Hindring for den ligesaa ønskelige som nødvendige Personal-Communication imellem Hovedstaden og den svenske Kyst, hvis det ovennævnte Privilegium fortolkedes paa den Maade, at det skulde hjemle Hr. Eskildsen Rettighed til at forhindre Dampskibe i at føre Personer over herfra Toldboden til den svenske Kyst. Uagtet det saaledes maatte forekomme rimeligt, at den af Hr. Eskildsen paastaaede Ret ingenlunde var hjemlet ham i en saadan Udstrækning i hans Privilegium, saa lagde han dog Hindringer i Veien for den frie kommunikation, idet han søgte at forhindre Dampskibet Malmø, der overførte Personer for nogle faa Mark, fra at foretage de af dette Dampskib projekterede Farter til Malmø og søgte at gjøre sit Privilegium gjeldende imod samme, idet han paastod dets herværende Commissionair Grosserer Aspegreen idømt forskjellige Erstatningssummer til et Beløb af henimod 4,000 Rbd. foruden Mulcter til Stadens Fattigvæsen. Denne Hr. Eskildsens Paastand maatte forekomme saa meget mere besynderlig som det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger er høist sandsynligt, at han netop havde draget Fordeel af denne Dampskibsfart. Grosserer Aspegreen har nemlig oplyst, at Hr. Eskildsen i April til Juli Maaned 1839 har af Dampskibet Malmø oppebaaret 489 Rbd. 3 Mk. 8 sk for at føre Passagerer ombord og iland, en Sum, som Farten paa Sverig i hans uhyre dyre og langtfra beqvemme eller tidssvarende Fartøier vist aldrig har indbragt i et lige Tidsrum, ja end ikke ladet formode nogensinde at ville kunne bringe ind. Naar Hr. Eskildsen saaledes ikke vilde lade sig bevæge til at undlade at gjøre en saadan Ret gjeldende i Betragtning af Publikum, hvilket han blot forhindrede i at reise, uden dog al kunne tvinge del til at benytte sit lidet hensigtsmæssige Befordringsmiddel, saa synes hans egen Fordeel at maatte kunne have bevæget ham til at undlade sligt. Hr. Eskildsen har imidlertid sat en conseqvent Gjennemførelse af sin formeentlige Ret - fiat justitia et pereat mundus - over Hensyn til Publikum og sin egen pecuniaire Fordeel, og har foranstaltet Sag anlagt imod bemeldte Dampskibs herværende Agent. Politiretten, hvis Dom vi tidligere have meddeelt in extenso, kunde ikke billige Hr. Eskildsens Fortolkning af sit Privilegium og frifandt Grosserer Aspegreen for hans Tiltale i denne Sag. Høisteret har igaar paadømt Sagen paa samme Maade, idet den ligeledes har frifundet Grosserer Aspegreen for Hr. Eskildsens Tiltale, ved hvilken Dom der formeenligen er sat en Pind for alle lignende Processer.

(Kjøbenhavnsposten 31. maj 1842)

Lars Christian Wiig: Forbrydelse betaler sig? (Efterskrift til Politivennen)

Han blev formentlig født 1817. 

4. maj 1841 stak han af fra en hyre efter at være mistænkt for tyveri. Han blev fanget, og indsat i Forbedringshuset på Christianshavn.
Herfra flygtede han den 2. november 1841 sammen med Jens Peder Haudrup, fanget mindre end en uge efter. Den 21. juni 1842 blev han herfor dømt til 27 slag kat og 10 års fæstningsarbejde. 
Den 9. december 1842 blev han efterlyst for undvigelse, men tilsyneladende fanger igen og sendt til Rendsborg. 
9. juni 1843 anmeldtes han undveget fra fæstningsslaveriet i Rendsborg.
Den 29. maj 1856 rapporteres det at han lever fint af smugleri og salg af tyvekoster. 
Herefter bliver der stille om ham. Det fremgår ikke af aviserne om han er pågrebet.


Tyvssag. En nylig løsladt Arrestant, Lars Christian Wiig, blev ved Politiets Foranstaltning sendt til Helsingør, for derfra at faae Hyre; men da han skulde føres ombord, undløb han. Da der hvilede en høi Grad af Mistanke paa ham, at han Natten imellem den 19de og 20de April havde begaaet et Tyverie hos Spekhøker Olsen i Adelgade, blev han af Politiet eftersat og anholdt i Hillerød den 23de og derfra sendt hertil. Det fra bemeldte Olsen bortstjaalne Sølvtøi m.m. har man fundet skjult i Frederiksberg Have i et Tørklæde, og det blev der taget i Besiddelse af Politiet. (Berl. Av.)

(Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse),  4 maj 1841)


Forbedringshuusfangerne Lars Christian Wiig og Jens Peder Haudrup undveeg i Tirsdags Aftes (den 2den f. M.) fra en af Arbeidssalene, hvor nogle og tyve Fanger paa samme Tid vare beskjæftigede med Lys. Igjennem en i Væggen anbragt Jerndør krøb de ind i Kaminen, derfra gjennem Skorstenen ud paa Taget til Embedsmændenes Bolig i Søqvæsthuset, hvor de traf et Qvistvindue aabnet, gjennem hvilket de kom ind paa Loftet og derfra gjennem en Trappegang ned i Gaarden. Over en Have flygtede de nu ind paa Exerceerpladsen, hvor de skiftede deres Fangebeenklæder med andre, de havde medbragt, og kastede hine over i bemelte Have tilligemed et langt af mangfoldige Stumper sammenbundet Reb, som de havde anskaffet til dermed at nedfire sig af Stiftelsens Tag, men ikke kom til at bruge. Samme Aften kastede de deres Trøier ind i en 'port i Sølvgaden, og vidste at forsyne sig, den Ene med en Frakke og den Anden med en Trøie og at skaffe sig Penge. Natten mellem afvigte Torsdag og Fredag, da Vægteren i Larsleistræde  Nr. 89, Rasmus Larsen, skulde til at raabe 3, kom to Personer fra Nørrevold ind paa hans Post, men i det de saae ham, gjorde de en kort Vending og gik tilbage, dette vakte hans Opmærksomhed, og da de to Fangers Undvigelse var bekjendtgjort Vægterne ved Paraden med Løfte af 20 Rbd. Duceur for at paagribe dem, ligesom han ogsaa havde seer Politiets Betjente hver Nat patrullere efter dem, formodede han strax, at det maatte være Wiig og Laudrup, og gik efter dem; den ene undslap over Volden og blev beller ikke funden af de Patrouiller, der senere udsendtes til Kirsebærgangen og tilstødende Steder. Den anden blev efter Vægterens Tilraab til Skildvagten forhindret fra at bestige Volden, hvorpaa han piilsnart løb ned af Nørregade. Her var den forfølgende Vægter endelig udmattet og maatte overlade den der posthavende Vægter det Videre. Personen løb imidlertid ind i Krystalgaden, og ligesom han kom om Hjørnet, standsede han pludseligt sit hurtige Løb og gik ganske roligt, saa at den derværende Vægter, der havde hørt sine Collegaers Fløiten, og antog deres Raab:  "Stop" for "Brand", spurgte ham hvor IIden var, og blev henviist til Nørregade, hvor han ogsaa ville begive sig, da Vægteren derfra kom ind i Krystalgade og fortsatte Forfølgningen, men uden at kunne komme Personen nær, der ved at see ham, med sin tidligere Hurtighed løb bort ind i lille Fiolstræde. Vægteren i denne Gade, som havde hørt Fløiten i Nørre- og Krystalgade, kaldte ved signal lille Kanikestrædets Vægter til Hjælp og ilede den Flygtende imøde, denne undgik med sin sædvanlige Smidighed den første, men, standset af den sidste, løb han paa omtrent 20 Alens Strækning uden for den nye Provstebolig tre Gange frem og tilbage paa Fortougel mellem disse to Vægtere, som han ikke kunde komme forbi, og som heller ikke kunde gribe ham, før de endelig begge kom ham saa nær, at de samtidigt lagde Haand paa ham. Uden at ane det havde de grebet Lars Christian Wiig, een af Statens allerfarligste Tyve. Han havde et nyt Huggejern i Haanden, og den ene Vægter var saa forsigtig at lage den anden til Vidne, at han fratog ham det, hvilket bevirkede hans senere tilstaaelse af at have havt det. Han har intet Forsøg gjort paa at værge sig dermed og, med Undtagelse af at han paa Vægterens Spørgsmaal, hvorfor han havde det: svarede: "hvad kommer det dig ved", aabnede han ikke sin Mund den hele Tid. - Just faa Øieblikke før Wiig og Laudrup bleve sete i Larsleistræde, havde en Smed i et nærliggente Huus ved Nørrevold opdaget Tyve i Boutiken og var gaaet ud af sit Vindue langs Volden for at hente Hjælp. Flere Omstændigheder sætte det udenfor al tvivl, at Wiig og Haudrup kom ligefra Udførelsen af dette særdeles dristige Tyveri, men herom, saavelsom om deres øvrige Foretagender i de faa dage, Wiig var paa fri Fod, er det endnu for tidligt at gjøre nogen Meddelelse. L. C. Wiig var indsat i Forbedringshuset paa 8 Maaneder for Løsgængeri. Hendrup er i Mandags Aftes ogsaa paagreben (Dg)

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 6. november 1841)

Lars Christian Wiig flygtede fra Volden ned ad Nørregade mod Krystalgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Paakjendte Retssager.

Kjøbenhavnske Sager. Den 21de Juni 1842: 1. Justitsraad og Proc. Weidemann Actor, contra Arrestanten Lars Christian Wiig. For at være udbrudt af Forbedringshuset og derefter at have begaaet Indbrudstyveri ansaaes Arrestanten med 27 Slag Kat og 10 Aars Fæstningsarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. juli 1842)



Efterlysning.
Fra Kjøbenhavns Fæstnings Stokhuus ere undvegne:
1) Fæstningsslaven Lars Christian Wiig, fød i Helsingør, hjemmehørende i Kjøbenhavn, 25 Aar gl., indsat i Slaveriet i Aaret 1842. Hans Signalement er: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaa Øine, brune Haar. Han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene.
Hvo, som anholder nogen af disse Slaver, erholder de reglementerede Opbringerpenge.
Kjøbenhavns Stokhuus, den 9de Decbr. 1842
J. E. Nissen
Stokhuusinspecteur.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 10. december 1842)

Stikbrev.

Da de til det herværende Stokhuus hørende Fæstningsslaver Hans Joachim Hinrich Rieck eller Riecken og Lars Christian Wiig Torsdagen den 8de dennes ere undvegne fra Arbeidet, saa anmodes vedkommende Øvrigheder herved tjenstlig om at ville arrestere disse Forbrydere, hvor de maatte antræffes, samt meddele Commandantskabet Underretning om deres Anholdelse, for at man herfra kan træffe fornøden Foranstaltning til deres Afhentelse.
Commandantskabet over Fæstningen Rendsborg
den 9de Juni 1843. v. Bardenfleth.

Signalement

over

Slaven Hans Joachim Hinrich Rieck eller Riecken.

Fornævnte Fæstnigsslave er 34 Aar gammel, født i Segeberg, 63 1/4 Tommer høi, blond af Haar, har graae Øine og rask af Gang. I den øverste Tandrad er een Tand beskadiget. Den 34de Juli blev han benaadet, og er den 23de April d. A. fra Segeberg igen afleveret til herværende Stokhuus. Han taler høitydsk og plattydsk, og er undvegen i de sædvanlige Slaveklæder.

Signalement

over

Slaven Lars Christian Wiig.

Fornævnte Fæstningsslave er 26 Aar gammel, født i Helsingøer, 63 3/4 Tommer høi, har mørkt Haar, blaae Øine og en rask Gang. Han har i den venste Side en lille bruun Plet. Iøvrigt er han Snedker af Profession, taler dansk, og er undvegen i de sædvanlige Slaveklæder.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 12. juni 1843)


Aalborg, den 29de Mai.
Følgende Skrivelse fra Haderslev har i denne Tid været omsendt til de forskjellige Jurisdictioner:
"En her anholdt Person, om hvem det er oplyst, at han er den i Aaret 1842 fra Nyborg Fæstning undvegne Slave Jørgen Jørgensen Levin, har iblandt Andet afgivet følgende Forklaring :
Da han omtrent i Midten af April Maaned drev omkring i Egnen af Ribe. traf han i et Værtshuus i denne By en Mand, der efter Udseende maatte antages at være en omrejsende Handelsmand, men i hvem Arrestanten gjenkjendte en paa Livstid inddømt Fæstningsslave ved Navn Widt eller Wiig. Denne Person betroede Arrestanten, at han for længere Tid siden var undvegen fra Slaveriet i Rendsborg og at han nu levede af at sælge Contrebande og Tyvekoster, og at han stod i Forbindelse med en Tyvebande i Jylland, til hvilken iblandt Andre hørte en Mand ved Navn Ole Andersen i Egnen om Silkeborg. Han foreviste for Arrestanten et Pas, der var skrevet paa Tydsk og lød paa Levi fra Eiderstedt, og fortalte, at han havde et eget Kjøretøi og at han reiste i Fælledsskab med 3 Mandspersoner og et Fruentimmer og nu var paa Veien til Hobro Kanten. Efter Arrestantens Udsigende var Wiig eller, som han nu lader sig kalde, Levi godt klædt, havde Briller med Sølv- eller anden Metalindfatning og talte til Folk i almindelighed Dansk med gebrokken tydsk Accent, men til Arrestanten under fire Øine reent Sjællandsk.
Efter at jeg i denne Anledning har indhentet Oplysning fra kommandantskabet i Rendsborg, er det mig meddeelt, at en Person ved Navn Lars Christian Wiig under 8de Juni 1843 er undvegen fra Stokhuset i Rendsborg uden senere at være paagrebet. Hans Signalement er opgivet saaledes: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaae Øine, brune Haar; han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene, hvorhos endnu bemærkes, at han er anseet med Straf af 2 Gange 27 Slag Kat, hvoraf der formeentlig vil være Spor paa hans Ryg.
Jeg tillader mig i denne Anledning at lade udgaae en tjenstlig Anmodning til samtlige Politieauthoriteter om at eftersøge den nævnte undvegne Slave, der er skildret som en høist farlig, dristig og snu Forbryder, og i Antræffelsestilfælde at tage ham under sikker Bevogtning og derom meddele mig Underretning. Om hans Følge har jeg ingen nærmere Oplysning.
Tylstrup Herredscomptoir i Haderslev,
den 19de Mai 1856."
(Underskriften er vanskelig at dechiffrere, men af Statskalenderen sees det at være Alexander Heide.)
Denne Skrivelse kaster et mærkeligt Lys paa vort Efterlysnings- og Politievæsens Historie og Forfatning. I 14 Aar kunne undvegne farlige Forbrydere drage uhindret om, organisere Tyvebander osv. Det synes at vidne om liden Iver og Forbindelse mellem Justitsbetjentene indbyrdes eller maaskee liden Bistand for disse hos det utilstrækkelige, ofte indolente eller indulgente, Landpolitie. For endeel har det maaskee ogsaa sin Rod i Mangelen paa friere berettiget Handelsnæring paa Landet, fordi man, da man ikke ganske kan eller vil afsavne denne, er bleven vant til at see gjennem Fingre med og tildeels beskytte Alle, der drage omkring i Handelsforretning og stundom under den skjule anden Industrie og Fingernemhed. Jo større Frihed der gives Landet til stedlig Næring, jo mere vilde hermed kunne øves Control og jo lettere vilde ogsaa Landpolitiet herved kunne faae Medhjælp fra Befolkningers Side til at have vaagent Øie med farlige og virkelige Vagabonder. - Som et andet Exempel her fra Egnen paa, hvor lang Tid ogsaa i en mindre Kreds undvegne Arrestanter kunne slippe for Anholdelse, kan anføres, at den 2den forr. Maaned anholdtes en Skræder Ped. Chr. Nielsen, som den 28de August 1854, altsaa for over 1 ½ Aar siden, var undvegen fra Thisted Arrest.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 29. maj 1856)